Analyse
Læsetid: 4 min.

Spanien - EU's nye syge mand

Spanien, der engang var mønsterbarnet i det europæiske fællesskab, har i dag en økonomi, der hænger i en tynd tråd. Fanget i euro-samarbejdets jernegreb er der ikke meget at gøre, men inflation og arbejdsløshed stiger
Udland
15. juli 2009

MADRID - 'Pepita fra Mallorca kender ikke sorgen, blæser på i morgen', står der i slageren fra solturismens barndom. Den gamle myte om den ubekymrede spanier, der tror på, at ethvert problem løser sig selv mañana - i morgen - lever videre, men den går ikke i EU. Spanien er løbet ind i en voldsom økonomisk nedtur og er sammen med Portugal, Italien og Grækenland blandt de hårdest ramte lande i EU. Embedsmænd i Bruxelles sammenfatter noget uforskammet deres forbogstaver til PIGS. Men skal man blandt disse fire fremhæve nogen frem for andre, så må det blive Spanien, der har overtaget vandrepokalen for Europas syge mand.

Spanien har med 20 procent den højeste arbejdsløshed af samtlige euro-lande og samtidig det mest ufleksible arbejdsmarked, hvor 2/3 af arbejdsstyrken har meget stor sikkerhed i jobbet, mens den sidste tredjedel er ansat på korttidskontrakter og kan hyres og fyres efter behov uden at have en anstændig dagpengeordning at støtte sig til. Outsiderne betaler en urimelig høj del af prisen for insidernes sikkerhed.

Spanien var ellers gennem mange år efter optagelsen i EU i 1986 en mønsterelev i det europæiske fællesskab. Den økonomiske vækst lå på gennemsnitligt tre procent om året fra 1994 til 2007. Arbejdsløsheden faldt i samme periode fra 24 procent til otte procent. Det spanske arbejdsmarked tog imod 5 millioner - legale og illegale - immigranter, kvindernes erhvervsfrekvens steg fra 39 procent i 1999 til 55 procent i 2007, og indkomsten per indbygger steg fra 68 procent af gennemsnittet i de 15 'gamle' EU-lande i 1986 til 90 procent i 2007.

Under overfladen

Alt dette kunne lade sig gøre uden sociale spændinger, især fordi væksten skabte otte millioner nye arbejdspladser. Og da de offentlige finanser var rimeligt sunde, kunne man med rette tale om et økonomisk mirakel og om et land, der var rimeligt velkonsolideret, da finanskrisen satte ind.

Men under overfladen var Spanien alligevel sårbart, især fordi der gennem nogle år var blevet opbygget en enorm boble i byggeriet på grund af spekulation og overinvestering og et større rentefald efter optagelsen i EU. Byggesektoren udgør 9procent af BNP, hvilket er helt uden sidestykke i noget andet EU-land. I følge The Economist Intelligence Unit lå det samlede boligbyggeri i Spanien, da finanskrisen så småt gik i gang i efteråret 2007, på samme niveau som i Frankrig, Italien og Tyskland tilsammen. Og ikke længe efter var der over en million usolgte boliger i Spanien.

Derefter gik det ned ad bakke, hurtigere end langt de fleste steder. En ond cirkel var sat i gang: De sociale udgifter steg, og skatteindtægterne faldt. Så den offentlige gæld kom i 2008 op på 43 procent af BNP og forventes i 2010 at stige yderligere til 73 procent.

Alt dette er sket, uden at der er kommet gang i hårdt tiltrængte strukturreformer først og fremmest på arbejdsmarkedet, hvor det er nødvendigt at gøre det nemmere at hyre og fyre ikke mindst, hvis de mange arbejdsløse fra byggebranchen skal kunne opsuges i andre brancher.

Men det er ikke blevet nemmere af, at økonomiminister Salgado ved sin tiltræden i april måned gjorde det klart, at der ikke kan gennemføres reformer på arbejdsmarkedet uden samtykke fra de store fagforbund og arbejdsgiverorganisationer.

Fagforbundene modsætter sig imidlertid ubetinget enhver liberalisering af ansættelsesbetingelserne, så det ser ret sort ud.

Det synes EU-kommissionen i allerhøjeste grad også . De gav lige efter Sankt Hans en kraftig henstilling om, at Spanien tager de nødvendige midler i brug for at bremse væksten i de offentlige udgifter og formindske den fremtidige gældsætning.

Specielt peger kommissionen på gennemførelsen af løfterne fra valgkampen i foråret 2008, som var skæmmet af usædvanlig grov overbudspolitik fra både regeringspartiet og fra oppositionspartiet Partido Popular.

Det normalt regeringsvenlige dagblad El País bakker kommissionens kritik op.

Situationen er så alvorlig, at man - hvis det havde været i gamle dage, inden Spanien i 1997 gik ind i euroen - nok ville have devalueret valutaen. Det gjorde man et par gange i begyndelsen af 1990'erne. For et euroland er det udelukket. Det ville kræve, at Spanien skulle forlade euroen og vende tilbage til pesetaen. Men det er lige så umuligt. Dels fordi medlemskabet af EU og euroen er et dyrebart symbol på Spaniens fremskridt med demokrati og velstand efter de mange års isolation under Franco-diktaturet, men også fordi det ville være en økonomisk katastrofe. Det ville fremkalde run på bankerne. Betalingsbalanceunderskuddet ville ikke kunne finansieres, og det ville blive endnu sværere at finansiere underskuddene på de offentlige budgetter. Vi står her med et læretykke i, hvor hårde vilkårene er, hvis et euroland for længe undlader at tage fat om sine problemer. Omkostningsniveauet skal ned, det skal være meget nemmere at hyre og fyre, og der skal skæres i de offentlige kontantydelser - man skal sågar løbe fra sine mest letsindige valgløfter. Det tager tid, og det kan medføre en langvarig krise. Der ér ingen let løsning. Og man må nok sige, at med den rodfæstede tradition, Spanien har for indbyrdes splid, vil det blive en langtrukken affære. Hvis det usandsynlige skulle ske, og de to store partier kunne finde sammen i en stor koalition, så ville det bare være med at komme i gang.

- Mañana? Det var i forgårs!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Travis Malmzon

Det er godt nok meget den stakkels EURO skal lægge ryg til.

Nu må den spanske regering ikke vælte regningen for sit overforbrug over på naboerne og de spaniere som har sparet op i stedet for at bruge løs af deres penge.

Niels-Holger Nielsen

Et andet mønsterbarn var som bekendt Ungarn. Kapitalismens ujævne udvikling er lige så gammel som kapitalismen selv. Når man spiller Sorteper, så.............

Niels-Holger Nielsen

Er det ved at blive en linie i Information: Når der er krise i kapitalismen så skyldes det de dumstædige og griske arbejdere. Hmm....

Steen Rasmussen

SPANIEN HAR FÅET DEN EUROPÆISKE SYGE
(Men de syge forklarer Spanien at der er tale om ”Den spanske syge”)

Italesættelsen er en realitet, realiteten er en italesættelse. Beskrivelsen af Spanien som Europas syge mand vender tingene på hovedet, hvis der da ellers er noget tilbage, som kan kaldes mere grundlæggende basalt i forhold til noget andet.

Ole Olesens italesættelse er et knæfald for den mentale spændetrøje, som har grebet den europæiske selvbeskrivelse. Spanien bliver beskrevet som den syge, der har sine problemer. Spaniens problem er det jerngreb, som nævnes indledningsvis i artiklen, den union, og den performative selvbekræftende orden, som Ole Olesen er det inkarnerede udtryk for, lige som så mange andre, f.eks. The Economist, når man beskriver Spanien som den syge. Sygdommen består dog i at beskrive Spanien som den syge. :
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-73.pdf