Læsetid: 2 min.

Ny strategi i Afghanistan under pres

USA's nye strategi i Afghanistan sætter de internationale styrker i landet under hårdt pres. Samtidig har de amerikanske tabstal aldrig været højere
USA's nye strategi i Afghanistan sætter de internationale styrker i landet under hårdt pres. Samtidig har de amerikanske tabstal aldrig været højere
23. juli 2009

Antallet af dræbte blandt de amerikanske styrker i Afghanistan har i den forløbne måned været højere end på noget andet tidspunkt i den otte år lange krig. I juli har flere end 30 soldater indtil videre mistet livet, skriver avisen The Washington Post.

Mens afghanerne er i fuld gang med forberedelserne til præsidentvalget i næste måned, udfordrer de mange dræbte soldater amerikanernes støtte til en krig, der allerede er blandt de længste i USA's historie. Og den blodige udvikling ventes at fortsætte, når de internationale styrker i den kommende tid placerer forposter i sydlige afghanske landsbyer, hvor Taleban traditionelt har været den stærkeste.

Flere faktorer har bidraget til de triste tal, men først og fremmest har præsident Barack Obamas nye strategi intensiveret den amerikanske offensiv. I titusindvis af nye soldater er sendt til Afghanistan, hvor de er blevet mødt af hård modstand fra Taleban. Samtidig er 17 britiske soldater hidtil blevet dræbt i løbet af juli, og felthospitalet på briternes største militærbase måtte i sidste uge behandle flere end 150 alvorligt sårede soldater, skriver avisen The Guardian.

Mange af de overlevende soldater bliver lemlæstet for livet efter at være ramt af avancerede vejsidebomber, og antallet af sårede i de seneste måneder chokerer. I april blev 11 britiske soldater såret i Helmand-provinsen, i maj steg tallet til 24, og i juni blev 46 soldater såret. Siden månedsskiftet er yderligere 157 blevet alvorligt såret.

USA har indtil videre forstærket sin militære tilstedeværelse i Afghanistan med over 30.000 soldater, og det samlede antal vil nå op på 68.000 senere i år. Derudover findes der omkring 36.000 NATO-soldater i landet. Soldaterne har tidligere gennemført offensiver og ryddet urolige områder for oprørere, hvorefter Taleban er vendt tilbage, når soldaterne har trukket sig ud. Denne gang insisterer amerikanerne derfor på, at de vil blive, indtil de afghanske myndigheder har fået kontrol over deres administration og kan sørge for sikkerheden.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor egnet præsident Hamid Karzais regering og de lokale myndigheder er til at stå distancen. Karzai, som søger genvalg i august, har drevet en administration, som mange mener er gennemsyret af korruption.

»Forholdet mellem distrikts- og provinsledelsen og regeringen i Kabul er flere steder alt fra meget skrøbeligt til ikke-eksisterende. Og det må der rettes op på,« understreger USA's forsvars-chef, admiral Mike Mullen.

Men selv om det amerikanske forsvar endelig ser ud til at have fundet den rette opskrift på krigsførelsen i Afghanistan, bliver det en stor udfordring at følge den.

»Men vi ved, hvordan vi skal gøre det. Det er et spørgsmål om at sætte ressourcerne af og gennemføre det,« siger Mullen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu