Nyhed
Læsetid: 3 min.

Korruptionsskandale chokerer i USA og Israel

Arrestationen af en række amerikanske politikere og jødiske rabbinere gav i går genlyd i USA og Israel. Sagen handler om årelang korruption i delstaten New Jersey, den israelske mafia og ulovligt salg af sorte bønner
Udland
25. juli 2009
Fem rabbinere, fire borgmestre, to medlemmer fra delstaten New Jerseys parlament og 33 andre blev arresteret i en masseanholdelse, der giver genlyd i både USA og Israel.

Fem rabbinere, fire borgmestre, to medlemmer fra delstaten New Jerseys parlament og 33 andre blev arresteret i en masseanholdelse, der giver genlyd i både USA og Israel.

Chip East

Selv for delstaten New Jersey, der notorisk er kendt som USA's værste, hvad angår korruption, kom fredagen som et chok.

Fra morgenstunden blev fire borgmestre, to medlemmer fra delstatens parlament og 38 andre arresteret i en masseanholdelse, der nu giver genlyd i USA såvel som i Israel.

De anholdte bliver af forbundspolitiet, FBI, anklaget for at have deltaget i eller have set gennem fingre med hvidvaskning af millioner af dollars tjent på kriminelle aktiviteter. Blandt andet organhandel, salg af falske Gucci-tasker og - noget utraditionelt for den kriminelle underverden - salg af sorte bønner uden moms.

Kort efter anholdelserne trak New Jerseys magtfulde handelskommissær, Joseph Doria, sig tilbage fra sin post. Hverken FBI eller talsmanden fra myndighederne i New Jersey vil dog fortælle, om handelskommissæren også er under anklage.

FBI's leder af efterforskningen, Ed Kahrer, siger, at anholdelserne overordnet skal ses som et led i én gang for alle at få ryddet op i New Jerseys offentlige sektor, hvor omkring 130 politikere og embedsmænd er blevet dømt for korruption siden 2001.

»New Jerseys problem med korruption er et af de værste, hvis ikke det værste i landet. Korruptionen er en cancer, der ødelægger kerneværdierne i vores samfund,« siger Ed Kahrer til avisen Washington Post.

Stor sag i Israel

Anholdelserne i New Jersey skaber også overskrifter i Israel. Blandt andet fordi der blandt de arresterede også var fem rabbinere, som FBI nu formoder har bånd til den israelske mafia, og fordi mange iagttagere mener, at den nye sag har bånd til en anden sag, der lige nu får meget opmærksomhed både i USA og Israel. Nemlig sagen mod Solomon Dwek, en søn af en rabbiner, der i 2006 blev sigtet i USA for at have snydt en amerikansk bank for 25 millioner dollars ved at udskrive gummichecks. Selv har Solomon Dwek indtil videre afvist alle anklager.

Israelsk politi udtaler dog, at de - på trods af FBI's formodninger om bånd til Israel - ikke på nuværende tidspunkt deltager i efterforskningen.

Pulveriserer modstandere

Efter anholdelserne i går blev de fleste anholdte igen løsladt mod kaution. Kautionsbeløbene var mellem 300.000 og tre millioner dollars, og alle sigtede skal i de kommende dage gå med elektroniske fodlænker.

Blandt dem, der gik fri mod kaution, var den nyvalgte borgmester i byen Hoboken, Peter Cammarano III.

Den 32-årige borgmesteren er sigtet for at have taget imod 25.000 dollars i bestikkelse fra den undercover informant, som FBI har brugt i forbindelse med samtlige 44 anholdelser - en ejendomsmægler, der er gået med til at være informant for selv at slippe for tre års fængsel for økonomisk svindel.

Efter sin midlertidige løsladelse afviste en stærkt fortørnet Peter Cammarano III dog på et møde med politiske støtter fra Det Demokratiske Parti alle anklager om bestikkelse og korruption. På en noget tåget måde pegede han i stedet på, at han er blevet narret i en fælde af forsmåede politiske modstandere, der vil have ham ned med nakken, efter at han sidste måned vandt kampen om borgmesterposten i Hoboken.

»Der er dem, der altid har været med os, og det er jer. Der er dem, der kom med på toget, da valgkampen var i gang, og de vil også være med os. Og så er der de folk, som altid har været imod os. De bliver pulveriseret,« lød den lidt højstemte pep-talk fra Peter Cammarano III til tilhørerne ifølge Washington Post.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her