Læsetid: 4 min.

Humanitær doktrin reddet på stregen

Det internationale samfund har i exceptionelle tilfælde ret til at intervenere for at beskytte civilbefolk-ninger mod grusom-heder. Det bekræftede et overvældende flertal af 99 lande i en debat i FN's generalforsamling - et nederlag for den nicaraguanske præsident og en håndfuld allierede som Cuba, Venezuela og flere arabiske lande
1. august 2009

BOSTON - En snes antivestlige staters forsøg på at afspore de Forenede Nationers arbejde med at føre en ny doktrin om humanitære interventioner ud i livet er mislykket under en hed debat i Generalforsamlingen. Under ledelse af Generalforsamligens siddende præsident, Nicaraguas tidligere udenrigsminister Miguel d'Escoto Brockman, søgte medlemmer af den alliancefri bevægelse som Cuba, Pakistan, Egypten, Syrien, Sudan, Venezuela, Nicaragua og Jamaica at stoppe generalsekretær Ban Ki-moons bestræbelser på at sætte kød på en doktrin om det internationale samfunds ansvar for at beskytte civilbefolkninger mod grusomheder.

Debatten om det legitime i at overtræde enkelte nationers suverænitet i helt specifikke og exceptionelle situationer går tilbage til den oprindelige doktrin om humanitær intervention, der opstod i kølvandet på den kolde krig og blev gjort aktuel af folkemordet i Rwanda i 1993 og etniske udrensninger på Balkan-halvøen i 1990'erne. Vestlige landes passivitet over for rædslerne i Rwanda, det nølende indgreb mod serbiske styrker i Bosnien i 1995 og luftkrigen mod Serbien i 1999 for at beskytte kosovarer samt angrebet mod Irak i 2003 overbeviste mange alliancefri lande i den tredje verden om, at der bag humanitære interventioner skjuler sig en hemmelig vestlig dagsorden - en slags nykolonialisme.

'Kollektiv handling'

Men på et topmøde i New York i september 2005 mellem statsoverhoveder og regeringschefer fra 170 af FN's medlemslande var der fuld opbakning til at forny og revidere doktrinen om humanitære interventioner. I topmødets slutdokument fremgik det specifikt i afsnit 138 og 139, at nationale stater såvel som det internationale samfund bærer et særligt ansvar for at beskytte civilbefolkninger mod »folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden«.

Det hed videre i slutdokumentet, at underskriverne »er rede til at tage kollektiv handling under FN's charter og i Sikkerhedsrådets regi« i tilfælde af at forebyggelse, diplomati og sanktioner er utilstrækkelige til at beskytte civilbefolkninger mod de fire typer forbrydelser. Formuleringen tolkes vidt og bredt som en blankofri check til at gribe til militær handling i nødsfald.

Efter topmødet vedtog Generalforsamlingen en resolution, der støttede op om den nye international norm. Men da Miguel D'Escoto Brockman (en katolsk præst og intellektuel) blev valgt til præsident for Generalforsamlingen i 2008, så de mest højrøstede modstandere af den nye doktrin i den alliancefri bevægelse en chance for at bremse FN-chef Ban Ki-moons arbejde med at udvikle redskaber til at gøre den nye norm operativ.

Fader Miguel, som han kaldes i folkemunde, er troende sandinist og allieret gennem mange år med Nicaraguas nuværende præsident Daniel Ortega. Han står også ledere som Venezuelas Hugo Chavez, Bolivias Evo Morales, Cubas Castro-brødre og Libyens Muammar Khadaffi nær. Under et besøg sidste vinter i Iran roste d'Escoto Mahmoud Ahmadinejad, og han har flere gange kritiseret præsident Barack Obama.

Dele af den amerikanske venstrefløj har støttet fader Miguels politisering af sin stilling som Generalforsamlingens præsident. I første omgang bød venstrefløjsdemokrater og kandidaten Obama også nicaraguaneren velkommen. Men da han begyndte at udfordre den nye præsidents økonomiske politik og arrangerede internationale sammenkomster om en ny verdensøkonomisk orden i FN-regi - med deltagelse af økonomen og nobelprisvinderen Joseph Stiglitz - blev forholdet nedkølet.

Generelt forventes det, at Generalforsamlingens præsident optræder som neutral mægler mellem de 192 medlemsstater.

Men også blandt flere toneangivende lande i den alliancefri bevægelse synes man efterhånden at have tabt tålmodigheden med den radikale venstrefløjsaktivist og jesuit. Det kom til udtryk, da hans eget lands præsident - Daniel Ortega - afviste at deltage i en international konference i New York for stats- og regeringschefer om den internationale økonomiske krise i juni. Initiativet blev stort set ignoreret i vestlige medier.

Hjælp fra Chomsky

Under debatten i sidste uge i Generalforsamlingen gik det endnu værre. Præsident d'Escoto havde indkaldt til et seminar inden de delegeredes taler om den nye doktrin om »retten til beskyttelse af civilbefolkninger«. Det vakte ikke så lidt furore, at tre af de fire panelister er arge modstandere af humanitære interventioner. En af dem var filologen Noam Chomsky. En anden en belgisk fysiker.

»Det var interessant at lytte til indlæg af flere delegerede fra udviklingslande, der tog afstand fra Chomsky. Generelt findes der et udbredt ønske i den alliancefri bevægelse om at få indført mekanismer til beskyttelse af civilbefolkninger mod systematiske overgreb,« siger James Traub fra ngo-gruppen Global Center for Responsibility to Protect i New York.

Det er nu meningen, at de enkelte medlemsstater skal udmønte anbefalingerne i en rapport offentliggjort af generalsekretær Ban Ki-moon i januar, kaldet 'Implementing the Responsibility to Protect'. Hertil hører udvikling af tidlige varselssystemer om konflikter, som risikerer at udarte til folkemord og etniske udrensninger. Der kan blive tale om mere assistance til udviklingslandes domstole samt større inddragelse af den internationale forbryderdomstol i Haag.

»Vi ved, at der vil komme et nyt Darfur på et eller andet tidspunkt. Nu gælder det om at have de rette redskaber på plads, primært retningslinjer for, hvordan FN skrider frem, skridt for skridt, i en sådan situation,« siger Traub, der også arbejder som journalist for The New York Times Magazine.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hermed en opfordring til Martin Bucharth om at skrive en mere udførlig artikel om emnet, der i fremstillingen forekommer at kunne have haft titlen "Krigserklæring reddet på stregen". Forholdet synes at rumme en betændt politisk uoverensstemmelse, endnu et forsøg på at spolere betydningen af FN. Hvem og hvordan skulle man kunne intervenere? Læser man de amerikanske og europæiske antiterrorlister igennem, er de i flere henseende vendt imod venstrefløjen og socialismen. Vi kan vel alle finde "oplagte humanitære situationer", men ville man have interveneret over for Cuba eller alle de mange despotiske overgreb i Sydamerika, som blev understøttet af USA. Bucharth må redegøre for, om vi står med en humanitær hjælpepakke eller med en krigserklæring - forhåbentlig ikke den uhyggelige kombinaiton, som man forsøger sig med i dag. Den blev demonstreret i 1930'erne.

Frej Klem Thomsen

Burcharts analyser er ofte af svingende kvalitet - ind imellem glimrende og andre gange på det jævne. Men det her er for ringe. Hele artiklen er gennemsyret af et overfladisk fokus på politik som PR, der reducerer et af de væsentligste spørgsmål på den internationale agenda - nemlig om og hvornår der legitimt kan anvendes magt i strid med staters suverænitet - til en popularitetskonkurrence.

Hvad diskussionen handler om, hvorfor nogle er modstandere og andre tilhængere, det kan vi kun gisne om på baggrund af artiklen, totalt blottet for substans som den er. Det er et niveau der normalt er forbeholdt Ritzaus telegrammer, og jeg kan ikke fri mig fra mistanken om at der er tale om en let redigering af et amerikansk produkt som ikke kan holde Informations/Burcharts standard.

Prikken over i'et er referatet af at en række intellektuelle, herunder USAs mest prominente venstrefløjs-kritiker Noam Chomsky, har udtalt sig om emnet. Hvad de har sagt hører vi til gengæld ikke et ord om - det er nemlig udeladt til fordel for en totalt ligegyldig kommentar fra en tilfældig (og ukendt) person fra det amerikanske tænketanks-bureaukrati om at det var "interessant" at nogle var uenige med Chomsky. Hvor banalt kan det blive...

Jeg er derfor helt enig med Per Diepgen - det er ganske enkelt en 'ommer. Vi vil have en hæderlig artikel der giver en god og grundig belysning af emnet som erstatning for dette makværk.