BEIRUT - Det er fascinerende at følge Israels taktik over for præsident Barack Obamas bastante krav om total frysning af al byggeaktivitet i de jødiske bosættelser på besat område, som blev formuleret i hans Kairo-tale den 4. juni. 'Al byggeaktivitet' omfatter altså også det, israelerne kalder »naturlig vækst«, altså opførelse af nye boliger, der skal huse nye ægtepar og deres kommende børn.
Som Avigdor Lieberman, Israels udenrigsminister, gjorde gældende, da han for nylig mødtes med Hillary Clinton i Washington for at tale sin (og sine vælgeres) sag:
»Vi kan ikke kvæle os selv: Børn bliver født, folk bliver gift. Som et minimum må vi sørge for et normalt liv for disse mennesker.«
Clinton var ubøjelig, og i denne uge var det så forsvarsminister Ehud Barak, leder af det en gang så magtfulde Arbejderparti, der var i New York i sin egenskab af Israels regerings mest moderate medlem. Her mødte han Obamas særlige Israel-udsending, tidligere senator George Mitchell, og det blev lækket til den israelske presse, at han ville foreslå Mitchell et kompromis: At Israel standsede al byggeaktivitet (dog ikke den igangværende) i tre måneder.
Hvis han kom med det forslag - der er ikke offentliggjort noget referat af mødet - havde det tilsyneladende ingen virkning. Da de to mænd kom ud af mødelokalet efter fire timers forhandlinger, var de kun enige om, dels at samværet havde været 'positivt', dels at mødes igen om to uger »for at nå en endelig aftale om bosætter-konstruktioner på Vestbredden«.
Byggekranerne arbejder
Mens der forhandles, arbejder byggekranerne i Jerusalem og på Vestbredden med at tilvejebringe 'fakta på landjorden', som de kaldes. Israel har eksempelvis rettet ind efter en domstolsafgørelse om at rømme bosættelsen Migron på Vestbredden - i en sag, der var rejst af den israelske fredsorganisation Peace Now på vegne af arabiske jordejere - kun for at tilføje 50 nye boliger til planen for 1.450 nye lejligheder i Geva Binyamin, en anden bosættelse øst for Israels 'sikkerhedsbarriere', der skærer gennem landskabet på den palæstinensiske side.
I Jerusalem har det israelske bystyre godkendt en byplan neden for den gamle by, der dels indebærer nedrivning af palæstinensiske huse, der er opført uden byggetilladelse, dels ifølge israelsk tv for en stor dels vedkommende er opkøbt af en bosætterorganisation via stråmænd. Lige siden det arabiske Østjerusalem i strid med Geneve-konventionen blev annekteret efter juni-krigen i 1967, har Israel gennemført gradvis afvandring af arabiske borgere - hvis de f.eks. forlod byen i en længere periode blev deres ID-kort inddraget - og 'judaisering' i nye, jødiske boligkvarterer, bl.a. French Hill's grå boligkarréer, der knejser oven for Jerusalem østlige udfaldsvej.
Fra indgåelsen af Oslo-aftalerne i 1993 til i dag er antallet af jøder i Østjerusalem steget fra 152.800 til 186.000. Tallene for Vestbredden i samme periode er 116.300 til 289.600 - mere end en fordobling. En vækst, der ifølge USA-ambassadør i Israel i perioden 2001-2005, Daniel Kurtzer, »er langt hinsides naturlig vækst«.
Israel lancerede begrebet 'naturlig vækst' i 2001, da den samme George Mitchell producerede en hvidbog om de internationalt set ulovlige bosættelser som en slags optakt til den 'køreplan for fred', præsident George W. Bush tilsluttede sig - og derefter glemte. Eks-ambassadør Kurtzer gør i en kommentar til Washington Post gældende, at samtlige amerikanske administrationer siden 1967 har »artikuleret sig imod« Israels bosættelses-politik, reelt en jødisk kolonisering af 'Judæa og Samaria', og som først blev sanktioneret af nuværende præsident Shimon Peres i hans egenskab af minister i den daværende regering.
Kompromis på vej?
Efter 42 års besættelse har USA omsider ikke kun 'artikuleret', men lige ud krævet, at koloniseringen ophører. Men hvor kravet ender, er stadig usikkert - den israelske avis Ha'aretz kunne i går citere det amerikanske udenrigsministeriums talsmand for ikke at udelukke et fremtidigt kompromis, hvis der kommer skred i forhandlingerne med den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas' hjemmestyre i Ramallah. Ian Kelly - navnet på Hillary Clintons talsmand - sagde, at »nedfrysning af al bosætter-aktivitet, inklusiv naturlig vækst, er et krav, men jeg siger ikke, at vi undervejs mod en aftale ikke vil indgå kompromiser.« Hvad Kelly mente, er, at USA også vil sætte politiske tommelskruer på den palæstinensiske side - som er Fatah-regimet på Vestbredden - og som den seneste tid har 'intensiveret sikkerhedsforebyggelsen' ved at anholde Hamas-aktivister og andre, der mistænkes for at være en sikkerhedsrisiko.
Men foreløbig synes processen frem mod egentlige fredsforhandlinger mellem de to parter placeret i et hamsterhjul. Og indtil videre er det amerikanerne, der driver det rundt.
Det nemmeste for Palæstinenserne er snart at forlange et-statsløsningern. Indlemmelsen af alle besatte områder, Vestbank og Gaza i Israel med fuld og lige stemmeret til alle beboere.
Flere af mine Israelske venner har fortalt mig at hvis Palæstinenserne gjorde det, lavede det hele om fra en kamp for egen stat til en kamp for lige stemme- og borgerret, så ville den etablere Israelske politik falde meget hurtigt.
@Johannes Aagaard
"Israel smykker sig med at være et demokrati, så må Israel simpelthen også opføre sig som et."
Der er ingen tvivl om at Israel opfylder de formelle krav til et demokrati.
Desværre er demokrati ikke en garanti for at et land overholder internationale (eller anstændighedens) regler.
Det kniber lidt med at forvalte demokratiet på de kanter.
Det er ikke gået meget bedre i Gaza.
Eller Iran.
I 2004 genkaldte verdensretten i henhold til bosættelserne "ulovligheden af tilegnelsen af territorie i krig," i overensstemmelse med FN's charter for menneskerettigheder og den indledende paragraf i resolution 242 og i overensstemmelse med den fjerde genevekonvention artikel 49(6), at "[b]esættelsesmagten ikke må deportere eller overføre dele af sin egen civilbefolkning ind i det område, det besætter." Dette er ikke kontroversielt hævder retten, det er faktisk en "sædvanlig regel." Selv den afvigende stemme, navnlig justice Bergenthal, erklærede i en separat deklaration, hvor han forklarer sin afvigende stemme, at hvis Israel, rent faktisk bygger muren for at beskytte de ulovlige bosættelser, så er muren "ulovlig i henhold til. international lovgivning."
Samtlig palæstinensisk jord erobret af Israel under krigen i 1967, dvs. alt der bevæger sig udover den internationalt accepterede "grønne linje" betragtes og betegnes af verdensretten som "besat palæstinensisk territorie." Palæstinenserne har altså i henhold til resolution 242 m.fl. det juridiske krav på dette land og denne grænse. Israel kan forhandle sig til "gensidige og mindre tilpasninger."
Palæstinenserne har under fredsforhandlinger opgivet betydelige andele af Jerusalem (nogenlunde over halvdelen). Israel vil formelt have hele Jerusalem, men ifølge verdensretten er Østjerusalem betragtet og betegnet som "besat palæstinensisk territorie." Dvs. at Israel i henhold til international lov, ikke har krav på Østjerusalem.
Ifølge en analyse i Ha'aretz mener Netanyanhu, at "Israel må insistere på at beholde 50 procent af Vestbredden - de åbne områder i Jordan-dalen og den Judæiske ørken, der er afgørende som en sikkerhedszone." Regeringen har kategorisk afvist enhver tænkelig levedygtig palæstinensisk stat - Israel skal annektere bosættelserne, have "naturlig vækst" og kontrollere grænserne og luftrummet. Den palæstinensiske stat, skal indgå i en "føderation med Jordan" (Netanyahu, Financial Times), være demilitariseret, usammenhængende, foruden Østjerusalem og dissekeret mellem kæmpe bosættelser, mure, og et omfattende vejnet.
Hvadend en ny fredsproces måtte bringe med sig, er det langt fra sikkert, at det vil nærme sig udviklingen i Taba i 2001 eller den Saudiske Fredsplan fra 2002, (genbekræftet årligt siden) som Netanyahu ganske korrekt mener, "er for traditionelt et arabisk krav" - hvis man kan læse, så ved man, at den saudiske plan næsten er en afskrift af FN Resolution 242, undtagen det faktum, at arabiske stater ikke kun vil vedkende sig "Israels ret til at leve inden for sikre og anerkendte grænser," men derudover en "normalisering af relationerne," - dvs. handel, turisme, diplomatiske forbindelser etc. Som side-bemærkning er det også vigtig at bide mærke i, at samtlige 22 arabiske nabostater har underskrevet den saudiske plan - "inklusive Iran."
Du kan læse videre og få direkte links til kilder i min blog:
http://www.nydebat.dk/index.php?option=com_myblog&show=Fredsprocessen-i-...
Thomas Holm har ret. Alene det kludetæppe som de to befolkningsgrupper udgør geografisk udelukker i praksis en tostatsløsning. Altså: Ud med religionen og ind med fornuften. Velkommen til Palæstisrael.
@ Søren, Thomas
Hvad angår to-statsløsningen så er dette er det mest sandsynlige trin mod fred og retfærdighed. Forsøget på en-statsløsningen vil meget muligt tilskrive de næste generationer den selvsamme lidelse, som deres forældre og bedsteforældre måtte gennemgå. Hvad vi har set de sidste 40 år, er som professor Khalid Rashidi siger: "En faktisk enstatsløsning."
Ofte hører man om enstatsløsningen - især blandt venstrefløjen og den yderste højrefløj. Idéen afvikler staten Israel med dennes udemokratiske ideologiske ønske om jødisk homogenitet (Zionismen og den romantisk nationalistiske fortolkning af den jødiske race). Israel er en stat som enhver anden stat i statssystemet, og skal derfor nyde samme rettigheder, som alle andre stater. Problemet med staten Israel er, at den beder om mere end dennes rettigheder og afviklingen af staten Israel er en opskrift på fortsat konflikt.
Enstatsløsningen nyder desuden ingen substantiel tilslutning, da den internationale konsensus som afspejlet i Generalforsamlingen, Sikker-hedsrådet og den arabiske liga er to-statsløsningen (FN resolution 242). Det fremstår ganske udokumenteret, hvorfor det skulle gå bedre, hvis man annekterede landet og kaldte det for én stat. USA, Rusland og Kina er nationalstater - de er ikke særligt imponerende stater hvad angår overholdelsen af menneskerettigheder og international lov.
Apartheidanalogien er krystalklar efterhånden, men Sydafrika er ikke en pæn stat i dag og det er som sagt ikke sikkert, at enstatsløsningen vil udgøre en praktisk forandring for palæstinenserne. Personligt synes jeg, at det er et politisk forkert paradigmeskifte, man går så at sige mod vinden og desuden er der ikke tale om kolonisation men direkte annektering af internationalt anerkendt "palæstinensisk territorium".
Som ikke-palæstinensere er det ikke op til os at foreslå, hvorvidt det er en god idé at etablere én stat mod begge parters nuværende ønsker og så erstatte total krig med en total forestilling om fred. Retfærdighed er i den rigtige verden begrænset af gennemførlighed. Man så gerne en regional integration mellem det palæstinensiske og israelske folk, som en udsigt i den vidergående kamp for fred og normalisering. Besættelsen er efter alt at dømme den brændende platform og derfor skal dette standses omgående; der eksisterer juridisk og diplomatisk støtte, samt palæstinensisk tilslutning til palæstinensisk selvbestemmelse i egen stat henover det politiske spektrum (Hamas, Fatah, PLO).
for direkte links til kilder se min blog:
http://www.nydebat.dk/index.php?option=com_myblog&show=Fredsprocessen-i-...
Der er brug for er en international fredsstyrke, gerne ledet af USA og med deltagelse fra DK, der kan sikre at parterne ikke ryger i totterne på hinanden pga. latterlige religiøse devergenser. Hvis freden kan lykkes i Irak kan den også lykkes i Palæstisrael. Bosættelserne vil således kunne fortsætte på lovlig vis, ligeligt fordelt mellem palæstinensere og israelere. Hvis zionismen er den største hindring - så drop den.
1) det er ik en religiøs krig - hvis du tror det, så argumenter gerne hvorfor!
2) den brændende platform er besættelsen ikke zionismen - hvis du synes det, så argumenter gerne hvorfor!
3) jeg ser ingen dyd i at holde palæstinenserne hen i uvished, fordi en række ideologiske fjolser fra Vesten, søger at etablere et paradigmeskifte i konflikten. Hvis du advokerer enstatsløsningen, må du også argumenterer hvordan! Der eksisterer juridisk og diplomatisk tilslutning til tostatsløsningen... Bosættelserne er flagrante overtrædelser af international lov og jeg ser ingen praktisk ændring for palæstinenserne, såfremt man annekterede hele territoriet - hvis du kan, så forklar gerne!
4) Desuden er krigen i Irak ingen succes... hvis du kan tænke din vej ud af en våd papirpose, så ved du, at samtlige krigsmål og messianske forestillinger om "eksport af demokrati" har slået fejl. Man har øget ustabiliteten i regionen og givet terroristerne et testosteron-skud i ballen... Irak var og er ingen succes. Hvis du mener det, så argumenter gerne hvorfor!
1) Krigen er religiøs i den forstand at jøderne med udgangspunkt i zionismen åbenbart mener at have ret til fortsat at annektere Palæstina.
2) Se punkt 1.
3) Jeg advokerer ikke for en annektering området. Tvært imod for en øjeblikkelig standsning af de ensidige israelske bosættelser. Men at ville standse bosætningen er utopi, hvorfor jeg taler for en retfærdig fordeling af det land som er tilbage, ligeligt fordelt mellem parterne.
4) Krigen i Irak er indtil nu ingen succes. Korrekt. Men den er nødt til at blive det på sigt om i andet så for irakernes skyld. Men det kræver at de finder måder at leve samme på. Ligesom palæstinensere og israelere bliver nødt til lære at leve sammen, om det så betyder de bliver nødt at skære ned på deres religionsforbrug og sluge et par kameler. Jeg tror vi er mange som er godt og grundigt trætte af at høre om konflikterne i Mellemøsten, for slet ikke at tale om dem der lider under dem.
Hvis kristne, muslimer og jøder kan leve side om side på i Danmark eller USA, hvorfor skulle de så ikke kunne i Palæstina eller i Irak?
Kidnapninger i Internationalt Farvand bliver til "anholdelser" og klokkeklart ulovlige besættelser
bliver til "bosættelser" .. NLP 101
"Krigen er religiøs i den forstand at jøderne med udgangspunkt i zionismen åbenbart mener at have ret til fortsat at annektere Palæstina."
Zionismen er en sekulær nationalistisk bevægelse og PLO har altid været en sekulær organisation. Konflikten er mellem to nationale bevægelser - ikke stridende religiøse synspunkter. Der findes en masse sladder om islamisme og zionisme, men det er i virkeligheden en afledning af den diplomatiske historie i konflikten, som man meget let kan støve op.
Umiddelbart efter junikrigen i 1967 drøfter de forenede nationer mulighederne for opnåelsen af en retfærdig og vedvarende fred. Den vidtstrakte konsensus i generalforsamlingen og sikkerhedsrådet kaldte på en israelsk tilbagetrækning af de arabiske territorier, som denne besatte i junikrigen. Sikkerhedsrådsresolution 242 citerede det elementære princip fra den internationale lovgivning i sin indledende paragraf, som "Understreger ulovligheden af tilegnelsen af territorium gennem krig." Samtidig kaldte sikkerhedsresolutionen på arabiske staters vedkendelse af Israels ret til "at leve i fred indenfor sikre og anerkendte grænser fri for trusler og volds-handlinger."
I januar 1976 godkender FN's sikkerhedsråd en ændring af FN resolution 242 til at omfatte en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. USA nedlagde alene veto.
Den primære forhindring mod israelsk annektering af betydelige dele af Vestbredden var PLO; idet PLO havde omfavnet to-statsløsningen i midt 70erne, kunne denne ikke længere afvises som en terror-organisation med ønsket om Israels destruktion. Camp David-aftalerne i 1978/79 der neutra-liserede Egyptens rolle i konflikten, gav Israel "fri [mulighed for] at udføre militære operationer mod PLO i Libanon samt bosættelsesaktivitet på Vestbredden" (Avner Yaniv - Dillemmas of Security).
Dog spillede det internationale samfund en afgørende rolle, da hele verden -inklusive arabiske nabostater gennem sikkerhedsrådet og generalforsamlingen overvældende havde stemt på oprettelsen af en palæstinensisk stat på Gaza og Vestbredden i overensstemmelse med formuleringen i FN resolution 242. Presset på Israel voksede med PLO's kompromitterende henvendelse, da atter en sikkerhedsrådsresolution gentog de juridiske forpligtelser, som var formuleret i FN resolution 242 i 1980 - USA nedlagde atter alene veto.
Med undtagelse af Israel og USA (og sommetider en enkelt stat og flere stillehavsøer) har det internationale samfund i den sidste fjerdedel af det forrige århundrede op til i dag støttet to-statsløsningen: dvs. komplet israelsk tilbagetrækning / komplet arabisk anerkendelse som en formular for oprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel. USA nedlagde alene veto af FN sikkerhedsresolutionerne i januar 1976 og april 1980, som ville stadfæste to-statsløsningen, der var blevet godkendt af den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, og tilgrænsende arabiske nabostater. En resolution i generalforsamlingen i december 1989 i overensstemmelse med tilsvarende grænser blev godkendt med et valgresultat på 151-3 (ingen afholdenheder), hvoraf de tre negative stemmer blev afgivet af Israel, USA og Dominica. Efterfølgende årlige afstemninger i generalforsamlingen er identiske: hele verden på den ene side og USA og Israel (sammen med nogle øer) på den anden side:
http://gandhifoundation.files.wordpress.com/2009/01/un-voting-record1.pn...
Hvad angår Hamas, så har deres standpunkt i årevis været mere imødekommende over for fred end den af den israelske stat henover det politiske spektrum. Det første dokument som Hamas underskrev, efter de ved et frit og fair valg vandt et flertal i parlamentet var det såkaldte "prisoner's document," hvor Hamas erklærer sig enig i etableringen af en palæstinensisk stat baseret på 1967-grænserne i overenstemmelse med Fatah (I dag støttet af 77 % af den palæstinensiske befolkning ifølge Ha'aretz). I et langt interview med Mouin Rabbani udtaler eksillederen Khaled Meshaal følgende:
"Der er en mulighed for at håndtere denne konflikt på en anden måde end den Israel, og bag det, USA er i færd med i dag. Der er en mulighed for at opnå en palæstinensisk national enighed om et politisk program baseret på 1967-grænserne, og dette er en ekstraordinær omstændighed, i hvilket de fleste palæstinensiske kræfter, herunder Hamas, accepterer en tilstand baseret på grænserne fra 1967 .... Der er også en arabisk konsensus om dette krav, og dette er en historisk situation. Men ingen udnytter denne mulighed. Ingen er i bevægelse for at samarbejde med denne mulighed. Selv dette minimum, som er godkendt af palæstinenserne og araberne er blevet afvist af Israel og USA."
Siden har såvel eksillederen Khaled Meshaal og Ismail Haniyeh i Gaza begge gentagende gange kaldt på forhandlinger med Israel, med målet om en palæstinensisk stat efter 1967-grænserne. Vesten og Israel har kategorisk afvist forhandlinger med Hamas.
Siden midt 70erne og i hvert fald midt 80erne har samtlige 22 arabiske ligastater kaldt på implementering af resolution 242, dvs. israelsk tilbagetrækning og arabisk anerkendese. Senest har vi den saudiske fredsplan, der næsten er en afskrift af FN Resolution 242, undtagen det faktum, at arabiske stater ikke kun vil vedkende sig "Israels ret til at leve inden for sikre og anerkendte grænser," men derudover en "normalisering af relationerne," - dvs. handel, turisme, diplomatiske forbindelser etc. Som side-bemærkning er det også vigtig at bide mærke i, at samtlige 22 arabiske nabostater har underskrevet den saudiske plan - "inklusive Iran."
Dertil kalder samtlige konventionelle menneskerettighedsorganisationer på tostatsløsningen, baseret på bekræftede resolutioner og normativ international lov.
Og hertil er der en bedømmelse fra verdensretten der klart og tydeligt beskriver "Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, som besat palæstinensisk territorie."
At bede om et paradigmeskifte nu, er en umoralsk, uvidende tilgang til konflikten, der vil tilskrive de næste 5-6 generationer af palæstinensere den selvsamme lidelse de har gennemgået de sidste 60 år. Tostatsløsningen er ikke løsningen på alt...men det er et trin på vejen til retfærdighed - det mest sandsynlige og mest opbakkede trin.
Det er nemt at sidde i Danmark og beslutte sig for konfliktresolutioner der er baseret på personlig ideologi og som i øvrigt er mere utopiske end udsigten for israelsk afvikling af bosættelserne!
Al den snak om problemet med bosættelserne er total opsat propaganda, der skal bevirke "fakta på jorden," der gør en tostatsløsning umulig.
Det er almindeligt hævdet, at en tostatsløsning nu er uopnåelige, for hvis Isral forsøgte at fjerne bosætterne, ville det føre til en borgerkrig. Det kan godt være sandt, men det er utilstrækkelig argumentation. Israel kunne, uden at ty til magt trække deres grænse tilbage til den forhandlede grænse gennem forhandlinger - Bosætterne der bor ud over de grænser, har mulighed for at forlade deres subsidierede hjem for at vende tilbage til subsidierede hjem i Israel, eller at forblive under palæstinensisk myndighed - hvad er problemet i det? Det samme var tilfældet i de omhyggeligt iscenesatte israelske "nationale traume" ved tilbagetrækkelsen af bosættere i Gaza i 2005, så gennemsigtigt og svigagtig, at det var latterliggjort af selv israelske kommentatorer. Det var nok for Israel at annoncere, at de ville trække sig, og de bosættere, der var subsidieret for at nyde livet i Gaza kunne let klatre ind i lastbiler og rejse til deres nye subsidierede boliger i de øvrige besatte områder på Vestbredden!
Det har ikk en dyt med abrahamske religioner at gøre, men alt at gøre med dybtsiddende nationalistiske overbevisninger. Israel ER en stat, den skal nyde samme rettigheder som andre stater...og ganske klart også samme 'begrænsninger' som alle andre stater!
At bede om mere er en opskrift på fortsat konflikt!
Sikkert meget rigtigt alt sammen. Men i praksis har tostatsløsningen gennem et halvt århundrede vist sig at være uigennemførlig. Hvorfor skulle den pludselig være mulig nu?
Noget tyder på der skal ske noget andet.
Hvad med en trestatsløsning? Israel, Gaza og Vestbredden. Den sidste som en sekulariseret, demokratisk og FNkontrolleret føderation, med en forfatning der sikre udstrakt grad af mindretalsbeskyttelse og ligelig fordeling af nye bosættelser mellem palæstinensere og israelere.
Vi kan jo ikke blive ved med at jokke rundt i gamle forestillinger om hvordan man skal leve sammen. Se bare på de gamle europæiske nationalstater, som kaster store mængder af national suverænitet over bord for at få tingene til at køre i EU. Hvorfor ikke forlange noget lignende i Mellemøsten, når det nu som du siger, handler om en sekulariseret konflikt?
Hvordan Søren? Vi går vel ind for demkrati!
Tostatsløsning har været umulig fordi to aktører har modsat sig det... det er den eneste forhindring!... Der er ingen teknisk forhindring for det!
Hvordan? Aner det ikke. Jeg har bare en fornemmelse af at der skal noget helt nyt til, hvis den gordiske knude i Palæstina skal gå op.
Demokrati er selvfølgelig også i den sammenhæng alfa og omega.
Desværre ser jeg masser af tekniske problemer i forbindelse med en tostatsløsning, hvilket sikkert også er årsagen til at den ikke er implementeret for længst. Selvfølgelig er det Israels skyld, de ulovlige bosættelser, men sådan ser verden nu engang ud og hvis man vil bruge tiden på at tale skyld frem for løsninger, så bliver det uden mig.
De tekniske problemer jeg ser handler om det landkort der tegner sig når man ser hvordan israelserne har annekteret store landområder på Vestbredden, som i praksis umuliggør en egentlig palæstinensisk stat.
Forestiller man sig i en tostatsløsning at i en tilfældig by er den ene side af vejen palæstinensisk og den anden israelsk? Hvem står så for vedligeholdelsen af vejen? Er postbuddet israelsk eller palæstinensisk osv. Det forekommer mig yderst teknisk kompliceret og i en ressourcekrævende verden temmelig meningsløst.
Søren,
Hvis du advokerer en ny slags løsning for konflikten, så skal du da også forklare hvilke trin der skal til for at opnå det! Ellers kan vi jo ikke diskutere det seriøst.
Og da demokrati er alfa-omega, hvorfor så ikke tage folk i regionen seriøst? Ja hvorfor ikke tage hele verden seriøst? Tilslutningen til tostatsløsningen er er udgjort af en international enstemmighed, heriblandt vores vigtigste institutioner, 22 ud af 22 arabiske stater (og Iran) osv. osv.
Er det ikke umoralsk at sidde herhjemme og kværne nye løsninger ud for andre der rent faktisk lider noget så grusomt?
Vil du virkelig bede et besat folk, om at smide deres verdensretserklæring og juridiske ret ud i skralderen, fordi tostatsløsningen keder dig herhjemme i Danmark?
Er der nogen i deres rette sind, der ville ha sagt til zionisterne, at de skulle kyle Balfours erklæring ud i skralderen?
Der eksisterer selvfølgelig tekniske problemer iht. tostatsløningen, men det er ikke dem som der er blevet omtalt i denne diskussion. Hvis du var seriøs, så kunne vi fx diskutere hvor man skulle trække grænsen vest for jordanfloden i Cis-jordan! Det er det, seriøse mennesker diskuterer i stedet for at rode rundt i personlige ideologiske præferencer!
For at løse problemer, må vi se hvor de ligger - koldt, kontant og uden problemer! Du er meget hurtig til at ytre religiøse øretæver om dit og dat... men når det kommer til substansen, så bakker du ud - det er enten bare fejt eller direkte uvidende (du er selvfølgelig ikke en 'uvidende person', som sådan!)
Hvis "verden ser ud som den gør," hvad fortæller det os så? At konstellationen skal ændres, da der er tale om en kolossal uretfærdighed ! Hele verden er enige om løsningen undtagen to aktører! Disse to aktører skal leve op til selvsamme forpligtelser som alle andre (jeg taler selvfølgelig om USA og Israel). Og der skal ikke ses blindt på, når et helt folk bliver langsomt udryddet og fordrevet!
De landområder som Israel har annekteret er iflg. verdensretten "besat palæstinensisk territorium."
Israel skal forlade områderne og afvikle bosættelserne, ellers er forhåndsbetingelser om eksklusiv anerkendelse, afkaldet på basale rettigheder og palæstinensisk passivitet en illusion!
Hvis israelske bosættere beslutter sig at blive, så må det ske under palæstinensisk myndighed, ligesom de palæstinensere der i dag bor i den israelske stat!
Hvad angår hvem der skal feje veje og vedligeholde dem etc, så synes jeg, at vi skal se på hvilke ting vi vil prioritere forud for byplanlægning --- navnlig standsningen af blokaden og den militære besættelse (der nu kører på 42 år)
I praksis er tostatsløsningen ikke umulig - det er propaganda! Den er umuliggjort rent diplomatisk fordi USA nedlægger veto i total international isolation.
Jeg sys det er sørgeligt, at vi har denne diskussion... den brændende platform er besættelsen... det vi har nu er en "faktisk enstatsløsning"... du advokerer rent faktisk for, at vi skal inddele territoriet op yderligere (meget ligesom Sharon og Netanyahu, der kalder på dannelsen af kantoner i en fremtidig palæstinensisk "bantustan" - der ikke engang lever op til dem som man lavede i sydafrika!!)
Nej! Palæstinenserne rettigheder er opbakket af international lov, verdensretten, menneskerettighedsorganisationerne og hele det palæstinensiske politiske spektrum! Hvorfor ikke erhverve dette moment? Hvorfor begynde at skabe nye resolutioner, nye litmus-tests og loyalitets-prøver... for at implementere noget, der meget muligt vil tilskrive de næste 5-6 generationer den selvsamme lidelse, som de måtte have gennemgået op til i dag!
Vores egne ideologiske præferencer skal gemmes godt væk i denne sammenhæng! Personligt så jeg gerne en regional integration mellem palæstinensere og israelere... men den udsigt er langt væk, som tingene står i dag...og et trin i den retning er netop tostatsløsningen...da det vil standse besættelsen og afvikle spændingerne!
Du taler jo om en afvikling af begge folks nationale bestræbelser... det er sgu ikk en løsning! Det er en opskrift på fortsat konflikt!
Nationale bestræbelser...
Hvis suverænitetsafgivelse er en del af løsningen for medlemslandene i EU, hvorfor skulle noget lignende så ikke kunne være tilfældet i Mellemøsten? Noget tyder på at der mangler en overnational instans i regionen, som kan skære igennem, hver gang gryden koger over. At USA spiller en tvivlsom rolle i det spil, kan vi godt blive enige om. Det er også derfor jeg lægger op til dannelsen af en ny stat, som ikke på samme måde som Israel er koblet op på USA alene.
Seriøs? Bum, bum. Jeg er ret uvidende (ikke ironisk ment) om mellemøstlige forhold, hvilket dog ikke synes at være en hindring for at komme op med ideer som ikke for Allah ved hvilken gang ender i forhandlingssammenbrud og ultimativt i konflikt.
Går USA med på en tostatsløsning og overkommer man de enorme praktiske problemer det medfører, så for min skyld gerne. Men der må jo være et eller andet ved det som de ikke kan lide? Ellers var det jo sket for længst.
Endelig jo, det er højrøvet og priviligeret at sidde her i et fredeligt hjørne af verden og udtænke fantasifulde, for ikke at sige utopiske, fredsplaner for folk i konflikt. På den anden side er der ikke meget der tyder på at hverken de selv eller deres højtestimerede repræsentanter er i stand til det. Med mindre noget helt afgørende er på færde med Obama? Sker det, skal jeg være den første til at holde min kæft.
Nationale bestræbelser? Som sagt er det hverken nødvendigt eller muligt helt at kvitte nationale bestræbelser (heller ikke i f.x. EU), men at bringe dem ud til fronten, altså de besatte områder - det ligner, som jeg ser det, opskriften på konflikt. Gad vide hvad en bosætterfamilie prioriterer: at få lov til at blive boende under et nyt flag eller at flytte under det gamle? Har man spurgt dem?