Læsetid: 3 min.

Honduras på vej mod kaos

En uge inde i militærkuppet befinder Honduras sig på randen af kaos. Befolkningen er delt og landet isoleret internationalt. Samtidig fastholder den afsatte præsident Zelaya, at han vender tilbage
En uge inde i militærkuppet befinder Honduras sig på randen af kaos. Befolkningen er delt og landet isoleret internationalt. Samtidig fastholder den afsatte præsident Zelaya, at han vender tilbage
7. juli 2009

Tegucigalpa, Honduras – Situationen virker surrealistisk. I et venezuelansk indregistreret fly over Tegucigalpas internationale lufthavn, Toncontín, cirkler landets kuppede præsident Manuel Zelaya.

I lufthavnen forhindres flyet i at lande, da militær og politi i hast får placeret militære og patruljekøretøjer på landingsbanen.

Samtidig forsøger tusinde af demonstranter og støtter til den kuppede præsident at bryde igennem det spinkle hegn til lufthavnen. Demonstranterne mødes af hård modstand og en flodbølge af tåregas fra politi og militær. Kort efter meldes mindst én demonstrant dræbt, ramt af politiets tåregaspatroner.

Da urolighederne kulminerer i lufthavnen, og stort set alle medier transmitterer direkte, afbrydes æteren af landets myndigheder, der vælger at bruge mere end en halv time på samtlige tv- og radiokanaler til fire gange i træk at give den noget åbenlyse besked, at trafikken ind og ud af Toncontín lufthavn vil være ustabil dagen igennem. Og knap 400 km. borte – i San Salvadors internationale lufthavn – sidder generalsekretær i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), José Miguel Insulza. Han venter på præsident Zelaya, som han skulle have fulgt tilbage til sit land.

Truslen udefra

Der er gået en uge siden Honduras’ væbnede styrker tidligt søndag morgen brød ind i præsidentpaladset, trak landets præsident ud af sengen og fløj ham til Costa Ricas hovedstad, San José, hvor han blev efterladt på landningsbanen i byens lufthavn kun iført pyjamas.

Siden er krisen taget til i styrke for hver dag, der er gået. Og mens det natlige udgangsforbud effektivt lukker landets byer ned hver aften, så vokser de daglige demonstrationer for og imod præsident Zelayas tilbagevenden.

Strømafbrydelser og nedbrud på kabel-tv, telefonnet og internet bliver stadigt hyppigere, og den midlertidige regerings propagandamaskine stadigt mere skinger. På Manuel Zelayas meget udskældte tv-kanal, Canal 8, sendes nu små reklamefilm for fred og demokrati, hvor landets militære styrker hyldes som »forfatningens forsvarere«.

Og på de hyppige pressemøder med den midlertidige regering øges trusselsbilledet konstant. Under søndagens sene pressemøde advarer landets nye præsident, Roberto Micheletti, om, at Nicaraguas militær mobiliserer sig langs grænsen til Honduras.

»Det er en psykologisk krig,« forklarer Micheletti til korpset af nationale og internationale journalister.

–Men hvorfra kommer oplysninger om troppemobilisering i Nicargua langs grænsen til Honduras?

»Der er observeret troppemobiliseringer. Men det er da ikke sikkert, at det er ordrer, der kommer fra centralt hold i Nicaragua. Måske er det bare lokale enheder, der har valgt at mobilisere langs grænsen,« vurderer Micheletti, der fortsætter sine advarsler:

»Men jeg vil sige til vores nicaraguanske brødre, at de ikke skal forsøge at krydse grænsen, for vi er klar til at forsvare vores territorium.«

I Nicaragua forsikrer landets præsident, Daniel Ortega, at Nicargauas militær hverken »er i gang med en troppemobilisering eller planlægger noget angreb på honduranske styrker,«

Daniel Ortega er nær allieret med Hugo Chávez og den afsatte præsident Manuel Zelaya.

Mulig dialog

Søndagens demonstrationer bliver ophævet, da den midlertidige præsident i samtlige landets tv- og radiomedier kl. 18 meddeler, at det natlige udgangsforbud er rykket frem fra kl. 22 til 18:30.
Mandag morgen vågner landets hovedstad til endnu en dag med bebudede demonstrationer ved Toncontín lufthavn, som myndighederne nu holder lukket i minimum et døgn mere.

Den afsatte præsident Manuel Zelaya er på vej til Washington, hvor han igen skal mødes med repræsentanter for OAS. Samtidig har Honduras’ midlertidige regering meldt ud, at de ønsker en ny chance for dialog med OAS og andre internationale aktører. Torsdag i sidste uge var en delegation fra OAS anført af generalsekretær José Miguel Insulza i Honduras, men på det tidspunkt holdt Roberto Micheletti og hans midlertidige regering fast i, at forhandlinger ikke var mulige, hvis ikke det internationale samfund forstår, at Manuel Zelaya har forbrudt sig mod landets love.

Spørgsmålet er, om Micheletti og landets midlertidige regering har noget at tilbyde OAS, så egentlige forhandlinger kan komme igang. Hele landet holder vejret og håber, for uden et effektivt diplomati kan situationen næsten kun gå én vej - og det er fra anspændt til kaos.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jean Thierry

Og det er ikke mindst EU, der presser på for brug af biobrændstof med kravet om tilsætning til benzinen.
Et krav, der på grund af EUs beslutningsprocesser, ikke kan ændres nu, hvor det har vist sig at være skadeligt.

Thomas Elsted

Jeg har haft samtaler med flere Honduranere, og det staar klart at medieundertrykkelsen er saa effektiv, at de fleste virkelig stadig tror paa og argumenterer for, at ingens rettigheder er begraenset, og bortset fra udgangsforbudet der begynder mellem 20 og 22, er her nogenlunde normalt. Det er selvfoelgelig usandt, som uafhaengig medierapporter - som censoreres indenfor Honduras - vidner om massiv censur, propaganda og fysiske angreb paa journalister og radiostationer. Bortset fra anti-Micheletti/Kup graffiti over hele byen, tror mange Honduranere som stoetter kuppet - isaer oevre middelklasse - at modstanden drejer sig om nogle faa tusinde mennesker. Og under de mest dramatiske episoder, herunder dagene omkring selve kuppet, sendte de private tv kanaler fodboldkampe, popmusik og alt andet end nyheder.

En anden ting er, at der ikke blot blev brugt taaregas mod demostranterne i lufthavnen, men mindst én person blev ramt i hovedet af en kugle, ikke en taaregasgranat. En video fra the Real News Network viser situationen, da soldater aabnede ild fra automatrifler og fortsatte i lang tid:

Video shows deadly military attack on peaceful protesters in Honduras airport http://bit.ly/3x5lBY. A lot of live rounds .. two people dead.
(fra twitter @thomaselsted)

mvh Thomas Elsted
Tegucigalpa, Honduras