Læsetid: 3 min.

Nyt parti vil give kurderne en orange revolution

I dag går kurderne i Irak til valg. Ingen forventer, at Kurdistans Demokratiske Parti og Kurdistans Patriotiske Union vil miste magten. Men de to partier, som i 18 år har delt magten i de kurdiske provinser, bliver nu udfordret på en måde, som sammenlignes med protesterne i Iran
Partiet Gordan (forandring) udfordrer de to partier, Kurdistans Patriotiske Union og Kurdistans Demokratiske Parti, der hidtil har haft monopol på magten i det irakiske Kurdistan ved valget i regionen i dag. Og deres protester mod korruption, nepotisme og den manglende afklaring omkring Kirkuk, vækker øjensynlig begejstring hos mange menige kurdere.

Partiet Gordan (forandring) udfordrer de to partier, Kurdistans Patriotiske Union og Kurdistans Demokratiske Parti, der hidtil har haft monopol på magten i det irakiske Kurdistan ved valget i regionen i dag. Og deres protester mod korruption, nepotisme og den manglende afklaring omkring Kirkuk, vækker øjensynlig begejstring hos mange menige kurdere.

Safin Hamed

25. juli 2009

SULAIMANIYAH - »Jeg er nødt til at bede jer om at gå, for I kritiserer myndighederne på statens grund,« siger en kurdisk betjent, da han afbryder vores samtale med en kritiker af den kurdiske regering.

Vi taler med Peshko Hama Fares Mohammed, en repræsentant for Goran (Forandring), det nye politiske parti, der ved dagens valg skal forsøge at fortrænge de to politiske partier, som har regeret Kurdistan i de seneste 18 år, fra magten. Vi mødes uden for byen Halbja i det østlige Kurdistan ved et monument, hvis blå og hvide tårn er rejst til minde om de 5.000 kurdere, der blev dræbt med giftgas af Saddam Husseins luftvåben i 1988. I caféen på monumentets bagside forklarer Mohammed, hvorfor så mange kurdere er vrede over den måde, som Kurdistans Patriotiske Union og Kurdistans Demokratiske Parti tilsammen har monopoliseret magten, økonomien og arbejdsmarkedet.

På dette tidspunkt i vores samtale bryder betjenten, som havde lyttet med, ind i vores samtale for at sige, at han ikke vil tillade, at der bliver sagt noget negativt om regeringen i en bygning, som han har ansvaret for: »Jeg kunne blive fyret, hvis nogen fandt ud af, hvad I sagde,« forklarer han undskyldende, mens han bortviser os.

Det østlige Kurdistan er fyldt med Gorans blå flag og plakater. Bevægelsen forsøger at efterligne de orange revolutioner i Georgien og Ukraine, hvor det lykkedes reformister at afsætte rodfæstede eliter ved demokratiske valg. Ingen forventer, at de veletablerede kurdiske ledere, Jalal Talabani, præsident i Irak og leder af Kurdistans Patriotiske Union, og Masoud Barzani, leder af Kurdistans Demokratiske Parti og præsident for den kurdiske regionalregering, som nyder en stor grad af selvstyre, vil miste magten. Men deres styre, som ikke tidligere er blevet udfordret, bliver nu udfordret på en måde, som nogen sammenligner med protesterne i Iran.

Trang til forandring

»Kurdistan er blevet styret som en republik i det tidligere Sovjetunionen,« hævdede Gorans leder, Nawshirwan Mustafa, i et interview med The Independent tidligere på året: »Der er ingen adskillelse mellem parti og regering, intet uafhængigt retsvæsen, ingen retfærdig fordeling af landets rigdomme eller noget rigtigt demokrati«.

Regeringen siger, at det er interessant at høre det fra Nawshirwan Mustafa, eftersom han indtil for nylig var næstformand for Kurdistans Patriotiske Union og dermed en del af den elite, han nu anklager for korruption og magtarrogance. Ikke desto mindre er Sulaimaniyah-provinsen, Kurdistans Patriotiske Unions højborg, fuld af tegn på, at mange mennesker værdsætter Gorans angreb på magteliten. Ved et vælgermøde i en af provinserne i Sulaimaniyah dansede partiets tilhængere og klappede af en kurdisk rapper, hvis omkvæd var: »Nu er ingen glade i Kurdistan.« Dara Jabar, som arbejder på en fabrik i Storbritannien og er vendt hjem for at stemme, siger: »Partierne tager alle oliepengene, og ingen ved, hvor de havner.« Asos Hama, en entusiastisk Goran-tilhænger, siger: »Folk er trætte af det, for det er et potentielt meget rigt land, men personer, der har gået på universitetet, er nødt til at arbejde som taxachauffører i 10-12 år.«

En stor kundekreds

Mohammed Tawfiq, som tidligere var et fremtrædende medlem af Kurdistans Patriotiske Union og nu er talsmand for Goran, har en bredere kritik. Han siger, at folk er vrede på grund af manglen på serviceydelser som elektricitet og vand, og tilføjer, at selvstyreregeringen i Kurdistan har gjort alt galt siden Saddam Husseins fald i 2003 - lige fra deres manglende evne til at gøre det kurdiske krav på byen Kirkuk gældende til hemmeligt indgåede kontrakter om udvinding af olie i Kurdistan.

Den politiske elite i Kurdistan, lederne af en af verdens mest succesfulde nationale befrielsesbevægelser, er forundret over folkets utaknemmelighed. Præsident Talabani og præsident Barzani har sat sig til modværge med valgmøder og demonstrationer. Murene er tildækket med deres symbol: et stejlende hus på en grøn og hvid baggrund. Valg i Irak handler ikke kun popularitet. Det er vigtigt at have en stor kundekreds for at få succes ved afstemninger, og regeringen kontrollerer de fleste job i den statsdominerede økonomi. En af Gorans hovedanklager er, at Kurdistans Patriotiske Union og Kurdistans Demokratiske Parti udgør en form for mafia, der monopoliserer fordelingen af job, kontrakter og subsidier.

© The Independent og Information

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu