Læsetid: 4 min.

Skæbnen tegner uvis for Den Islamiske Republik

Er den famøse 1979-revolution virkelig en tilbagevenden til shia-islams sande rødder?
4. juli 2009

Det mest kvalmefremkaldende foto fra Irans tragedie var ikke af Teherans blodige demonstranter. Det var et Reuters-foto af Irans fhv. kronprins, Reza Pahlavi, der »kæmpede for at holde tårerne tilbage« og erklærede, at Neda Agha Sultan - den unge kvinde, som blev skudt og dræbt af Ahmadinejads hooligans for et par uger siden - »nu for evigt er i min lomme. Det sværger jeg ved Gud! Jeg har føjet hende til listen over mine døtre,« kundgjorde den brutale og ubarmhjertige shahs søn for verden.

Overflødigt at sige, at sønnen af 'Ariernes Lys' ikke har de tusinder af ligeledes unge, uskyldige kvinder, som blev torteret ihjel af hans fars sadistiske hemmelige politi, på sin liste. Og det har næppe heller det shia-præsteskab, som støttede det oprindelige angloamerikanske kup imod Mohammed Mossadeq, Irans demokratisk valgte leder, i 1953. Dengang blev en højtstående Teheran-prælat sendt til Qom for at overtale sin tids ledende ayatollah, Sayed Mohammad Hossein Boroujerdi, til at udsende en hellig krig-fatwa imod kommunistpartiet Tudeh, som Mossadeq var allieret med, og tilsige sin støtte til religion og trone. Det var en vis Ruhollah Khomeini, som skal have tilskyndet Boroujedi til dette skridt.

Et rørende møde

CIA's egen analyse af kuppet, som selvfølgelig med stigende entusiasme er fremdraget af Ahmadinejad og hans kumpaner gennem de seneste to-tre uger, omfatter et referat af en ganske sigende samtale, som fandt sted umiddelbart efter kuppet mellem Kermit Roosevelt, CIA-boss i Teheran, og Winston Churchill, som dengang udlevede de sidste måneder af sin tid som britisk premierminister.

»Det var et rørende møde,« hedder det i CIA-rapporten om Roosevelts og Churchills sammenkomst. »Premierministeren forekom ikke i god form. Hans hørelse var dårlig, og han havde til tider svært ved at formulere sig klart. (...). Trods dette var han elskværdig nok til at udtrykke ønsket om have været »nogle år« yngre og have kunnet tjene under Roosevelts kommando. Vores operation havde åbnet en storartet og uventet mulighed, som ville kunne ændre hele billedet af Mellemøsten«. Ren Condoleezza Rice-snak - tænk på hendes »et nyt Mellemøstens fødselskvaler«, da libaneserne blev splattet ud af israelske bomber i 2006. Men i 1979 forandrede Churchills 'hele billede' sig unægtelig.

Og hvad så med den famøse revolution? Var den virkelig en blomstrende genoptagelse af shia-islams grundlæggende værdier, en tilbagevenden til Alis og Husseins guldalder, da islamisk og verdsligt styre var ét harmonisk hele? Sådan er den officielle fortælling i Teheran, også i disse dage. Og sådan er den historie, som ayatollah Ali Khamenei hævder at tro på: At ayatollah Khomeini, sit råd til Boroujerdi i 1953 ufortalt, førte Iran tilbage til shia-islams rødder. Til hine tider, da ingen havde gjort forsøg på at adskille den religiøse fra den sekulære magt.

Lyt og adlyd

Ved et ekstraordinært heldigt sammentræf har professor Nader Hashemi fra University of Denver netop udsendt, hvad der kan være det mest relevante værk om disse ugers dramatiske begivenheder. Forpligtelser over for akademisk sprogbrug har ganske vist fået ham til at betitle sin bog Islam, sekularisme og liberalt demokrati: Hen imod en teori for muslimske samfund - hvilket lyder absolut uindbydende, men den er hver en side værd!

Her er et isnende Hashemi-citat fra Khomeini fra dengang ayatollahen var i eksil i den irakiske by Najaf i 1970. »Slagordet om adskillelse mellem religion og politik og kravet om, at islamiske lærde ikke griber ind i sociale og politiske anliggender, er formuleret og propaganderet af imperialisterne. Det er kun ireligiøse, som lirer det af. Var religion og politik måske adskilt på Profetens tid? Var der dengang en gruppe præster på den ene side og over for denne en gruppe politikere og ledere?«

Igen, i 1999, insisterede ayatollah Abolghassem Khazali fra Vogternes Råd på, at »når en retslærd som ayatollah Mesbah Yazdii« (som tilfældigvis i dag er en nærstående støtte af Ahmadinejad med et stærkt ønske om at blive Khameneis efterfølger som Irans øverste leder) - »siger noget, så har I at høre efter og adlyde. Hvis noget truer os, så er det slagordene fra civilsamfundets slogan. Nu er situationen endog kommet så vidt, at Guds eksistens sættes til diskussion på universiteterne.«

På den baggrund forstår man bedre, hvorfor Teherans Universitet blev plyndret og vandaliseret af regimets Basij-milits for et par uger siden. Intet at under, at Mir-Hossein Musavis 'sekulære præg' nu er så farligt for regimet. Men som Hashemi bemærker - og her ligger det iranske regimes virkelig vaklende grundvold:

»Der er noget nær konsensus om, at ayatollah Khomeinis doktrin om et styre ved 'islamiske jurister' var et afgørende brud med den shiamuslimske tradition vedrørende forholdet mellem religion og politik. Højtstående ayatollaher i den shiamuslimske verden (deriblandt også Iran dengang) havde stærke indvendinger imod Khomeinis politiske doktrin, som blev opfattet som et nyt påfund og et radikalt brud med den historiske tilbagetrukne rolle, som præsteskabet havde spillet i politiske sammenhænge.«

Så der har vi det. Khomeini opfandt den såkaldte velayat-e-faqihi (Den Øverste Leders styre). Den Islamiske Republik er ikke en institution med præcedens i islamisk historie. Det er et eksperiment, som måske - måske ikke - vil fortsætte. De seneste tre ugers begivenheder tyder på, at det får brug for at gøre sig store anstrengelser for at overleve. Lad os i mellemtiden huske på, hvad Mossadeq sagde for 46 år siden: »I diktaturets skygge kan ingen nation gøre fremskridt.«

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu