Læsetid: 8 min.

De grønne løsninger står jo der og venter

'At hænge i et reb fra toppen af en 220 meter høj skorsten på et britisk kulkraftværk en gråvejrsdag i oktober er én måde at tage ansvar for fremtiden', siger Emily Hall. Mod alle odds førte aktionen til at selskabet E.ON nu overvejer at droppe bygningen af to nye kulkraftværker
Emily Hall er en af de såkaldte Kingsnorth Six, seks Greenpeace-aktivister som sammen med over 30 kolleger på jorden i 2007 gennemførte den spektakulære protest mod det tyske elselskab E.ON's planer om at opføre to nye kulkraftværker ved siden af de to eksisterende anlæg på Kingsnorth-værket i Kent i det sydlige England.

Emily Hall er en af de såkaldte Kingsnorth Six, seks Greenpeace-aktivister som sammen med over 30 kolleger på jorden i 2007 gennemførte den spektakulære protest mod det tyske elselskab E.ON's planer om at opføre to nye kulkraftværker ved siden af de to eksisterende anlæg på Kingsnorth-værket i Kent i det sydlige England.

Will Rose

7. juli 2009

Der var 220 meter ned. På jorden ventede britisk politi, klar til at skride til arrestation. Over hendes hoved cirklede politiets helikopter.

»At kravle ud over kanten af skorstenen i begyndende regnvejr var en meget ubehagelig oplevelse. Jeg svingede mellem dyb skræk for, at det skulle gå galt, og en slags eufori over at gøre noget, som jeg synes var rigtig vigtigt,« fortæller Emily Hall.

Det var i oktober 2007, at den unge kvinde lod sig fire ned i to tynde reb fra toppen af kulkraftværket Kingsnorth's enorme skorsten. Hun og hendes aktivistpartner, Kevin Drake, skulle male budskabet 'Gordon Bin it' - (Gordon Brown, skrot det - med fem-seks meter høje bogstaver ned ad skorstenen.

Hængende i deres reb malede de i to timer. Da 'Gordon' var på plads, var det ved at blive for mørkt, og samtidig indløb et domstolsforbud mod aktivisternes ophold på skorstenen, så Emily og Kevin pakkede sammen, klatrede tilbage til skorstenens top og begyndte den timelange nedstigning gennem skorstenens indre. Nok manglede de den sidste del af sloganet, men til gengæld var deres aktion blevet fulgt live på britisk tv - med direkte interviews pr. mobiltelefon - af millioner af seere.

Emily Hall er en af de såkaldte Kingsnorth Six , seks Greenpeace-aktivister som sammen med over 30 kolleger på jorden gennemførte den spektakulære protest mod det tyske elselskab E.ON's planer om at opføre to nye kulkraftværker ved siden af de to eksisterende anlæg på Kingsnorth-værket i Kent i det sydlige England. Aktionen og den efterfølgende retssag har i Storbritannien afstedkommet et gennembrud for en ny klimaaktivisme, og Emily og hendes kolleger er blevet særligt eksponerede repræsentanter for den ny generation af klima-engagerede unge, som - i og uden for Storbritannien - er begyndt at sætte dagsorden, organisere sig og bruge tid og kræfter på at sikre en verden, der er til at leve i for de børn og børnebørn, de ønsker at få.

Information har talt med Emily Hall om hendes eget engagement og om den unge Generation Grøn, som med klimakampen forsøger at indkredse et samlende, fremtidsrettet forandringsprojekt på tværs af landegrænser.

Startede med genbrug

»Jeg er vokset op i New Zealand, hvor jeg allerede som barn var optaget af, hvad der skete med naturen og miljøet. Luftforureningen, hvalfangsten og andre ting - det frustrerede mig, at folk ikke forholdt sig til det,« fortæller Emily, der i dag bor i Storbritannien og arbejder fuldtids for Greenpeace.

»Da jeg var 18, startede jeg mit eget genanvendelsesprojekt i Wellingport Airport. Først bragte jeg tingene til genbrug hjem i min egen lejlighed, men siden fik jeg overtalt lufthavnens chef til at starte et officielt genanvendelsesprogram.«

Senere arbejdede Emily Hall som frivillig i en nationalpark i Thailand, var en tid sekretær for et grønt medlem af New Zealands parlament og begyndte at læse ved New Zealands polytekniske læreanstalt, hvor hun var med til at søsætte en bæredygtighedsstrategi.

For fem år siden flyttede hun til England og meldte sig som aktivist hos Greenpeace.

»Jeg arbejdede med klimaspørgsmål, samtidig med at jeg deltog i træning til ikke-voldelige aktioner. Da jeg blev spurgt, om jeg ville være del af det hold, der skulle lave en aktion mod det planlagte kulkraftværk ved Kingsnorth, sagde jeg ja med det samme. Jeg var simpelthen så vred over E.ON's annoncering af at ville bygge et kulfyret værk - det første i England i 30 år - på et tidspunkt, hvor alle er bekymrede over klimaændringerne og taler for at skifte til vedvarende energi,« fortæller Emily.

»Men det tog mig en nat at tænke igennem, om jeg også turde være del af holdet, der skulle op i skorstenen. Det var skræmmende, men det gav mig mulighed for at bruge det, jeg kunne, til at formidle et vigtigt budskab på en effektiv måde.«

Aktionen startede tidligt om morgenen den 8. oktober 2007, og det tog Emily og hendes kolleger ni timer at kravle de 220 meter op gennem den store, varme og kulstøvfyldte skorsten, der hvert døgn udsender 20.000 ton CO2 . Hver af aktivisterne havde en rygsæk på 50 kilo med tovværk, maling, mad, kameraer, lamper m.m., som måtte hales hele vejen op gennem skorstenen og bagefter sænkes ned igen.

Planetær nødværge

»Det var ubeskrivelig hårdt, og jeg havde fysisk ondt overalt og var sort af kulstøv, da aktionen var overstået. Men jeg var også stolt over at være med til at få budskabet ud,« siger Emily Hall.

Efter aktionen blev de seks aktivister tiltalt for at have anrettet skader på E.ON's ejendom for en værdi af 30.000 pund - omkring 230.000 kr. - en sum så stor, at sagen skulle føres for en jury. Og retssagen i september 2008 blev mindst lige så spektakulær og medieomtalt som selve skorstens-aktionen. Bl.a. NASA's klimachef James Hansen kom til Maidstone Crown Court for at vidne til fordel for Greenpeace-aktivisterne.

Efter et fald i kulforbruget frem til år 2000 er Storbritannien nu i gang med at skrue op for det klimabelastende brændsel, sagde James Hansen i retssalen.

»Dette er opskriften på en planetær katastrofe. Kan der være noget håb om at overtale Kina og Indien til at bevæge sig bort fra kul, hvis kulforbruget vokser i Vest,« spurgte NASA-forskeren.

Aktivisternes forsvarer argumenterede med, at de seks aktivister via nedlukningen af Kingsnorth-værket i ét døgn hver havde sparet atmosfæren for 3.300 ton CO2 og hermed afværget en klimaskade væsentlig større end den materielle skade, de forårsagede på elselskabets skorsten.

Til manges overraskelse fulgte juryen dette ræsonnement om nødværge på planetens vegne og frikendte aktivisterne. Civil ulydighed af denne karakter og med dette formål er altså i dag inden for lovens rammer i Storbritannien.

»Da dommen var afsagt, gik det op for mig, hvor fuldstændig mentalt udmattet jeg var,« siger Emily.

Men trætheden blev fortrængt, da nyhederne samme aften meddelte, at den britiske regering havde udskudt sin stillingtagen til E.ON's ansøgning om det ny kulkraftværk. Status er i dag, at den britiske regering har forlangt den endnu eksperimentelle og dyre CCS-teknologi til CO2 -indfangning installeret på alle kommende kulkraftværker. Tidligst om et år afgør regeringen, hvilke påtænkte værker der kan få statsstøtte til et CCS-demonstrationsanlæg, og ifølge The Guardian overvejer E.ON nu helt at droppe Kingsnorth-anlægget som følge af den vedvarende usikkerhed om projektet.

Den ny aktivisme

»Kingsnorth-aktionen og den efterfølgende udvikling er med til at forklare, at mange mennesker i Storbritannien har været meget aktive i klimakampen det seneste halvandet år, herunder gennemført andre aktioner mod kulkraftværket. Især mange unge har virkelig forstået, at vi ikke kan blive ved at brænde kul af,« fortæller Emily Hall.

Sidste sommer deltog f.eks. tusinder i en klimalejr ved Kingsnorth-værket, og denne sommer stimler britiske klima-aktivister sammen i lejre i både England, Skotland og Wales. Kampen mod udvidelsen af Heathrow-lufthavnen ved London og dermed mod væksten i den klimabelastende flytrafik er blevet den anden samlende og symbolladede mobiliseringssag for de nye aktivister

»Når man står midt i det, kan det være svært at overskue, om dette er et nyt generationsprojekt. Det, der er tydeligt for folk i dag i forhold til i 1970'ernes miljøbevægelse, er, hvor meget det haster. Folk er begyndt at forstå, at vi står med risikoen for en egentlig katastrofe, og derfor kan jeg godt forestille mig, at vi står foran en endnu stærkere mobilisering, en grøn generation. Men jeg ved det ikke,« siger Emily.

Den britiske miljøkommentator og -forfatter George Monbiot har kaldt Heathrow- og Kingsnorth-protesterne - begge dele har han deltaget i - starten på en ny bevægelse. Men han har også betonet den rene aktionismes begrænsninger.

Bevægelserne baseret på uformelle, direkte aktioner »har vist sig gode til at øge den offentlige opmærksomhed, men mindre gode til at opbygge langtidsholdbare, mangesidede kampagner. Vi har brug for en permanent mobilisering, og måske er den netop ved at tage fart,« skrev Monbiot i The Guardian tidligere i år.

»Gennem det seneste år har jeg arbejdet med grupper af klima-aktivister, som har ændret mit syn på, hvad der kan lade sig gøre. De fleste af dem er under 30, og de tilfører sagen et klarsyn og en pragmatisme, som jeg aldrig før har mødt i bevægelser baseret på direkte aktioner. De er klar til at løbe ekstraordinære risici i forsøget på at forsvare biosfæren mod selskaber, regeringer og sociale tendenser, der truer med at gøre den ubeboelig. Og de gør det af en eneste grund: Fordi de holder af verden og frygter for dens fremtid,« påpeger George Monbiot.

Han advarer samtidig de unge mod at misbruge klimakampen til at dyrke ren identitetspolitik, dvs. udnytte den som redskab til blot at definere sig selv som systemets modsætning:

»Det 'mulighedernes vindue', inden for hvilket vi kan afværge en opvarmning på to grader, lukker sig hastigt. Vi er nødt til at bruge samtlige de ressourcer, der kan inddrages, og de må også omfatte regeringer og virksomheder.«

Emily Hall er på linje

»Klimatopmødet i København og processen frem mod det er fantastisk spændende og lidt skræmmende. Der er i dag en fornemmelse af overhængende fare, som ikke har været til stede i miljødebatten før. Samtidig har den økonomiske krise bekræftet, at der er brug for at skabe fundamentale ændringer mod en økonomi, der er bæredygtig. Krisen er på en måde en chance, vi har fået, og derfor er det så utrolig vigtigt, at folk mobiliserer over hele verden. Jeg håber, at dette er tiden, hvor tingene begynder at vende.«

Hendes egen kraft til at handle stammer fra oplevelsen af, at det nytter - bekræftet af begivenhederne efter Kingsnorth-aktionen - og af bevidstheden om, at løsningerne faktisk findes derude.

»I dag er budskabet ikke blot, at vi skal holde op med det ene og ikke må det andet. Vi har i dag de vedvarende energiteknologier som en mulighed, og derfor er min personlige drivkraft kombinationen af viden om løsningernes eksistens og vreden over, at vi ikke satser helhjertet på dem. Jeg forstår ikke, at man bliver ved at gøre de forkerte ting, når alle de gode muligheder står der og venter på at blive realiseret,« siger Emily Hall.

Serie

Seneste artikler

  • Håbets nye grønne parole: 350 ppm

    25. juli 2009
    Et nyt ungt netværk af klima-aktivister planlægger p.t. den største globale klimamanifestation nogensinde. Der er ikke så meget 'bullshit' - de går bare i gang. De er fantastiske organisatorer, siger deres mentor, Bill McKibben
  • Skoleelever til kamp mod skumbakker

    21. juli 2009
    De fik mere opbakning, da de ville hjælpe isbjørne. Men da de gik til kamp mod deres eget cafeterias brug af skumbakker, fik skoleeleverne i Takoma Park i Maryland at mærke, hvor svært det kan være at få lokale myndigheder gjort grønne
  • Pragmatisk miljøbeskyttelse er godt for karrieren

    10. juli 2009
    Kina. Det er ikke kun en nobel gerning at redde Kinas skrantende miljø, men også en karrieremulighed. Sådan lyder Li Linas budskab til sine medstuderende. Hun vil have indflydelse - og det får man ikke ved at stå og råbe velmenende slogans udenfor, men derimod ved at ændre systemet indefra
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Stærk artikel!

»I dag er budskabet ikke blot, at vi skal holde op med det ene og ikke må det andet. Vi har i dag de vedvarende energiteknologier som en mulighed, og derfor er min personlige drivkraft kombinationen af viden om løsningernes eksistens og vreden over, at vi ikke satser helhjertet på dem. Jeg forstår ikke, at man bliver ved at gøre de forkerte ting, når alle de gode muligheder står der og venter på at blive realiseret,« siger Emily Hall.

Dette er både rigtigt og forkert.

At VE eksisterer og stadig udvikles - specielt vindkraft og Consentrated Solar Power (CSP) - er en kendsgerning, der har uvurderlig betydning for en strategi, der sigter på at redde den menneskelige civilisation på denne klode. CSP er i gang med at udvikle meget lovende systemer for energilagring, så solen bliver en energikilde, som kan nyttiggøres både om dagen og om natten. Energiudbyttet fra vindmøller fortsætter med at stige, men der er jo nok en grænse for hvor monsterstore møllerne kan blive. Selv om VE stræber mod solen vokser den ikke ind i himlen.

Lige så uomtvisteligt er det, at VE - med den forhåndenværende eller "på trapperne" teknologi - ikke kan drive et samfund som vores, hvilket er helt ok; miljøet i bred forstand tåler under ingen omstændigheder, at vi skruer op for stofomsætningen. Altså er klimakampen en politisk kamp om samfundets fremtidige indretning. Den, der benægter dette grundlæggende faktum, kaster blår i øjnene på sig selv. Så, det er måske på tide at indse, at grunden til den manglende helhjertethed og konsekvens i etablissementets forhold til VE skyldes, at mange af dets medlemmer godt er klare over at VE - især på kort sigt - ikke magter at stå distancen. Dette er hovedårsagen til fodslæberiet. James Hansen ekspliciterer denne til at være de "velerhvervede" (læs business as usual) rettigheder blandt kapitalister (vested interests).

Klima- og energispørgsmålet viser hvor sørgeligt et primitivt system som monopolkapitalismen kommer til kort over for naturforhold, som ikke længere er business as usual. Kapitalismen, eller i det mindste som vi kender den, er en maskine, som bygger på at et stabilt naturgrundlag forbliver stabilt uanset hvor store indgreb "nyttiggørelsen" forårsager. Når økonomien har været i vanskeligheder, har man parkeret det menneskelige overskud - det billige skidt - i den industrielle reservearme; men hvad stiller man op med et naturgrundlag i krise? Det jævner sig ikke med cyklerne, kan ikke klares med kræmmernes tidshorisonter. Systemets megalomane bestyrere mener selvfølgelig i deres hellige endfold, at der er en vækstudvej af miseren. Attituden synes at være, at hvis dette modsiges af virkeligheden, så bliver det værst for den. Det er ikke mennesket som sådan, der er på kollisionskurs med naturen, mennesket som sådan er nemlig en luftig, men til visse formål nyttig, illusion. Før mennesket er dets organisation i samfund. Det er baggrunden hvorpå vi er individer. Det er derfor samfundssystemet, der er på kollisionskurs med naturen. Samfundssystemets stålkerne er monopolkapitalisternes fællesinteresse. Alt det andet, udenomsværkerne, er kun kit og staffage. Da monopolkapitalisternes fællesinteresse kun kan komme til udtryk som retten - og pligten - til at kæmpe indbyrdes om monopolprofitter og samfundsmagt er det kortsigtede ikke bare en del af samfundssystemet, men selve dets karakteristika. Den grundlæggende parole synes, som præcist afdækket af Herman Daly, at være, at der er nok af alting og at naturen er en uendelig losseplads. Åbenbart kapitalismen i en nøddeskal.

Spørgsmålet om VE er verdens vigtigste i dag. Vi kan ikke starte med at lave samfundsindretningen om, men vi vil ikke nå i mål, hvis vi ikke gør det undervejs. VE er altså en politisk-ideologisk slagmark hvad enten man vil det eller ej.

Penge kan kun bruges en gang i hver cyklus, selv om de kan yngle undervejs. Derfor er det aldeles forkert, at det bare handler om at implementere så meget VE som muligt, hurtigst muligt. Det vil blive skæbnesvangert at satse på de forkerte løsninger, som jo pr.definition udelukker de rigtige. Igennem forkerte satsninger på VE kan vi komme af asken til ilden. Forkerte løsninger er satsning på og subsidiering af lykkelig privatbilisme, CCS, biogas, biobrændsel, biobenzin, frit valg mellem spabad eller optimal isolering, fortsat vækst i det i forvejen afsporede kødfrådseri, udvidelse af verdenshandlen, megalomane energinet, og opbygning af patentimperier. Bort set fra at endemålet i den forkerte strategi er en illusion, så bygger det hele på yderst tvivlsomme midler, som alle har det til fælles at de ikke rykker en tomme de første tyve år. At COP15 ikke vil give mere end i underkanten af 10% reduktion af kulstofudledningen (1990, basisår) i de rige lande i 2025 er en direkte følge af disse dubiøse strategier. Det kan ikke være anderledes. Vi rykker altså først senere i århunderet. Når disse teknologier så med noget, der ligner vished vil vise sig at være endnu et kapitalistisk fatamorgana, så står vi med fletningerne i postkassen. Disse år er de mest afgørende i menneskehedens korte og klassesamfundenes endnu kortere historie. En løsning, som ikke peger på en ny slags samfund er simpelthen ikke en løsning, men et yderligere problem. Når det er sagt, vil det blive afgørende om miljøkæmpere af vidt forskellig observans og tilbøjelighed finder sammen for at bygge de kompromisser vi behøver undervejs. Alle må strække sig langt for at sikre, at neddroslingen forløber i nogenlunde fred og harmoni, hvilket kun vil ske, hvis man peger på hurtige og grundlæggende bæredygtige former for VE og dettes samfundsmæssige organisering. Her er en folkebevægelse, som ikke bare er politisk, men også praktisk en nødvendighed. Samfundet kan kun laves om nedenfra, men de rigtige energiløsninger kan kun implementeres i tide ved hjælp af staten. Hvis vi skærer denne gordiske knude over, så brister de barduner, som holder vort skrøbelige samfund på plads. Den skal løses lige så forsigtigt undervejs. Gid vores tid måtte blive husket som kompromissernes tidsalder, og som den tid hvor de fleste lærte at forstå, at moderation i forholdet til naturen er nødvendig.

I går læste jeg denne megalomani i Scientific America
Grassoline: Biofuels beyond Corn: http://www.scientificamerican.com/article.cfm?id=grassoline-biofuels-bey.... Læs også kommentarerne.

Luften er så tyk af dette vås, at mange vitterligt tror, at VE er almægtig.
Læs fx. denne rædsel
Power to the people: http://www.danskenergi.dk/~/media/Power_to_the_people/Debatoplaeg_Faktaa...

Organisationer som Greenpeace og WWF må, deres i øvrigt mange fortjenester ufortalt, bære en stor del af skylden for illusionsmageriet om VE som omnipotent panacea.

For en mere ædruelig indfaldsvinkel anbefales denne tankevækkende artikel
Renewable Energy Cannot Sustain a Consumer Society: http://www.greens.org/s-r/48/48-11.html

Selv om man ikke er anarkist/anarkosyndikalist, som jeg tror Ted Trainer er, så må man dog indrømme, at han har fat i en lang ende. Det er ikke noget han selv finder på. Bogen er skrevet efter langvarig research og utallige forespørgsler hos energikonsulenter, -firmaer og forskningsinstitutioner, og viser det billede som tegner sig ud fra det materiale han har kunnet skaffe sig adgang til. Kapitalistisk praksis er i vores patentgale tidsalder mere lukket om intern forskning og research end det nogensinde har været før. Gad vide hvad der står i de dokumenter han ikke har kunnet skaffe sig adgang til? Stemmer det mon overens med de glittede VE-prospekter, som pushes til ære for investorer, kortsigtet profit og monopolkapitalismens evindelighed.

venlig hilsen

Niels-Holger Nielsen

Og så er der for øvrigt ikke nogen af de forkerte strategier, som tager kulminationen på fossilreserverne alvorlgt. VE skulle jo gerne være på plads inden de fossile brændsler bliver alt for dyre og inden vi har gjort os endnu mere afhængig af forhold, der flyder af fossilafhængighed. Højt at flyve, dybt at falde. Peak Oil og alle de andre peaks accenturerer kun mine argumenter i ovenstående. Af gode, men umoralske, grunde er dette spidspunktsemne desværre iskoldt underbelyst i dansk dagspresse i almindelighed og i mainstreammedier world-wide i særdeleshed. Det er faneme en rigtig skandale. Kulstrategerne er kulsorte.
Læs her
Velkommen til CCS-Info - NOAHs websted om CCS: http://www.ccs-info.dk/

Niels-Holger Nielsen

Et eller andet sted i pressemylderet læste/hørte jeg at en eller anden instans kom ud med den tvetydige meddelelse, at DK vil være uafhængig af importeret energi (når altså den ikke lige er nedlagt i forbrugsvarer fra fjerne egne) i mindst ti år endnu. At vi så skal indhandle kul, tarsand, olieskifer og bioenergi til den tid, er vel ikke en bekymring, som markedet kan rumme. Kapitalisme, destruktion er dit navn.

Søren Kristensen

Jeg tror du har ret Niels-Holger Nielsen, og jeg tro vi vil se en revival i de små landsbysamfund, når man omsider finder ud af at rive ligusterhækkene ned og bygge husene sammen i rækker, med henblik på at minimere overfladerne og dermed energiforbruget. Når man engang finder ud af at genetablere de servicefunktioner i de enkelte samfund der gør transport til større byer lige så overflødig som en ferietur til Thailand har man styr (så godt det nu lader sig gøre) på de to vigtigste energislugere opvarmning og transport. Men det kræver mod og evne til at forestille sig et andet samfund end det politikerne lægger op til med deres optimisme omkring koblingen af DØV og VE. Mon ikke vi i stigende grad kommer til at erkende at vi er på røven og at svaret ikke desto mindre er RØV. Reduceret økonomisk vækst. Endelig er der befolkningstilvæksten, som er et kapitel for sig, men som kineserne heldigvis har demonstreret at der godt kan gøres noget effektivt ved, selv om det kan blive problematisk at overtale visse befolkningsgrupper til at minimere afkommet.

martin sørensen

For mig at se så handler debatten om at blive konkret reel der skal til at ske noget ikke mere snak handling tak. I dette lys skal mit foreslag om et klima mærke på line med det røde øko mærke ses,

for ja løsninger holder bogstaveligt i kø på motorvejen og venter bare på at man tager dem i brug, her vil en enkel mærke der tydeligt fortæller forbrugeren hvor langt dette enkele produkt er fra total bæredygtighed være en enkel og logisk løsning, for se blot hvor langt det økologiske landbrug har flyttet det tradisionelle landbrug der er kommet meget langt precist pågrund af den udvikling som der har været med økonogien,

Det handler konkret om at der skal være exembeler på at ja det er muligt både at ha en ægte grøn profil samtidigt med at man har en meget pæn sort bundlinje.

langt de fleste løsninger giver faktisk producenterne en bedre økonomi, jeg har opfundet begrebet lean energy, som et exembel på at man ofte kan få mere økonomi ud af at se logisk på energi forsyningen faktisk uden hverken. at tabe penge eller vækst potintiale.

90% af alle danske husejere kan med fordel ja ren økonomisk fordel energi renovere deres huse, og gå fra at forbruge gns 140 kw varme pr kvadrat meter opvarmet bolig pr år til max 50 kw varme pr kvadrat meter pr år. det er ca 280% ren energi besparelse, igen er tabere samfundet vinder fordi at vi sætter en masse vækst igang når vi renovere vores huse, og bevare væksten ved at frigive økonomiske resurser fra tomt forbrug som varme det faktisk er til aktivt forbrug som ex, bedre mad mm,

jeg vil sætte et alvorligt spørgsmål ved om det i fremtiden er økonomisk og økologisk rentabet at fragte vores fødevare de ca 2000 km fra jord til bord som der idag er standart, og kan denne transport realistisk lade sig gøre i en verden hvor olie prisen den er +300 dollar rettere,+ 200 euro pr tønde rå olie for mon ikke dollaren kolapser som et kort hus, før vi når +300 dollar pr tønde. og petro euroen vil nu overtage dollaren plads som verdens stærkste valutta.

til den tid der vil vi igen se lokalt producernede fødevare værende den normale norm og ikke det nuværnde industrelle landbrug som der reelt aldrig har været, og aldrig vil blive hverken økonomisk eller økologisk rentabelt.

vi forbruger bogstaveligt ca 10 forsile kalorier pr kalorie mad vi producere og fortære. i det nuværende energi resime, Her vil et mærke som der beviser en lokal producents fordele frem for de industelle fødevare vise sin klare fordel.

debatten for eller imod lomborg ja det er en frugetes løs debat, ja nærmest bogstaveligt spild af tid,

for olie produktionen den har peaket den eneste årsag vi idag (kun) ser olie priser på 65-80 $/b. det er udelukkede den økonomiske krise, når verden igen kommer op fra den økonomiske sump. som der er nu ja så vil energi forbruget og hermed olie forbruget igen stige med raket fart, og vi vil igen pasere punket hvor verdens olie produktion kan følge med verdens efterspørgsel efter olie igen vil det resultere i nu endnu højere priser der igen vil bringe verden ind i en ny økonomisk ressision/ deprition. læs denne udemærkdede rapport uarbejdet af Hirsh kommision, for det amrikanske energi ministerium,

alle tegn viser at vi kun hade ca 5 år til peak så ved rapportens uarbejdenlse i 2005, så læs bare dette senarie,

http://www.netl.doe.gov/publications/others/pdf/oil_peaking_netl.pdf
Her er for ordet på konklusionen af rapporten¨
""
The peaking of world oil production presents the U.S. and the world with an unprecedented risk management problem. As peaking is approached, liquid fuel prices and price volatility will increase dramatically, and, without timely mitigation,
the economic, social, and political costs will be unprecedented. Viable mitigation options exist on both the supply and demand sides, but to have substantial impact, they must be initiated more than a decade in advance of peaking. """

At spilde tid på lomborg ja det er konstruktivt spid af tid, for forsil alderen er slut, uanset hvad den nar har at siger.

ja det kræver årtiers forberedelse at ændre samfundet fra at ha olie som primære energi kide til andre kilder, lomborg aner ikke hvad han siger når han mener at udviklingen kommer af sig selv,

for hvad har historien bevist, jo den moderne vindmølle den blev udvilket ca samtidigt med den moderne computer og mobil telefon, modsat computeren og mobil telefonen så har der hele tiden været et andet markdes alternativ til vind energi, dette er faktum,

men trods dette faktum så har vi i danmark udviklet møllen fra at være små indeffektive små møller til vore dages møller der for hver enkel mølle producere ca 1/90 del af et stort kul fyret kraftværk kan producere af el. dvs ca 90 store nye møller de kan sammen med tilsvanrede decentrale kraftvarm,e værker erstatte kulkraft i fremtiden ja det er både realistisk og sansyneligt,

møllen blev udvklket som et resultat af et markdet der heletiden efterspurgte bedre møller ganske som processer kraften heletiden blev bedre i vores computere og vores mobil telefoner hele tiden blev bedre og bedre, forskelen var at møllerne blev hjulet igang af en dansk stat der så en chance for at få udviklet noget unikt i årende 1985-2001 hvor eventyret stoppede med en mildt talt idiottisk regering der stadigt ødelægger dansk energi politik bevist,

nej jeg er ikke pesimist trods at jeg både tror og ved at verdens olie produktion har peaket og at i er tæt på det som man kalder vippe punket i klima forandringerne, nej jeg ved at vi mensket nok skal vælge den rette retning, i tide for jeg tror på menskets intelegent og evne til at væge det rigtige i tide trods idioter som lomborg og borgerlige liberalse fjolser.

Ja vi mensker, er lidt som churchills citat om amrikanerne, vi skal nok gøre det rigtige men først efter at vi har afprøvet alle andre løsninger.

vi er snart der hvor vi alle godt ved der er kun en løsning, favel til den forsile energi med alle de herlige koncekvenser som denne lykkelige beslutning medføre.

ja herlige koncekvenser for tænk vi har nu den unikke, chancen for at kunne genopfinde alt igen, forfra tilpasset den nye realitet,.

Niels-Holger Nielsen

Om pressens principielle distakt med den almindelige oplysning.

Det slår mig, at når en eller anden rapport bliver udgivet, så behandles den udførligt i ugens opslag og alle klogerne og de professionelle får lige en replik med. Når andre mere sindige, men altså pligtopfyldne, borgere får tygget sig igennem viderværdighederne, så er debatten et helt andet sted. Just ikke en praksis, som hverken gavner eller ansporer til deltagelse i den demokratiske praksis. Toget er altid kørt! Men hvor er det på vej hen? Hvem skriver dagsordenen?

Slo-mo Splat: http://www.postcarbon.org/slo_mo_splat

Kun Ejvind Larsen insisterer nådesløst på, at bringe alverdens allerede forgangne dokumenter og rapporter på bane endnu en gang. Som synes han, at de endnu ikke måtte være færdigbehandlede. Kommentatorens styrke frem for nyhedsjournalistens, javel. Men Larsen er nu skamløs! Af og til kryptisk, men altid insisterende.

Umiddelbart tror jeg også, at du har ret Søren Kristensen, og jeg kan kun opfordre dig til at uddybe dine visioner. Lokalisering, såvel i byerne som på landet, og en baglæns urbanisering er en del af løsningen. Formodentlig den med mest umiddelbar appel til det menneskelige velvære.

Jeg er kommet til igen, igen at tænke på salig Erich Fromm og hans uvurderligt vigtige bøger som "Frygten for friheden", " Det sunde samfund" og "At have eller at være". Gid de må få en renæssance. Hvis de altså nogen sinde har haft en blomstring? Jeg læste ham først i firserne, da han allerede var hinsides. Filosofi og psykologi på højt plan, men kun for folk uden marxallergi!

Er her andre, som mener, at Erich Fromm har noget at sige i dag?

Wanted: an Erich Fromm party: http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2007/feb/20/wantedanerichfrommparty