Læsetid: 3 min.

Det fungerer at tale med fjenden

Nordirlands eksempel viser en vej mod fred: Hvad der lykkedes med IRA, kan måske også lykkes med Taleban - men først må begge parter forstå, at ingen af dem kan vinde den totale militære sejr
29. juli 2009

Spørgsmålet, om man skal tale med sine fjender, samtidig med at selv samme fjender beflitter sig på at dræbe ens soldater (foruden mange andre mennesker), er et af de mest ømtålelige inden for konflikthåndtering og fyldt med vanskeligheder og faremomenter.

I Nordirland er vurderingen fra de fleste af de involverede, at dialog havde afgørende betydning for at holde den fredsproces igang, som har ført til den aktuelle koalitionsregering. Men en let opgave var det ikke. Og erfaringerne fra Belfast viser klart, at fred ikke kan nås i startfasen af en fredsproces - det kræver års tålmodig indsats.

Volden kan udmærket rase videre, selv når de stridende parter er klart til at tage plads ved forhandlingsbordet - ja, den kan endog blive intensiveret, når de forsøger at styrke deres forhandlingspositioner.

Dette beklagelige faktum er en yderligere grund til, at dialogsporet giver anledning til så komplicerede overvejelser.

Dialog med voldsmænd

I de perioder, hvor Belfast blev hjemsøgt af uroligheder, var den blotte forestilling om at tale med IRA og lignende grupper aldeles uhørt i offentligheden - »voldsmænd kan man ikke forhandle med« var mantraet.

Men det er siden kommet frem, at selv da retorikken - som under Thatcher - var allermest krigerisk, blev der alligevel opretholdt hemmelige kanaler for uofficielle samtaler.

Den irsk-republikanske leder Martin McGuinnes var således i direkte dialog med en højtstående britisk efterretningsofficer, med hvem han drøftede en mulig IRA-våbenhvile, som skulle følges op af forhandlinger på højeste niveau. Mange detaljerede dokumenter blev udvekslet mellem London og IRA, mens de to parter afvejede hinandens motiver. Denne øvelse fortsatte, selv da IRAbomber dræbte civile og forårsagede store ødelæggelser i Londons City.

En overgang greb IRA til vold for at understrege en politisk pointe ved at affyre mortérgranater i Heathrow Lufthavn. Dette blev først opfattet som fredsprocessens død, indtil teknikere fandt frem til, at granaterne var designet til ikke at eksplodere. Angrebets hensigt var med andre ord at vise, hvad IRA kunne finde på, hvis processen skulle bryde sammen.

Flere elementer inden for den politiske, militære og efterretningsmæssige elite var stærke modstandere af at pleje kontakter med dem, man havde brugt årtier på at bekæmpe. Argumentet, som blev fremført med iver, var, at indlod man sig på forhandlinger, ville man kun opnå at opmuntre bombemænd og tilskynde til mere væbnet kamp. Alligevel var det dominerende synspunkt, at IRA og dets politiske gren, Sinn Fein, var dybt splittet indadtil i spørgsmålet, om deres 'krig' skulle videreføres. At nå frem til sådanne vurderinger kræver omhyggelig analyse og motivforskning, for fjendens overvejelser er aldrig klare.

Er fjenden tilstrækkeligt forenet til at kunne levere en virkelig fred, eller er han splittet i forskellige grupperinger? Er der høge og duer? Og vil forhandlinger i givet fald styrke de mindre militante fraktioner?

Fremfor alt må man søge at afklare, om fjenden på et eller andet tidspunkt, nu eller senere, overhovedet vil være indstillet på en forhandlingsløsning. Er dette tilfældet, må den afgørende strategi bestå i at fremme og opdyrke de kræfter, som vil kunne affinde sig med noget mindre end den fuldstændige sejr. Den britiske udenrigsminister, David Milibands, seneste udtalelse om, at det ikke er muligt at finde »en militær løsning« på Afghanistans problemer, antyder, at Talebans totale nederlag ikke længere er krigsmålet.

Millibands håb

Milibands håb er nok at få de mere tænksomme personer i Talebans ledelse til at indse, at ej heller Taleban har nogen udsigt til en militær sejr. Og selv om han håber på et hurtigt gennembrud, vil det britiske udenrigsministeriums garvede Nordirland-folk givet opfatte hans signal som at så frø, der vil kunne være år om at modne.

Et af de afgørende koncepter i den irske fredsproces var et udtrykkeligt løfte til republikanerne om, at gik de med til at opgive volden, ville de ikke blive anset for besejrede fjender, men få tilbudt en plads i de nye politiske strukturer. Dette fungerede så godt i Belfast, at Martin McGuinness i dag ikke længere opfattes som en trussel imod den britiske stat og samfund, men er en af regeringens højest placerede ministre. Forholdene i Afghanistan er ganske vist anderledes, men muligvis vil den fremgangsmåde, som virkede i Nordirland, også kunne stå distancen i Helmand: At de, som i dag er en del af problemet, i sidste ende kan blive del af løsningen.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Kroll

Det er altid godt at tale med fjenden, men ikke nødvendigvis at slutte fred - det afhænger af betingelserne.

IRA og dens modstandere havde (har) trods alt et ret sammenfaldende syn på kulturværdier, kvinders ligestilling, basale menneskerettigheder o s v o s v.

Talebans værdinormer ( retsregler, kvindeundertrykkelse, klan-tænkning o s v) er helt fremmede for os, så at lave fred med Taleban betyder, at vi de facto skal acceptere , at kvinder i et givet geografisk område kan behandles som kvæg, at man henretter folk for utroskab , skærer hænder af for bagatelforbrydelser o s v.

Det er nok lettere at "sluge klameler" i fredsprocessen med IRA end i en proces med Taleban?

Stanley Opmann

"...at vi de facto skal acceptere , at kvinder i et givet geografisk område kan behandles som kvæg, at man henretter folk for utroskab , skærer hænder af for bagatelforbrydelser o s v..."

Ligesom de de facto skal acceptere at vi håner deres profet, mishandler dyr, ødelægger verden med vores forbrug og idet hele taget opfører os som ravende galninge. Forskellen er at de gør det i deres eget land, mens vi gør det i hele verden.

Robert Kroll

Kære Stanley Opmann.

Vi håner ingen - vi har ytringsfrihed her i landet, og ingen - hverken jesus,profeten, paven, dronningen o s v - er undtaget fra barsk kritik og moro.

Vi mishandler ikke dyr -tværtimod er dyrevelfærd i fokus, og VI har ikke ønsker om at lave særlige former for unødigt smertefulde religiøse slagtemetoder og er imod tyrefægtning og andet dyrplageri..

Vi ødelægger ikke verden - vi var år 0 ca 100 /200 mio menesker på jorden - idag er vi 6,4 mia og levestandarden globalt set er (utroligt nok) bedre end nogensinde før i menneskehedens historie. ( 1 mia mangler mad - det kan løses og bliver løst).

Klimaproblemet er vi teknisk istand til at håndtere - og viljen er vel tilstede, hvis vi vil vores eget bedste.

År 2100 er vi nok 12 mia mennesker - så mennesket er en kanon-succes som bioloigisk art.

Søren Kristensen

@ Stanley Opmann

Når "deres" martyrer flyver ind i "vores" højhuse synes jeg ikke det er rimeligt at tale om "de gør det i deres eget land." Så kan vi altid diskutere om reaktionen var adækvat - eller se fremad. USA har fået en ny og mere fleksibel / reflekterende / dialogorienteret præsident, så lad os håbe forfatteren har ret og at "de" også fornemmer nye toner og nye muligheder.

Er det kun mig der har det som om at det er nu eller aldrig?

@ Søren Kristensen

Når " vores " statsledere i årtier støtter undertrykkende regimer i de muslimske lande som misbruger og fordrejer islam for at tjene deres perverse dagsorden så sker der på et tidspunkt en reaktion...problemet er bare at de " andre " også misbruger og fordrejer islam for at retfærdiggøre deres sag, og så bruger " vores " statsmænd militærmagt for at løse de problemer som de "andre " har forvoldt.
det er ikke løsningen...
Løsningen er politik.

@ Robert Kroll

Ytringsfrihed betyder ikke at man skal fornærme eller håne andre, hvis man er uenig eller utilfreds skal man diskutere og være saglig i sin kritik. Det er det civiliserede mennesker gør.