Analyse
Læsetid: 4 min.

Vinder 'de forkerte' valget i Libanon?

Libaneserne går til valg på søndag med bevidst-heden om, at de er marionetter i et større regionalt teater - det skaber både selvtillid og desillusion i et land, hvor valgets udfald faktisk ikke er givet på forhånd
Udland
2. juni 2009

BEIRUT - Det er, som om dette land ikke vil være sig selv. Antallet af silikone-bryster pr. kvindelig indbygger har verdensrekord, og mændene promenerer fodboldtrøjer fra Brasilien, Argentina, Tyskland, Frankrig, England og Spanien, hvorimod jeg til dato ikke har observeret en libanesisk landsholdstrøje. Og for nylig mødte jeg tre unge libanesere, der producerer ungdoms-tv med støtte fra udenrigsministeriets arabiske initiativ-pulje. Vakse og velargumenterede virkede de optaget af deres opgave - som jo også er 'initiativets', nemlig arbejdet for en ny bevidsthed for tolerance, demokrati og sameksistens i det sekt-opdelte Libanon.

Desto mere forbløffede det, da jeg spurgte til, hvem de ville stemme på ved valget 7. juni, og svaret, frit oversat, lød: "Nul Putte". Ingen af dem havde i sinde at deltage i valget, for som en af dem sagde: "Når vi har brug for politikerne, er de der aldrig. Så hvorfor lade dem gøre brug af os?"

En fjerde ved bordet - tv-folkenes kronragede projektleder på ca. 30, ville stemme, men på 8. marts-koalitionen ledet af Hizbollah og støttet af den kristne eks-general, Michel Aoun plus et syrisk-orienteret fascist-parti og hvad der er til resten af venstrefløjen og kommunisterne. Også det undrede: Manden lignede prototypen på en 14. marts-tilhænger i sin rosastribede skjorte og med hænder, der passede bedre til et flygel-klaviatur end aftrækket på en kalashnikov. Så jeg spurgte: "Hvorfor ikke Saad Hariri og hans bevægelse af moderate, vestligt orienterede partier. De står vel alt andet lige mere for ytringsfrihed og demokratisk pluralisme, end Hizbollah?"

"Ja, hvorfor ikke?" svarede han, "fordi det er min simple pligt at støtte modstanden mod Israel".

Politikerlede

Ordskiftet gik igen i variationer hos de adspurgte i en mini-vox pop, jeg praktiserede de næste dage med spørgsmålet: Hvordan forholder du dig til valget? Enten ville de slet ikke forholde sig, eller også ville de stemme imod det siddende samlings-styre af alle parlamentets partier, men uden håb om, at deres kryds nyttede noget. Vælgerne anser generelt deres politikere for at være moralsk og intellektuelt underfrankerede uden evne til at styrke en svag stat, hvor korruption, daglige strømsvigt, miljøsvineri og elendige veje skaber desillusion og politiker-lede.

Men libanon er også det eneste arabiske land, hvor, som avisen Daily Star's ædruelige kommentator, Rami Khoury, bemærkede, 'valgets resultat ikke er givet på forhånd'.

Khourys bemærkning faldt ved en panel-høring på Beiruts amerikanske universitet, AUB, der ikke berørte libanesernes daglige problemer, men fokuserede på valgets regionale aktører - på 8. marts-siden: Syrien og Iran, i 14. marts-regi: USA, Saudi-Arabien, Europa og dermed indirekte Israel, der lige nu gennemfører den hidtil største militær-manøvre i fredstid lige syd for grænsen.

Denne rolle som mellemøstligt mikro-kosmos, stedet hvor alle regionens konflikter kan studeres på et areal, hvis 10.400 kvadratkilometer er mindre end en fjerdedel af Danmarks, forlener libaneserne med en sær selvbevidst fatalisme som hovedpersoner og bipersoner - det første er bl.a. afsæt for politiske debat-paneler, det sidste fratager den libanesiske vælger fornemmelsen af reel indflydelse, da det jo alligevel er kræfter udefra, der i sidste ende dikterer udviklingen.

Megalomani og afmagt

Såvel de unge tv-producenter som panel-deltagerne på AUB er en illustration af denne tilstand mellem megalomani og afmagt - de unges kommentarer ad melodien 'hvad der sker, vil ske, uden nogen libaneser får indflydelse på det', fortæller om et fravær af kollektiv identitet, men Rami Khoury påpegede, at 'det jo går meget godt med den amerikansk-iranske regering', og at udenlandsk indblanding i Libanons indre anliggender har været norm siden 1860'erne, men at dette valg er anderledes og vil blive afgjort af, hvilken side 16-18 'usikre' mandater lander på.

Han var fortrøstningsfuld, hvorimod en anden panel-debattør, Nicholas Noe, en ung akademiker og redaktør af en antologi med Hizbollah-lederen Hassan Nasrallahs taler, tog fat i det, mange frygter, men ingen siger højt, nemlig at Hariris 14. marts-bevægelse og 'Ceder-revolution', der ændrede det politiske landskab, vil kollapse med dette valg.

"Koalitionen af kristne, sunnier og drusere vil ophøre med at eksistere. For jeg tror ikke på, atden vil vinde en samlet sejr, så efter valget vil vi se nye konstellationer, dikteret af særlige gruppe-interesser i 14.marts-bevægelsen, der langt fra er de samme. Vi vil se en 8. marts-sejr, støttet af uafhængige centrist-politikere, hvilket igen vil betyde, at den amerikanske kongres vil skære i, eller helt stoppe, den økonomiske støtte til Libanon".

Nicholas Noe fortsatte: "Af de 1,4 mia. dollar USA har bevilget til Libanon er de 400 mio. militær bistand, og af de penge er mindre end 150 mio. udbetalt, og når 8. marts vinder valget, betyder det, at den amerikanske kongres vil smække kassen i".

Noe belagde sit synspunkt med citater af det amerikanske kongres-medlem Gary Ackerman, demokrat og udvalgsformand for Mellemøst- og Sydasien-politikken i Repræsentanternes Hus, som under sit besøg i Libanon i sidste uge erklærede, at han tror på, at 'libaneserne vil stemme efter deres bedste interesse, og ikke på vegne af en fremmed magt, inklusiv Iran".

USA's kongres skal blåt-stemple bistanden, og som Ackerman tilføjede: "Du giver jo ikke penge til dine fjender, du giver penge til sine venner".

Han satte altså ord på mange libaneseres mistanke, næret af såvel udenrigsminister Hillary Clintons som vicepræsident Joe Bidens nylige besøg i Beirut, der havde til formål at støtte 14. marts-koalitionen - at USA straffer Libanon økonomisk, hvis det demokratiske valg falder ud til 'den forkerte side'. Altså at 'Gaza gentages'. Desuden stimuleres libanesernes indgroede konspirations-dna af, at Barack Obama holder sin tale til den arabiske verden i Kairo kun tre dage før valget på søndag. Alligevel - eller måske netop derfor - peger usikre meningsmålinger på en sejr til 'de forkerte'. Iran og Syrien? De har klogeligt holdt kæft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her