Baggrund
Læsetid: 5 min.

Manchester har bremset banderne

Øgenavne som Gunchester og Gangchester er ikke længere aktuelle for Manchester, efter at myndighederne har skiftet nul-tolerance ud med forebyggelse. Efter 20 års bandefejder er drab og skyderier stilnet af, og det kan mærkes i det berygtede kvarter Moss Side, hvor folk igen tør gå ned ad Princess Road
Nedrullede skodder og falmede butiksfacader i hvert tredje vindue på Princess Road vidner om, at bandefejden har været hård ved forretningslivet  i Moss Side.

Nedrullede skodder og falmede butiksfacader i hvert tredje vindue på Princess Road vidner om, at bandefejden har været hård ved forretningslivet i Moss Side.

Kirsten Sterling

Udland
21. juli 2009

MANCHESTER - Manchesters berygtede bandekvarter Moss Side er blot en smal stribe lave, billige beboelseshuse, der adskiller bykernen fra forstædernes murstensvillaer, og her går man ikke ubemærket igennem. Unge drenge i grupper med træge rytmiske skridt defilerer forbi Informations udsendte med en påtaget doven attitude og udspionerende blikke.

Det er her i den lokale park, at den 15-årige Jessie James blev skuddræbt i 2006, fordi han, ifølge sin mor, sagde nej til at gøre tjenester for banderne. Jessie James er én blandt flere teenagere, der er blevet dræbt i bandekonflikten. Men i de seneste 16 måneder er statistikkerne styrtdykket. Der har 'kun' været ét banderelateret drab, og skud- episoder er reduceret med 90 procent i Manchester by.

Årsagen skal man finde i en flerstrenget strategi, der blev skudt i gang for 10 år siden.

Hvad virker?

»Det var afgørende, at vi stoppede op, analyserede problemet til bunds og designede vores egen lokale løsning,« siger Robert Ralphs, lektor ved Manchester Universitys særlige bandeforskningsenhed.

Bandefænomenet slog rod i Moss Side i 80'erne, hvor ungdomsarbejdsløsheden var oppe på 90 procent i det overvejende afrikanske immigrantkvarter. Man kan ikke pege på én indsats, der har gjort udslaget, men to initiativer har været afgørende for succesen: Et nyt kodeks for samarbejde mellem myndighederne og et nyt og bedre forhold mellem myndigheder og borgere. Af de kon- krete tiltag fremhæver Robert Ralphs den unikke indsatsgruppe MMAGS, (Manchester Multi Agency Gang Strategy), der står for at bremse rekrutteringen til banderne og hjælpe bandemedlemmer videre med et liv uden kriminalitet.

»Du stopper ikke en bandekrig medmindre myndighederne nyder de lokale borgeres tillid,« siger Tonys Winter, der er tidligere bandeleder, men nu arbejder som gadepræst i Manchester. Efter års nultolerance-politik og hård ordenshåndhævelse er politiet begyndt at forklare sig til lokalsamfundet. »Politiet fortæller, hvorfor de gør som de gør, men også hvorfor de ikke gør noget i situationer, hvor borgerne føler de burde gøre noget,« siger Tony Winter, der roser de uafhængige råd, der er blevet nedsat for at mægle mellem lokalsamfund, græsrødder og politi. Det er nødvendigt, når politiet er så massivt til stede i et område, visiterer folks hjem om natten og udsætter folk for mistanke.

Byens særlige bandeenhed, MMAGS, består af medarbejdere fra både politi, socialforsorg, kriminalforsorg, genhusningsprojekter og jobformidling - en samlet indsats, der hjælper bandefolk ud af banderne. Når opsøgende medarbejdere opdager, at et ungt menneske er i fare for at blive opslugt af banderne, støtter MMAGS op om hele familien og dens netværk. Og samarbejdet på tværs af myndigheder i MMAGS, er et eksempel på det nye samarbejdskodeks. Hver gang man åbner en officiel skrivelse om byens bandebekæmpelse, fremhæves samarbejde og koordinering som uomtvistelige dyder. Selv pressen har indgået samarbejde med lokale græsrødder for også at fortælle de gode historier fra et kvarter, hvor ungdommen normalt portrætteres som kropumulig. Men spørgsmålet er, om beboerne i Moss Side også kan mærke ændringen i statistikkerne.

Frontlinjen

Princess Road ligner mest af alt en kulisse fra en western, som filmholdet for længst har forladt. Gaden udgjorde fronten mellem de to rivaliserende bander Gooch-Gang og Doddington-Gang, der har kæmpet om territorier, ære og narkohandel. Nedrullede skodder og falmede butiksfacader i hvert tredje vindue vidner om, at bandefejden har været streng ved forretningslivet. Men ungdomscenteret Millenium Powerhouse dufter nyt: af nylagt linoleum, maling og friskhøvlet træ. Jav McKenzie, en sort fyr midt i 20'erne, arbejder med de unge.

»Her er blevet meget roligere og mindre anspændt inden for de sidste fem år,« siger Jav, der voksede op i Moss Side.

Han ser banderne som en integreret del af ungdomskulturen.

»Jeg var også tiltrukket af den der særlige bandeidentitet, da jeg var dreng. Vi hang ud i gaden og skræmte folk,« siger han.

De unge var som et broderskab, der holdt sammen i en verden af fattigdom og splittede familier. De flirtede med bandelivet, stjal cykler og så op til de ældre drenge, der havde dyre biler og masser af damer. Men da en medarbejder på ungdomscentret, hvor han nu selv arbejder, begyndte at tage sig af ham, skiftede han retning.

»Han gav mig en speciel opmærksomhed, « siger Jav, der kom på udveksling til udlandet, hvor en hel ny verden åbnede sig og gav de unge inspiration til at søge deres identitet andre steder end i bandekulturen.

»Vi voksede op i kvarteret og kom kun i kvarteret, og det gør de unge også i dag,« siger Jav.

Man holder til, hvor man bliver født. Og unge fra Gooch-territoriet krydser ikke Princess Road for at mødes med unge på den anden side, hvor det er Doddington-banden, der bestyrer gaden - også selv om man ikke er med i en bande.

Frivilligt udgangsforbud

Det kan Marvin bekræfte. Han arbejder på den anden side af Princess Road i Amani Ungdomscenter: Et lille overfyldt kontor. En sal med computere og en sofa med et hjemmelavet betræk i lilla velour. En teenager sidder klinet til fjernsynet, mens han sutter på sin tommelfinger.

»Der var perioder, hvor man ikke gik ud efter klokken seks om aftenen, for så var der gang i narkohandlen og skyderierne. Men sådan er det ikke mere,« siger den 27-årige Marvin, der ikke vil sige sit efternavn. Han vil heller ikke fotograferes - »af sikkerhedshensyn«. Også selv om 11 ledende medlemmer af Gooch-banden blev idømt lange fængselsstraffe i april. Lederen Colin Joyce fik 49 år bag tremmer. Men trygheden er vendt tilbage til Moss Side.

»Jeg kan gå rundt her klokken to om natten,« siger Fardus, en ung muslimsk pige med tørklæde, der også arbejder i centeret. »Her kender alle hinanden, så der sker ikke noget. Selv bor jeg længere nord på, og dér går jeg ikke alene ud.«

Men for fremmede journalister er det en anden sag. I kiosken på Princess Road pakker jeg mit kamera væk efter et godt råd fra indehaveren, der ikke vil fortælle sit navn.

»De stjæler ikke noget fra mig, jeg bor her jo. Men det dér kamera,« siger han og peger, »det tager de, og sælger på 15 minutter.«

Men mere sker der ikke, forsikrer han.

»Folk tør igen gå forbi uden for min forretning.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her