Læsetid: 2 min.

Venstre: 'Vi må gradbøje demokratiet'

Vi bliver nødt til at gradbøje demokratiet for at skabe fred, mener Venstre. Hykleri, for vi har for længst givet køb på de vestlige værdier, mener oppositionen
30. juli 2009

Vesten bliver nødt til at slække på de demokratiske idealer for at skabe fred i Afghanistan, lyder det fra både Danmark, USA og Storbritannien. USA betaler lokale væbnede grupper for at fungere som vagtværn i Wardak-provinsen, den britiske udenrigsminister David Miliband foreslår, at Taleban skal tildeles pladser i den afghanske regering, og i Helmand samarbejder danske officerer med Taleban-sympatisører i lokalrådet i Gereshk. Danmark har opgivet at indføre demokrati i Afghanistan, mener Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo. Men vi kan blive nødt til at gradbøje det, når vi forhandler med fjenden.

»Det er en pragmatisk løsning, som ikke lyder godt i folks ører, hvis de ser verden sort-hvidt. Men det er for at opnå en gevinst fra Taleban, og i en forhandling må begge parter give sig,« siger Karsten Nonbo.

Men det er noget hykleri, mener Socialdemokratiets udenrigsordfører Mogens Lykketoft. Vi kan have de højeste idealer, men det højest fornødne er fred, og det må vi stå åbent ved, mener han.

»Sandheden er, at vi for længst har givet køb på demokratiet i Afghanistan. Bare se på præsident Karzais allierede, og hvem han har indsat af lokale guvernører i pro- vinserne. En del af den koalition, der er samlet om præ- sidenten, går ikke ind for demokrati, og de respekterer ikke det, vi kalder elementære menneskerettigheder,« siger Mogens Lykketoft.

Brød fredsaftale

Også Dansk Folkepartis udenrigsordfører fremhæver, at det kan være svært at se forskel på præsident Karzais politiske program og Talebans. Han har længe opfordret regeringen til at indrømme, at demokrati er en urealistisk drøm i Afghanistan, og at afghanerne skal have lov til at indføre sharia-lovgivning, hvis det er deres ønske.

Han får en sjælden støtte i SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, der mener, at man må finde et internt nationalt kompromis mellem de forskellige grupperinger.

»Hele krigen har været en håbløs illusion om, at man kæmpede for demokrati og kvinders rettigheder. For mig at se handler det nu om at få skabt en stabil situation, så afghanerne selv kan overtage deres land på de præmisser, de nu ønsker, i stedet for at pådutte dem vores værdier,« siger Holger K. Nielsen.

På Udenrigsministeriets hjemmeside fremgår 'demokratisk udvikling' stadig som et af de officielle mål for indsatsen i Afghanistan, men der er ingen konkrete parametre for, hvornår det er opfyldt.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken udenrigsminister Per Stig Møller (K) eller forsvarsminister Søren Gade (V). Men forsvarsministeren har tidligere udtalt, at »vi først og fremmest er i Afghanistan for vores egen sikkerheds skyld. For at sørge for, at det ikke igen udvikler sig til et sted med terrorister, der sprænger sig selv i luften i vores del af verden«.

Præsident Karzai har længe forsøgt at gå i dialog med Taleban for at få dem til at lægge våbnene, og forleden blev en fredsaftale i Badghis-provinsen annonceret som det hidtil største gennembrud. Men ifølge den britiske avis Telegraph kostede aftalen mere end 170.000 kr., og efter få timer brød Taleban freden og dræbte to afghanske soldater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Venstre har i den grad gradbøjet (for ikke at sige udhulet) demokratiet i Danmark, så hvorfor de har påstået at den danske indsats i Afghanistan har haft noget med indførelse af demokratiet at gøre, har undret længe.

Robert Kroll

Lykketofts tale om ,at "det højest fornødne er fred" er vel lidt for kvik - hvis UK og USA havde sagt det samme , da de stod over for Hitler, Mussolini og Japans militarister, så havde Danmark og verden set (ubehageligt) anderledes ud idag.

Lykketoft mente det nok heller ikke på den måde, men alligevel.

Iøvrigt, hvis man tænker på det smadder der var med bare at få givet kvinder valgret i Danmark, så er det vel ikke sært, at med de "kulturelle / religiøse" vaner afghanske mænd har med deres kvinder, så går der flere generationer , før det begynder at ligne noget "civiliseret".

Hen ad vejen, så bliver også Afghanistan OK - det tager bare længere tid, end vi måske kan klare at stå distancen.

Robert Kroll:

"(...) hvis UK og USA havde sagt det samme, da de stod over for Hitler, Mussolini og Japans militarister, så havde Danmark og verden set (ubehageligt) anderledes ud idag."

Ikke fordi jeg synes vi skal hænge os i detaljer, men nu var det altså rent faktisk Sovjetunionen der nedkæmpede Hitlers og Mussolinis hære på Østfronten 1914-45...

Martin Kaarup

Krigen i Afganistan har intet at göre med demokrati og alt at göre med geo-strategi.
Hvor vidt Afganistan ender i flertalsstyre, prästestyre, voldsvälde, fåmandsvälde, enevälde eller lignende er aldeles ligegyldig set fra den vestlige verdens synspunkt, sålänge landet kan styres per proxy (dvs. erhvervslivets interesser, ikke borgerne som er nästen helt enige om, at slyngelstaterne som har besat landet skal forlade det öjeblikkeligt.)
Om folkestyret, prästerne eller eneherskeren skal påvirkes gennem propaganda såsom reklamer, lobbyarbejde, penge, magt eller andet handler alene om mål og midler for erhvervslivet.

Slyngelstaterne forlader landet så snart landets väsentligeste strategiske muligheder er styret og/eller besat af den vestlige verdens virksomheder - in persona eller by proxy.

...også kaldet Irak-modellen.

Igen et forvrøvlet vulgærmarxistisk indlæg fra udlandet.

Det handler selvfølgelig om hegemoni. Erhvervslivets interesser er revnende ligegyldige i den sammenhæng.

Niels Mosbak

Kim Vibe

Altså magt for magtens skyld - det bruger man da ikke 65.000 dollar i minuttet til at sikre - den må du længere ud på landet med - kapitalistiske lande arbejder efter kapitalismens regler også i krig - det gør sig gældende i Irak og selvfølgelig i Afghanistan, du skal ikke tro på alt du lærte på officersskolen, så hvad skal vi kalde dit indlæg - vulgærfascistisk???

@Niels Mosbak
Ville det ikke være klogere at lade majoren debattere med sig selv? Don´t feed the troll, som de man siger på udenlandsk...

Jørgen Nielsen

For Mosbaks og Thomsens egne grandiose samfundsvisioner har aldrig drejet sig om magt, men derimod om folkets (ubevidst) bedste - trist at deres idealer aldrig er endt i andet end nakkeskud og folkemord.

Penge er krigens vener, men er langtfra altid et afgørende motiv.

Erhvervslivet og penge er ikke som Martin antydede det styrende i den sammenhæng.

Dertil ligger den mulige gevinst alt for langt ude i fremtiden, og står ikke mål med den potentielle indtjening.

Afghanistan er et fallitbo. Der vil gå årtier før der måske er noget at hente.

Hugo Barlach

Jamen, hvad i alverden er så signalværdien af omkostningerne, når penge i Vibe's optik ikke medfører motiv?

At man i et magtteoretisk perspektiv kan promovere krig her og der uanset omkostninger, fordi man kan?

Og hvor blev signalværdien på hjemmefronterne af som motiv? Og med hvilke generelle omkostninger?

Med andre ord: hegemoni har aldrig været en gangbar begrundelse. Snarere en megaloman én af slagsen. Gradbøjning da en i særklasse håbløs begrundelse med tabstal for øje.

Og er vulgær-marxisme ikke en term, som bruges af 'rigtige' marxister? Man forudsættes da at have læst (og ikke mindst forstået) den marxistiske litteratur for for at afvise den. Ellers falder man selv i brønden...

Naturligvis har Martin Kaarup da ret i, at dansk involvering i en aggressiv og håbløs krig skal ses i et andet lys, end om krigen kan vindes. Og politikerne trækker nu i land. Ikke med hensyn til målene, men decideret i forhold til midlerne. Men den bøf er sørme da blevet forudset allerede før krigen blev indledt. Og kritikken fra Mosbak og Thomsen var artikuleret allerede før krigen blev indledt!

Hvad er anliggendet, Vibe? At gradbøjning ikke skulle være en realpolitisk eller militærtaktisk manøvre?

Bortforklaring på et 'højere plan'?

Som du kan forstå, gør jeg jo ihærdige forsøg på at overskride dine dogmer - af den simple grund, at de indtil videre ikke giver mening. Selv østeuropæerne angav jo fallitboet. For længe siden.

Hvad er det reelt nye i sammenhængen?

Mvh

Du har helt ret i, at ren magtpolitik er svær at sælge i både demokratier og diktaturstater for den sags skyld.

Det er jo også derfor, der konstant bliver opfundet salgbare begrundelser for krigsførelsen.

I Afghanistan har det indtil videre været vrøvl som demokrati, kvinderettigheder og genopbygning og mere fra samme sang.

Som altid handler det dog om stræben efter hegemoni, og planen var god. Hvis tingene var gået lidt lettere, havde der nu stået vestlige tropper i Irak, Iran og Afghanistan, og USA ville have afsluttet sin inddæmning af Rusland i denne del af verden.

Det er en politik som skiftende vestlige imperier har ført overfor Rusland siden 1700tallet, og den fortsætter.

For 150 år siden satte briterne sig også på området af samme grund, så der er ikke noget nyt under solen.

Jonas Nielsen

Henrik Jørgensen - Wox populi
Du skrev
"Ja det var sandelig nogle unge og modige soldater, ikke den slags psykopatiske afskum vi i vore dage sender af sted til Afghanistan, her var der tale om helte, der kæmpede for verdenssocialismen."

Der er et mindre problem med din analyse her og det er at uanset om en soldat kommer fra et Kommunistisk styre eller et demokratisk højreorienteret styre eller for den sags skyld et midterorienteret styre så er og bliver soldater ikke "helte", men snare et politisk styres værktøj som bruges når en stat ikke længere ser det fordelagtigt at gå ad diplomatiets vej. Altså er en soldat en programmeret (ved hjælp af sprog som er lyd) person som mener at han fremmer verdenssocialismen, demokratiet eller det tredje riges gode sag. Det kommer altså alt sammen an på hvilket synsvinkel du ligger om en soldat er psykopatisk eller ej. Hvorfor er det mere heltemodigt at slå ihjel for nogle mens for andre er det psykopatisk? Svaret må vel være at det kommer an på hvilken agitator/politikere vi vælger at tro på. Alle forsvarsakademier i de forskellige lande i verden oplære deres militære officerer i, at det er et ædelt erhverv de har, og at de er statens forlænget arm, som træder til når en anden nation har opgivet at gå ad diplomatiets vej eller ikke kan tales til fornuft(disse problemstillinger har været forskellige op gennem historien, så som handelsembargoer, alliancer, oprustning og uenighed territoriel integritet). Man siger indenfor organisationsteorien, at produktionskernen helst ikke må blive forstyrret for meget af omverden, da den skal have fred til at producere. I en militær organisation er produktet en soldat og produktionskernen er der hvor soldaten bliver oplært. Denne proces må ikke blive forstyrret af de ”forkerte ideer” udefra, da det ville omprogrammere soldatens tankegang og dermed måske være med til at ændre ”produktets(soldatens)” handlingsmønstre. Tænk lidt over det næste gang du blåstempler den ene soldat frem for den anden. Dog er det din ret at sige, at du går ind for socialisme og derfor bedre kunne lide Sovjet Unionens militær, da du måske mener at det fremmer dine politiske synspunkter. Personligt mener jeg dog ikke at Sovjet Unionen havde meget med socialismen at gøre, men jeg er dog glad for, at Tyskland tabte til USSR på østfronten.

Søren Schnieber

@ jonas Nielsen

Du har ret i at en soldat er politikens forlængede arm, men for den enkelte soldat kan svaret måske også findes i den enkelte sætning som Delta soldaten giver i "Black Hawk Down"

- Når folk derhjemme spørger om hvorfor jeg gør det holder jeg min kæft, de forstår det ikke alligevel, når kuglerne begynder at flyve ryger alle de gode intentioner og den moralske politik ud af vinduet, og det eneste der VIRKELIGT betyder noget er overlevelse og makkeren ved siden af-

(citeret fra hukommelsen og frit oversat)

Peter Jespersen

Venstre har allerede gradbøjet demokratiet så meget at det vil tage mange år for selv den bedste pladesmed at rette op. Alt i forsøget på at omforme verden i egne idealer og naturligvis hage sig betingelsesløst fast til taburetten.

Det samme gør sig gældende for USA - missionen lykkedes, præsidenten viste handlekraft i forbindelse med Hævnaktion-Afghanistan og blev genvalgt. Afghanerne selv, er for vesten totalt ligegyldige.

Martin Kaarup

Venstre har, med deres friends and allies, allerede gradböjet begrebet demokrati til at betyde "vi er egentligt ligeglade med befolkningens mening og menneskerettigheder. De kan göre hvad de vil sålänge de er villige forbrugere og blander sig udenom".

Der skal en helt ny ansvarlige og medmenneskelig regering til mange steder i den vestlige verden, heriblandt Danmark, förend flertalsstyre bliver den fremherskende form for samfundsordning igen.

Partiet Venstre og dermed ´Danmarks regerings holdning til demokrati og menneskerettigheder er blot belejlige politiske redskaber, som anvendes når de har nyttevärdi.
Det er tydeligt at iagttage med regeringens udtalelser ifm. det iranske og Afghanske valg.

Rendyrket dobbeltmoral. Rendyrket hykleri.

Det Venstre, regeringen (og regeringens muskelhund DF) i virkeligheden har brug for, er muligheden for at välge en ny >befolkning - både i Danmark og Afghanistan.