Læsetid: 4 min.

USA er allerede mærket af klimaændringer

Tørke som følge af mindsket nedbør, øget fordampning og øget vandtab fra planter er allerede alvorlig mange steder i USA. Uden aktiv klimapolitik kan temperaturen i USA stige med over fem grader inden år 2100, og konsekvenserne vil blive fatale, advarer forskere i rapport bestilt af Det Hvide Hus
Klimaændringerne påvirker allerede dagens amerikanske samfund fra Alaska i nord til sydkysten mod Den Mexicanske Golf, som her New Orleans i 2005.  Ændringerne omfatter en forøgelse af voldsomme regnvejr, stigende temperaturer og vandstand i havene, hastigt skrumpende gletsjere og meget mere. Med den store hastighed, ændringerne sker med, truer den måde, samfundet er indrettet på,  advarer en rapport som blev fremlagt i går i Washington.

Klimaændringerne påvirker allerede dagens amerikanske samfund fra Alaska i nord til sydkysten mod Den Mexicanske Golf, som her New Orleans i 2005. Ændringerne omfatter en forøgelse af voldsomme regnvejr, stigende temperaturer og vandstand i havene, hastigt skrumpende gletsjere og meget mere. Med den store hastighed, ændringerne sker med, truer den måde, samfundet er indrettet på, advarer en rapport som blev fremlagt i går i Washington.

Jim Watson

17. juni 2009

Mens USA-s kongres diskuterer, hvordan nationens første klimapolitik skal se ud, afslører den amerikanske regerings eksperter, at USA allerede er tydeligt mærket af den menneskeskabte globale opvarmning. Og hvis ikke der både i USA og globalt iværksættes en aktiv klimapolitik, kan temperaturen i USA stige med helt op til seks grader Celsius i dette århundrede, med en lang række samfundstruende konsekvenser til følge.

Øjebliksbilledet og advarslen blev fremlagt i går i Washington af US Global Change Research Program , et videnskabeligt samarbejde mellem Det Hvide Hus og en række føderale myndigheder og forskningsinstitutioner.

»De observerede klimaforandringer, vi beskriver i rapporten, er ikke synspunkter, der kan diskuteres. Det er fakta, som der må handles ud fra. Vi mærker allerede virkningerne af klimaændringer i alle regioner og i mange dele af samfundet og økonomien,« sagde Jerry Melillo, seniorforsker ved US Marine Biological Laboratory og en af rapportens hovedforfattere, på et pressemøde i Det Hvide Hus i går.

Rapporten Global Climate Change Impacts in the United States fastslår, at klimaændringerne påvirker dagens amerikanske samfund fra Alaska til Hawai.

»De omfatter en forøgelse af voldsomme regnvejr, stigende temperaturer og vandstand i havene, hastigt skrumpende gletsjere, tøende permafrost, forlængede vækstsæsoner, en længere isfri periode i havet og på søer og floder, tidligere snesmeltning og forandring af floders løb. Disse forandringer forudses at blive forstærket,« hedder det i rapporten.

Den fortæller, at afhængigt af den globale CO2-udledning og klimapolitik kan gennemsnitstemperaturen i USA i år 2100 være steget med to-seks grader, med de største stigninger i det amerikanske Midtvesten, i det nordøstlige USA samt i Alaska med de sårbare perma frostområder. Allerede i dag er vinteren i bl.a. Midtvesten næsten fire grader varmere end for 30 år siden.

»Nogle af ændringerne er indtruffet hurtigere end varslet i tidligere vurderinger,« hedder det i rapporten.

Strid om vand

De ændrede vejrforhold som følge af de stigende temperaturer mærkes allerede i form af mere ekstreme nedbørsmønstre.

Bl.a. det nordøstlige USA får både nu og i fremtiden større nedbørsmængder med stigende risiko for oversvømmelser. I andre regioner er billedet det modsatte.

»Tørke som følge af mindsket nedbør, øget fordampning og øget vandtab fra planter er en alvorlig sag i mange regioner, især mod vest,« fastslår rapporten.

Vandforsyningerne vil i stigende grad blive knappe og føre til svære valg mellem konkurrerende anvendelser, hvilket kan føre til konflikter, både i de enkelte delstater, mellem staterne og mellem USA og dets naboer.

»Mexico og USA er allerede uenige om den aftalebundne fordeling af vandet fra Rio Grande og Colorado River,« hedder det.

Mens atmosfærens øgede CO2-koncentration generelt vil øge landbrugsafgrøders produktivitet, så vil høje temperaturstigninger og de ekstreme nedbørsmønstre med for meget eller for lidt vand gå ud over landbrugsudbyttet. Det gør også andre klimabetingede ændringer.

»Ukrudtsarter, sygdomme og insektangreb drager fordel af opvarmningen, og ukrudt har også gavn af højere CO2-koncentrationer, og det øger presset på afgrøderne,« noterer rapporten, som tilføjer, at forringede græsningsarealer i kombination med mere sygdom og ekstreme vejrsituationer vil ramme og hæmme produktiviteten i det amerikanske husdyrhold.

Tærskler og onde cirkler

Rapporten gennemgår tilsvarende den hidtidige og kommende opvarmnings konsekvenser for den amerikanske befolknings sundhed - flere dødsfald på grund af hedebølger, mere sygdom på grund af vand- og insektbårne sygdomme - såvel som for amerikanske økosystemer. Økologen Jerry Melillo nævnte f.eks. på pressemødet, hvordan temperaturstigninger i de store amerikanske søer er på vej til at overskride kritiske temperaturtærskler, hvor bestande af koldtvands-ferskvandsfisk kan kollapse.

I den amerikanske energisektor vil opvarmningen ifølge rapporten føre til øget elforbrug, fordi behovet for afkøling i form af bl.a. aircondition vil stige. Samtidig vil opvarmningen vanskeliggøre dele af energiproduktionen og give anledning til op til flere -onde cirkler-.

»Energiproduktionen vil sandsynligvis blive hæmmet af stigende temperaturer og begrænsede vandressourcer i mange regioner (...) Klimaforandringer må forventes at påvirke nogle vedvarende energikilder på tværs af nationen såsom vandkraftproduktion i regioner, der er ramt af ændrede nedbørsmønstre og snesmeltning.«

Opvarmningen forårsaget af fossile energikilder kan altså vanskeliggøre udnyttelsen af nogle af de CO2-fri energiformer, der skal muliggøre udfasningen af fossil energi.

Rapporten vil nu blive afleveret til politikerne i Kongressen, der de kommende måneder skal søge at nå til enighed om, hvor radikalt USA skal gribe ind over for de stigende CO2-udledninger, temperaturer og klimaforandringer.

Én central pointe i rapporten er, at klimapolitikken må forventes hele tiden at skulle opdateres i lyset af de til dels uforudsigelige konsekvenser.

»Mennesker har før tilpasset sig klimaændringer, men fremover vil det blive særlig vanskeligt, fordi samfundet ikke vil skulle indrette sig på en ny stabil tilstand, men efter et bevægeligt mål. Klimaet vil vedvarende blive forandret og med temmelig stor hastighed bevæge sig uden for den ramme, samfundet er indrettet efter,« konkluderes det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Dyster læsning - men tak til Jørgen Steen Nielsen for at bringe det.

Hvis problemerne allerede begynder at gøre ondt nu, hvordan vil det så ikke blive i en seks grader varmere verden? Et rent helvede, hvis man skal tro en udsendelse herom på National Geographic.

Mht. til vandresurser kan kun anbefale at man prøver at få fat i denne, sikkert for mange?, øjenåbner af en dokumentar:

http://www.bluegold-worldwaterwars.com/

De forandringer der sker, som desværre ikke kun gælder i USA, kan man nu med det blotte øje tydeligt iagttage i den meget smukke film Home.
Den kan ses her i relativ god og lækker kvalitet:

http://www.youtube.com/homeproject

Nyd det så længe det varer. :-)

Niels-Holger Nielsen

Hej John Fredsted
Se også her:
http://a21.dk/blog/2009/04/14/en-temperaturstigning-paa-2-3%C2%BA-betyde...

Jens Kofoed
Jeg har set filmen. Den er meget flot og tåler at ses i fuld skærm. Omend lidt forsimplet og hallelulja ind imellem, så må indholdet vel også siges at være ok? Det var i hvert fald mit første indtryk. Man skulle måske lige sige at filmen tager 1 time og 22 minutter og er computergrafik - meget imponerende!

John Fredsted

@Niels-Holger Nielsen: Mange tak for det link til en side med en meget overskuelig præsentation af konsekvenserne af forskellige globale temperaturstigninger. Det link vil jeg bestemt gemme.