Nyhed
Læsetid: 5 min.

Valgsejr til Libanons vestvendte koalition løser ingen problemer

Valg i Libanon. Tilhængere af den vestligt og saudi-støttede 14.marts-koalition fejrer valgsejren i søndags, hvor de fik 69 af 128 sæder i parlamentet.

Valg i Libanon. Tilhængere af den vestligt og saudi-støttede 14.marts-koalition fejrer valgsejren i søndags, hvor de fik 69 af 128 sæder i parlamentet.

Udland
9. juni 2009

Beirut - Boghandleren over for hotel Mayflower, et yndet logi for journalister både på grund af central beliggenhed og barens udbud af alkohol, brummede tilfreds mandag morgen. I ugen op til søndagens stemmeafgivning havde han dag for dag virket lidt mere forknyt i takt med et stigende antal spådomme om, at den iransk-syrisk-støttede 8. marts-koalition med det shia-muslimske Hizbollah som et ledende parti ville vinde.

Skete det, ville det ganske vist øge hans omsætning, så vist som det efterfølgende ville medføre en invasion af pressefolk. Men det ville tillige øge hans frygt for fremtiden som sunni-muslim under 'et shia-styre', som han kaldte det.

Men det skete ikke - den vestligt og saudi-støttede 14. marts-koalition af sunnier, kristne og drusere, anført af sunni-lederen Saad Hariri, gentog valgsejren fra 2005 og fik 69 af 128 sæder i parlamentet. 8. marts-koalitionen fik 57 pladser, to pladser gik til 'uafhængige' kandidater.

"Saad Hariri er en meget klog mand," sagde boghandleren, "fordi han nøjedes med at lykønske Libanon med valgsejren, ikke sig selv og sit parti". Og ja, Hariri afstod fra at hovere, og selv om der blev rapporteret om glædesskud og fyrværkeri i Beirut natten til mandag, da de første resultater var indløbet, var fejring af valgsejren døet hen, da solen stod op over det kristne Østbeirut, og kun genoptaget med spredte skudsalver, da indenrigsminister Ziad Baroud kort efter kl. 13 kom ud med det endelige resultat, der cementerer Libanons politiske status quo.

Sejpineri forude

Spørgsmålet er da også, om der er noget at fejre. For status quo betyder nemlig en fortsat lammelse af politisk handlekraft. Den dybe splittelse, der skiller Libanon i to udadtil forenede, men indadtil helt uforsonlige lejre, der for et år siden var tæt på en ny borgerkrig, kan meget vel udarte i en alvorlig krise, når de to lejre går i gang med at drøfte, hvordan de næste fire års politiske landskab skal se ud.

Der synes at være nogenlunde enighed om at fortsætte med den samlingsregering, der blev følgen af sidste års borgerkigs-lignende uroligheder, og som blev bakset på plads i Doha med bistand af Qatar, Saudi-Arabien, Syrien og Frankrig - med USA og Iran i kulissen.

Men der er bestemt ikke enighed om en sådan regerings politiske kompetencer - 14. marts-bevægelsen vil ikke acceptere, at en ny samlingsregerings minoritets-side, der nu som før består af shia-partierne Amal og Hizbollah og af den kristne eks-general Michel Aoun (hvis Frie Patriotiske Bevægelse i øvrigt vil have flest mandater på 8. marts-siden), fastholder den vetoret, der var et led i Doha-aftalen. En sådan veto-ret vil igen betyde, at en tredjedel af regeringens medlemmer til enhver tid kan blokere for beslutninger vedtaget af de øvrige to tredjedele.

"Før der er en afklaring om vetoretten, er det umuligt at sige, om en ny regering kan fungere," sagde Ali Atassi, kommentator ved den store, kristne avis An Nahar, "der venter en lang og kompliceret proces, og vi har næppe en ny regering før end tidligst i slutningen af juli eller hen i august," tilføjede han. Også en EU-diplomat, der nøje har fulgt valgkampen, forudser "et langt sejpineri" før en regering kan komme på plads.

Våben 'urørlige'

Ledende politikeres kommentarer til valgresultatet var da også præget af forsigtighed, der skulle signalere fortsat ro og vilje til samarbejde hen over kløften mellem de to lejre, men som ikke kunne skjule en dybtliggende pessimisme.

Således understregede Mohammad Raad, Hizbollahs ledende parlamentsmedlem, at valgets vindere ikke skal understå sig i at 'røre ved' Hizbollahs våben - den anden alvorlige knast i relationerne mellem 8. marts og 14. marts.

"Flertallet må tilkendegive, at vores rolle som modstandsparti og legitimiteten af vores våbenarsenal ikke antastes, samt at Israel er en fjendtlig stat," sagde han i en kommentar til valgresultatet.

Saad Hariri, sunnileder af Fremtidspartiet, 14. marts-koalitionens hjørnesten, afstod som nævnt fra at triumfere, da han sagde: "Tillykke Libanon, tillykke demokrati, tillykke frihed," hvorimod den drusiske leder og 14. marts-allierede, Walid Jumblatt, opfordrede til "ikke at glemme, at valget også er en opmuntring til dialog, og at vi ikke skal isolere den anden part". Jumblatt tilkendegav, at han er imod fortsat vetoret til oppositionen, hvis den kommer med i en samlingsregering.

Nabih Berri, parlaments-formand og leder af det shia-muslimske Amal-parti, hyldede sine politiske modstandere for deres sejr og tilføjede: "Valget bekræftede, at Libanon var parat til at afvise ethvert forsøg på at opildne til optøjer og kaos."

Hassan Fadlallah, en anden af Hizbollahs i alt 11 parlamentarikere, opfordrede til dannelsen af en samlingsregering: "Enhver, der ønsker politisk stabilitet og fortsat national enhed med Libanons genrejsning på dagsordenen, har ikke andet valg end at acceptere princippet om konsensus."

Roligt valg

Under den svulstige retorik lurer bekymring for en langvarig politisk krise som den, der blev udløst i december 2006, da Hizbollah og Amal udtrådte af den regering, der blev dannet efter 14. marts-bevægelsens valgsejr i maj 2005. "Valget førte igen til et parlament med national splittelse. Flertallet klarede at overbevise et stort antal især kristne vælgere med deres propaganda og fængende paroler," skrev den oppsoitionsvenlige avis, As-Safir, "men hvilken regering vil udgå fra dette valg? Skal vi allerede nu belave os på en ny politisk krise?"

Det spørgsmål blev ikke besvaret, da Hizbollahs generalsekretær, Hassan Nasrallah, i aftes afdæmpet kommenterede valget i en tv-tale. Hans budskab var, at Hizbollah vil "medvirke positivt til reformer, enten i regeringen eller udenfor" - et signal om, at han ser tiden an, til fintællingen har afgjort, om 8. marts-bevægelsen nominelt har fået flere stemmer end valgets vindere. Er det tilfældet - og det kan det være som følge af den libanesiske valglovs kreds-opdeling - vil 8. marts-koalitionen have et argument for at bevare vetoretten i en ny regering.

Selve valghandlingen, der samlede rekorddeltagelse med en stemmeprocent på 54 pct. (45 pct. i 2005), hvoraf mange var fløjet ind fra udlandet på de respektive partiers regning, og andre angiveligt blev betalt med op til flere tusind dollar for at stemme, forløb trods rapporter om 'episoder' relativt roligt. I alt 900 anmeldelser om ballade og 'uregelmæssigheder' blev det til, men som en finsk EU-valgobservatør, Leena Reiko, sagde: "Der var tale om småting, i det store og hele var valget demokratisk".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Det er altid glædeligt når Libanon vender sig mod Vesten. Tillykke Libanon!

Mikkel Sørensen

Artiklen mangler fokus på det væsentlige: den eksistentielle trussel mod Libanon, nemlig fra "Vesten"s stedfortræder, den racistiske terrorstat Israel.

Kun Hizbollah har kunnet modstå denne trussel, og det ved de fleste libanesere. Det er glædeligt at forskellige ledere nu udtrykker sig behersket og samarbejdsvilligt.

For Libanons ret til at eksistere!.