Baggrund
Læsetid: 5 min.

SKAT's gamle giftige computere flyder i Ghana

Børn i alle aldre står i livsfarlige dampe og brænder kobber ud af elektronisk skrot fra Danmark, der hober sig op i en ghanesisk slumby. Ghanas miljøministerium opfordrer Danmark til at tage kontrol med e-skrot mere alvorligt
Udland
14. juli 2009
Beboerne i Agbogbloshie, en slumforstad i Ghana, lever i stærkt kræftfremkaldende dampe fra afbrænding af elektronisk skrot fra bl.a. danske SKAT (lille foto t.v.), som bliver dumpet i Afrika. Børn og unge udvinder kobber af skrottet for at tjene et par kroner om dagen.

Beboerne i Agbogbloshie, en slumforstad i Ghana, lever i stærkt kræftfremkaldende dampe fra afbrænding af elektronisk skrot fra bl.a. danske SKAT (lille foto t.v.), som bliver dumpet i Afrika. Børn og unge udvinder kobber af skrottet for at tjene et par kroner om dagen.

Kåre Pedersen

GHANA, ACCRA - Medvirker det danske skattevæsen til at udsætte fattige afrikanske børn for livsfare? Ja, det gør SKAT og for den sags skyld også mange andre danske institutioner og virksomheder, hvis man spørger miljøfolk i Ghana.

Information er taget med miljøforkæmper Mike Anane til udkanten af Ghanas hovedstad Accra til slumområdet Agbogbloshie, der også fungerer som en gigantisk levende losseplads for elektronisk skrot.

Efter kun fem minutter på stedet dumper det første stykke danske skrot ned foran Mike Ananes fødder, mens han pirker lidt i en bunke brugte pc'er. 'Tyverisikret', står der på den slidte processor. Ved siden af ligger et nedslidt kabinet til en computerskærm med mærkatet www.tastselv.toldskat.dk.

»Jeg kommer her flere gange om ugen og finder tit elektronisk skrot fra Danmark, der er blevet dumpet herude,« siger Mike Anane.

Det er noget Greenpeace også tidligere har dokumenteret i forbindelse med, at de fandt ubrugelige pc'er fra det danske forsvar, gymnasier og Danske Bank ligge og flyde på lossepladsen.

»Det er beskæmmende for Danmark, for elektronisk skrot er med til at opretholde en giftig forretning, som børnene på lossepladsen dør af,« tilføjer Mike Anane.

Ætser dem op

Den farlige forretning, han henviser til, er let at få øje på og umulig ikke at indånde på Agbogbloshie.

Bag ved bunkerne af skrot ligger et område, der vel svarer til 30 fodboldbaner. Overalt står drenge omkring osende bål og brænder kabler af fra harddiske, skærme, tastaturer og andet elektronik for at få kobberet ud af ledningerne.

»Det her er helvede på jord,« siger filminstruktør Kewesi Owusu, der er ved at optage en dokumentarfilm om dumping af elektronisk skrot i Ghana.

Arbejdet ved bålene æder i bogstaveligste forstand drengene op indefra, og dødeligheden er skyhøj. For når ledningernes PVC-plastik, som indeholder klor, smelter, dannes der dioxiner. Et stof der har to særlige karakteristika: Det fremkalder en række af de farligste kræfttyper, og det ophobes i menneskers fedtvæv, hvor det er med til at forstærke effekten af kræft i udbrud. Dioxiner står derfor også i Stockholmkonventionen som et af 12 stoffer, som de underskrivende lande skal arbejde for helt at fjerne fra jordens overflade.

Ekstremt udsatte

Mens de mindste drenge brænder ledninger, brænder de ældre kabler af fra biler for at smelte bly fri, og en ætsende blågrå røg hænger over hele Agbogbloshie, hvor omkring 30.000 af Vestafrikas fattigste mennesker bor. Især folk fra det nordlige Ghana, Liberia og Nigeria kommer til Agbogbloshie, som man med Kewesi Owusus ord dårligt kan kalde for en slumby.

»Det er nærmere en form for påhæng til lossepladsen. Der er blikskure i udkanten af pladsen, men mange kryber bare sammen på jorden om natten, når de skal sove,« siger han.

Beboerne er ekstremt udsatte og dør ikke kun af de giftige dampe.

Natten før Information besøger området, er syv mennesker døde på grund af et voldsom regnskyl.

»Agbogbloshie er sidste udvej og stedet for folk, der ingen andre muligheder har overhovedet. Det kan være tidligere forældreløse børnesoldater fra Liberia eller familier fra det nordlige Ghana, der sulter. Til at starte med må mange af dem ligge og pille bitte små kobberstykker op af jorden, indtil de kan få fingrene i noget skrot med lidt mere kobber i,« lyder det fra Kewesi Owusu.

Uendeligt kredsløb

På den måde er folk fra Agbogbloshie den nederste del af et omfattende internationalt netværk, siger filminstruktøren. Gammelt e-skrot bliver sendt af sted fra USA og Europa til Ghana.

Noget virker, men 80 procent virker - ifølge Mike Anane - ikke. Den ubrugelige elektronik bliver sendt af sted alene med den hensigt at dumpe det i Accra eller på en af de andre lossepladser, der findes uden for stort set alle byer i Ghana.

Fordi dumping af elektronik er langt billigere end at skulle demontere det i for eksempel Danmark.

»For de mennesker, der lever på lossepladsen, er dumping på en bizar måde perfekt. De har ingen penge, og dette er det eneste sted, hvor de kan få noget gratis, som de kan få bare lidt værdi ud af,« siger Mike Anane. Det kobber, de udvinder, sælger de til mellemhandlere fra især Nigeria, der sælger det videre til virksomheder fra Mellemøsten og Kina. På den måde er kredsløbet uendeligt, pointerer Kewesi Owusu. 'Made in China'-computere kommer til Danmark, går i stykker og bliver sendt til Ghana, hvor kobber bliver brændt ud af drengene fra Agbogbloshie og sendt tilbage til Kina til en ny tur i kredsløbet.

Det er hårdt arbejde. Drengene får en ghanesisk cedi (lidt mindre end tre danske kroner, red. ) for et pund kobber.

Under Informations besøg brænder en gruppe drenge en bunke elektronisk skrot, den med SKAT's computerskærm. Ashlam på 14 fortæller, at de har været oppe siden klokken fire for at samle skrot op i vejkanten og foran byens mange elektronikbutikker. Da der kun er forbrændte ledninger tilbage, vejer drengene deres kobber på en af de vægte, der står flere steder til fri afbenyttelse. Stregen slår ud lige under 2,5 pund.

For de forretningsfolk, der køber kobberet af drengene, er det til gengæld en fremragende forretning. De køber nemlig kobberet til en pris, som er 60 procent under den almindelige pris på verdensmarkedet. Der findes ingen præcise opgørelser over, hvor meget e-skrot, der hvert år bliver dumpet i Ghana.

»Det drejer sig nok om ca. 500 containere om måneden, men tallet stiger hele tiden, i takt med at Vestens forbrug af elektronik stiger,« vurderer Mike Anane.

Umuligt for Ghana

I Ghanas miljøministerium vil kontorchef, John Pwamane, ikke bekræfte Ananes tal, men han mener, at niveauet nok afspejler virkeligheden meget godt. Pwamane vil til gengæld gerne understrege, at eksport af ubrugeligt elektronisk skrot er ulovligt ifølge Basel-konventionen, som både Danmark og Ghana har ratificeret.

»Problemet er naturligvis at identificere det skrot, der er brugbart og ikke brugbart. Det er en næsten umulig opgave, når containere med tusindvis af pc'er kommer ind i vores havn. Derfor vil jeg også kraftigt henstille til at lande som Danmark tager screeningen af deres brugte elektronik mere alvorligt, inden det kommer ned til os. Vi vil gerne have os frabedt skrottet,« siger John Pwamane.

Et andet problem er den gråzone, der består af brugt elektronik, som stadig virker, men dog kun i ganske kort tid efter, at det kommer ind i Ghana. Mike Ananes mener, at stort set al den elektronik, der kommer lovligt ind i Ghana, har en levetid på mindre end et år.

»Mange lande og virksomheder bilder sig selv ind, at de gør Afrika en tjeneste, når de sender deres brugte elektronik herned, fordi vi får adgang til billige pc'er. Men det siger de kun, fordi det er til fordel for dem selv at komme af med pc'erne billigt. For hernede ender elektronikken altid - enten med det samme eller efter kort tid - på steder som Agbogbloshie, hvor det dræber tusindvis af børn,« siger Mike Anane.

SKAT har først oplyst til Information, at de har en aftale med virksomheden ATEA om at håndtere brugte pc'er. Aftalen skulle lyde, at al ubrugelig elektronik bliver videresendt til virksomheden Stena Technoworld. Efterfølgende har Stena Technoworld dog fortalt Information, at de ingen aftale med ATEA har om at modtage brugt elektronik - herunder pc'er fra SKAT. SKAT har efterfølgende rettet oplysningerne og fortæller nu, at ATEA selv står for at behandle SKAT's brugte elektronik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Benjamin Bach

Brugte computere kan i et vist omfang også gøre nytte uden at blive destrueret til skrotning eller genindvinding. Det arbejder FAIR Danmark målrettet mod, og den første indsamlingsmission er igangsat, hvor brugte danske computere skal sendes til skoler i Malawi. Forsvarlig tilbagetagning indgår i projekterne, og det har allerede fundet sted en del år i Norge og Sverige.

http://www.fairdanmark.dk/

nice sum up but the case in ghana is not simply an issue of the north hauling obsolete computer to the south. major chuck of computer and other electronic are imported with business motive. according to ghanian costume office data 'second hand' computer tallies up to 40% of total computer import, around 2% is 'charity' and rest are brand new products. some environmentalist can be sceptical about the authenticity of this data but there is no way to verify 80% of total imported products do not work. and according to figure in the year 2007, out of 265,000 units of all computer units imported in ghana (including peripherals) 1,200 units came from denmark (interestingly none of them were shipped as a charity).

since ministry of education in ghana had endorsed some policies to promote ICT eduction few years back - it has become a tacit support to encourage business community get involved. and, to have profit these people would always make sure they import working machine. according to business people, if 40% of their consignment has faulty equipment then they are in loss.

and yes, agbogbloshie is nasty place to stand (especially if one has a weak lungs) and ghanian epa denies to acknowledge the existence of this place. scrap businessman in this neighbourhood are aware of ill-effects of hazards brought my electronics burning and breaking. but for them it is a matter existence – one ought to earn to live. however, they never had support from any agencies to help them setup 'healthy and non-hazardous' working environment. lets not forget a scavengers (mostly kids) in agbogbloshie works of 0.5GHC per hour but a study in conducted in US normalised the wage for computer dismantling process is around USD 15/hour. the catch is, there is dire need to readdress injustice in all the aspects.

finally, it is a high time for an in-depth reporting on how these nexus works. basel convention stands inert when it comes to "working" or "charity" electronics. yet, it would interesting to delve upon how people manage to siphon off old computers from the west, countries having considerably strict regulation.

Robert Kroll

Selvfølgelig skal Danmark optræde ansvarligt - det er ikke til debat.

Når det er sagt, så har Ghana så absolut alle muligheder for at standse skrot-containerne, som er så store, at de ikke på nogen måde kan smugles ind i Ghana.

Ghana kan også ret let lukke skrot-lossepladserne - en lukning kræver hverken specialuddannet militær, politi eller miljøeksperter.

Så er der de mellemhandlere, der lukrerer på at købe metaller fra skrot-lossepladserne.

Uden disse mellemhandlere , ville der ikke være forretning i at sende skidtet til Ghana.Mellemhandlerne er nok typer, med gode forbindelser op i systemet i Ghana - det er flovt for Ghana.

.

Thomas Laursen

Uanset hvem der har skylden: det er forfærdeligt. Findes der noget værre end den form for børnearbejde? Selve det forhold, at et menneske ikke levnes en jordisk chance for at leve et menneskeligt liv. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så er mekanikken altså den, at skrotbyerne er en del af de forudsætninger, en del af hele den årsagskæde, der gør, at jeg lige nu sidder her og skriver denne kommentar på en computer, der formentligt er produceret i Kina og sikkert er lavet af kobber, som børn i Ghana har udvundet af plasticledninger, og som de derefter er døde af at udvinde. Det er den slags historier, der kvalmer på et helt eksistentielt niveau, og hvor man bare har lyst til at skrige højt.

Dybt chokerende information!
Skulle det ikke være muligt at sende et par undervisere derned, sammen med "gaverne"?
Jo, jeg får også lyst til at skrige højt..

Carl Peder Markussen

Politiken havde i 2008 en tilsvarende artikel, der gav anledning til nogen diskussion i vores kreds af seniorere - vi er en gruppe af ældre herrer, maxalder 80, der bruger vore talenter til at indsamle, klargøre og levere computere på en sådan måde at udstyret kan gøre nytte i undervisningssammenhæng i ulande. Computerne doneres af virksomheder, institutioner og private og er alle mere eller mindre bedagede - computerne altså. Vi har en hjemmeside, hvor vores virke er beskrevet og hvor det sandsynliggøres at vores arbejde bærer frugt. Linket er: www.comsug.dk

Nu er der atter sat spørgsmålstegn ved det korrekte i at levere computerudstyr til ulande, fordi omtalen af den kommercielle udnyttelse af drenge i bl.a. Ghana til at dekomponere det elektroniske udstyr på en særdeles forkastelig og moralsk uacceptabel måde kan give nogen det indtryk, at sådan går det også med det udstyr vi lægger navn til.

For at give et indtryk af proportionerne i det vi foretager os i forhold til beskrivelserne af forholdene i Ghana vil jeg kort beskrive, vores procedure: Vi klargør kun udstyr, der mindst opfylder Mellemfolkelig Samvirkes (MS) krav (se www.comsug.dk), vi leverer kun gennem NGO'er, som vi har tillid til (bl.a. godkendte af MS med bevillingsnummer) og som lover og gennemfører at rapportere tilbage, at udstyret er endt, hvor det skal (skoler, institutioner mm.). Det giver os nogen tryghed for at udstyret bliver brugt efter hensigten.

Vi - Computergruppen Holbæk og den nye Computergruppen Vest - leverer 300 - 500 computere om året og de fleste finder frem, men vi har oplevet at der kan være et svind undervejs måske fordi toldere har brug for at supplere indtægten. Af de computere der når frem vil der være nogle få, der ikke fungerer, vi har ikke nogen statistik, der kan belyse, hvor mange, fordi vi har få meldinger om kassationer. Med en kassation på 5% vil det være max. 25 computere, der er potentielle miljøsvin pr. år.

Selvom vi prøver at sikre en lang levetid, vil der efter nogle år ske en udskiftning og kassation i en mængde, der vil komme til at svare til de årlige leveringer og først her kan der bliv fare for omgivelserne.

Vi har arbejdet i fem år med dette concept og har leveret ca. 1000 computersæt og da vi skønner at levetiden for det udstyr vi sender ud er tilsvarende, vil vi nu skulle begynde at få tilbagemeldinger om kassationer, det har vi så ikke fået indtil dato.

De årlige leverancer er spredt over adskillige lande Albanien, Gambia, Peru, Tanzania, Laos, Congo, Somalia og Burkina Faso, en levering til Armenien er under klargøring.

Det vil altså være på mange forskellige destinationer at kassationerne vil finde sted, så sandsynligheden for at det kasserede udstyr vil udgøre en massiv miljørisiko er lav sammenlignet med de forhold, der beskrives for Ghana.
Ydermere vil vi indføre bemærkninger om miljørisikoen og om passende forholdsregler i de gavebreve, som er en del af forsendelsepapirerne. Vi ønsker også at etablere returordninger i samarbejde med FAIR (se: www.fairdanmark.dk).

Et led vi ikke har helt sikkerhed for er, hvad der sker med det udstyr vi kasserer og afleverer til kommunale genbrugspladser - har kommunerne check på de virksomheder, der dekomponerer udstyr fra genbrugspladserne?

I øvrigt kan det undre, at vi ofte får nej, når vi henvender os til offentlige institutioner om donation af kasseret udstyr, et nej med forskellige begrundelser herunder henvisninger til EU direktiver eller datasikkerhed.

Udstyret ville gavne langt mere, hvis vi fik lejlighed til at bruge det til at gøre børn klogere end når kommercielle interesser bruger det til at gøre børn dummere.

Med venlig hilsen
Carl Peder Markussen

Lasse Schriver

Vi bør have mere fokus på dette. Det er ikke blevet bedre.

Især med de nye GDPR-regler for datasikkerhed er der mange, der fysisk destruerer deres gamle IT, som ellers stadig virker. Mange er bange for skandaler ved datalæk og tør ikke videresælge IT, som tidligere har indeholdt følsomt data. Men der findes altså certificeret software, som i høj grad kan garantere, at data ikke kan genskabes. Amazon og Apple, som nok er pionerer på dette område, tør godt videresælge udstyr, hvis datasletningen når Purge-standarden (sat af NIST, som Datatilsynet henviser til). WhiteCanyon WipeDrive når den standard 83% af gangene, hvor Blancco når den 61% af gangene. Hvis den i stedet for når Clear-standarden, så sender Amazon og Apple udstyret til skrot. Men det er også en meget høj standard. WipeDrive kan skaffes i Danmark gennem Scandic. Uanset burde danske virksomheder og offentlige organisationer (INKLUSIV SKAT) altså bruge certificeret datasletning for så at genbruge internt, videresælge eller donere deres gamle IT til velgørende formål. Det kan ikke passe, at vi ikke er blevet meget bedre på 10 år - og i øvrigt falder bagud i forhold til andre lande.