Læsetid: 4 min.

Vesten opgiver at indføre demokrati i Afghanistan

Om tre uger går afghanerne til præsidentvalg for anden gang, siden Taleban blev væltet. Men i mellemtiden er demokrati blevet et fyord i USA's Afghanistan-politik, og også Danmark og de øvrige vestlige lande er slået ind på en mere pragmatisk kurs, hvor stabilitet går forud for principper
Afghanistan er i fuld gang med valgkampen: Her ankommer komet-kandidaten Abdullah Abdullah (nr. to fra højre) til et valgmøde i den centrale Bamiyan-provins, som blev afholdt i går.

Afghanistan er i fuld gang med valgkampen: Her ankommer komet-kandidaten Abdullah Abdullah (nr. to fra højre) til et valgmøde i den centrale Bamiyan-provins, som blev afholdt i går.

Ahmad Masood

30. juli 2009

18 millioner stemmesedler er blevet trykt og fordelt til alle egne af Afghanistan med lastbiler og æsler. Den 20. august skal Afghanistan for anden gang siden Talebans fald vælge præsident, og flere hundrede tusinde valgtilforordnede, valgobservatører, politifolk og soldater vil være på plads for at sikre, at det går ordentligt til. FN's særlige udsending til Afghanistan har kaldt det »en af de mest krævende valghandlinger«, han nogensinde har set.

Men de internationale styrker i Afghanistan kæmper ikke længere for demokrati. Danske, britiske og amerikanske politikere taler nu åbenlyst om, at krigen kun handler om at nedkæmpe al-Qaeda og Taleban, og at den kun kan vindes ved samarbejde og kompromiser med den moderate del af Taleban.

Forleden slog den britiske udenrigsminister i Financial Times fast, at krigen handler om én ting: at uddrive al-Qaeda - og at Storbritannien derfor »ikke er i Afghanistan for at bygge pigeskoler«. Ifølge regeringspartiet Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, bliver vi nødt til at »gradbøje« demokratiet, når vi eksempelvis forhandler om fred med Taleban. Og da præsident Barack Obama præsenterede sin nye fælles strategi for Afghanistan og Pakistan, nævnte han kun ordet 'demokrati' tre gange - og det var i forbindelse med Pakistan. USA er nemlig vendt tilbage til det helt oprindelige mål med at invadere Afghanistan: at besejre al-Qaeda.

»Vi er ikke i Afghanistan for at kontrollere landet og diktere dets fremtid. Vi er i Afghanistan for at konfrontere en fælles fjende, der truer USA, vores venner og vores allierede, samt Afghanistan og Pakistans folk, som har lidt mest under de voldelige ekstremister. Jeg vil have det amerikanske folk til at forstå, at vi har ét klart og fokuseret mål: at afskære, eliminere og besejre al-Qaeda i Pakistan og Afghanistan og forhindre, at de vender tilbage,« sagde Barack Obama på et pressemøde 27. marts.

Pragmatiske mål

Det står i skarp kontrast til tidligere præsident George Bushs mål om »en stabil, moderat, demokratisk stat, som respekterer borgernes rettigheder« - som han eksempelvis sagde på et pressemøde i februar 2007. Obama-administrationen vil nemlig blot »fremme en mere kompetent, ansvarlig og effektiv regering i Afghanistan, som tjener det afghanske folk, og som på sigt kan fungere med kun begrænset international støtte, især med hensyn til national sikkerhed«, som det hedder i den hvidbog, der danner grundlag for USA's nye Afghanistan-strategi.

Ifølge Peter Dahl Thruelsen, der er Afghanistan-forsker ved Forsvarsakademiet, er USA nået til en erkendelse, som længe er blevet diskuteret i Europa: at forvent- ningerne må tilpasses til det realistisk opnåelige.

»I starten blev der brugt store ord om demokrati og menneskerettigheder, og vi skulle opbygge det her fantastiske samfund. Meget af det byggede på den eufori, der var, da Taleban faldt i slutningen af 2001. Det gik forholdsvis godt, men så begyndte volden at eskalere i 2005, og vi blev klar over, at vi ikke havde tilstrækkelige ressourcer til at nå de storslåede mål, som vi fra politisk hold havde sat os,« siger Peter Dahl Thruelsen og fortsætter:

»Jeg ser Obamas Afghanistan-strategi som en plan for at komme hurtigere ud. Det er en tilpasning af Irak-strategien, hvor man massivt tilfører civile, diplomatiske, økonomiske og militære ressourcer for at kunne trække sig ud.«

Udlægningen vækker genklang hos ekspert i nationsbygning Nora Bensahel fra den uafhængige amerikanske tænketank RAND Corporation:

»Hvis vi skulle have soldater i Afghanistan, indtil landet var et velsmurt demokrati med sikring af hele befolkningens menneskerettigheder, skulle vi blive der i generationer. Præsident Obama har efter min vurdering artikuleret nogle vitale mål for USA angående sikkerhed. Mål, som er opnåelige med militære midler og inden for en meningsfuld tidsramme - altså mindre end årtier,« siger hun. Amerikanerne vil dog stadig arbejde for demokrati på langt sigt i Afghanistan - men kun med civile midler, forventer Nora Bensahel. Hun pointerer, at der er en afgørende forskel på Afghanistan og så de lignende situationer, USA involverede sig i i 1990'erne:

»Både i Bosnien og Kosovo var der en fredsaftale at håndhæve. Problemet i Afghanistan er, at intet er afgjort, og at sikkerhedssituationen er blevet værre og værre. Dengang, de oprindelige mål for USA og NATO blev formuleret, så det ud, som om landet var relativt fredeligt. Mange af de nye justeringer i politikken handler i virkeligheden om at tilpasse sig til en ny virkelighed, som ikke var forventet ved militæroperationens begyndelse,« siger hun.

Demokrati som fyord

Men der er også en anden grund til, at Obama taler mindre om demokrati - det mener i hvert fald professor i journalistik ved Stanford University Joel Brinkley, mangeårig Washington-reporter for New York Times. Obama ønsker simpelthen at lægge afstand til sin forgænger: »Demokrati-promovering som begreb i Afghanistan og andre steder kørte sur i præsident Bushs evangeliske tilgang, som gav bagslag i mange lande,« siger han.

»Støtte til demokratisering har været en del af USA's udenrigspolitik i hvert fald siden den kolde krigs afslutning, men det er kun under George W. Bush, at det har fået så markant en prioritering udadtil. Nu er det blot på vej ned på det lavere niveau som målsætning, det tidligere har haft, eller måske til et lidt lavere niveau,« siger Joel Brinkley.

Altså må afghanerne afholde deres valg med udsigt til, at amerikanerne trækker sig ud, så snart den afghanske hær er i stand til at holde nogenlunde ro og orden - ikke når et stabilt og reelt demokrati er etableret, eller når et mindstemål af menneskerettigheder er sikret.

Men ifølge en fremstående afghansk menneskerettighedsforkæmper, tidligere parlamentsmedlem Malalai Joya, har kampen for demokrati i Afghanistan imidlertid hele tiden været en stor løgn. I et harmdirrende indlæg i lørdagens udgave af The Guardian skrev hun:

»Næsten otte år efter, at Taleban-regimet blev væltet, er vores håb om et ægte demokratisk Afghanistan blevet forrådt af fundamentalisternes fortsatte dominans og af en brutal besættelse, som i sidste ende ikke tjener andet end amerikanske, geo-strategiske interesser i regionen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Vesten opgiver at indføre demokrati i Afghanistan"

Pyt med det. Der har aldrig været mangel på gode forklaringer på, hvorfor det lige er, at vi har invaderet Irak og Afghanistan. Og det gør da kun det hele mere interessant og underholdende, når begundelserne hele tiden skifter...

Mikkel Kaels:

"Men så skal de tilgengæld heller ikke komme og pive, fordi det går ad helvede til for dem. Ethvert valg har en konsekvens...."

Så ka´de lære det!

@Mikkel

At Afghanerne beder 5 gange om dagen eksluderer vel ikke demokratiet mere end at danskerne vælger at gå i kirke om søndagen?

Mon ikke snart 30 års krig, mangel på uddannelse og generel fattigdom i virkeligheden er en større udfordring for et tillidskrævende og spinkelt samfundsideal som demokrati, end antallet af gange befolkningen vælger at bede til gud.

@Jens Thorning -
Når man stiller det spørgsmål, burde man vel egentlig spørge sig selv om man stadig er idealist?

"Hvis ikke afghanerne ønsker demokrati, bevares så skal vesten sku ikke komme og presse det ned over hovedet på dem.
Hvis de absolut ønsker at ligge med røven i vejret 5 gange om dagen, så er det deres valg."

-------

Det ER alligvel lidt trist, for de spilder jo så noget tid og energi som ellers de ku' ha' brugt bedre på at kæmpe imod Vesten - og på anden revolutionær aktivitet.

Jens Thorning

uggi kaldan@

Udsagnet er et for ældre danskere ret velkendt litterært citat fra en roman af Hans Scherfig: Idealister, 1940, lagt i munden på okkultisten fru Drusse. Ja, okkultisten ... ikke Anders Fogh eller Søren Gade - grænsen mellem okkultisme og den neokonservative globale ekspansion for at skaffe pigeskoler bliver mere og mere udvisket.

Christian Olesen

Tak til Jens for det litterære indslag.

Det er lidt ærgerligt, at vi stadig mangler en revision af Danmarks Afghanistan "strategi".

Hvis man spørger Per Stig eller Søren Gade, så vil de stadig afspille den gode gamle plade: "Målet er at afvæbne Taleban, og indføre demokrati" (synges på "Hen til kommoden".....). Hele tankegangen minder til forveksling om korsriddernes tanker om "befrielse" af den hellige stad.

Modangrebet mod Taleban efter 11/9 var forståeligt og muligvis rigtigt. Luftangrebene svækkede formodentlig Talebans operationsdygtighed. Landkrigen i Afghanistan har tilgengæld fra dag 1. været uovervejet og dømt til at fejle.

Som så mange gange før i debatten, vil jeg udtrykke uforbeholden støtte til de modige unge mennesker, som gør tjeneste i Afghanistan. Opgaven kunne ikke løses bedre. I samme åndedrag vil jeg udtrykke min væmmelse over de ansvarlige politikere, som sender unge mænd og kvinder i døden uden mål og mening. Stop det ideologiske korstog, og forhold jer til virkeligheden. Vi taber landkrigen i Afghanistan hver dag!

det jo indlysende at "vestens" hensigt aldrig har været at indføre demokrati i de besatte lande men ren rovdrift af de besatte landes ressourcer...
demokrati slogan er jo bare et påskud og det lyder jo så godt når det skal præsenteres for vestens befolkninger...
Og til dem som straks vil overfalde deres keyboard for at kalde mit indlæg det ene og det andet....prøv at lave lidt research, prøv at grav lidt dybere....

@ Christian Olesen:
- I samme åndedrag vil jeg udtrykke min væmmelse over de ansvarlige politikere, som sender unge mænd og kvinder i døden uden mål og mening. Stop det ideologiske korstog, og forhold jer til virkeligheden. Vi taber landkrigen i Afghanistan hver dag! -.

" Hørt "....

Mads Mikkel Tørsleff

Jeg kan anbefale at læse nærmere om Malali Joya, som blev valgt til det afghanske parlament ved sidste valg, men fordi hun fra talerstolen talte de gamle krigsherrer (krigsforbrydere) imod (de sidder jo alle i parlamentet og har stor indflydelse på "demokratiet" i landet) blev hun ekskluderet af parlamentet. I dag er hun truet på livet og kan ikke opholde sig samme sted to nætter i træk. Heller ikke når hun er på besøg i vesten. Og det alene fordi hun fortalte dem sanheden op i deres åbne ansigter.

Så meget for det vores regeringer i vesten længe har kaldt et demokrati.

Til hvis gavn kan det være at starte og fortsætte en konflikt som igen af parterne har nogle forventlige muligheder for snarligt at kunne gøre afgørende
sejre i ? Bla.a. de som sælger forsyninger ( vel især våben ) til de stridende parter.

Christian Olesen:

"Som så mange gange før i debatten, vil jeg udtrykke uforbeholden støtte til de modige unge mennesker, som gør tjeneste i Afghanistan. Opgaven kunne ikke løses bedre."

Er det noget du tror eller noget du ved?

Næsten samtlige af de informationer vi får fra krigen i Afghanistan stammer fra massmedier, der er varme tilhængere af regeringen, og som ved tusindsvis af lejligheder har demostreret, at de kan have et endog meget afslappet forhold til sandhed.

Sandheden om hvad de danske soldater i virkeligheden foretager sig i Afghanistan, får vi sandsynligvis først den dag de danske soldater er trukket ud af landet, og de danske toppolitikere der i øjeblikket styrer landet, er gået på pension.

PS.
De historiske erfaringer viser at guerillakrig i reglen er en af er den mest beskidte og brutale former for krigsførelse der findes. Det er en form for krig der per automatik altid går hårdest ud over uskyldige civile der vil være fanget mellem guerillaen, og dem der bekæmper guerillaerne. Det normale fra alle kendte eksempler på guerillakrig er, at begge de krigsførende parter i større eller mindre grad terroriserer civilbefolkningen.

Hvilke overbevisende argumenter, indicier eller beviser har vi for at de danske og de engelske soldater i Helmand-provinsen, som de første soldater i verdenshistorien formår at gennemføre en anti-guerillakrig, der ikke indbefatter en massiv og brutal terrorisering af den lokale civilbefolkning?

Lars Peter Simonsen

Jonas Bhat har ret i sine betragtninger, og hans udtalelser om ressourcer er vel generelt set korrekte. Der drives rovdrift på menneskelige ressourcer i Afghanistan, f. eks NATO's soldater og civilbefolkningen. Hvad med opiumsdyrkningen, der er jo hårdt brug for denne vare i Vesten, der er folk der tjener tykt på dette, og det er s'gu ikke de lokale bønder!
Ingen udefra kommende har haft militær succes, spørg bare englænderne og russerne. Pashtunerne (pathanerne) er nogle af verdens sejeste krigere, for de er ikke bange for at dø...

@Jens

Jeg kender godt citatat - det var en morsomhed.

@Per Thomsen
Jeg kan kun være enig i din kritik af mediedækningen af krigen i f.eks. Afghanistan. Blev selv som fotograf inviteret af forsvaret til Helmand for at "dække" deres arbejde - et tilbud flere danske journalister og fotografer har taget imod - hvilket jeg sådan set ikke har noget imod, men kritisk journalistik har alt andet end lige svære vilkår når der permanent er en presseofficer fra hæren der kigger en over skulderen.

Blev i øvrigt selv arresteret af OEF (Operation Enduring Freedom - ja det kalder amerikanerne faktisk deres mission...) for at tage billeder i området omkring Khyberpasset, så det kan være lidt svært at tage afsted på egen hånd da militæret meget gerne vil kontrollere pressen - og så er det selfølgelig lidt mindre mageligt at man også skal forholde sig til risikoen for at blive kidnappet af Taliban når man ikke lige rejser rundt i en tank.

Èn lille Kabul anekdote beskriver i øvrigt en fotograf fra en stor dansk avis der besøgte Kabul og udelukkende tog sine billeder på vejen fra Kabul lufthavn indtil den danske ambassade. Her konkluderede han at de fleste kvinder stadig gik i Burka - og brugte derefter resten af sin tid i Afghanistan på sit hotel.

Uggi Kaldan:

”@Per Thomsen Jeg kan kun være enig i din kritik af mediedækningen af krigen i f.eks. Afghanistan. Blev selv som fotograf inviteret af forsvaret til Helmand for at "dække" deres arbejde - et tilbud flere danske journalister og fotografer har taget imod - hvilket jeg sådan set ikke har noget imod, men kritisk journalistik har alt andet end lige svære vilkår når der permanent er en presseofficer fra hæren der kigger en over skulderen.”

På et eller andet tidspunkt lærer man jo sig selv ”at læse mellem linjerne”, i teksterne i den borgerlige mainstream presse. Man behøver ikke at have megen erfaring udi i den disciplin, for at få en fklar ornemmelse af, at der er noget der er rav ruskende galt med de historier vi hører fra Afghanistan.

Især påstanden om at de engelske og danske soldater skulle formå at føre en anti-guerillakampagne, der ikke indbefatter massive lidelser og tab for civilbefolkningen lyder rasende utroværdig. Det svarer nærmest til at man påstår, at de danske og de engelske soldater kan gå på vandet…

Christian Blom

Nu har jeg set flere sige at guerilla krig er lig med mange civile tab. Jeg var i Afghanistan på hold 5, og med i mange af kampene. Og jeg mener ikke at politikerne eller hæren prøver at skjule noget. HOK offentliggører når civile bliver dræbt.
Grunden til at der ikke bliver dræbt flere civile er de meget præcise bomber vi bruger. Den vigtigste grund er dog at i denne guerilla krig får civilbefolkningen et tip fra Taliban om at nu kommer der kamp, så de flygter for det meste ud af områderne før slåskampen starter.
At det bliver meget svært eller umuligt at indføre demokrati i ihvertfald Helmand er jeg dog efterhånden også enig i.

Robert Kroll

Et grundproblem er vistnok, at rigtige demokratier ikke er gode til at føre krig. ( Folk bryder sig som udgangspunkt heldigvis ikke om vold.)

De (demokratierne) kommer for sent op i omdrejninger og tager for mange hensyn inden de "slår til" og er urealistiske og naive m h t andres beundring for demokrati , ret og retfærdighed..

Jeg tror, at hvis man gik frem i Afghanistan som russeren gjorde og gør i Tjetenien og som (verdens kommende supermagt) Kina gør i Tibet , så ville der være "ro i lejren" i løbet af ca 1 år.

Det kan man imidlertid som et sandt demokrati ikke tillade sig at gøre.

Moralen er måske , at hvis man ikke har viljen til sejr for enhver pris, så skal man lade være med at gå i krig - uanset hvor "retfærdig og nødvendig" krigen måtte være for at frelse nogen fra f eks folkemord, undertrykkelse , sult o s v ?

Hvis man er opdraget i sin kultur til visse moralske spilleregler, så taber man ofte, når man kommer ud for nogen, der bare går på uden skrupler.

Christian Olesen

Hej Per

"Opgaven kunne ikke løses bedre." Skriver jeg herover om soldaternes indsats.

Det er ikke noget jeg ved, men noget jeg antager. For at svare på dit direkte spørgsmål.

Hermed mener jeg, at den politisk bestemte opgave, som jeg er meget uenig i, ikke kunne løses bedre. Soldaterne er med andre ord pålagt at løse en uløselig opgave.

Den støtte jeg udtrykker, er derfor en moralsk opbakning til den enkelte soldat, og på ingen måde en blåstempling af den tåbelige danske "strategi" i Afghanistan.

I øvrigt har jeg inden for de seneste måneder flyttet mig fra at være kritisk tilhænger af fortsat dansk tilstedeværelse i afghanistan til at være klar modstander.

Som i Irak er den vestlige tilstedeværelse, nu mere en del af problemet, end en del af løsningen. Dermed ikke sagt at jeg ikke igen kan blive tilhænger af militær indgriben, hvis Al-Qaida igen opbygger træningsbaser mv

Christian Olesen:

”Den støtte jeg udtrykker, er derfor en moralsk opbakning til den enkelte soldat, og på ingen måde en blåstempling af den tåbelige danske "strategi" i Afghanistan.”

Det forstod jeg godt, og på den baggrund spurgte jeg dig også om, om du nu virkelig er sikker på, at du har grund til at udtrykke moralsk støtte til de danske soldater?

Som jeg har argumenteret for tidligere i denne tråd, så har de danske soldater til opgave at udføre en anti-guerilla operation, og derfor er det mere end sandsynligt at de danske soldater har civilt blod og snavs ikke blot på deres hænder, men helt op til albuerne.

Mener du virkelig at du i den situation kan udtrykke din moralske opbakning til den enkelte soldat?

Aldrig har de følgende berømte citat af Kurt Tucholsky været mere aktuelt:

„Soldaten sind Mörder“

Vilhelm von Håndbold

Jeg kan kun gentage det jeg skrev i 2001-02:

Da Danmark gik i krig mod Afghanistan, var det med med en forventning om, at omtrent 5 millioner mennesker ville udsultes som følge af fordrivelse og manglen på humanitær hjælp. Allerede d. 16. september 2001 kunne man i NY Times læse, i en artikel skrevet af deres chefkorrespondent John F. Burns, at "Washington har krævet en afskæring af brændstof, ... og konvojer, der leverer en stor del fødevarer og andre forsyninger til Afghanistans civilbefolkning."[1] Dvs. at man lukkede adgangen til nødhjælp, som forsynede 5 millioner mennesker med livsnødvendige ressourcer.[2] Frygten for bombning og direkte pres fra Washington resulterede i tilbagetrækkelsen af nødhjælp i området - alle de primære organisationer blev trukket hjem fra Afghanistan.[3] I pressemeddelelser og interviews udtaler organisationerne sig i NY Times: "Den afghanske befolkning er på en livline, og vi er ved at skære den livline over."[4] Såsnart bombningen startede, steg vurderingen fra 5 til 7,5 millioner [5], hvorfor nødhjælpsorganisationerne tiggede om akut indstilling af bombningen [6]. Selv den interne afghanske opposition bad om akut indstilling af bombningen. Et ekspempel er den afghanske oppositionsleder Abdul Haq, USA's egen protegé, der i et interview i the Guardian bitterligt fordømte bombningen. Hans holdning var, at man fra Washingtons side havde valgt at bombe, blot for at vise muskler. Det viser sig i tilsidesættelsen af Afghanske menneskeliv. Bombningen, siger Haq, var en direkte undergravelse af afghanske tilstræbelser for at bringe Taleban ned internt.[7] Kvindeorganisationen RAWA (Revolutionary Association of Afghan Women) var også stærkt imod bombningen - men deres advarsler om efterfølgende forværring af kvindernes situation blev også ignoreret. I oktober måned i 2001, to uger efter bombningen var sat igang afholdte man et møde i Peshawar, Pakistan. Til mødet deltog omkring 1500 afghanske embedsmænd, ledere og andre - nogle fra Afghanistan andre i eksil. Man kunne læse om mødet i New York Times og i Politikken herhjemme, sammen med en række af udenlandske medier. De diskuterede en lang række konsekvenser og tiltag - der var masser af uenighed blandt deltagerne. Der var dog én ting, som alle var enige om: "Stop bombningen."[8] Det blev rapporteret, men bombningen fortsatte uforstyrret.

De 5-7,5 mio. mennesker sultede ikke ihjel, gudskelov kan man sige selvom hungersnød i store dele af Afghanistan i dag er en realitet. Det vides ikke, hvad som rent faktisk skete, fordi en seriøs undersøgelse endnu ikke er blevet initieret. Men ja, det endte ikke med udsultning af millioner af afghanere - heldigvis.

Men er det et udtryk eller bevis for, at bombningen var en fornuftig og berettiget afgørelse? Det samme kunne man nemlig sige om Nikita Khrushchev og hans placering af missiler i Cuba i 1962, fordi det ikke ledte til en atomkrig.

Det er så elementært, at selv en elev fra folkeskolen kan forstå, at man bedømmer en handling på basis af de forventede og sandsynlige konsekvenser. Samina Ahmed, Harvards ledende specialist på området dengang, skrev i en artikel i International Security: "Da den humanitære bistand blev afbrudt af amerikansk militærangreb, er millioner af afghanere i alvorlig risiko for hungersnød."[9]

I sandheden er Afghanistan-krigen ganske enkel at bedømme, hvis man bruger det klassiske barometer, som vi altid tager i brug over for stater andre stater - folkeretten!

For det første... må man ikke gå i krig for at motivere et regimeskifte - det defineres nemlig under 'aggression' begået af en stat eller statsterror. Admiral Sir Boye fra den britiske hær udtalte tre uger efter bombningen følgende udsagn: "[Bombningen] vil fortsætte indtil befolkningen i landet anerkender deres lederskab skal ændres"[10]

For det andet... ønsker man udlevering af Osama Bin Laden, så skal man iflg. folkeretten bede om udlevering. Ligesom Venezuela beder om formel udlevering af Louis Posada Carriles: en international terrorist, der lever i bedste velgående i Florida efter han hijackede et cubansk fly og slog 73 civile ihjel. Hva var det nu Bush sagde, om "lande der huser terrorister"? Det blev ikke efterlevet, på trods af, at Taleban bad om en formel udleveringshenstilling og så det dertilhørende bevismateriale. Fra FBIs side er der til dags dato ikke beviser - selvom det er meget plausibelt at Al Qaeda stod bag.[11] Dog kan den slags voldsom fremfærd ikke accepteres efter den anskuelse, at civile ikke må tilsigtes. Må Chaves angribe og bombe USA, indtil civilbefolkningen indser at der skal ske et regimeskifte i Washington?

Og for tredje og sidste... krigens resultat indtil videre har været spredningen af Taleban i regionen, fortsættelsen af krigen i Pakistan og Al Qaeda's reorganisering i hele verden.

Det er ganske enkelt... bag Fogh, Møller og de øvrige lederes retorik om vor noble indstilling og fromme og nærmest messianske mission om overbringelsen af demokrati og stabilitet... var og er krigen i Afghanistan et åbenlyst brud på folkeretten og det afghanske folks ret til egen medvirken.

Poya Pakzad

________________________________________

NOTER:

[1] John F. Burns, "Pakistan Antiterror Support Avoids Vow of Military Aid," New York Times, 16. september, 2001, s. 1:5

[2] Barry Bearak, "Misery Hangs over Afghanistan After Years of War and Drought," New York Times, 24. september 2001, s. B1

[3] Se fx. Alex Duval Smith, "Cease Air Strikes' So Aid Work Can Go On," Independent, 16. oktober 2001, s. 4; Luke Harding, "Aid Agencies Plead for Pause in Raids," Guardian (London), 18. oktober 2001, s. 4; Jason Burke, "The Ground Attack: UN Set to Appeal for Halt in the Bombing," Observer, 21. oktober 2001, s. 2; Tom Mashberg, "Aid Groups: Stop Bombing; Humanitarian Disaster Feared," Boston Herald, 23. oktober 2001, s. 6; Nuala Haughey, "Aid Agency Calls for US to Cease Bombing to Allow in Food Supplies," Irish Times, 1. november 2001, s. 10.

[4] John Sifton, "Temporal Vertigo," New York Times Magazine, 30. september 2001, s. 48ff

[5] Michelle Nicols & Paul Gallagher, "Bread Harder to Deliver Than Bombs," The Scotsman, 8. oktober 2001, s. 6; Elisabeth Bumiller & Elizabeth Becker, "Bush Voices Pride in Aid, but Group lists Hurdles," New York Times, 17. oktober 2001, s. B3

[6] Se fx. Jonathan Bowler, "UN Expert: US Food Drops in Afghanistan Will Harm Future Aid Efforts," Associated Press, 15. oktober 2001; Bumiller & Becker, "Bush Voices...", NY Times, 17. oktober 2001, s. B3

[7] Abdul Haq, "US Bombs Are Boosting the Taleban," The Guardian (London), 2. november 2001, s. 20

[8] John F. Burns, "Afghan Gathering in Pakistan Backs Future role for King," NY Times, 26. oktober 2001, s. B4; Kathleen Kenna, "Summit of Afghan Exiles Demands End to US Raids," Toronto Star, 26. oktober 2001, s. A8

[9] Samina Ahmed, "The United States and Terrorism in Southwest Asia: September 11 and Beyond," International Security 26, nr. 3 (Vinter 2001-2002), s. 92.

[10] Michael R. Gordon, "Allies Preparing for a Long Fight as Taliban Dig In," NY Times, 28. oktober 2001, s. A1

[11] Walter Pincus, "Mueller Outlines Origin, Funding of Sept. 11 Plot," Washington Post, 6. juni 2002, s. A1

Christian Olesen

Per:

Nu forstår jeg bedre, hvor du vil hen. Ikke helt let at redegøre for, men jeg gør med glæde eet forsøg.

Den enkelte soldat har meldt sig frivilligt til den internationale styrke, og der er derfor et element af frit valg involveret, og dermed får den enkelte soldat selvsagt mere ansvar for egne handlinger - også selv om det er efter ordre.

Jeg ér dog ikke af den opfattelse, at den enkelte soldat, ved at melde til til styrken, er væsentligt medskyldig i den etiske pronblematik som du ridser op. Beslutningen om at vi nu fører landkrig (anti-guerilla) i Afghanistan er politikernes, og ansvaret for det blod, som spildes er derfor også primært politikernes (Fogh, Løkke, Gade, Stig-Møller m.fl.).

Som sagt har jeg været kritisk tilhænger af den danske deltagelse i landkrigen, og det har som sådan også været min krig de unge mennesker udkæmper.

Jeg finder helt grundlæggende ikke anledning til at betvivle den enkelte soldats motiver. Der er generelt tale om fornuftige (lidt for) unge mænd, som har ladet sig hverve til det, som de tror på er en god sag.

Jeg er ikke selv tilstrækkeligt moralsk da jeg var i samme alder, til at jeg nu vil afkræve de unge mænd i styrken (20-25 år) en aktiv stillingstagen til moralen i den konkrete situation de (under ekstreme forhold) er udsendt i - herunder om de får civilt blod på hænderne.

Christian Olesen:

"Jeg er ikke selv tilstrækkeligt moralsk da jeg var i samme alder, til at jeg nu vil afkræve de unge mænd i styrken (20-25 år) en aktiv stillingstagen til moralen i den konkrete situation de (under ekstreme forhold) er udsendt i - herunder om de får civilt blod på hænderne."

Det er altid problematisk når man vil gøre sig til dommer over andre menneskers moral, og jeg er da heller ikke ude på sige, at soldaterne af natur skulle være bedre eller værre end andre unge mennesker.

Erfaringerne fra Anden Verdenskrig viser imidlertid, at det ikke holder i byretten eller i hvert fald ikke ved Krigsforbryderdomstolen i Nürnberg at påberåbe sig, at man handlede efter ordre ovenfra.

Eksempelvis havde personalet i koncentrationslejrene i reglen nogle rigtig gode og overbevisende begrundelser for deres handlinger, og hvorfor de ikke selv mente at have noget ansvar for forbrydelserne.

Retten og eftertiden afgjorde imidlertid meget klart, at man altid har et personligt ansvar når man er i krig.

Derfor ville jeg være meget forsigtig med at give min moralske opbakning til samtlige soldater i Afghanistan og Irak, og uden videre undskylde det blod de efter al sandsynlighed har på hænderne med at de er unge og uerfarne…

Inger Sundsvald

Måske skulle aldersgrænsen sættes op for udsendelse, så man kunne være lidt mere sikker på, at de vidste hvad de gjorde.

Ikke at jeg tror det ville hjælpe på alle de psykiske bivirkninger der efterhånden viser sig at være efterfølgende hos så mange, p.g.a. de gruopvækkende oplevelser de bliver udsat for, som slet ikke stemmer overens med videospil og den indgivne heroiske opfattelse om ”at gøre en forskel”.

Den menneskelige psyke er, for størstepartens del, ikke gearet til at kapere grusomheder, og heldigvis for det. Det er et sundhedstegn og et tegn på intelligens, når bevidstheden om hvori ”at gøre en forskel” består, og det i al sin gru går op for de unge mennesker.

Niels-Holger Nielsen

Fra hestens egen mund

uggi kaldan:
Hvilke ressourcer er det lige man driver rovdrift på i Afghanistan?

"Afghanistan has abundant mineral resources, including known deposits of copper, iron, barite, sulfur, talc, chromium, magnesium, salt, mica, marble, rubies, emeralds, lapis lazuli, asbestos, mercury, gold, silver, lead, zinc, fluorspar, bauxite, beryllium, and lithium. Between 2004 and 2007, the U.S. Geological Survey and the Afghanistan Geological Survey assessed the known and undiscovered non-fuel mineral resources of Afghanistan as part of the effort to aid in the reconstruction of that country. Quantitative probabilistic estimates were made for undiscovered deposits, occurring at depths less than one kilometer for copper, mercury, rare-earth elements, sulfur, chromite, asbestos, potash, graphite, and sand and gravel. Other mineral commodities are also discussed in the assessment. In addition, the assessment delineated 20 mineralized areas that may contain resources amenable to rapid development and prioritized them for further study.

The most significant known metal deposits are of copper and iron. The total copper resource in Afghanistan is nearly 60 million metric tons of copper of which the sediment-hosted copper deposits at Aynak are estimated to contain nearly 30 million metric tons copper. Resources in undiscovered porphyry copper and skarn deposits are estimated to be about 28.5 million metric tons of copper, with additional molybdenum, gold, and silver resources. Sedimentary iron deposits are abundant, and the Haji Gak and surrounding deposits are estimated to contain about 2,260 million metric tons of iron ore with grades higher than 62 weight percent iron. Additional resources in similar deposits are likely.

Selected industrial minerals were assessed in Afghanistan, and undiscovered deposits of several commodities are likely. The industrial mineral deposits, including deposits of gemstones and building materials are present in quantities sufficient to support local construction industries.

Supporting geologic studies are available http://afghanistan.cr.usgs.gov/ and http://www.bgs.ac.uk/afghanminerals/. "

PRELIMINARY ASSESSMENT OF NON-FUEL MINERAL RESOURCES OF AFGHANISTAN

Det tog lige 30 sekunder at finde dette dokument på internettet. Prøv i øvrigt også denne her:

oil and gas resources in afghanistan
eller denne

mineral resources in afghanistan

Yderligere er Afghanistan adgang til Centralasiens store olie- og gasreserver. I og omkring Centralasien støder alle stærke kræfter i verden sammen. Russerne er der, Kineserne er der og de har Shanghai Cooperation Organisation (SCO) http://en.wikipedia.org/wiki/Shanghai_Cooperation_Organisation - og EU/USA/NATO er der altså også. Centralasien er tyndt befolket og meget ressourcerigt. De perifere asiatiske stater: Pakistan, Indien og Kina (delvist Rusland) er folkerige og råstofhungrende i deres stræben for at indhente Vesten. Enhver fornuftig vurdering ville nå frem til at Asiens ressourcer på lidt længere sigt vil blive administreret af Asiatiske magter - USA er ikke længere en supermagt og EU, som aldrig bliver det, må komme overens med Rusland, som sidder på hanerne til rørledningerne og behersker den smalle Kaukasus-korridor. Hvem er mest bange for hvem, og hvem høster flest strategiske fordele ved at arbejde sammen med hvem? I princippet kunne man forestille sig hvem som helst mod hvem som helst, men er det ikke utænkeligt at udviklingslandene i Asien og det halveuropæiske og halvfallerede Rusland vil lade Vesten beslaglægge og kontrollere asiatiske ressourcer til et fortsat overforbrug, som skal sikre Vestens fortsatte dominans i hele Verden?

Dette her er ganske uhyggeligt:
Imens klimakatastrofen (læs kapitalismens sammenbrud) udfolder sig med stedse stærkere kraft, har verdens store magter travlt med at rivalisere og kævles om verdens stedse knappere ressourcer (ressourcer pr. capita vil falde drastisk i de kommende årtier). Vi har maksimalt 20 år til at afværge klimakatastrofen. Det ville være et godt udgangspunkt i bestræbelserne hvis verdens magter kunne enes om at sikre klimaet i samarbejde i stedet for at ødsle enorme ressourcer væk på at rivalisere om en ressourcebase, som alligevel ikke er stor nok til at understøtte business as usual i ret lang tid. Dette er tordnende vandvid.

Venlig hilsen

Niels-Holger Nielsen

For lige at slutte ringen

Jeg synes, at man bør skærpe sin bevidsthed omkring at opfatte dette militære vanvid som en del af et vanvittigt system, der åbenbart skal opretholdes for enhver pris. Al den snak om demokrati i Afghanistan og "hjælpe vores asiatiske allierede" er ren retorik, som skal aflede opmærksomheden fra systemets måde at fungere på som helhed. Denne bevidsthed kan man skærpe på mange måder. Bla. ved at læse dette essay:

We Can Produce Less and Consume More
July 15, 2009 By Don Fitz

( http://www.zmag.org/zspace/donfitz )

Tingene hænger sammen og desværre kan man ikke trænge igennem mainstreampressens fragmenterede og absurde fremstilling af verdena skæve gang.

Venlig hilsen

Jens Thorning

Imens er Danmark i Afghanistan af, skal vi kalde det, personlige grunde. Vi blev ganske særligt berørte af tragedien i New York og har en speciel evne til medfølelse (eller irrationel kontrol- og indblandings-tvang) med kvinder, der ikke kan læse. Ja undskyld ...

Inger Sundsvald:

"Måske skulle aldersgrænsen sættes op for udsendelse, så man kunne være lidt mere sikker på, at de vidste hvad de gjorde"

Det er nok et forslag som man ikke vil sætte pris på i militæret.

Fidusen med af sende purunge mænd til Vietnam, Irak og Afghanistan er jo den enkle, at man i reglen kan få de helt unge mennesker til til at parere selv de mest syge og groteske ordrer, hvorimod de mere modne og erfarne soldater kan have en tilbøjelighed til at sige fra.

Henning Ristinge

Det var neokonservativt (og Venstre) idioti fra starten af at bilde sig ind at man succesfuldt kan påtvinge et fremmed land demokrati med tanks og bomber.

Neokonservativ eventyrpolitik

Demokrati skal komme nedefra som et folkeligt krav og er der ikke en sådan base et eller andet sted er sådan noget ikke muligt - men er det tl stede et sted - så kan det i visse tilfælde lade sig gøre - men det er undtagelse og burde aldrig have været en målsætning

Inger Sundsvald

Per Thomsen

Uanset hvor gammel og erfaren man er, så er det efter min mening dybt betænkeligt, hvis man, med mindre man er en zombie, ikke bliver dybt påvirket af bl.a. civilbefolkningens lidelser og begynder at gøre sig sine egne tanker. Også de yngre mænd gør sig tanker med tiden, men så er det måske for sent.

Henning Ristinge

Det vra fra første dag en temmelig ubegavet politisk målsætning - og en med stærke imperialistiske undertoner

Inger Sundsvald:

”Uanset hvor gammel og erfaren man er, så er det efter min mening dybt betænkeligt, hvis man, med mindre man er en zombie, ikke bliver dybt påvirket af bl.a. civilbefolkningens lidelser og begynder at gøre sig sine egne tanker. Også de yngre mænd gør sig tanker med tiden, men så er det måske for sent.”

Ja, når soldaterne begynder at forstå, er det altid for sent.

Da de amerikanske soldater rejste til Vietnam blev de fejret som helte, og da de atter vendte hjem blev de af mange opfattet som psykopater og krigsforbrydere. Veteranerne følte med god grund, at de var blevet taget ved næsen af magthaverne.

Der er en overhængende risiko for, at det vil gå de danske soldater i Afghanistan på samme måde…

Inger Sundsvald

Per Thomsen

I den senere tid er der kommet en tidobling af tidligere soldater fra Bosnien der søger hjælp. Det er blevet mere acceptabelt at erkende de psykiske skader, men det har godt nok taget sin tid, før de har turdet at komme ud af busken.

Jeg kommer til at tænke på Hanne-Vibeke Holsts ”Dronningeofret”. Den er bl.a. en fabelagtig beskrivelse af en hjemvendt soldats tanker og ageren, som er så troværdig på baggrund af hvad man ellers hører, og hvad der forsøges skjult, at man fristes til at slå korsets tegn. Hanne-Vibeke Holst er en forfatter/journalist, som gør sin research, og som en helikopter (hendes eget udtryk) slår ned på det væsentlige.

Inger Sundsvald

Mikkel Kaels

Du vil formentlig også benægte, at du er blevet klogere med årene. Selv om jeg ikke kender dig, er jeg tilbøjelig til at give dig ret.

Thomas Bolding Hansen

Hanne Vibeke Holst har evnen til at karikere i monotyper så det driver, forstå, tja.

Hvis det skal tage generationer at få demokrati i Afghanistan, så lad os blive der i generationer.

Ellers bliver konsekvensen at Taleban genvinder magten, massakrerer en masse mennesker, får kvinden lænket til hjemmet og henrettet hvis hun åbner en bog.

Inger Sundsvald

Thomas Bolding Hansen

Og disse konsekvenser skal dansk militær så være med til at afværge?

Når man i denne noble hensigt er skyld i, at en masse mennesker massakreres ”i den gode sags tjeneste”, hvad så? Tja, hvor der handles der spildes – eller hvad?

Jeg gætter på, at dem der nu falder over Hanne-Vibeke Holst aldrig har læst en eneste bog af Hanne-Vibeke Holst.

Det er rigtigt, at der ikke behøves den store hjerneaktivitet for at forstå handlingen, men det bliver meget hurtigt temmelig vedkommende, især når man samtidig hører om ”monotyper” og helt almindelige soldater fra en helt nærværende virkelighed fortælle om præcis det samme.

Naturligvis er bogen ikke beskrevet af klakørerne fra DF som ”en nødvendig bog”. Det ville nok også være for meget forlangt.

Thomas Bolding Hansen:

"Hvis det skal tage generationer at få demokrati i Afghanistan, så lad os blive der i generationer."

Det er den rigtige ånd, Bolding! Vi blir der sgu indtil der ikke er flere afghanere tilbage.

Så kan de faneme lære det!

Inger Sundsvald:

"I den senere tid er der kommet en tidobling af tidligere soldater fra Bosnien der søger hjælp. Det er blevet mere acceptabelt at erkende de psykiske skader, men det har godt nok taget sin tid, før de har turdet at komme ud af busken."

Som en følge af den militaristiske udenrigspolitik, kan vi se frem til at få en klasse af dybt traumatiserede og socialt udstødte veteraner om 5 -10 år. De vil være til fare for sig selv og i nogle tilfælde også for andre, og de vil være umulige at integrere i samfundet.

De langsigtede omkostninger og udgifter i forbindelse med Anders Fogh Rasmussens neoimperialistiske eventyr bliver gigantiske.

Thomas Bolding Hansen

Per og Inger.

Hvad tror i der vil ske når vi trækker os ud?

Enten vil Taleban vinde magten, eller landet vil blive præget af borgerkrig i årtier. Altså udover at kvinderne vil få endnu sværere ved at komme i skole, end de allerede har det.

Prøv at slå Nadja Anjuman op. prøv at slå op hvad der sker med kvinder som går i skole og deres lærere.

Vil et styre under Taleban, med grupperinger som kæmper i mod, som den nordlige alliance, betyde færre døde? Ingen af dem går mig bekendt særligt meget op i menneskeliv.

De civile tab er nu ganske få, som det er nu.

Personligt tror jeg de vil stige, og mænd vil få valget mellem døden, eller kæmpe for en af parterne.
Folk vil sulte, sygdom florere osv.

Hvad er det mindste af de onder? Eller tror i virkelig der bliver fred og fordragelighed, blot vi trækker os ud?

Thomas Bolding Hansen:

"Hvad tror i der vil ske når vi trækker os ud?"

Så vil Afghanistan ikke længere være besat af udenlandske tropper...

Inger Sundsvald

Thomas Bolding Hansen

Hvorfor tror du jeg er så uvidende om hvad der sker med kvinder og børn i Afghanistan, at du føler dig kaldet til at give gode råd om oplysning?

Det jeg véd ville ske, hvis man i stedet for krig brugte midlerne til genopbygning og humanitære tiltag er, at landet ville kunne forgyldes. Intet taler så godt til mennesker som fremskridt og velstand uden sult og nød, til afløsning af et hærget lands hidtidige lidelser.

Desuden vil danske soldater ikke ville ende i elendighed på grund af nogle idiotiske statsledere.

Thomas Bolding Hansen

"Intet taler så godt til mennesker som fremskridt og velstand uden sult og nød, til afløsning af et hærget lands hidtidige lidelser."

Og hvordan skulle man skabe den, uden sikkerhed, i et land med borgerkrig, hvor ingen og alle med våben hersker?

Hvis det land skal nogle steder, så skal kvinderne først og fremmest uddannes og frigøres. Så deres rolle bliver en anden, end den at føde flere børn end landets økonomi kan oppebære.

Thomas Bolding Hansen

Vi lever ikke i en perfekt verden. Det gør vi heller ikke, hvis vi trækker os ud. Det har også konsekvenser.

Sider