Læsetid: 8 min.

Fanget i Banditistan

En 20 år gammel blindtarmsoperation foretaget på en Taleban-leder reddede den afghanske kirurg Ehrary og hans stab, da de blev kidanappet af Taleban. Kirurgen arbejder desuden tæt sammen med en dansk jordemoder
Landsbyklinikkerne er rygraden i den Danske Afghanistan Komité ( DAC's), mange sundhedsprojekter i Herat-provinsen. Her bliver gravide kvinder tilset af en jordmoder, alle børn vaccineret og syge kan komme til lægen. Der undervises også i hygiejne og rensning af drikkevand. Takket være en massiv indsats er børne- og mødredødeligheden nu på retur.

Landsbyklinikkerne er rygraden i den Danske Afghanistan Komité ( DAC's), mange sundhedsprojekter i Herat-provinsen. Her bliver gravide kvinder tilset af en jordmoder, alle børn vaccineret og syge kan komme til lægen. Der undervises også i hygiejne og rensning af drikkevand. Takket være en massiv indsats er børne- og mødredødeligheden nu på retur.

Charlotte Aagaard

6. juli 2009

HERAT - Det er på hjemvejen, det går galt. Pludselig står de der. Tre barske mænd med automatvåben. Midt på den støvede grusvej. Der er ikke andet at gøre end at standse bilen. Dr. Ehrary, der er kirurg, har kun været på klinikken i Siah Vashan i 25 minutter, men det er nok til at afgøre hans skæbne.

Faktisk er det fordi, den lokale jordmoder havde fri. En ung kvinde fra landsbyen skal føde, og Dr. Ehrary kan se, at hun vil få brug for hjælp. Resolut beslutter han at køre den unge kvinde til distriktshospitalet i Gozara, 25 kilometer væk. Men det lille selskab har ikke været på vej mere end fem minutter, da militsfolkene dukker op.

Med stor brutalitet bliver den gravide kvinde hevet ud af bilen og smidt i vejkanten. Hendes gamle far bliver også smidt af, mens Dr. Ehrary og hans tre kolleger får besked på at kravle om bag i bilen og binde deres hovedtørklæder for øjnene.

I løbet af få minutter er kidnapningen en realitet, og den grønne firehjulstrækker er i fuld fart på vej væk, nu med de bevæbnede banditter ved rattet.

Fanget

Den 51-årige kirurg og far til fem ved med det samme, hvem kidnapperne er. Det er Ghulam Yahyas folk. En tidligere borgmester og anlægschef i Herat, der er blevet afsat og nu har svoret hævn. Knap 20 kilometer uden for byen har den forsmåede krigsherre oprettet sin egen private milits, der holder til i en række klippehuler ved indgangen til Sang-e Sorakh-dalen, cirka 40 kilometer sydvest for Herat.

Det er der, kidnapperne nu kører Dr. Ehrary og hans tre kolleger fra Gozara District Hospital hen. Ingen af de fire fanger kan se, hvor de befinder sig. Deres mobiltelefoner ligger i en bunke i bunden af bilen og er stadig tændt, men ingen af de fire tør forsøge at få fat i dem.

Dr. Ehrary tænker på, om den unge kvinde når frem til hospitalet, eller om hun ender med at føde sit barn i vejkanten. Og så tænker han på, hvornår hans kolleger på Gozara District Hospital opdager, at han er forsvundet.

Ingen af de fire fanger lader sig mærke med, at de ved, hvem banditterne er. For Ghulam Yahya Akbari er ikke en mand, man spøger med her på egnen.

Den tidligere borgmester og anlægschef har gjort fælles sag med en anden forsmået krigsherre, Malim Majid, med flere af egnens mest kriminelle elementer og med Taleban, der kan bruge enhver, som er villig til at kæmpe mod den afghanske regering og deres lokale repræsentanter.

Kommandant Yahya har i det hele taget ry for at være en brutal mand. Ifølge landsbybeboere fra det område han kontrollerer, har han blandt andet skudt en gruppe drenge, der formastede sig til at genere eleverne på en pigeskole, han har hugget fingre, hænder og fødder af tyveknægte og paraderet forbrydere med sortmalede ansigter gennem landsbyerne på æselryg. Fuldstændig som det foregik under Taleban.

Han mistænkes desuden for at stå bag flere kidnapninger og en række angreb på Herats lufthavn, FN's hovedkontor i Herat og den NATO-ledede ISAF-styrkes lejr.

Banditistan

Da de har kørt i flere timer stopper bilen, får fangerne lov at se igen. Dr. Ehrary genkender med det samme Sang-e Sorakh-dalen på grund af de karakteristiske klippehuler, som dalen er kendt for.

Da fangerne er læsset af, kommer kommandant Yahya til og inspicerer de fire hospitalsansatte og den dyre firehjulstrækker, som hans folk har med til ham. Egentlig er det bilen, han er mest interesseret i, vurderer Ehrary, men han stiller også igen og igen et foruroligende spørgsmål.

»Hvor er den udenlandske kvinde, du altid er sammen med? Hvor er hun?«

Dr. Ehrary lader, som om han ikke aner, hvad den stadig mere ophidsede kommandant taler om. Men han ved udmærket, at den udenlandske kvinde, som Yahya tydeligvis har håbet ville være med i bilen, er den danske jordemoder Ingelise Aaen. Hun er Dr. Ehrarys arbejdsgiver og leder den Danske Afghanistan Komite, DAC's mange sundhedsprojekter i Herat-provinsen.

Du opererede jo mig

Et af dem er Gozara District Hospital, hvor Dr. Ehrary og hans kolleger arbejder.

»Kan du ikke genkende mig? Ved du ikke, hvem jeg er?« spørger kommandanten pludselig. Dr. Ehrary ryster igen på hovedet.

»Nej, desværre Hr. Kommandant, jeg ved ikke, hvem du er.«

»Kan du slet ikke huske, at du har opereret mig for blindtarmsbetændelse engang på Herat General Hospital, da jeg var ung?«

Kommandanten bliver ved, og til sidst er Dr. Ehrary nødt til at gå til bekendelse.

»Nåh jo, det har jeg da også. Det kan jeg faktisk godt huske nu. Så må du jo være Ghulam Yahya. Er du det?«

Kommandanten nikker tilfreds, og Dr. Ehrary begynder for første gang at håbe. Måske vil det alligevel lykkes ham at slippe levende ud af kommandantens kløer.

Efter et stykke tid dukker flere bevæbnede mænd op i lejren, og Dr. Ehrarys mod synker.

De er pashtunske talebanere fra Helmand. Det kan Dr. Ehrary høre på deres dialekt. De er seks eller syv, og da de ser fangerne , begynder de straks at råbe og skrige op .

Løkken strammes

»Lad os tage lægen med til Helmand og henrette de tre andre«, forslår en af talebanerne, og de andre jubler. Det er nu, Dr. Ehrary virkelig bliver bange.

»Hvis de tager mig med til Helmand, kommer jeg aldrig tilbage i live,« tænker han.

I flere timer bølger diskussionen frem og tilbage. Talebanerne vil have fangerne, men kommandant Yahya siger nej. Han vil i stedet frigive de fire, fordi de er læger.

Dr. Ehrary spekulerer konstant på, hvor længe Yahya kan kontrollere de ophidsede talebanere.

På DAC's hovedkontor i Herat er jordemoder Ingelise Aaen ved at blive urolig. Den gode doktor og hans folk skulle have været tilbage fra klinikbesøget klokken 12, men klokken halv et er de endnu ikke dukket op. Hun forsøger at ringe til Dr. Ehrary og til de tre andre, men ingen af mobiltelefonerne bliver taget.

En telefonopringning til klinikken i Siah Vashan afslører, at Dr. Ehrary og hans folk for længst burde have været fremme på Gozara District Hospital med den fødende kvinde og hendes far.

Et tjek på fødegangen afslører, at den unge kvinde og hendes far er kommet, men ingen Dr. Ehrary.

Personalet på hospitalet spørger den unge kvinde, hvad der er sket med de fire hospitalsansatte. Men hun tør ikke svare. Det er først, da lægerne truer med ikke at hjælpe hende med fødslen, at hun fortæller, hvordan Dr. Ehrary og tre andre medarbejdere blev kidnappet.

I løbet af den næste time får Ingelise Aaen travlt med at mobiliserede både det afghanske politi og de italienske ISAF-styrker, der er ansvarlige for sikkerheden i Herat. En massiv eftersøgning sættes i gang, og først på aftenen får et af ISAF's helikopterhold øje på den forsvundne firehjulstrækker.

Vigtige gidsler

Kommandant Yahyas folk har kørt den store bil ind under nogle træer, men grenene skjuler den ikke helt. Helikopteren flyver hen over lejren flere gange, mens militsfolkene flygter til alle sider, men så plaffer den væk igen.

»I må være meget vigtige, når de sender en helikopter ud for at lede efter jer,« råber kommandant Yahya ophidset, og diskussionen om gidslernes skæbne bryder ud igen.

Måske har de GPS i en af deres telefoner eller i bilen, foreslår Yahyas mænd, og straks går nogle af banditterne i gang med hive sim-kort og batterier ud af de fire mobiltelefoner og gennemsøge bilen. Det eneste mistænkelige, de finder, er en skruetrækker.

Nogle af Yahyas mænd mener, at skruetrækkeren måske kan være udstyret med GPS. Dr. Ehrary spiller med og hjælper dem høfligt med at begrave den mistænkelige genstand.

Gennem bjergene

Da natten falder på, bryder selskabet op. Gidslerne bliver igen læsset op bag i bilen, og med lygterne på laveste blus begiver kommandanten sig af sted med 20 af sine mænd, en håndfuld talebanerne og de fire gidsler.

Dr. Ehrary og hans kolleger sidder i den bageste bil, men talebanene bliver ved med at hive dem ud af den. De vil stadig have de kostbare fanger med til Helmand. Flere gange kommer Yahya til og råber han: »Hvad er det, I gør, gidslerne skal blive i bilen. De skal frigives, når vi når frem til en landsby.«

Gidslerne klatrer op igenerer, men så snart han vender ryggen til, hiver talebaneren gidslerne til sig igen.

Dr. Ehrary og de tre andre aner ikke, om de er købt eller solgt. Aldrig har den 51-årige læge været så bange.

Efter flere timer når banditterne frem til en landsby, hvor de lokale bønder får besked på at give gidslerne te og mad.

Landsbybeboerne er venlige og søde, men de fire gidsler ved stadig ikke, hvad der skal ske med dem. De får besked på at blive indendøre, men er ikke længere bundet.

Ud på morgenen kommer ISAF's helikopter igen og pludselig dukker en større deling fra det afghanske politi også op.

Gidslerne ånder lettet op, men må blive i landsbyen i flere timer, fordi det kommer det til kampe mellem politiet og Yahyas milits. Morgenen igennem genlyder dalen af geværild, men hverken sårede eller dræbte bliver bragt til ind til lægeholdet.

Det undrer Dr. Ehrary sig stadig over den dag i dag, mere end halvandet år efter kidnapningen.

»Måske havde politiet en forståelse med Yahya. Eller også lod de bare være med at slås, fordi de var bange for at dø,« siger han på den solbeskinnede terasse i DAC's hovedkvarter.

At kommandant Ghulam Yahya stadig terroriserer landsbyerne omkring Sang-e Sorakh undrer også den afghanske læge.

»Det er meget mærkeligt, at hverken politiet eller ISAF sætter en stopper for hans milits. Da jeg var i lejren, havde han mellem 20 og 30 mand under våben. I dag han måske 50 og i morgen 200. Hvorfor er der ingen, der kampen op mod ham? Jeg er overbevist om, at ISAF ved præcis, hvor han befinder sig.«

Dr. Ehrary er stadig bange for den magtfulde kommandant og hans uberegnelige allierede, men insisterer på at fortsætte sit arbejde, også tilsynet med de afsidesliggende landsbyklinikker, der sammen med hospitalet i Gozara udgør rygraden i DAC's sundhedsprojekter.

»Jeg tager stadig ud til landsbyerne, men jeg vågner ofte om natten og tror, at jeg befinder mig i Sang-e Sorakh-dalen sammen med Yahya og hans kumpaner. Jeg tror aldrig, jeg glemmer den dag. Jeg troede til det sidste, at de ville slå mig ihjel, men når jeg ser på det i dag, så er jeg overbevist om, at det var den mere end 20 år gamle blindtarmsoperation, der reddede mit liv.«

Historien er baseret på samtaler med Dr. Ehrary og Ingelise Aaen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu