Læsetid: 5 min.

'Vi vil ikke være et nyt Iran'

Valgkampen i Libanon vibrerer med trusler i en atmosfære af latent vold, men myndighederne krydser fingre og udkommanderer sikkerhedsstyrker for at sikre 'et værdigt valg'
5. juni 2009

BEIRUT - En mand med en sag er både patetisk og imponerende. Det gør ikke Ahmad al-Asa'ad mindre patetisk eller imponerende, at han har en tabt sag, i og med at han - som han siger i sit dyrt møb-lerede hovedkvarter i Beirut - har sat sig for "at ændre shia'ernes politiske repræsentation".

I betragtning af, at det massive flertal af Libanons shia-muslimer vil stemme på enten Hizbollah eller Amal-partiet på søndag, skal Ahmad al-Asa'ad vokse med sin opgave. Da han stillede op til parlamentsvalget i 2005, kom han ikke ind trods sin feudale familiebaggrund i Sydlibanon. Bedstefaderen og faderen var parlaments-formænd frem til 1983, en post, forfatningen tildeler en shia-muslim, men borgerkrigen, Israel, Syrien - og den kendsgerning, at de hidtil fattige og apolitiske shiaer i syd lod sig politisk organisere, først i Amal og siden i Hizbollah, gjorde kål på Sa'ad-dynastiets indflydelse i libanesisk politik.

Så det selvfølgelige første spørgsmål til Asa'ad er:

- Hvorfor er der brug for et tredje shia-parti?

"Der er kun er to shia-partier, for Amal er i lommen på Hizbollah. Og så er der os i Libanesisk Option," svarer han med stentorrøst, der fylder balsalen af et kontor helt ud.

"Hizbollah tager imod ordrer fra Iran, de har ingen interesse i at bygge en stat, og de har ikke vundet deres penge og våben i lotteriet, men i Teheran. Vi er libanesere, og vi har valgt side i den nye koldkrig, der nu udkæmpes mellem verdenssamfundet og den iranske lejr. Vi vil ikke være et nyt Iran."

Nervøsiteten breder sig

Og sådan bliver Ahmad al-Asa'ads talestrøm ved en times tid: Om voldelige overfald på hans tilhængere, om timers belejring af hans eget hus, "hvor jeg og min familie var spærret inde af sten og projektiler" - også på den led er han en arketypisk libanesisk historie i den valgkamp, der kulminerer søndag.

Det fyger med beskyldninger mellem den iransk-syrisk støttede 8. marts-bevægelse og den USA-EU-saudi-støttede 14. marts-bevægelse. Gloser som "renegater" og "forrædere" er i den høflige ende af skalaen - falangist-lederen Samir Gaegae fra 14. marts-bevægelsen hånes som "bøddel" af kristne trosfæller på den anden side af den politiske demarkationslinje. De henviser til hans mørke fortid som milits-leder under borgerkrigen, der i øvrigt kostede ham 11 års fængsel. Gaegaes svar er, at 8. marts-politikerne pønser på at gøre Libanon til "en bananrepublik", og en anden 14. marts-kandidat, Nayla Tueni, anklager den kristne 8. marts-leder, Michel Aoun, for at alliere sig "med djævelen selv" - Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah.

'Skærmydsler', som de betegnes, rapporteres dagligt, og to studenter på en fortovscafé noterer: "Det er helt normalt, bare det ikke løber løbsk på valgdagen".

Studenternes håb deles af præsident Michel Sleiman, af Libanons maronit-biskopper, af shiaernes åndelige overhoved, imamen Mohammad Fadallah, der reelt er tilknyttet Hizbollah. Alle illustrerer de den stigende nervøsitet for, at valgdagen udarter i vold med appeller om "en værdig valgkamp", der "respekterer demokratiet uanset udfaldet" - som ventes at favorisere 8. marts-bevægelsen i kraft af eks-general Michel Aouns store tilslutning i det kristne vælgerkorps.

Valgsteder sikres

Til beroligelse for den skræmte offentlighed - og måske for de 250 internationale valgobservatører, der i disse dage lander i Rafik Hariri-lufthavnen, bl.a. Madeleine Albright, Jimmy Carter og 44 EU-udsendinge, har indenrigsminister Ziad Baroud offentliggjort regeringens sikkerhedsplan: 50.000 mand er udkommanderet til at sikre ro og orden - 30.000 på de 5.200 valgsteder og 20.000 i 'følsomme' valgkredse, hvor der er tæt løb, f.eks. i Bekaa-byen Zahle og havnebyen Sidon, hvor 14. marts-lederne i Hariri-familien kommer fra, og hvor premierminister Fouad Siniora er opstillet.

"Og selvfølgelig er jeg nervøs," siger den 39-årige indenrigsminister til avisen An Nahar, "men den politiske situation er dog mere beroligende end alarmerende".

Den er ikke mere beroligende, end at rygterne svirrer som forsommerens moskitosværme. Hizbollahs Hassan Nasrallah har opfordret sine tilhængere til at stemme "tidligt" på søndag for at undgå blokader af veje til valgstederne. Politiet undersøger fremstilling af falske identitetskort, mange vælgere erklærer åbent, at deres stemme er til salg for op til 800 dollar. En familiefar i Zahle fortalte, at han vil sætte sine kryds der, hvor de kan sikre et nyt job, og tilføjede: "Så jeg støtter begge sider". Libanons valglov giver vælgeren syv stemmer, hvis kredsen har syv pladser i parlamentet, tre stemmer, hvis kredsen har tre, etc.

Økonomien i centrum

Og der er faktisk ledige job i Libanon - økonomien er, trods en forgældet stat med forsømt infrastruktur, forskånet for tilbageslag som følge af en konservativ, stabil banksektor, der i disse måneder vokser i takt med, at penge overflyttes fra banker i de kriseramte golf-emirater, hvor mange libanesere nu fyres og vender næserne hjem - sammen med de landsmænd, der flyves gratis ind som stemmekvæg fra hele verden, bl.a. USA, Canada - og Mexico, hvilket fik manden i Zahle til at sige med et bredt grin: "Bare de ikke tager den dér virus med sig".

De økonomiske modsætninger i valgkampen handler om for eller imod privatisering: 14. marts-bevægelsen har lovet skub i privatiseringen af den offentlige sektor, bl.a. mobil-telefonselskaberne, hvis takster er verdens højeste, og den ineffektive el-sektor, mens 8. marts, der støttes af kommunister og socialister, hælder til øgede investeringer i den offentlige service.

Disse banale behov for almindelige borgere har dog fyldt meget lidt i en valgkamp, der er domineret af sekteriske modsætninger og uenighed om fremtiden som allieret med Vesten - USA - eller Iran-Syrien. Skænderierne handler også om penge - efter krigen mod Israel i 2006 fik libaneserne løfter for syv mia. dollar fra vestlige og arabiske donorer, medens Iran menes at have støttet Hizbollah-Amals genopbygningsprojekter med mere end en mia. dollar oven i de tilskud, der kommer automatisk.

"Ja, pengene taler," siger Ahmad al-Asa'ad med adresse til Hizbollahs uomtvistelige tilslutning i Sydlibanon:

"Hizbollah har 39.000 på lønningslisten, betalt af Iran."

Hvor mange han selv har på lønningslisten - og kryds på stemmesedlen - er han uvillig til at svare på.

"Men jeg bruger mine egne penge på at føre politik. Det er en myte, at min familie er rig og har store jordbesiddelser. Jeg og mine tilhængere er tværtimod forfulgt, men vi kæmper videre. Hizbollah har kapret staten, og det må stoppes."

Libanesisk Option håber på to til fire sæder i det 128 pladser store parlament.

"Hvis folk ellers tør stemme på os," tilføjer al-Asa'ad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu