Læsetid: 4 min.

Tyske socialdemokrater slikker deres sår

Sorte skyer trækker op om det tyske socialdemokrati, SPD. Efter et katastrofalt EP-valg gælder det nu valgkampen til efterårets tyske forbundsdagsvalg. De borgerlige regerings-partier lugter blod, og SPD's kanslerkandidat, Frank-Walter Steinmeier, skal forvandle krise-stemning til kamplyst
20. juni 2009

»Jeg vil vinde.«

Sådan lød udenrigsminister Frank Walter Steinmeiers forsikring til eventuelle tvivlere på søndagens socialdemokratiske partidag. Og SPD har hårdt brug for optimisme inden forbundsdagsvalget den 27. september. Ved det nyligt overståede EP-valg stemte kun 20,8 procent af vælgerne på SPD. Resultatet er det værste siden forbundsrepublikkens oprettelse og efterlod et helt parti i chok. Nu forsøger Steinmeier at kickstarte kampgejsten, men hans udsigter til at generobre kanslerposten er meget begrænsede, vurderer tysklandskenderen, lektor Karl Christian Lammers:

»Det tegner ikke lyst for SPD. Men man ved ikke, hvad der kan ske. CDU's udsigter ser heller ikke for gode ud. De store folkepartier, SPD og CDU, vil gå tilbage ved efterårets valg, mens de mindre partier vil få fremgang. Det betyder, at regeringsdannelsen kan blive meget vanskelig. Det oplevede man i 2005, hvor dannelsen af den store koalition var nødvendig.«

Strid om krisehåndtering

Men selvom 'den store koalition' mellem SPD og den borgerlige akse CDU/CSU stadig er funktionsdygtig, har den igangsatte valgkamp åbenbaret en række sprækker mellem regeringspartnerne. Et af de afgørende stridspørgsmål er håndteringen af finanskrisen, der har været hård ved bilindustrien og mange af de store koncerner og mellemstore virksomheder i Tyskland.

Allerede inden EP-valget søgte den socialdemokratiske partiformand Franz Müntefering at udvise ansvarlighed og handlekraft ved at love finansiel støtte til den kriseramte koncern Arcandor, der ejer den kendte kæde af stormagasiner med navnet Karstadt. Løftet blev imidlertid lige så hurtigt skudt i sænk af den nyslåede økonomiminister Karl Theodor zu Guttenberg (CSU), der trak en klar grænse for statens hjælpsomhed over for, hvad CSU anser som selvforskyldt insolvens.

På søndagens kongres fortsatte Steinmeier med at slå på ansvarligheden over for de tyske arbejdspladser. Han tillagde SPD den fulde ære for regeringskoalitionens indsats for det nødstedte flagskib Opel, som har modtaget massiv krisehjælp. Samtidig fremmanede han billedet af de to borgerlige regeringspartnere som tøvende over for statslig intervention i skrantende private virksomheder, hvilket i sidste ende risikerer at koste arbejdspladser.

»Det kan ikke være rigtigt, at arbejdsministeren (Olaf Scholz fra SPD, red. ) kæmper for arbejdspladser, mens økonomiministeren kæmper for fallitter,« udtalte Steinmeier for nylig.

Steinmeiers stikpille fik en irriteret kansler Angela Merkel (CDU) til at forlange enighed og opbakning om regeringskoalitionens politik. Samtidig påpegede ledende CDU-politikere, at konkurserklæringer ikke forhindrer, at truede arbejdspladser genskabes hos konkurrerende og mere overlevelsesdygtige virksomheder.

EP-valgresultatet indikerer, at de tyske vælgere deler Merkels opfattelse. Vælgernes manglende støtte til SPD ved valget ses af kommentatorer som et udtryk for utilfredshed med Steinmeiers modvilje mod at trække en klart markeret grænse for statens tålmodighed med sløsede virksomhedsbestyrelser. Som Karl Christian Lammers siger:

»SPD har gjort en taktisk fejl ved at gå ind for statsstøtte til de store virksomheder, såsom Opel og Arcandor, fordi det er kendt, at godt og vel 80 procent af de tyske arbejdere er beskæftiget i mellemstore virksomheder. De er rygraden i det tyske wirt- schaftswunder . Her beskæftiges majoriteten af de tyske arbejdere. SPD burde have satset på at forbedre forholdene for de mellemstore virksomheder. Nøglen til at løse Tysklands økonomiske krise er, at det går disse virksomheder godt, ikke at det går Opel godt. Opel er en lille fisk i forhold til de mellemstore, privatejede virksomheder. Der er betydeligt flere af de mellemstore, der er i store vanskeligheder, og fallitterne er mere omfattende. Her har man efter min mening satset forkert.«

Merkel er fristet

Hos CDU har den magre socialdemokratiske stemmehøst ved EP-valget til gengæld skabt forhåbninger om, at den usmidige, men nødvendige koalition med SPD helt kan skrottes efter efterårets valg. Valgresultatet har fristet Merkel til at gå efter en rent borgerlig flertalsregering med de foretrukne partnere, det konservative søsterparti CSU og det liberale FDP. Selvom koalitionen mellem SPD og CDU/CSU har fungeret i praksis, imødegår Merkel jævnligt intern kritik for at være for efter- givende over for den socialdemokratiske regeringspartner.

For at strømline den fælles profil i den forestående valgkamp har CDU og CSU netop genbekræftet deres tætte ægteskabelige bånd. Merkel og CSU-leder Horst Seehofer præsenterede forleden et fælles valgprogram, herunder en koordineret skattereform, hvis primære attraktion er skattelettelser i både top og bund. Den nyfundne enighed eksisterer dog først og fremmest på papiret, for partierne mangler stadig at enes om, hvornår de planlagte skattelettelser skal implementeres. Den manglende dato fik Steinmeier til at kalde valgprogrammet for »utroværdigt hokuspokus«.

Generationsskifte

Midt i valgkampen er Steinmeier og SPD-formand Müntefering også under internt pres fra en række yngre socialdemokratiske kræfter i anden række, der ønsker at vriste partiet fri af arven efter Gerhard Schröder. Indtil videre bliver der lagt låg på den interne kritik, men i tilfælde af endnu et valgnederlag kan trolden hurtigt komme op af æsken med krav om generationsskifte på lederpladserne.

Både Berlins overborgmester, Klaus Wovereit, og den populære og slagfærdige Andrea Nahles, der skabte sig et navn ved åbent at kritisere Schröders kontroversielle arbejdsmarkedsreform, nævnes allerede nu som oplagte bud på næste generations socialdemokratiske kanslerkandidat. Lammers mener også, at et friskt ansigt ville kunne gavne SPD:

»Steinmeier er hverken dynamisk eller karismatisk. SPD har lidt af et lederproblem. De mangler en politiker fra vor tid ' en der formår at gøre sig i medierne. Schröder var jo mediekansler. De mangler en person, der gør sig godt på den bane. Nahles ville være en af de meget seriøse kandidater.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu