ROM - »I det gamle Rom fik folk brød og cirkus, men Berlusconis G8 var ikke andet end cirkus.« Sådan sammenfatter Jeremy Hobbs, leder af den humanitære organisation Oxfam, resultaterne af G8-mødet i den italienske by L'Aquila:
»G8 slutter i dag med en lang liste af forsømmelser. Millioner af børn går ikke i skole, og millioner dør af helbredelige sygdomme,« siger Jeremy Hobbs.
På mødets afsluttende dag blev det afrikanske kontinent med repræsentanter fra Algeriet, Angola, Etiopien, Libyen, Nigeria, Senegal, Sydafrika, Ægypten samt Den Afrikanske Union inddraget i diskussionen om fødevaresikkerhed. Det italienske formandskab havde inviteret til fælles morgenmad bestående af frugt og ristet brød med Nutella, inden parterne satte sig til forhandlingsbordet for at hjælpe de nødlidende lande.
»Krisen rammer de fattigste hårdt og risikerer at svække de fremskridt, som er blevet gjort på sundhedsområdet og i kampen mod sult og fattigdom,« hedder det i slutdokumentet, som også fastslår, at det er »vigtigt at gribe hurtigt til handling for at skabe ny vækst og de rette foranstaltninger til beskyttelse af de mest sårbare.«
G8-landenes ledere lovede at afsætte 20 milliarder dollar til fødevaresikkerhed over de næste tre år. Ifølge de mange humanitære organisationer, som er til stede i L'Aquila, står det dog ikke klart, hvorvidt det drejer sig om nye penge eller allerede afsatte midler.
»Partnerskabet (med udviklingslandene, red. ) sigter ikke mod at skabe nye strukturer, men mod at støtte de initiativer, som allerede er sat i værk i samarbejde med vores afrikanske partnere og internationale donorer,« står der således i slutdokumentet.
Landbrugsudvikling
»Man kan ikke bede en tynd mand om at følge den samme slankekur som en tyk mand,« sagde værten, Italiens ministerpræsident Silvio Berlusconi, ved den efterfølgende pressekonference.
Men trods det malende billede er der ifølge Emma Seery fra Oxfam ikke meget substans i ordene:
»Diskussionen om Afrika blev reduceret til en fornærmende paradeforestilling. Hvordan kan vi tage G8 alvorligt, når de ikke tilbyder Afrika andet end brudte løfter og fotomuligheder?« spørger Emma Seery og påpeger, at G8-landene stadig mangler at udbetale halvdelen af de 50 milliarder dollar, som de lovede Afrika i 2005:
»Alene i år koster den økonomiske krise Afrika 245 milliarder dollar, så der er tale om en nødsituation. Men hvor er nødplanen for de 25 milliarder dollar, som G8 havde lovet?« spørger Emma Seery.
Den tid, hvor de rige land forsøgte at købe sig aflad for kolonial skyld med dyre og ineffektive udviklingsprojekter, er slut.
'Accountability' (ansvarlighed) er et af slutdokumentets nøgleord. G8-landene vil oprette et organ, som skal sikre, at midlerne går til de tiltænkte formål, og at hjælpen til de fattigste lande er effektiv og ikke giver næring til korruption på såvel lokalt som globalt plan. Både donor- og modtagerlande bliver repræsenteret i dette organ, og initiativets resultater skal evalueres ved næste års topmøde i Canada.
Klimaforandringerne forventes at ramme landbrugsproduktionen i udviklingslande i Afrika, Asien og Sydamerika hårdt. Ifølge de mest optimistiske vurderinger vil produktionen af majs i Afrika falde med 15 pct. inden 2020, hvilket vil svare til et økonomisk tab på to milliarder dollar for de afrikanske lande.
En stadig større del af G8-landenes støtte til Afrika er således øremærket til den langsigtede landbrugsudvikling.
I sin opsummering af mødets resultater påpegede Barack Obama, at da hans far i sin tid emigrerede fra Kenya, havde landet en større økonomi end Sydkorea:
»Der er ingen naturlig forhindring for, at de afrikanske lande kan være selvforsynende med fødevarer,« sagde Obama.
Efter G8 og et møde med paven i Rom tager Obama videre på sin første tur til Afrika som amerikansk præsident.
Ruiner som ku`lisse, hvilket sindsbillede til verden.
Efter tyveriet af pensions-opsparingen, 29.000 milliarder, står forbrydelsens venner, storsmillende og fremviser deres landes fallit, stolte af at deres plan lykkedes.
Som vi har været vidne til igennem tiden, er det ikke brødets deling, politikerene og deres betalere, har haft som mål, men at æde og drikke bøf og vinen selv. De jordskælvs ramte kan så få resterne fra bordet.
Kvinden i manden.
Som Anders F Rasmussen sagde, krisen er psykologisk, det er ikke manden, men kvinden i manden, der er skyl i det hele.
Moder jords pattende skørteholdere, gør alt for at holde andre fra patten.