Læsetid: 3 min.

Israel vil kun have hebraiske byskilte

Den israelske transportminister vil have fjernet både arabiske og engelske navne fra landets byskilte. Et voldsomt og potentielt sprængfarligt skridt, vurderer en ekspert
Byskiltene i Israel har i længere tid været kamplads for aktivister, der henholdsvis har overmalet de arabiske bogstaver og genopsat dem med klistermærker. På fotoet er  Jerusalem-beboeren Israeli Romy Achituv i færd med at klistre de arabiske bogstaver tilbage på vejskiltet. Nu har den israelske transportminister imidlertid bebudet, at alle skilte fremover kun skal være på hebraisk.

Byskiltene i Israel har i længere tid været kamplads for aktivister, der henholdsvis har overmalet de arabiske bogstaver og genopsat dem med klistermærker. På fotoet er Jerusalem-beboeren Israeli Romy Achituv i færd med at klistre de arabiske bogstaver tilbage på vejskiltet. Nu har den israelske transportminister imidlertid bebudet, at alle skilte fremover kun skal være på hebraisk.

Baz Ratner

14. juli 2009

I dag står der både Yerushalaim med hebraiske bogstaver, Jerusalem med latinske, og al-Quds på arabisk på skiltet ved indgangen til den omstridte hellige by.

Men hvis det står til den israelske transportminister, Yisrael Katz, vil navne på byer, landsbyer og gader for fremtiden kun stå på ét sprog: hebraisk.

»Minister Yisrael Katz har taget denne beslutning, og det vil blive gradvist gennemført,« sagde en talsmand for ministeriet i går, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Yisrael Katz, der tilhører højrepartiet Likud, sagde til avisen Yediot Aharonot, at beslutningen var et direkte svar på, hvad han identificerede som en manglende vilje blandt landets arabisktalende til at kalde byerne ved deres 'rette' hebraiske navne:

»På de palæstinensiske kort er israelske byer ofte identificeret ved de arabiske navne, som de havde før Israels oprettelse i 1948,« sagde transportministeren.

Ifølge Jakob Egholm Feldt, adjunk ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, vil det være et voldsomt skridt: »Israel har siden grundlæggelsen i 1948 haft to officielle sprog; hebraisk, arabisk samt engelsk som reelt tredje sprog. Gennemfører myndighederne faktisk planen, vil det derfor være et opgør med et centralt aspekt af den israelske statskultur,« fastslår han.

18-20 procent af befolkningen er arabisktalende, men også mange ikke-palæstinensiske borgere vil få vanskeligheder. Der er over en million israelere, herunder en stor gruppe russere, der ifølge Jakob Feldt taler så dårligt hebraisk, at de reelt ikke kan begå sig udelukkende på hebraisk. »Man kan derfor også se udmeldingen som et udtryk for, at regeringen nu mener, at immigrationsbølgen er overstået, og det derfor er tid til at kræve at alle taler hebraisk.«

Symbolpolitik

Men sagen kan få langt mere end blot praktiske implikationer. Jerusalem, der udgør et af de alvorligste stridspunkter i konflikten, har et helt andet navn på arabisk, hvor byen kaldes al-Quds.

»Tager man de konspirationsteoretiske briller på, kunne man sige, at Israel ved at henvise det arabiske navn til historiebøgerne sætter sig endnu tungere på byen som den jødiske stats religiøse hovedstad og gør en mulig fremtidig deling endnu mere vanskelig,« siger Jakob Feldt.

Også andre byer har to forskellige navne; Nazareth hedder f.eks. al-Nasra på arabisk, og Jaffa vil - hvis transportministeriet får sin vilje - for fremtiden kun være kendt under sit hebraiske navn Yafo. Valget tidligere i år bragte en koalition til magten, der inkluderede det ultranationalistiske parti Yisrael Beitenu. Ifølge Jakob Feldt er denne type symbolpolitiske provokationer et af partiets kendetegn. »Man gennemfører en politik, som man udadtil kan sige er en uskyldig detalje, men som man ved, vil blive opfattet som grov chikane af mange palæstinensere,« siger han.

Sprængfarlig

Jakob Feldt understreger, at den palæstinensiske følsomhed, når det kommer til bynavne, skal forstås i et kulturhistorisk perspektiv.

»I en periode på 10-15 år efter Israels oprettelse ændrede man systematisk mange palæstinensiske stednavne. De forsvandt simpelthen fra kortet og blev henvist til historien.«

- Men hvor politisk sprængfarligt kan det vise sig at blive?

»Symbolpolitik er altid sprængfarlig i en konfliktsituation. Skal man forstå, hvor den store konflikt bevæger sig hen, er det ofte en god ide at se på, hvad der sker i det små med ændringer af infrastrukturen. Der hvor vejarbejderen bygger en vej, og der opstår en ny bosættelse, som det ellers var officiel politik ikke at bygge. Det samme kan man sige, når der pilles et skilt ned og sættes et nyt op,« siger Jakob Feldt, der ikke vil udelukke, at trafikministerens udmelding vil vise sig blot at være en politisk prøveballon.

»Men vælger de faktisk at skifte skiltene ud, er det et meget radikalt skridt i retning af at ensrette statens identitetspræg.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vanviddet breder sig. Men Israels sædvanlige skare af apologeter - med en ildsprudende Geoffrey Cain i spidsen - vel selvfølgelig kalde denne artikel hadefuld og antisemitisk.

Det bliver sværere at være turist i fremtidens Israel når man ikke kan læse hvad der står på vejskiltene - men det er måske også planen?

Inger Sundsvald

Israel VIL åbenbart isolere sig fra verden og globaliseringen. Fred, vil ingen vist efterhånden mistænke dem for at ville. Konfrontation er åbenbart det man vil.

Mens det i mange år er gået verden over at være imødekommende, og ikke forvente at enhver skal sætte sig ind i et lands alfabet og lokale stednavne for at kunne finde rundt, går Israel den modsatte vej.

I Grækenland forventer ingen, hverken at man taler sproget eller kender alfabetet. Derfor bliver man hevet med ud i køkkenet, så man kan pege på det man ønsker at spise på restauranten, og derfor står byskilte både med græske og latinske bogstaver.

Gør man sig den ulejlighed at lære det græske alfabet, opdager man at de små fiskerbåde hedder Anna eller Isidora, og måske bliver man rettet i sin danske udtale af Isidora = I-SI-do-ra. Ganske charmerende, og i hvert fald ikke noget man kan mistænke Israel for at ville leve op til.

Hvad vil Israel egentlig, og hvor længe vil verdenssamfundet tolerere denne konfrontationskurs til skade for verdensfrreden?

Inger,

det var bare den sædvanlige show-stopper fra højre hvor enhver kritik af Israel, må den være nok så berettiget, straks blive kaldt antisemitisme. Den dermed forbundne skam skal så lukke munden på den tiltalte. Som kunne ses i det sidste "Skam jer!" med den store moralin-sure pegefinger højt løftet. Problemet er bare at det udvander begrebet "anti-semitisme" så meget at det bliver værdiløst.

Mht. skiltene, når du har to officielle sprog, så skal alle officielle dokumenter være tilgængelige på disse sprog, det inkluderer vejskilte. Jeg kan nævne Skotland, Irland, Wales, Schweiz som eksempler hvor dette sker. Samtidigt er det god international kotyme at også angive stednavne på vejskilte også i det Latinske alfabet hvis ens standard alfabet afviger derfra, som kan ses i adskillige lande, bare for at nævne Rusland eller Japan.

Karsten Aaen

Millionvis eller i hvert fald 100.000 vis af turister besøger Israel hvert år. Og har gavn og glæde af at byskiltene også står på engelsk; Japans byskilte står efterhånden også på engelsk.

Netop fordi nogle har indset, at turisme er en god ting...

Inger Sundsvald

Thomas Holm
Ja, det er ikke småting man kan blive skudt i skoene.

At påpege Israels konfrontationskurs helt ned til vejnavne og alfabeter, kan ikke med nogen som helst ret henføres til antisemitisme. Staten Israels krigsforbrydelser og annektering af palæstinensisk ejendom har ikke noget at gøre med fredelige jøders ret til at leve i fred, og slet ikke noget at gøre med palæstinenseres ret til det samme.

Hvordan kan Israel opfattes som det eneste sted i verden hvor jøder kan leve i fred? Hvilken fred? Og hvad med palæstinensernes ret.

Jeg vil jo påstå, at Danmark er et af de fredeligste lande at leve i for jøder, og at det har det været i mange år. En hel del mere fredeligt end Israel.

Bente Simonsen

Ja, herrementaliteten taler for sig selv. Synd at Israelerne må dele betegnelsen semitter med palæstinenserne.