Læsetid: 7 min.

Verdens bedste universitet er i knæ

Det prestigefulde Harvard University har i århundreder udklækket verdens bedste hjerner. Men nu er USA’s akademiske flagskib i knæ. Blandt andre Obamas nuværende økonomiske toprådgiver har været en del af en ledelse, som har sendt universitetet ud i den værste krise i stedets 373-årige historie. Kan Wall Streets krak gentage sig i den akademiske verden?
Det prestigefulde Harvard University har i århundreder udklækket verdens bedste hjerner. Men nu er USA’s akademiske flagskib i knæ
18. juli 2009

Her har Norman Mailer hastet forbi, for sent til en forelæsning. Her har syv amerikanske præsidenter, 43 ministre, 35 pulitzer- og mere end 50 nobelprisvindere siddet i græsset og slappet af mellem to undervisningstimer. Her har Gertrude Stein, Tommy Lee Jones, William S. Burroughs og Susan Sontag måske flirtet med førsteårsstuderende engang. Kennedy’erne har spist frokost, og Barack Hussein Obama har defileret mellem de røde murstensbygninger på den ældste plads på USA’s ældste universitet. Men den dag sidst i maj i år var der utilfredshed på Harvard Yard i Boston Massachusetts.

Flokkevis af studerende, undervisere og universitetsansatte var stimlet sammen. »Ingen fyringer,« stod der med fede typer på papskilte. »No Layoffs,« råbte de i megafonerne. De var oprørte og bekymrede. »Harvard har pengene,« og »Harvard: Universitet eller investeringsbank?«

Harvard har økonomiske problemer. Store problemer. Alene på fakultetet for Arts and Sciences, Harvards største division, mangler man 220 millioner dollar, hvilket dekanen Michael Smith bekræfter i næste måneds Vanity Fair. 220 millioner. Det er meget. 20 procent af fakultetets samlede budget.

»Det skræmmer mig,« siger Smith til magasinet.

Dagen inden demonstrationerne havde Harvard som en del af den største sparerunde i nyere tid fyret 275 medarbejdere. Først til at blive ramt var administrativt- og servicepersonale på business og jura, men ingen af de andre fakulteter og institutter ville blive forskånet, advarede ledelsen. Ingen af universitetets 10 skoler ville gå ram forbi. Der var mere på vej. De studerende og ansatte ved verdens bedste universitet havde allerede fået en forsmag på Harvards økonomiske krise. I vintermånederne var varmen skruet ned fra 23 grader til 20. Der var ikke længere gratis kaffe, og bussen, der kører de studerende frem og tilbage mellem Radcliffe Quadrangle og Memorial Hall, skulle ikke længere køre hvert 10. minut, men kun hvert 20.

De studerende på grunduddannelsen, der boede på campus, skulle snart ikke længere få serveret varm morgenmad på ugedage. I stedet for bacon, pocherede æg og vafler ville de få kold skinke, hytteost og mysli.

»Harvard er det rigeste sted i området. Hvis de ikke længere har råd til kaffe ... « sagde en universitetsansat til studenterbladet The Harvard Crimson. »Ja, så tænker man jo sit.«

Eliten af eliten

Men de studerende var bekymrede for andet end morgenmaden. Ville besparelserne betyde større klasser og færre kurser? Ville kvaliteten blive forringet? Hvad ville de få for de op til 250.000 kroner, de betalte om året for at gå på skolen. Ville et eksamensbevis med Harvards stempel stadig være lig med et sikkert job og en høj løn?

Ja, hvad ville der være tilbage af USA’s ældste og mest prestigiøse universitet, grundlagt i 1636. Her, hvor efeuen klatrer op ad de røde mursten, hvor kirken knejser med sine gotiske spir. De massive søjlegange, de ornamenterede porte, de grønne plæner og bibliotekerne, der med sine 15 millioner bøger udgør en af verdens største bogsamlinger. Her hvor Harvard-seglet med inskriptionen ’veritas’ – sandhed – fortæller mytologiske historier om viden og magt – og om Harvard som den mest magtfulde af dem alle. Universiteternes Gucci, det mest kendte af USA’s otte Ivy League- universiteter. Indtil nu ville syv ud af 10 studerende, der havde valget mellem Harvard og Yale eller Harvard og Princeton vælge Harvard. Ville de blive ved med det?

I 2008 rangerede Harvard som nummer ét på næsten alle rankings. Harvard: USA’s bedste lægeuddannelse, USA’s bedste jurastudie, USA’s bedste business school, USA’s bedste universitet inden for naturvidenskab og matematik, inden for liv og landbrug. Kort sagt, Harvard: verdens bedste universitet.

Og Harvard har udklækket mere end 50 nobelprisvindere og flere amerikanske præsidenter end noget andet universitet. Barack Obama, John F. Kennedy, Franklin D. Roosevelt, Theodore Roosevelt, John Adams, John Quincy Adams, Rutherford B. Hayes har alle taget eksamen herfra.

Mange taler om Obamas adminstration som en ren Harvard-administration, mindst 10 af hans nærmeste rådgivere er Harvard-graduates. Blandt andet den tidligere Harvard-rektor Lawrence H. Summers. Som nu – Harvards egen økonomiske krise taget i betragtning ironisk nok – er præsident Obamas økonomiske rådgiver.

Dødsspiral

Harvard har ellers en fundats, intet andet universitet i verden kan matche. I slutningen af finansåret i 2008 var Harvards fundats på 36,9 milliarder dollar, omkring 200 milliarder danske kroner. Til sammenligning er Københavns Universitets samlede budget for 2009 på syv milliarder kroner. Konkurrenten Yale, som er nummer to på listen over verdens rigeste universiteter, havde ’kun’ en fundats på 22,9 milliarder dollar.
Men i december meddelte Harvards rektor, Drew Gilpin Faust, at Harvards fundats var faldet med otte milliarder dollar – eller 22 procent – i de første fire måneder af finansåret, fra juli til og med oktober. Otte milliarder. Det er mere end Ivy League-universitetet Columbias samlede fundats. Kritikere mente endda, at 22 procent var alt for lavt sat. Edward Jay Epstein fra internetavisen Huffington Post mente snarere, at tallet nærmede sig 50 procent. En dødsspiral kaldte Forbes Magazine det. Harvard blev nu nødt til at sælge ud af sine værdier bare for at holde sig oven vande.

»De er fuldstændig fucked,« siger en hedgefond-manager, som har Harvard som en af sine investorer, til Vanity Fair.

»Ingen af de her skoler har evnen til at skære ned hurtigt nok.«

Byggeboom
Harvard som privat universitet er grundlæggende og dybt afhængige af private donerer. Og finanskrisen har sat sine spor: Der er færre donationer, og de donationer, universitetet får, kan det ikke bare bruge, som det vil. Hvis der mangler penge til elregningen, er det bare ærgerligt.

Donationerne er givet til specifikke formål, og hvis donoren ønsker en professor i fransk litteratur, så får hun en professor i fransk litteratur. To tredjedele af skolens indtjening kommer fra overskuddet på disse donationer, mens blot en tredjedel stammer fra de studerende selv.

En anden forklaring er Harvards byggeboom. Overalt på campus er nye bygninger poppet op som svampe på en græsplæne. Et nyt center for politiske- og internationale studier. En ny tilbygning til forskning på medicin. En ny tilbygning til jura, et nyt laboratorium for integreret videnskab og engineering. The Northwest Science Building. The Allston Science Complex. Sidstnævnte står som et åbent sår, som et halvfærdigt hul i jorden. Indtil videre har man på grund af krisen stoppet byggeriet, der ellers skulle have været færdigt i 2011. Og prisen? 1,2 milliarder dollar.

Det har været svært for Harvards ledelse at indrømme, at der har været vanskeligheder, og gennem de senere år er regnskaberne blevet vendt og drejet i finansavisernes analysespalter.

Men i december sidste år fik de noget at analysere på. På det værst tænkelige tidspunkt solgte universitetet værdipapirer for 2,5 milliarder dollar og hævede dermed gælden med seks milliarder dollar. Alene det at hæve gælden ville koste 517 millioner dollar om året i renter, så den historisk dårlige timing kunne kun betyde én ting. Krisen var alvorlig.

Under finansboomet var Harvards økonomi ellers strøget i vejret, og fast i troen på, at denne udvikling aldrig ville stoppe, steg forbruget på universitetet tilsvarende. Siden 1998 var forbruget steget med 67 procent til i 2008 at nå 3,5 milliarder dollar, og lønningerne til det akademiske personale var nu så langt foran konkurrenterne, at selv Yale måtte undre sig højlydt over kollegerne.

En professors grundløn indbragte i gennemsnit mere end en million kroner, før de personlige tillæg løb ind på kontoen.

Det nye Firenze

Egentlig var væksten startet lang tid for boomet i 00’erne. Frem til 1990 havde Harvards økonomi været styret ekstremt konservativt, men da direktøren for Harvard Management Company, Walter Cabot, måtte træde tilbage efter et hjerteanfald, sendte man den unge finanskomet Jack Meyer ind i stolen. Meyer var en pioner i finansverdenen, og han sendte straks Harvards pengetank ud for at yngle med en risikospredning, universitetet aldrig havde set mage til: Private spekulanter, ejendomme, olie, gas, tømmer, hedgefonde, high-tech-firmaer i opstartsfasen, fremmed valuta og dusinvis af underlige pengetanke og kapitalfonde.

Meyer blev en helt i finansverdenen, og mens han samlede de bedste spekulanter i verden omkring sig, rykkede de både åndeligt og fysisk længere og længere væk fra Harvards akademiske ledelse. Harvard Management Company løb i 15 år med en vækstrate på 15 procent om året, men undervejs i det økonomiske teams succes var der opstået et nyt problem. Teamet var så populært, at de dygtigste børsmæglere hurtigt fik tilbud fra Wall Street med en løn, som Harvard ikke havde tradition for at kunne matche. Som svar skruede Meyer lønningerne i vejret, og omkring årtusindskiftet tjente de bedste af Meyers mænd mellem 30 og 40 millioner dollar om året.
Det huede ikke de gamle Harvard-elever og donorer, og i 2003 skrev syv fremtrædende dimittender fra årgangen 1969 et åbent brev til skolens rektor, Lawrence Summer. Det udviklede sig til en lang magtkamp mellem ledelsen og Jack Meyer. I 2005 havde han fået nok. Efter 15 år, træt af at skulle undskylde sig selv sagde han sin stilling op med omgående varsel, startede sin egen hedgefond – og tog 30 ledende medarbejdere med sig.

Det tog næsten et år, før stillingen blev genbesat, og uden nogen fast finansiel strategi og i en voldsomt urolig periode begyndte Harvard for alvor at tabe penge.
Alligevel er ingen for alvor nervøs for, om Harvard vil bestå eller ej, spørgsmålet er blot hvordan. Men det kræver, at Harvard ændrer sig, konstaterer finansjournalist Nina Munk, der har dækket sagen om Harvard. Eller som Harvards tidligere rektor Lawrence Summers for nylig sagde til en kollega:

»Jeg havde håbet, at Boston ville blive for dette århundrede, hvad Firenze var for det 15.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu