Israel vil kun have hebraiske byskilte

I dag står der både Yerushalaim med hebraiske bogstaver, Jerusalem med latinske, og al-Quds på arabisk på skiltet ved indgangen til den omstridte hellige by.

Men hvis det står til den israelske transportminister, Yisrael Katz, vil navne på byer, landsbyer og gader for fremtiden kun stå på ét sprog: hebraisk.

»Minister Yisrael Katz har taget denne beslutning, og det vil blive gradvist gennemført,« sagde en talsmand for ministeriet i går, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Yisrael Katz, der tilhører højrepartiet Likud, sagde til avisen Yediot Aharonot, at beslutningen var et direkte svar på, hvad han identificerede som en manglende vilje blandt landets arabisktalende til at kalde byerne ved deres 'rette' hebraiske navne:

»På de palæstinensiske kort er israelske byer ofte identificeret ved de arabiske navne, som de havde før Israels oprettelse i 1948,« sagde transportministeren.

Ifølge Jakob Egholm Feldt, adjunk ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, vil det være et voldsomt skridt: »Israel har siden grundlæggelsen i 1948 haft to officielle sprog; hebraisk, arabisk samt engelsk som reelt tredje sprog. Gennemfører myndighederne faktisk planen, vil det derfor være et opgør med et centralt aspekt af den israelske statskultur,« fastslår han.

18-20 procent af befolkningen er arabisktalende, men også mange ikke-palæstinensiske borgere vil få vanskeligheder. Der er over en million israelere, herunder en stor gruppe russere, der ifølge Jakob Feldt taler så dårligt hebraisk, at de reelt ikke kan begå sig udelukkende på hebraisk. »Man kan derfor også se udmeldingen som et udtryk for, at regeringen nu mener, at immigrationsbølgen er overstået, og det derfor er tid til at kræve at alle taler hebraisk.«

Symbolpolitik

Men sagen kan få langt mere end blot praktiske implikationer. Jerusalem, der udgør et af de alvorligste stridspunkter i konflikten, har et helt andet navn på arabisk, hvor byen kaldes al-Quds.

»Tager man de konspirationsteoretiske briller på, kunne man sige, at Israel ved at henvise det arabiske navn til historiebøgerne sætter sig endnu tungere på byen som den jødiske stats religiøse hovedstad og gør en mulig fremtidig deling endnu mere vanskelig,« siger Jakob Feldt.

Også andre byer har to forskellige navne; Nazareth hedder f.eks. al-Nasra på arabisk, og Jaffa vil - hvis transportministeriet får sin vilje - for fremtiden kun være kendt under sit hebraiske navn Yafo. Valget tidligere i år bragte en koalition til magten, der inkluderede det ultranationalistiske parti Yisrael Beitenu. Ifølge Jakob Feldt er denne type symbolpolitiske provokationer et af partiets kendetegn. »Man gennemfører en politik, som man udadtil kan sige er en uskyldig detalje, men som man ved, vil blive opfattet som grov chikane af mange palæstinensere,« siger han.

Sprængfarlig

Jakob Feldt understreger, at den palæstinensiske følsomhed, når det kommer til bynavne, skal forstås i et kulturhistorisk perspektiv.

»I en periode på 10-15 år efter Israels oprettelse ændrede man systematisk mange palæstinensiske stednavne. De forsvandt simpelthen fra kortet og blev henvist til historien.«

- Men hvor politisk sprængfarligt kan det vise sig at blive?

»Symbolpolitik er altid sprængfarlig i en konfliktsituation. Skal man forstå, hvor den store konflikt bevæger sig hen, er det ofte en god ide at se på, hvad der sker i det små med ændringer af infrastrukturen. Der hvor vejarbejderen bygger en vej, og der opstår en ny bosættelse, som det ellers var officiel politik ikke at bygge. Det samme kan man sige, når der pilles et skilt ned og sættes et nyt op,« siger Jakob Feldt, der ikke vil udelukke, at trafikministerens udmelding vil vise sig blot at være en politisk prøveballon.

»Men vælger de faktisk at skifte skiltene ud, er det et meget radikalt skridt i retning af at ensrette statens identitetspræg.«