Nyhed
Læsetid: 1 min.

Politiske skær-mydsler over fusion

Det er ikke kun koncerncheferne, der kæmper mellem Porsche og VW. Også partikolleger kæmper om fusionen mellem de to giganter
Udland
25. juli 2009

Den problematiske fusion mellem to så store og betydningsfulde arbejdspladser som Porsche og Volkswagen har forventeligt nok også medført politiske skærmydsler. Porsches skæbne ses af tyske politikere som en konsekvens af VW-lovens særstilling, og det har naturligvis affødt livlig debat om dens mulige afskaffelse. Den tyske EP-parlamentariker Klaus Heiner Lehne (CDU) vil nok engang rejse spørgsmålet om lovens legitimitet i EU-Kommisionen.

»Der er ingen grund til at privilegere en virksomhed på den måde,« udtaler Lehne til Berliner Zeitung.

CDU'ere i kamp

I særlig grad har fusionen mellem de to bilfabrikker pustet til rivaliseringen mellem to CDU-ministerpræsidenter, som begge bedriver knaldhård industripolitik. Som ministerpræsident i delstaten Niedersachsen, der i kraft af VW-loven har et offentligt medejerskab på en femtedel af VW, har Christian Wulff (CDU), der også er bestyrelsesmedlem i VW, en åbenlys lokalpolitisk interesse i at beskytte delstatens arbejdspladser. På forbundsplan beskæftiger VW ikke færre end 280.000 tyskere.

Wulffs partifælle Günther Oettinger, der som ministerpræsident i delstaten Baden-Württemberg plejer tætte relationer med Porsche-hovedsædet i Stuttgart, har under det taktiske spil mellem Porsche og VW beskyldt Wulff for utidig indblanding i, hvorvidt den tyske statsbank KfZ overhovedet burde udstede nødlån til den gældsramte Porsche-koncern.

Da Wulff forfægtede det synspunkt, at kun mindre virksomheder burde modtage hjælp, udløste det følgende bredside fra Oettingers højre hånd, CDU-fraktionsleder, Stefan Mappus, i Frankfurter Allgemeine Zeitung: »Det kan ikke være rigtigt, at en delstat (Niedersachsen, red.), som vi gennem årtier har brødfødt gennem finansudligning, nu forsøger at bestemme over en fremtidig koncernstruktur«. trhe

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her