Læsetid: 7 min.

En forlystelsespark i forfald

Dårlig hånd. Las Vegas plejer at klare skærene, selv når resten af USA er i krise. Sådan er det ikke længere. Finanskrisen har ramt kasinoerne, mens boligmarkedet er klappet sammen - og i dag er Las Vegas den by i USA, hvor flest bliver sat på gaden
Nedtur. Det er ikke kun rutsjebanerne, der kører ned ad bakke i Las Vegas, hvor både for huspriserne, indbyggertal og spilleindtægterne rasler nedad.

Nedtur. Det er ikke kun rutsjebanerne, der kører ned ad bakke i Las Vegas, hvor både for huspriserne, indbyggertal og spilleindtægterne rasler nedad.

Andrew Magill

1. august 2009

NEVADA - Man ser det ikke, hvis man ikke ved det. De enarmede tyveknægte spiller stadig små lystige melodier, når folk hiver dem i armene. Der sidder stadig jakkesætsklædte mænd side om side med fyre i shorts og spiller blackjack. Og man skal fortsat mase sig igennem en mur af bølgende kavalergange for at bevæge sig op og ned ad the Strip, gaden med de mange kasinoer. Men mellem de mange kilometer blinkende neonrør i centrum af Las Vegas står kranerne stille ved siden af halvfærdige bygninger. Hotelværelserne kan pruttes ned til halv pris, og mange steder kan man spise buffet to mand for én mands pris.

Amerikanerne plejede at sige om Las Vegas, at den var recession-proof - krisesikker. Det siger de ikke længere. Turisterne har ikke råd til at tage på ferie, og indtægterne fra spilleindustrien er faldet med 12 procent i løbet af det seneste år, mens arbejdsløsheden i samme tidsrum er fordoblet fra blot fem procent til over 10. Samtidig er Las Vegas blevet hårdt ramt af boligboblen - alle vegne er der 'til salg'- eller 'til leje'-skilte i vinduerne. Rekordhøje 67 procent af byens husejere skylder flere penge væk, end deres hus er værd, og byen har den tvivlsomme ære at være amerikansk mester i antal af tvangsauktioner.

Trods krisen har ejendomsmæglerparret Marshall og Barbara Zucker formået at flyde ovenpå. Hver uge kører de rundt i deres nymalede bus og fremviser de seneste huse, som er endt på tvangsauktion. Bussen hedder The Foreclosure Express, Tvangsauktionsekspressen, og på turen bliver der serveret bagels og kaffe for de mulige kunder. Forretningen går stadig nogenlunde, men de længes begge tilbage til de gyldne tider for et par år siden:

»Vi vidste lige præcis, hvordan man skulle få husene til at ligne en million ved hjælp af spyt og tyggegummi. Vi valgte de lidt billigere klinker, som lignede de dyre, og vi solgte husene til de millioner, de lignede,« fortæller Barbara Zucker.

Det var et marked, hvor huse blev solgt, før de var færdigbyggede, og hvor almindelige ægtepar fra andre byer investerede deres opsparinger i huse i Las Vegas, alene med henblik på videresalg.

»Der er stadig masser af kunder, men det er langt hårdere arbejde at tjene penge i dag,« siger Marshall Zucker. Salgstallene er for tiden højere end på samme tid i 2008, men priserne rasler fortsat ned - og Marshall Zucker tror ikke på, at markedet vender før i 2013.

Hans kone viser billeder frem af indhegnede luksuslejligheder, som ligger plantet rundt om både swimmingpool og tennisbane i centrum af Las Vegas. I januar 2006 kostede lejlighederne lidt over en halv million dollar (ca. 2,7 mio. kr.). I dag er de kun små 83.000 dollar (under en halv million kroner) værd.

»Det er det største prisfald, jeg nogensinde har set. Andre steder i byen er priserne 60 procent lavere, end de var for et par år siden. Men her er vi helt oppe på 80 procent,« siger Marshall Zucker.

Sidste gang, ægteparret var ude at køre med Tvangsauktionsekspressen, kom der en kvinde ud til bussen for at spørge, hvor meget huset ved siden af hendes var sat til salg for.

»Da jeg fortalte hende, at det stod til ca. 270.000 dollars, begyndte hun at græde. Hun havde købt, mens det kostede langt over 400.000 dollars,« fortæller Barbara Zucker og tilføjer:

»Du må forstå, at det her handler om folk, der mister deres pensionsopsparinger, og som ikke længere har råd til at betale for deres børns universitetsuddannelser.«

»Alle i Las Vegas kender nogen, som har måttet gå fra hus og hjem,« siger Marshall Zucker.

Parret kender folk, der tidligere havde store formuer, som pludselig sad med tre huse på hånden, der ikke længere var halvdelen af købsprisen værd. Ifølge de to ejendomsmæglere er der to bølger af folk, der nu bliver sat på gaden. Den første bølge er alle dem, der købte huse på banklån, som de ikke havde råd til at finansiere, da først huspriserne faldt. Den anden bølge er alle dem, der er blevet fyret i kølvandet på boligboblen.

»Tænk på, hvor mange virksomheder der har levet af ejendomsbranchen. Swimming pool-fabrikanter, tæpperensere, tømrere, klinkemagere og så videre,« siger Barbara Zucker. Og dertil kommer alle dem, der har levet af at servicere de spillelystne turister, som kommer i stadigt faldende antal.

»Da de søgte medarbejdere til et af de nye kasinoer, var der 2.000 mennesker, der stod i kø for at få et rengøringsjob. Jeg snakkede med en kvinde, som tidligere arbejdede som restaurantchef, og hun ville gladeligt have taget jobbet,« fortæller Barbara Zucker.

»Jeg har lyst til at sætte mig ned og græde, for jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Det eneste, vi kan gøre, er at samle vores familier og venner omkring os og ellers bare håbe på, at Obama træffer de rigtige valg.«

Obamas stikpille

Præsident Obama er ellers ikke den mest populære mand i Las Vegas. I en tale i februar gjorde han det klart, at finansindustrien ikke skulle bruge de mange offentlige pengeindsprøjtninger, bailout-pengene, på at tage til 'Syndens By' og holde konferencer - sådan som amerikanske finansvirksomheder ellers har haft for vane. Sidste år var hele 13 procent af Las Vegas' hotelgæster således konferencedeltagere. Men store virksomheder som Wells Fargo og Goldman Sachs lugtede straks lunten og aflyste ellers planlagte ture til Las Vegas, og Obamas udtalelser var så skadelige for byen, at borgmesteren krævede en undskyldning fra præsidenten. Sådan én fik han ikke, så i løbet af foråret har Las Vegas Convention and Visitor's Authority (byens svar på Wonderful Copenhagen) med større eller mindre held forsøgt at ændre Las Vegas' image fra hor og hasardspil til seriøst og ikke mindst billigt konferencested. Det er sket gennem en benhård satsning med helsidesannoncer i The Economist og andre store nyhedsmedier og via lanceringen af hjemmesiden Vegasmeansbusiness.com.

Beklageligvis går det stadig ned ad bakke. De seneste tal fra Las Vegas Convention and Visitor's Authority er trist læsning: I de første fem måneder af 2009 faldt antallet af konferencegæster med 29 procent, det totale antal gæster med syv procent, spilleindtægterne med 13 procent og den gennemsnitlige pris for et hotelværelse med 27 procent.

Hvis man oversætter de tal til menneskeskæbner, betyder det flere arbejdsløse og flere fattige - og dermed også flere sultne mennesker i Las Vegas. Det problem prøver hjælpeorganisationen Three Square at afhjælpe fra sin madbank i et industrikvarter i Las Vegas' nordlige udkant. Med støtte fra byens kasinoer og restauranter såvel som fra private borgere stiller organisationen mad til rådighed for lokale ngo'er, som så giver maden videre til de sultne.

Julie Murray startede organisationen i 2007. I løbet af finanskriseåret 2008 anslår hun, at madbanken har fået 15.000 flere husholdninger at mætte. I alt er der 210.000 mennesker i Las Vegas og omegn, som har brug for hjælp til at få mad nok, fortæller hun.

»Vi har set en massiv stigning i behovet for mad siden oktober. Selv om vi godt kunne se, at krisen ville ramme hårdt, havde vi slet ikke regnet med, at det ville blive så slemt,« siger Julie Murray og fortæller, at det hovedsageligt er familier fra middelklassen, hvor forældrene har mistet deres arbejde, og hvor huset er røget på tvangsauktion, der vejer i statistikken.

»Det er folk, som aldrig før er blevet fyret, og som aldrig tidligere har været på sociale ydelser,« siger hun.

Julie Murray har netop været med til at lave en stor undersøgelse af, hvem der modtager mad fra madbanken.

»Jeg snakkede med en mor og en far, som havde to børn. Han var blevet fyret, og hun havde et meget dårligt betalt job. Hun fortalte, at de ikke kan spise hver dag. Børnene spiser den ene dag og forældrene den anden,« siger Julie Murray.

Hun har boet hele sit liv i Las Vegas og er overbevist om, at krisen stikker meget dybt. Men byen skal nok klare sig, tror hun - hvis bare den formår at genopfinde sig selv og slå tilstrækkeligt på tromme for sine mange gode tilbud. Derfor bifalder hun bestræbelserne på at sælge byen på billige hotelværelser til seriøse konferencer frem for på glimmer og glamour. Julie Murray tror i det hele taget, at amerikanerne vil komme til at leve mere simpelt efter krisen.

»Vores syn på kredit og forbrug har ændret sig. Den generation af unge, der er teenagere nu, er meget anderledes end deres forældre. De har set, hvordan det er at leve under en krise, og de er ikke på samme måde optaget af at eje alt muligt. De er lykkelige, hvis bare de kan få lov til at tage en uddannelse og finde et job,« siger hun og fortsætter:

»Da jeg voksede op, kunne jeg aldrig forstå, hvorfor mine bedsteforældre altid genbrugte gavepapiret, når vi havde holdt fødselsdage, eller hvorfor de altid sparede på hver eneste lille dråbe vand. Men det var fordi, de havde oplevet depressionen i 1930'erne. Og nu kan jeg se, at mine børn, som går på universitetet, gennemgår det samme.«

»Vi amerikanere kommer til at være langt mere fornuftige med hensyn til, hvad vi køber, og hvad vi gør, og vi vil tage færre ting for givet,« siger Julie Murray.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja Las Vegas var fra begyndelsen af i langt højere grad end resten af USA bygget med og for og med henblik på ødselhed, og alle der har investeret tid og penge i noget så socialt umoralsk (jeg siger netop ikke kristent) fortjener sgu ikke bedre. Men det blir vel desværre nok de rigtig fattige der kommer til at betale gildet her osse.
Har selv besøgt stedet i en hel dag, og det var længe nok.
Bob. Northern California.