Læsetid: 5 min.

Klicheer er som lim - og medierne smører dem tykt ud

Mediernes sprogbrug er inficeret af fordummende fraser, som skævvrider virkeligheden
8. juli 2009

Klicheer er gift. De siver ind i vores sprog som afløvningsmiddel - som pesticider, der lejrer sig i vores forestillingsverden, hvor de langsomt nedbryder vores evner til at udtrykke os selv ved at umenneskeliggøre sproget, ved at industrialisere talen. Og aviser og fjernsyn, ja hele den medieskabte virkelighed, bærer i høj grad skylden. Vi er alle skyldige. Så hvorfor fornærmer vi jeres intelligens, kære læsere. Og hvorfor finder I jer det?

Mange af disse færdigsyede fraser har cirkuleret i årevis. Katolikker er altid 'dybt troende', mens protestanter konsekvent er 'standhaftige' - i al fald i nordirsk version. Forbitrede modstandere er altid 'fjender' eller 'ærkefjender'. Nye diktatoriske presselove, f. eks. i Iran, er stundom drakoniske (stakkels gamle Drako), mens hemmelige politikorps (Gestapo, Shahens Savak, afghanernes Khadi, Syriens Mukhabarati, det iranske præstestyres Etelaati) altid er 'frygtede'. Overflødigt at sige, at Israels hemmelige politi - som også myrder og torterer - derimod er et 'elitekorps' eller - min favorit: ' second to none' . Pointen i forhold til alle disse ord er selvfølgelig, at vi ikke ville drømme om at bruge dem i en almindelig samtale. Vi spørger aldrig en katolik, om han eller hun er 'dybt troende' eller kalder vores nabo for 'ærkefjende'. Og skulle talen falde på det syriske hemmelige politi, vil ingen finde på sige: »Nå ja, de er ret frygtede, ikke?« Sådan taler vi ikke.

Praktiserende kristen?

Sørgeligt nok har vi nu fået uddelt en ny slags beroligende midler til brug imod vore medmennesker. Da vi ikke så godt kan spørge disse, om de er religiøse - det ville alligevel være at gå dem for nær - spørger vi dem selvfølgelig bare, om de er 'trosbaserede'. »Nej, det ved Gud jeg ikke er«, svarer jeg.

Forholdet til vore naboer kan nu om stunder rumme en hel del 'negativitet' eller 'negativ energi'. Kommer vi derimod godt ud af det med vore naboer, kolleger eller familier, er der 'en masse synergi' i luften.

Jeg har bemærket, at de fleste muslimer nu betegnes af os journalister som 'praktiserende', selv om jeg ikke er sikker på, hvad det egentlig betyder. Er det når, når muslimske mænd går i moskeen fem gange om dagen? Eller siger deres fem daglige bønder derhjemme? Er det, når deres hustruer bærer 'hijab'? Eller lårkort, men bare tror på Gud? Eller er de, når de træner til at blive selvmordsbombere? Læg mærke til, at vi aldrig omtaler kristne som 'praktiserende' - det er velsagtens, fordi de er så få tilbage af slagsen. Nej, en 'praktiserende muslim' er simpelt hen et kodeord for 'terrorist', ligesom en anklage om at være 'pro-palæstinensisk' antyder, at den pågældende reelt er tilhænger af terrorisme. På samme måde, må det siges, er 'pro-israelsk' blevet et synonym for 'zionist' eller 'antiarabisk'.

Det samme gør sig gældende for mindre belastende klicheer. I normal sprogbrug kalder vi vel aldrig grænser for 'porøse' - selv ikke, når de som Durand-linjen, der skiller Afghanistan fra vore dages Pakistan, kun anerkendes af de færreste af de mennesker, der bor op og ned af dem? I almindelig samtale refererer vi aldrig til 'ikoniske' eller 'definerende' øjeblikke, selv om taleskrivere ynder at strø dem rundt i tredjerangspolitikeres ordforråd. I det hele taget må man sige, at politikkere er leveringsdygtig i nogle af sprogets mest rædsomme klicheer. Præsidenter og premierministre ynder at udvise 'blød magt', hvis de da ikke har for travlt med at føre valgkamp på 'kampagnesporet'. Lige netop 'kampagnesporet' har jeg en særlig ARRGH-aversion over for. Man må formode, at udtrykket stammer fra Amerika, men det bruges nu om valgkampe i alle lande. Parlamentsmedlemmer, amerikanske senatorer eller franske præsidenter 'kæmper altid for deres politiske liv', og i sidste uge, i en selvgod tale, som jeg var så uheldig at komme til at høre, opfandt vores egen justitsminister, Jack Straw, et helt nyt ord - justicability (en sammenblanding af 'justiciability' , der betyder 'jurisdiktion' og ' practicability' , der betyder 'gennemførlighed', red.). Hans publikum af australske jurister var lige så forundrede som jeg over den tilstræbte åndrighed. Var dette en efterkommer af Sir Thomas Moore - forfatteren til Utopia , som Henry VIII lod halshugge - der forsøgte at overbevise os om, at han er en sand intellektuel?

Klicheer er som lim

Undertiden bliver klicheer til virkelig tale. Hvor mange gange har vi ikke hørt FN-embedsmænd, erhvervsledere og amerikanske generaler - som altid holder 'et vågent øje' med 'tilsyneladende uløselige problemer' - fortælle os, at 'tidsfaktoren er altafgørende'? Når mellemøstlige ledere - som jo er enten 'høge' eller 'duer' - udtaler sig, forsvinder deres ord ofte fra vor vestlige radarskærm.

Jeg vil ikke tage til det 'krigshærgede' Afghanistan - ville vi sige sådan til en ven: 'der er ret krigshærget der og folk er ret 'kampberedte'? Klicheer er som lim. For ikke så længe siden ville jeg skrive om et sydvestasiatisk land, at det var så ødelagt af krig og korruption, at det ikke længere var økonomisk levedygtigt. Jeg kendte den gamle kliché 'forarmet' ( poverty-stricken ), men jeg ville udtrykke mig selv klarere, så jeg skrev, at landet i bogstaveligste forstand var 'fattigdomsnedbrudt' ( poverty-broken ), hvilket en redaktionssekretær selvfølgelig ændrede tilbage til 'forarmet' - han foretrak at holde sig til klichékodekset. 'Fattigdomsnedbrudt' passede ham ikke, fordi det ikke var del af af klichéordbogen, som findes i vore hjerner, ikke på vore biblioteker, og som skal forestille at værne journalistikken mod al slags uortodoksi.

Jeg elsker nye klicheer, men kun i nogle få dage. En af den italienske premierministers seneste kvinder betegnes nu af medierne som en high end prostitute ('luksusluder'). Hvem har fundet på high end ? Hendes alfons, tænker jeg. Det betyder jo nok, at hun er ret dyr og kun står til rådighed for mænd med penge og magt. Vær forvisset om, at vi aldrig vil høre om low end prostitutes - det udtryk ville jo være nedsættende over for 'sex-arbejdere'.

Er der så andet at stille op end at læne sig tilbage og finde sig i at få lortesproget smidt i hovedet. Trods alt er det jo ikke 'raketvidenskab', vel? Kampvogne 'ruller' muligvis, men våben vil altid 'blive tavse'.

Det er vel justicability , tænker jeg. Som vor høje kong Henrik ville have sagt til Jack Straw og hans venner: 'Af med knoppen'.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu