Læsetid: 4 min.

Fanget i paradis

Krisen i Honduras er blevet hverdag for de fleste. Men i landets grænseregioner begynder desperationen at indfinde sig
29. juli 2009

El Paraiso, Honduras – »Vi er fanget. Det her er værre end Stalin, end Hitler, end Mussolini, vi lever i én stor koncentrationslejr,« brager advarslen ud i æteren.

Det er Radio Globo, der har folk igennem fra hele landet - og særligt mange fra landets grænseregioner ringer ind og fortæller om situationen i det, de kalder verdens største fængsel.
»Folk er desperate. Vi mangler medicin. Hvor er FN, hvor er Røde Kors - fortæl dem, at vi sulter«
Siden fredag i sidste uge har det udgangsforbud, der har lagt landet dødt hver nat, været gældende døgnet døgnet rundt for indbyggerene i departementet El Paraiso
- paradiset - landets sydøstlige region langs grænsen til Nicaragua. Myndighederne valgte at stramme grebet, efter at folk og journalister begyndte at rejse til regionen, da landets afsatte præsident Manuel Zelaya indfandt sig umiddelbart på den anden side af grænsen, i Nicaragua. Her har præsident Zelaya nu slået lejr godt 30 kilometer fra grænsen, hvorfra han fortsat opfordrer sine tilhængere og landsmænd til at strømme mod grænsen og møde ham.
Men det er ikke en nem opgave at komme Manuel Zelaya i møde.

Jernring af soldater

Kører man fra landets hovedstad,Tegucigalpa, mod grænseovergangen Las Manos i El Paraiso, er der godt 90 km. fra departementet begynder til selve grænsen. En tur, der normalt gøres på en time selv i tæt trafik.
Men i alt ni politi- og militærafspærninger gør turen til en heldagsforestilling.
»Oye gringo, skal du til grænsen. Vær venlig at stige ud af bilen. Hvor er dine papirer. Hvem skriver du for
– hvad skriver du. Har du flere cigaretter?«
Bilen endevendes grundigt alle ni gange af soldater og politi. De arbejder målrettet, men er venlige. Imens bager solen nådesløst ned over dalene i El Paraiso, et område, hvor folk mest er jævne bønder, der op ad bjergskråningerne dyrker noget af landets bedste kaffe.
»De er bange. Vores soldater og politi er bange, det er tydeligt« siger Don Isidrio, der får et lift med til grænsen. Han deltager ikke i nogen demonstrationer hverken for eller imod Zeleya. Han er som de fleste honduranere blot en mand med et lønarbejde, som han permanent frygter at miste. Han har kone, ekskone og i alt syv børn at brødføde. Don Isidrio er egentlig bonde selv, men arbejder i landets anden største by, San Pedro Sula, som vagt i et af de godt 400 sikkerhedsfirmaer, der over de seneste ti år er skudt frem i Honduras i i takt med, at volden hastigt er taget til. Derfor har han siden i fredags været på vej mod grænsen, hvor han skal holde vagt ved nogle containere, som ikke kan komme videre.
Selvom Don Isidrio holder sig ude af al ballade, så har han som alle andre naturligvis en mening om den afsatte præsident.
»Mel (Manuel Zealaya, red.) er den første præsident, der har hjulpet os. Han gjorde en forskel,« siger Don Isidrio, der er etnisk Lenca
-indianer og oprindeligt fra et af landets fattigste områder, Lempira i vest. Et sted, hvor tid og udvikling har stået stille i mange år, og hvor man af tradition afskyr parnasset i hovedstaden.
–Hvordan gjorde han en forskel?
»Han hjalp os bønder. Han gav os penge og hjalp landbruget.«

Ved grænsen

Ti kilometer fra grænsen er det ikke længere kun politi og militær, der kontrollerer vejen.
Det samme gør de par hundrede demonstranter, der nu i tre dage har befundet sig her. De skal også se papirer og stiller de samme spørgsmål.

»Fortæl dem, at vi er fanget. Jeg har været her i tre dage og kan hverken komme frem eller tilbage.«
–Men hvad laver du her?
»Jeg støtter Mel. Jeg er her for Mel, det er ham, vi venter på,« siger en af ’kontrolørerne’, en kvinde fra Tegucigalpa.
–Er der nogen, der betaler jer for at stå her?
»Nej, nej. Vi er her for at støtte Zelaya og vores demokrati,« men hendes t-shirt med slogan for præsident Zelayas kampagne viser, at hun sandsynligvis længe har været en del af den organiserede støtte for præsidenten.

Betalt? Måske, det er i hvert fald en kendt sag, at visse grupper af støtter af både Manuel Zelaya og de facto præsident Roberto Micheletti tilbydes betaling for at skilte med deres opbakning.

Truslen fra folket

Der er gået en måned siden militærkuppet. Verden har samlet fordømt landets de facto regering.
Honduras er blevet ekskluderet af Organisationen af Amerikanske Stater. Bolivia, Ecuador, Venezuela, Nicaragua og Mexico har trukket deres ambassadører ud af landet. Det samme har USA og de europæiske lande gjort.
Men i Honduras er befolkningen delt på spørgsmålet. De fleste vil bare have deres hverdag tilbage.
Mange nærer et
indgående had til
Manuel Zelaya. Og andre ser ham som et håb om bedre tider – som et historisk øjeblik, hvor befolkningen for første gang høres. Det er den blandede stemning, der gør både soldater, politi og befolkning utrygge.
Honduras’ militær består af blot 8.000 mand, efter at værnepligten er blevet afskaffet. Og i dag er det at være soldat blot et dårligt lønnet arbejde for unge fattige mænd. Når militærets generaler puster sig op og advarer om ro og orden, så inkluderer de derfor ofte de 14.000 mand af reserven, som en del af landet væbnede styrker.
»Vores militært er historisk svagt. Det ved soldaterne, det ved generalerne, det ved alle,« siger Don Isidrio, der med sine 50 år selv er soldat af reserven.
»Og her i landet har alle våben. Du kan finde en skydevåben i stort set ethvert hus. Så en folkets hær af bare 50.000 mand, der støtter præsident Zelaya, er langt stærkere end vores militær. De ved de godt,« siger Don Isidrio.
Ved grænsen er alt roligt. Nogen siger, at folk er trætte af balladen. Andre siger, at det er stilhed før storm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I dag er det den 7ende august, og sidst Information bragte en omtale af den kritiske udvikling i Honduras, der uden tvivl vil få stor betydning i årene fremover for forholdet mellem USA og hele det sydamerikanske kontinent, var den 29ende juli.

Har udenrigsredaktionen mistet sansen for, hvad der er relevant på den globalpolitiske scene?

Efter at have læst den medieanalytiske kritik af Informations redaktionelle samarbejdspartner, det britiske The Independent, på http://www.medialens.org/
(correcting for the distorted vision of the corporate media) med hensyn til Honduras: ”Siding with the generals – The Independent on Honduras” kan man selvfølgelig også gøre sig tanker om, hvad dette ”samarbejde” egentlig indebærer.

Heldigvis har vi da stadig Niels Lindvig på radioprogrammet ”Orientering”, hvis man ønsker kompetent journalistisk dækning ang. Latinamerika.
Med hensyn til ’autentisk journalistik’ ang. Bl.a. Honduras kan jeg anbefale http://www.narconews.com/

Med venlig hilsen