Baggrund
Læsetid: 5 min.

Tre ugers træning og så i aktion

De har valgt et af de farligste job i dagens Afghanistan, men får kun tre ugers træning, før de skal i felten. Inden valget til august skal 15.000 nye betjente være på gaden, men der er lang vej igen, før Afghanistan har en politistyrke, der kan beskytte borgerne
Slag med politistav er dagens højdepunkt for de 230 nye rekrutter på Kabuls Brandstation Fire, der midlertidigt er omdannet til politiskole.

Slag med politistav er dagens højdepunkt for de 230 nye rekrutter på Kabuls Brandstation Fire, der midlertidigt er omdannet til politiskole.

Charlotte Aagaard

Udland
27. juni 2009

KABUL - Håndjern, politistav og en AK-47. Det er de tre redskaber, som skal redde den forhenværende tæppehandler Abdul Jaans liv. Sammen med 15.000 andre unge afghanere har han valgt et af verdens farligste job. At være politibetjent i Afghanistan er bogstavelig talt med livet som indsats. Sidste år blev mindst 868 politifolk dræbt af Taleban og almindelige kriminelle. Op til valget den 20. august skal Abdul Jaan og hans nye kolleger beskytte den afghanske hovedstad. Det har de tre uger til at lære, hvordan man gør.

Klokken er otte om morgenen på Brandstation Fire i udkanten af Kabul. I gården foran den nedslidte, rødmalede brandstation er omkring 100 rekrutter ved at line op til dagens undervisning. Første lektion er brug af håndjern.

»Det her er et sæt håndjern,« råber en stor, veltrænet politimand fra den spanske Guardia Civil.

»Og her er nøglen.«

En ældre mand oversætter til dari, hvorefter politikommandant Rihin Gul giver ordren videre til rekrutterne.

»Har i forstået?« råber han.

»Ja, hr. kommandant!« brøler rekrutterne i kor.

»Håndjernene åbnes på denne måde og låses op igen sådan her.«

Guardia Civil-betjenten demonstrerer, hvordan man gør, så alle kan se det. Mange af politirekrutterne kan hverken læse eller skrive, så størstedelen af undervisningen foregår ved at vise dem, hvordan tingene skal gøres i praksis. Da alle hundrede rekrutter har låst håndjernene op og i nogle gange, er de klar til en lektion i arrestation af mistænkt.

»Må vi bede om en frivillig?« spørger spanieren. Flere melder sig entusiastisk.

»Ok, så er vi klar. Først råber I: 'Stands! Det er politiet!',« instruerer den spanske politibetjent.

»Hvis den mistænkte standser, råber I: 'Hænderne op!', så beder i ham dreje rundt, så I kan se, om han har sprængstoffer om livet. Så er det ned på knæ, hænderne på ryggen, tommelfingrene opad - og så lynhurtigt på med håndjernene!«

Den hærdebrede spanier fører den frivillige 'fange' rundt i gården til stor jubel for resten af rekrutterne.

»Værsgo, så er det jeres tur!,« råber kommandant Gul.

Vil dø med stolthed

Abdul Jaan er 27 år, og kommer fra Khak-e-Jabar, en fattig, isoleret landsby cirka 25 km sydvest for Kabul. Til forskel fra de fleste af sine 229 kolleger på Brandstation Fire har han gået 12 år i skole og er dermed en af de mest veluddannede på sit hold.

Abdul Jaan fortæller, at han besluttede sig for at blive politibetjent for to måneder siden.

»Jeg valgte at blive politibetjent af flere grunde. For det første vil jeg gerne være med til at forbedre sikkerheden i mit land. Afghanistan har oplevet så mange krige, og har så hårdt brug for sikkerhed. Jeg vil gerne hjælpe mit land på vej i den rigtige retning,« siger han.

»Derudover vil jeg selvfølgelig også gerne tjene nogle penge, så jeg kan forsørge min familie. Lønnen i politiet er ikke høj, men vi kan godt klare os.«

Abdul Jaan er gift og har fire små børn hjemme i Khak-e-Jabar. Den største er seks, og den mindste blot to måneder gammel. Under Talebans styre flygtede Abdul Jaan til Peshawar i Pakistan, hvor han levede af at fremstille maskinvævede tæpper. Efter Talebans fald i 2001 vendte han tilbage til Afghanistan, men tæppeproduktionen har han måttet opgive på grund af mangel på maskiner til fremstillingen.

Abdul Jaan er godt klar over, at han som politibetjent sætter livet på spil og risikerer at gøre sine børn faderløse. Men han insisterer på, at han ikke er bange.

»Jeg er sikker på, at vores instruktører giver os de redskaber, der skal til, for at vi kan klare opgaven. De skal nok sørge for, at vi ikke kommer noget til,« siger han tillidsfuldt.

»Men skulle det endelig ske, at jeg må dø for mit land, så gør jeg det med stolthed,« >siger han.

Og ser ud, som om han mener det.

Dagens højdepunkt

Abdul Jaan slutter sig til kollegerne i gården, der er nået til formiddagens farvoritlektion; slag med politiknippel. Flere af rekrutterne har endnu ikke pakket deres spritnye knipler ud.

Et par af de europæiske politifolk går rundt og fjerner den beskyttende plastik, som flere af stavene stadig er dækket af. En enkelt af rekrutterne har omhyggeligt viklet sin stav ind i flere meter plastikfilm uden at tænke på, at det vil tage ham mindst ti minutter at få viklet det af igen, og så er en eventuel forbryder over alle bjerge.

»Tag jeres stave frem og fold dem ud!,« brøler kommandant Gul, der har stillet sig op med et stort skumgummiskjold på armen.

»Politistaven er kun til selvforsvar. Aldrig til afstraffelse,« forklarer den spanske polititræner, og kommandant Gul brøler:

»Er det forstået!«

»Slå aldrig efter hovedet eller armene, det kan være farligt. Slå efter benene og bagdelen, sådan her. To hurtige slag efter hinanden. Tap-tap. Og spring så tilbage. Hold altid afstand, så forbryderen ikke kan slå igen! Er I med?«

Rekrutterne griner. Det er da let nok. Slag med politistav er helt klart dagens sjoveste indslag. Bevæbnet med stave og skjolde kaster halvdelen af rekrutterne sig frem for at give deres kolleger en ordentlig omgang. Tap-tap, tap-tap. Og så afstand. Flere af rekrutterne lægger alle kræfter i slagene. Det gælder tydeligvis om slå hårdere og hurtigere end alle andre. Også Abdul Jaan giver den gas, da det bliver hans tur. Og grinet er stort, da det lykkes at presse 'forbryderen' flere meter baglæns.

En anden kultur

Det sjove går dog lidt af øvelsen, da Rihin Gul pludselig taber tålmodigheden med et par af de yngste rekrutter, der ikke helt har forstået opgaven. Hidsigt begynder han at råbe ad dem. Den yngste af rekrutterne får både slag og et ordentligt puf, så han ryger hen ad jorden. Resigneret kommer han på benene igen og lunter tilbage i rækken uden at svare igen. Hverken de andre rekrutter eller de europæiske politifolk, der følger træningen fra sidelinjen, reagerer.

»Det er ikke noget, vi normalt blander os i,« forklarer den britiske cheftræner Lee Davies.

»Hvis det går helt over gevind, griber vi selvfølgelig ind. Så tager vi det op med kommandanterne og spørger dem, om ikke der er en anden måde, de kunne løse problemerne på. Generelt er vi imidlertid meget påpasselige med at underkende dem. De skal jo også kunne holde disciplinen, når vi er taget hjem. Og uanset hvad vi synes om det, så er vold en del af kulturen her.«

Episoden ser da heller ikke ud til at afskrække Abdul Jaan, der smilende kaster sig af sted for at give kollegaen og skumgummeskjoldet en sidste tur inden den frokost, der er en væsentlig del af politibetjentenes løn.

I et land, hvor hver fjerde går sulten i seng om vinteren, er 120 dollar om måneden og et ordentligt måltid mad ikke et noget, mange siger nej til. Heller ikke selv om prisen for at være politibetjent kan blive høj.

»De fleste af vores rekrutter tænker ikke så meget over sikkerheden. De er vant til, at Afghanistan er alt andet end sikkert,« siger af de spanske polititrænere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her