Læsetid: 3 min.

Nicaragua: Diktatur-revolution tur/retur

Fra Bolivia over Vene-zuela og Ecuador til Cuba og Nicaragua hyldes revolutionerne som det endelige mål for folkets frigørelse og udvikling. Men 30 år efter revolu-tionen i Nicaragua sidder de gamle sandinister igen på magten. Og her taler alle om diktatur
25. juli 2009

I søndags fejrede Nicaragua 30-året for den succesfulde revolution i 1979, der afsatte den forhadte caudillo og ejer af stort set hele landet, præsident Anastasio Somoza.

I dag i 2009 taler alle i Nicaragua om landets nye caudillo, præsident og leder af revolutionen Daniel Ortega.

Hvad gik galt?

»Ingen anden præsident i Nicaraguas nyere historie har koncentreret så meget magt på egne hænder,« siger Sergio Ramírez, forfatter og tidligere vicepræsident under Ortega i dennes første regeringsperiode umiddelbart efter revolutionen.

Sergio Ramírez er som mange andre tidligere parti- og kampfæller hård kritiker af, at Ortega i dag styrer landet som sin egen private forretning uden om kongressen, uden om landets domstole og uden om selve forfatningens tekster, der bøjes og drejes efter behov.

Mål og midler

Første indikation af, at noget var helt galt med sandinisternes comeback, var, da præsident Ortega kort efter at være indsat i marts 2007 gav amnesti til lederen af det liberale parti, ekspræsident Anoldo Alemán (1997-2001).

Alemán var på det tidspunkt ikke kun under anklage for korruption, men allerede dømt til tyve års fængsel af landets højesteret for historiens største påviste røveri i Nicaragua. Det blev vurderet, at Alemán havde beriget sig for et beløb på mellem 100-250 mio. dollar af statens midler.

Daniel Ortega havde som oppositionsleder nogle år tidligere underskrevet den efterhånden meget berømte og forhadte aftale el pacto med Anoldo Alemán, der skulle sørge for, at landet var ligeligt fordelt mellem de to partiledere. Derfor lykkedes det Ortega at blive præsident og Alemán at gå fri.

Men helt galt gik det først i november sidste år, da Daniel Ortega igennem åbenlys svindel kuppede kommunalvalgene i Nicaragua. En handling, der fik de europæiske og nordamerikanske bistandsorganisationer til at stoppe eller omlægge bistanden til Nicaragua. Ortega svarede igen ved at sige, at »hullerne i bistanden vil blive udfyldt af Venezuela«. Og det sker vist nok også.

Ingen ved dog, hvor meget bistand, der kommer ind fra Venezuela. Og ingen ved, hvad pengene bruges til, da Daniel Ortega nægter at lade landets kongres eller nogen andre få indsigt i oliepengene fra Venezuelas præsident, Hugo Chávez. Også selv om en meget stor del af hjælpen kommer ind via statslån, der over de kommende år og generationer skal betales tilbage af de nicaraguanske folk.

Rundt om i Latinamerika blev 30-året for revolutionen i Nicaragua naturligvis bemærket. Ikke mindst i Cuba, hvor folket dagligt mærker mere end 50 år med revolution, økonomisk blokade og det at være ofre for et geopolitisk spil.

Her har der ikke været skyggen af et demokratisk valg siden revolutionen. At besidde et pas og selv afgøre, hvor man bor og bevæger sig, er et udsøgt privilegium. Det samme er fri adgang til internet, telefon og kontakt med omverdenen.

Men alle kan læse og skrive. Alle har formel adgang til det samme udpinte sygehusvæsen og stort set alle er lige fattige. Fra Cuba blev der i den ene af landet to aviser, Juventud Rebelde, gjort et stort nummer ud af, at man nu - som et af revolutionens mål i Nicaragua - har udryddet analfabetismen.

Alle, der blot har opholdt sig fem minutter i Nicaragua, ved, at det naturligvis ikke er rigtigt. Nicaragua er fortsat Latinamerikas tredjefattigste land efter Haiti og Bolivia. Nicaragua er fortsat ejet af de få. Og de fattige i Nicaragua lever i vid ustrækning af den hjælp, der kommer udefra.

Den Kolde Krig II

Kritikken af Daniel Ortega og hans onemanshow i Nicaragua er ikke blot skinger højrefløjspropaganda, som mange uden for Nicaraguas grænser sikkert vil gøre det til. Kritikken er hård og kommer fra stort set hele den gamle venstrefløj i Nicaragua. Det er folk som Fernando Chamorro - søn af den gamle frihedshelt Pedro Joaquín Chamorro og tidligere præsident Violeta Chamorro - der som prisbelønnet journalist mærker Ortegas jerngreb. Hans tv-station er som flere andre medier blevet udsat for angreb, og han trues konstant af sagsanlæg og arrestordre.

Når man spørger sådanne folk, om ikke revolutionen og sandinisterne har spillet fallit, så svarer de: »Du skal forstå, at i Nicaragua er der to slags sandinister. Der er Daniel Ortega og hans kone. Og så er der sandinisterne.«

Det er derfor, at det bolivianske alternativ - den store regionale revolution i Latinamerika anført af Venezuelas præsident, Hugo Chávez - står med en meget dårlig sag. For Hugo Chávez skelner ikke mellem gode og dårlige revolutioner eller mellem Ortega og sandinisterne.

Derfor taler man igen om Den Kolde Krig i Mellemamerika, hvor ideologi bliver dække for magtmisbrug og manipulation. For i de forkerte hænder bliver den flotte historie om revolution til et diktatur. Det er det, der advares om i Nicaragua.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu