Læsetid: 4 min.

Olierigdomme skaber håb for Iraks fremtid

Olien har potentialet til at forene irakerne - og til at splitte dem yderligere. Foreløbig er de vildt uenige om, hvor meget de internationale olieselskaber skal involveres
2. juli 2009

Et bizart reality-tv-show er netop afviklet i Irak i form af en direkte transmitteret budrunde, hvis hensigt var at afklare, hvem der får kontrakterne om at udvikle seks af landets gigantiske oliefelter.

Processen, som foregik i fuld offentlighed for at afværge mistanke om korruption og forræderiske aftaler under bordet, var ikke desto mindre vidnesbyrd om den gensidige mistro, der fortsat gennemsyrer Iraks oliepolitik.

Spørgsmålet om udenlandsk involvering i Iraks olie er stærkt betændt i irakisk indenrigspolitik. Saddam Husseins nationalisering af oliesektoren for tre årtier siden er en hans få bedrifter, der stadig er overvældende populær. Vestlige interessers historiske bestræbelser på at overtage Mellemøstens energireserver er fremdeles et giftigt minde.

'Tv-showet' kom skidt fra start: Med en enkelt undtagelse trak de de deltagende 32 internationale olieselskaber sig, da det gik op for dem, hvilke betingelser de blev stillet i udsigt. Olieminister Hussain Shahristani har været en drivende kraft i at fastsætte vilkår, som blev opfattet som temmelig ufordelagtige. Kontrakterne, som løber over 20 år og baserer sig på en pris på 50 dollar per tønde råolie, skønnes at indbringe Iraks stat 1.700 milliarder dollar mod blot 16 milliarder dollar til udenlandske oliefirmaer. Hertil kom, at det ikke på forhånd står klart, hvor stor skade oliefelterne har lidt under års misligholdelse og rovdrift. Alligevel har mange irakiske politikere taget skarpt afstand fra auktionsprocessen og krævet parlamentets inddragelse i kontrakttildelingen.

Hvad der sker med Iraks olie, får afgørende indflydelse på verdens energiforsyning. Irak og Iran er de to eneste lande i verden, som menes at besidde enorme reserver af uopdaget råolie. Krige og sanktioner har længe stået i vejen for nye olieprøveboringer, men det antages, at Iraks vestlige og sydlige ørkener kan rumme så meget som 100 milliarder tønder udvindingsklar råolie.

Oliens magt

Vil disse svimlende olierigdomme bringe Irak tættere sammen eller splitte det yderligere? I teorien burde førstnævnte være svaret. Irak har de tredjestørste fastslåede reserver i verden, og der er betydelig plads for at udvide produktionen. Indtægterne fra olieeksport tegner så rigeligt til at kunne danne grundlag for fremtidig velstand - uanset at olieprisen i dag ligger signifikant lavere end for bare et år siden.

Men olie har også et udtalt potentiale til at blive brændstof til forværret politisk og sekterisk disharmoni. Den kurdiske regionalregering i nord er allerede begyndt at tildele olieudvindingslicenser til udenlandske virksomheder uden at vente på Bagdads samtykke, hvilket vækker øget frygt for mulige separatistiske hensigter. Kurderne mistænkes også for at forberede en annektering af de righoldige oliefelter omkring Kirkuk.

Sådanne mistanker forværres af den stigende bekymring for sikkerhedsituationen. Ganske vist var det under lokalbefolkningens jubelbrøl, at de amerikanske tropper i forgårs indledte deres tilbagetrækning fra flere irakiske storbyer - i Bagdad udbrød veritable gadefester - men det forbliver uklart, om de irakiske sikkerhedstjenester vil være i stand til at udfylde det resulterende magttomrum.

De fanatiske oprørere som har dræbt så mange irakere gennem de seneste seks år, er ikke forsvundet, og en markant stigning i antallet af bombeattentater har krævet adskillige menneskeliv over de seneste uger. Al-Qaeda ser ud til at være opsat på at genstarte den blodige borgerkrig mellem sunni- og shia-arabere, som rasede mellem 2005 og 2007. For Irak er dette et kritisk øjeblik. Regeringen har brug for disse olieindtægter for at holde landet sammen. Premierminister Nouri al-Maliki har bestukket mange af sine modstandere ved at give dem vellønnede regeringsposter. Uden en hurtig stigning i olieindtægterne er der fare for, at det stigende underskud skaber en budgetkrise, der igen risikerer at knuse det skrøbelige politiske forlig.

Skepsis

Senest har en rapport fra Iraks anti-korruptionsudvalg afdækket et omfattende underslæb i statsapparatet. Men Maliki er for svag til at slå ned på dem, der involverer sig i den korruption, hvilket igen forstærker det fortvivlende behov for at sikre rundhåndede lønninger til statsembedsmænd. Alligevel lykkedes det i første omgang kun at redde en oliegenopbyningskontrakt ved tirsdagens udbudsrunde, ligesom der slet ikke kom bud på at udvikle naturgasfeltet i Mansouria.

Seks olieproducerende felter var i spil, og kontrakten til det massive Rumaila-felt umiddelbart nord for den kuwaitisk grænse gik i sidste ende til et konsortium med britiske BP og China National Petroleum Company i spidsen.

Konsortiets første bud på 3,99 dollar pr. tønde råolie blev dog afvist af den irakiske regering, der kun ville give to dollar, hvilket konsortiet til sidst gik ind på.

Alligevel er der ægte gode grunde til at håbe på en bedre fremtid, når Irak igen genvinder kontrol med sin egen skæbne. Der vil komme fremtidige energikontrakt-auktioner, og januars i vidt omfang fredelige provinsvalg viser, at demokratiet - trods den uhyre korruption - så småt er ved at slå rødder. Med Iraks traumatiske nyere historie in mente bør håbet dog mindskes med betydelig skepsis.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu