Læsetid: 4 min.

Kurdernes virkelige afstemning

Det kurdiske valg efterlader Iraks vigtigste spørgsmål uafklaret - og kan i sidste ende hindre den amerikanske tilbagetrækning
USA's forsvarsminister, Robert Gates, besøgte onsdag den genvalgte kurdiske præsident, Massoud Barzani. Udviklingen i Kurdistan kan blive afgørende for, om amerikanerne kan trække sig så hurtigt ud af Irak, som de har planlagt.

USA's forsvarsminister, Robert Gates, besøgte onsdag den genvalgte kurdiske præsident, Massoud Barzani. Udviklingen i Kurdistan kan blive afgørende for, om amerikanerne kan trække sig så hurtigt ud af Irak, som de har planlagt.

31. juli 2009

Spændingen efter lørdagens lokalvalg i Kurdistan var sådan set nok i sig selv. Allerede søndag aften stillede flere af valgets deltagere sig op med deres egne autoritative - men uofficielle og modstridende - versioner af, hvem der havde vundet valget. Resultatet var uro og skudvekslinger i den ellers efter irakiske forhold relativt fredelige region, før det officielle valgresultat tirsdag kom ud og som forventet bekræftede, at Kurdistans regerende alliance bliver ved magten, men samtidig kan se magten erodere under sig.

Det nye oppositionsparti Goran formåede med godt 25 procent af stemmerne at udfordre det enevælde, de to store kurdiske partier og tidligere kamphaner, KDP og PUK, indtil nu har praktiseret i det kurdiske Nordirak. Men det var ikke for alvor dét spørgsmål, der interesserede de fleste udenforstående iagttagere.

Det var snarere det valg, der ikke blev afholdt: Valget om, hvor Kurdistans grænse skal gå, og om Kirkuk i fremtiden skal være en del af Kurdistan - og dermed reelt også valget om, hvor selvstændigt Kurdistan i fremtiden vil blive. I første omgang var det planlagt, at beboerne i det olierige og etnisk blandede Kirkuk samtidig med lokalvalget skulle have stemt om, hvorvidt de ville være en del af Kurdistan eller en regulær provins i Irak. Men den kurdiske præsident, Massoud Barzani, accepterede modvilligt at udskyde afstemningen efter en ikke specielt subtil overtalelses-tale fra USA's vicepræsident, Joe Biden.

Højt prioriteret af USA

Frygten er, at det kurdiske spørgsmål kan eksplodere mellem hænderne på ikke bare irakerne selv, men også amerikanerne, som tydeligvis ser problemerne i Nordirak som den størtse udfordring i Irak nu. De kurdiske politikere fik allerede tre dage efter valget den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, på besøg i Erbil. Det var hans første besøg i Irak i godt et år, og dagsordenen var et utilsløret forsøg på at finde en løsning på grænsespørgsmålet - en strid, som den ledsagende øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Irak, Ray Odierno, ved samme lejlighed betegnede som »den vigtigste kilde til ustabilitet i Irak«. Og selv om Iraks premierminister, Nouri al-Maliki, i løbet af den seneste uge under et statsbesøg i USA har bedyret sin vilje til at finde et kompromis på det kurdiske grænseproblem, trækkes fronterne stadigt skarpere op.

De kurdiske myndigheder har stationeret et voksende antal elitesoldater i Kirkuk, mens de vigtigste sunni-ledere i Nord- og Centralirak har betinget deres støtte til premierminister Maliki af, at han ikke giver efter for kurderne.

Og Barzani, der trods den nye opposition blev rimelig sikkert genvalgt med knap 70 procent af stemmerne, vil ikke bruge sit nye mandat til aktivt at søge kompromiser. FN har længe arbejdet på en aftale, der blandt andet foreslår at gøre Kirkuk til en autonom region, men det afviste Barzani blankt i tirsdags:

»Vi vil ikke acceptere, at FN eller nogen andre stiller et alternativ op til artikel 140 (artiklen i den irakiske forfatning, der siger, at der skal afholdes valg om Kurdistans tilhørsforhold, red.),« konstaterede han bistert til frustration for FN-diplomaterne, der anonymt forklarede til Reuters, at en afstemning om Kurdistans tilhørsforhold efter deres mening vil føre til direkte krig.

Om en aktiv opposition i Kurdistan vil stramme tonen i grænsespørgsmålet, er endnu usikkert. Vurderingerne svinger fra, at det vil splitte den kurdiske enighed, og til at det faktisk vil tvinge præsident Barzani til at tage en endnu skrappere kurs for ikke at miste opbakning.

For USA er en løsning, eller i hvert fald en langtidsparkering af det kurdiske spørgsmål, vital. Mens de amerikanske tropper i sommer indledte deres tilbagetrækning fra Irak med en publicity-omspændt tilbagetrækning fra de irakiske byer, er der stadig langt igen, før de kan trække sig helt tilbage. Den amerikanske exit fra byerne var i virkeligheden mere mest symbolsk. Byerne var i vid udstrækning allerede overladt til irakerne selv, og i det omfang, der er behov for det, er de amerikanske tropper stadig med, når der virkelig er behov for muskler og ildkraft. Betydningen ligger i, at USA følger et manuskript, hvor flere og flere ansvarsområder definitivt overlades til irakerne selv. Uanset, om sikkerheden virkelig er blevet bedre eller ej, og uanset om irakerne reelt er parate eller ej, er sikkerheden nu deres ansvar, og køreplanen frem mod en amerikansk tilbagetrækning i december 2011 er overholdt. Det, der virkelig kan kaste grus i maskineriet, er en åben konflikt mellem den kurdiske regering i Erbil, som i vid udstrækning hele tiden har været USA's allierede i Irak , og centralregeringen i Bagdad.

Robert Gates åbnede under det irakiske visit forsigtigt op for en mere accelereret amerikansk tilbagetrækning fra januar næste år. Om det bliver til noget, afhænger i høj grad af situationen i Kurdistan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu