Læsetid: 3 min.

Den røde Rambo nægter at give sig

I Landdagen i Kiel udspiller der sig i øjeblikket en politisk tvekamp, der sandsynligvis ender med en opløsning af en nedslidt regeringsalliance mellem SPD og CDU. Ministerpræsident Peter Harry Carstensen (CDU) søger med al kraft at vriste sig fri af regeringspartneren SPD's favntag. Men SPD's Ralf Stegner nægter indædt at medvirke til at udskrive nyvalg
SPD's formand i Slesvig-Holsten, Ralf Stegner, nægter at være med til at udskrive delstatsvalg på samme dag som forbundsdagsvalget.

SPD's formand i Slesvig-Holsten, Ralf Stegner, nægter at være med til at udskrive delstatsvalg på samme dag som forbundsdagsvalget.

Fabrizio Bensch

18. juli 2009

I delstaten Slesvig-Holsten udspiller der sig i øjeblikket en forpremiere på den store politiske skilsmisse mellem CDU og SPD, som spås at blive det afgørende politiske drama ved efterårets tyske valg. Slesvig-Holstens ministerpræsident, Peter Harry Carstensen (CDU), arbejder i øjeblikket målrettet på at gennemtvinge en opløsning af delstatens regering, der ligesom den tyske forbundsregering består af en efterhånden gangbesværet koalition mellem SPD og CDU.

Et nyt valg til Landdagen i Kiel skulle efter planen afholdes i maj 2010, men ministerpræsident Carstensen ønsker efter længerevarende stridigheder med koalitionspartneren SPD at fremskynde valget af en ny delstatsregering i Slesvig-Holsten. Carstensen begrunder behovet for at opløse regeringen med manglende personlig tillid til SPD's formand i Slesvig-Holsten, Ralf Stegner. Til Frankfurter Allgemeine Zeitung udtaler Carstensen om Stegner:

»SPD-formanden har villet undgå ansvaret for det, vi har aftalt i fællesskab. Blækket på papiret med koalitionens beslutninger var knap nok tørt, før Hr. Stegner gik ud og skrev breve til fagforeningerne, hvori han skød skylden for alle vores beslutninger om at spare på CDU og fremstillede SPD som frelseren. En koalition har brug for tillid, den tillid findes ikke længere«.

Politisk dødvande

Et af de væsentligste årsager til den manglende tillid mellem de to rivaliserende lokalpolitikere er sagen om et omdiskuteret milliardtilskud til den kriseramte bank HSH Nordbank.

Efter at CDU og SPD i tilsyneladende enighed tildelte banken et offentligt tilskud i milliardklassen, er det kommet frem, at en af bankens øverste chefer, Jens Dirk Nonnenmacher, har indkasseret en personlig bonusudbetaling på 2,9 millioner euro. Efterfølgende har Stegner offentligt forsvoret, at han og SPD har været medansvarlige for bankpakken. Stegners benægtelse har forstærket en i forvejen ulmende utålmodighed hos Carstensen, som Stegner har beskyldt for at lyve om sagen.

Sagen har med andre ord forværret en i forvejen uhyre ringe personlig kemi mellem de to hovedpersoner. Og nu nægter Stegner hårdnakket at spille med på Carstensens forslag om at udskrive delstatsvalg på samme dag som forbundsdagsvalget - et forslag, der ellers støttes af samtlige repræsenterede partier i Landdagen i Kiel. Ifølge Stegner er Carstensens forslag om en fremskyndet valgdato et taktisk spil, der sigter til at lukrere på den nationale tilbagegang for SPD, som har været en gennemgående tendens i aktuelle meningsmålinger. Til Spiegel siger Stegner:

»Jeg håber, at borgerne kan gennemskue, hvad der sker. Den siddende ministerpræsident Carstensen har fremprovokeret et koalitionsbrud. Han håber på at kunne blive valgt ved forbundsdagsvalget og gemmer sig bag Angela Merkel«.

Upopulære beslutninger

Den uforsonlige retorik vil sandsynligvis også præge mandagens ekstraordinære afstemning i Landdagen i Kiel om en eventuel opløsning af delstatsregeringen. På trods af intern utilfredshed i SPD har Stegner gentagne gange forsikret både medier og CDU om, at partiet vil stemme imod CDUs forslag om at opløse delstatsregeringen. Og Stegners medvirken er afgørende.

Uden tilslutning fra SPD kan CDU ikke gennemføre en opløsning af delstatsregeringen, der kræver tilslutning fra to tredjedele af Landdagens medlemmer.

En genstridig Stegner anfører, at Carstensen selv bør træde tilbage, hvis han ikke længere tror på koalitionens fremtid.

Stegner har flere gode grunde til at være imod en opløsning af regeringskoalitionen og et fremskyndet landdagsvalg. En af de helt indlysende er, at SPD i øjeblikket oplever en historisk ringe tilslutning i Slesvig-Holsten, der også er præget af den tilbagegang, som tynger det tyske socialdemokrati på nationalt niveau.

Men selv om meningsmålingerne til forbundsdagsvalget ser gunstige ud for CDU, har CDU i Slesvig-Holsten dog grund til at holde igen med begejstringen. Såfremt Forbundsdagen fra efteråret ledes af en regering, der er nødsaget til at foretage usentimentale indgreb i forbindelse med håndteringen af finanskrisen, taler historiske erfaringer for, at man kan imødese en negativ afsmitning på regeringspartiernes vælgeropbakning i delstaterne.

Carstensen og CDU i Slesvig-Holsten har dermed også en lokalpolitisk interesse i, at delstatsvalget afholdes, inden en ny forbundsregering bestående af FDP og CDU/CSU skal træffe upopulære beslutninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu