Læsetid: 4 min.

Vesten opgiver at indføre demokrati i Afghanistan

Om tre uger går afghanerne til præsidentvalg for anden gang, siden Taleban blev væltet. Men i mellemtiden er demokrati blevet et fyord i USA's Afghanistan-politik, og også Danmark og de øvrige vestlige lande er slået ind på en mere pragmatisk kurs, hvor stabilitet går forud for principper
Afghanistan er i fuld gang med valgkampen: Her ankommer komet-kandidaten Abdullah Abdullah (nr. to fra højre) til et valgmøde i den centrale Bamiyan-provins, som blev afholdt i går.

Afghanistan er i fuld gang med valgkampen: Her ankommer komet-kandidaten Abdullah Abdullah (nr. to fra højre) til et valgmøde i den centrale Bamiyan-provins, som blev afholdt i går.

Ahmad Masood

30. juli 2009

18 millioner stemmesedler er blevet trykt og fordelt til alle egne af Afghanistan med lastbiler og æsler. Den 20. august skal Afghanistan for anden gang siden Talebans fald vælge præsident, og flere hundrede tusinde valgtilforordnede, valgobservatører, politifolk og soldater vil være på plads for at sikre, at det går ordentligt til. FN's særlige udsending til Afghanistan har kaldt det »en af de mest krævende valghandlinger«, han nogensinde har set.

Men de internationale styrker i Afghanistan kæmper ikke længere for demokrati. Danske, britiske og amerikanske politikere taler nu åbenlyst om, at krigen kun handler om at nedkæmpe al-Qaeda og Taleban, og at den kun kan vindes ved samarbejde og kompromiser med den moderate del af Taleban.

Forleden slog den britiske udenrigsminister i Financial Times fast, at krigen handler om én ting: at uddrive al-Qaeda - og at Storbritannien derfor »ikke er i Afghanistan for at bygge pigeskoler«. Ifølge regeringspartiet Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, bliver vi nødt til at »gradbøje« demokratiet, når vi eksempelvis forhandler om fred med Taleban. Og da præsident Barack Obama præsenterede sin nye fælles strategi for Afghanistan og Pakistan, nævnte han kun ordet 'demokrati' tre gange - og det var i forbindelse med Pakistan. USA er nemlig vendt tilbage til det helt oprindelige mål med at invadere Afghanistan: at besejre al-Qaeda.

»Vi er ikke i Afghanistan for at kontrollere landet og diktere dets fremtid. Vi er i Afghanistan for at konfrontere en fælles fjende, der truer USA, vores venner og vores allierede, samt Afghanistan og Pakistans folk, som har lidt mest under de voldelige ekstremister. Jeg vil have det amerikanske folk til at forstå, at vi har ét klart og fokuseret mål: at afskære, eliminere og besejre al-Qaeda i Pakistan og Afghanistan og forhindre, at de vender tilbage,« sagde Barack Obama på et pressemøde 27. marts.

Pragmatiske mål

Det står i skarp kontrast til tidligere præsident George Bushs mål om »en stabil, moderat, demokratisk stat, som respekterer borgernes rettigheder« - som han eksempelvis sagde på et pressemøde i februar 2007. Obama-administrationen vil nemlig blot »fremme en mere kompetent, ansvarlig og effektiv regering i Afghanistan, som tjener det afghanske folk, og som på sigt kan fungere med kun begrænset international støtte, især med hensyn til national sikkerhed«, som det hedder i den hvidbog, der danner grundlag for USA's nye Afghanistan-strategi.

Ifølge Peter Dahl Thruelsen, der er Afghanistan-forsker ved Forsvarsakademiet, er USA nået til en erkendelse, som længe er blevet diskuteret i Europa: at forvent- ningerne må tilpasses til det realistisk opnåelige.

»I starten blev der brugt store ord om demokrati og menneskerettigheder, og vi skulle opbygge det her fantastiske samfund. Meget af det byggede på den eufori, der var, da Taleban faldt i slutningen af 2001. Det gik forholdsvis godt, men så begyndte volden at eskalere i 2005, og vi blev klar over, at vi ikke havde tilstrækkelige ressourcer til at nå de storslåede mål, som vi fra politisk hold havde sat os,« siger Peter Dahl Thruelsen og fortsætter:

»Jeg ser Obamas Afghanistan-strategi som en plan for at komme hurtigere ud. Det er en tilpasning af Irak-strategien, hvor man massivt tilfører civile, diplomatiske, økonomiske og militære ressourcer for at kunne trække sig ud.«

Udlægningen vækker genklang hos ekspert i nationsbygning Nora Bensahel fra den uafhængige amerikanske tænketank RAND Corporation:

»Hvis vi skulle have soldater i Afghanistan, indtil landet var et velsmurt demokrati med sikring af hele befolkningens menneskerettigheder, skulle vi blive der i generationer. Præsident Obama har efter min vurdering artikuleret nogle vitale mål for USA angående sikkerhed. Mål, som er opnåelige med militære midler og inden for en meningsfuld tidsramme - altså mindre end årtier,« siger hun. Amerikanerne vil dog stadig arbejde for demokrati på langt sigt i Afghanistan - men kun med civile midler, forventer Nora Bensahel. Hun pointerer, at der er en afgørende forskel på Afghanistan og så de lignende situationer, USA involverede sig i i 1990'erne:

»Både i Bosnien og Kosovo var der en fredsaftale at håndhæve. Problemet i Afghanistan er, at intet er afgjort, og at sikkerhedssituationen er blevet værre og værre. Dengang, de oprindelige mål for USA og NATO blev formuleret, så det ud, som om landet var relativt fredeligt. Mange af de nye justeringer i politikken handler i virkeligheden om at tilpasse sig til en ny virkelighed, som ikke var forventet ved militæroperationens begyndelse,« siger hun.

Demokrati som fyord

Men der er også en anden grund til, at Obama taler mindre om demokrati - det mener i hvert fald professor i journalistik ved Stanford University Joel Brinkley, mangeårig Washington-reporter for New York Times. Obama ønsker simpelthen at lægge afstand til sin forgænger: »Demokrati-promovering som begreb i Afghanistan og andre steder kørte sur i præsident Bushs evangeliske tilgang, som gav bagslag i mange lande,« siger han.

»Støtte til demokratisering har været en del af USA's udenrigspolitik i hvert fald siden den kolde krigs afslutning, men det er kun under George W. Bush, at det har fået så markant en prioritering udadtil. Nu er det blot på vej ned på det lavere niveau som målsætning, det tidligere har haft, eller måske til et lidt lavere niveau,« siger Joel Brinkley.

Altså må afghanerne afholde deres valg med udsigt til, at amerikanerne trækker sig ud, så snart den afghanske hær er i stand til at holde nogenlunde ro og orden - ikke når et stabilt og reelt demokrati er etableret, eller når et mindstemål af menneskerettigheder er sikret.

Men ifølge en fremstående afghansk menneskerettighedsforkæmper, tidligere parlamentsmedlem Malalai Joya, har kampen for demokrati i Afghanistan imidlertid hele tiden været en stor løgn. I et harmdirrende indlæg i lørdagens udgave af The Guardian skrev hun:

»Næsten otte år efter, at Taleban-regimet blev væltet, er vores håb om et ægte demokratisk Afghanistan blevet forrådt af fundamentalisternes fortsatte dominans og af en brutal besættelse, som i sidste ende ikke tjener andet end amerikanske, geo-strategiske interesser i regionen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi har lidt over 60.000 soldater i Afghanistan, og Taleban har ikke en supermagt i ryggen.

Der eneste sammenlignelige situation mellem Afghhanistan og Vietnam er, at Taleban indtil videre har en safehaven i stammeområderne i Pakistan. Det skal der selvfølgelig laves om på, og det har Obama også lovet, at det bliver.

Økonomien er relativt underordnet, da vi i dag har så overvældende resurser, at vi kan føre adskillige krige i den tredje verden uden, at det påvirker økonomien overhovdet.

Vi kan vinde, hvis vi vil. Det er helt op til os selv.

Bente Simonsen

Jeg synes det er utrolig naivt, at tro man kan gå ud og skabe demokrati i en kultur, som man helt ikke, eller knap nok, forstår. Og utrolig trist, at man ikke kan lære af historien - nå ja, det kræver et vist mål af viden og intelligens.

Alle forandringer sker først, når folket i det pågældende land selv har erkendt nødvendigheden af demokrati, når der er sket en slags homogenisering og man har fået en forståelse for, at man står stærkere sammen end mod hinanden - og derefter tager endnu lang tid før det kommer at fungere. Demokrati er en læreproces. - Vi har set det i Rusland, Østtyskland, Afrika, Sydamerika og processen er i gang i Iran og Burma nu.

AT føre israelsk politik har aldrig ført til fred, kun det modsatte.

Det internationalt ansete tidsskrift Der Spiegel skriver at NATOS kommende generalsekretær er udtryk for den laveste fællesnævner, og at han i sit hjemland i øvrigt er mest kendt for at være en super racistisk politiker:

”Als neuer Generalsekretär der Allianz wird ein anderer am nächsten Freitag beklatscht werden: Anders Fogh Rasmussen, 56, bislang Ministerpräsident Dänemarks, ein konservativer Politiker, der in diesem eigentlich liberalen Land eine Ausländerraus-Politik betrieb. Er war der kleinste gemeinsame Nenner, auf den sich alle einigen konnten. Dass der studierte Ökonom kein Militärexperte ist, stört nicht weiter.”

Kilde:
http://wissen.spiegel.de/wissen/dokument/dokument.html?titel=Das+gew%C3%...

Lars-Bo Abdullah Jensen

Forholder det sig ikke sådan, at vesten sagtens kunne vinde krigen i Afghanistan, det har den både økonomien, ressourcerne og materiellet til at gøre, men at vesten heldigvis ikke er villig til at gøre det på de præmisser der skal til, for at vinde krigen.

Derimod har vesten allerede tabt freden, før den rigtig er brudt ud, for man kan ikke med krig indføre demokrati. Når man vælger krig som middel til at indføre demokrati, har man tabt på forhånd.
Hvordan kan man argumentere for et demokrati, hvor Danskerne, vælger at slippe kampe løs i et land så langt fra deres kundskabsområde, hvor man på forhånd ved at der vil være civile tab. Hvordan fortæller man børn, koner, mødre og fædre at deres søn blev ofret, helt demokratisk, af et folk der ikke kendte til ham, og hans forpligtelser overfor sin familie. Hvordan kan man argumentere for at demokrati, er vejen frem, overfor folk der har siddet tilbageholdt på falsk anklage, uden at vide hvad de er tilbageholdt for, uden at deres familie har kunne få oplysninger om hvor og hvorfor deres pårørende har været tilbageholdt. Hvordan kan man argumentere for et demokrati, når det samme demokrati, fratager folk det aldrig har mødt, deres eneste forsørgelses mulighed.

Stod jeg i Afghanernes situation, ville jeg ikke ønske et demokrati som kunne gøre sådan, på så løse formodninger og med så lidt kendskab til hvilken sorg og nød det udspreder.

Hvordan kan man argumentere for et demokrati, som brænder deres afgrøder af, så de ikke kan brødføde deres familie. Når samme demokrati, ved at de, såfremt de ikke valgte de afgrøder, enten ville sætte livet på spil, fordi de trodsede den lokale leder, eller ikke ville kunne lave penge nok, til at sikre deres familie tag over hovedet og mad på bordet.

Hvordan skal de kunne støtte et sådan demokrati, når de samtidig ser, at deres modstandere gang på gang leget katten efter musen med dem, og slipper godt fra det.

Et demokrati, som først opiler dem til at kæmpe for deres frihed, og sender en masse fremmede ind i deres land, med våben, hvor de skubber til magtstrukturen og dermed den sikkerhed denne magtstruktur trods alt også gav, for at de skal kunne være frie mennesker, for derefter at glemme dem, og lade disse fremmede soldater, som de efterlod i deres land, overtage sammen med Talibanerne. Nu efter at disse soldater, har spredt død og ødelæggelse, kommer de igen med deres demokrati, og besætte det samme land, som de gav disse fremmede soldater til opgave at befri.

Set med mine øjne, er det ikke en god reklame for det demokrati vesten så gerne vil kæmpe for at indføre.

Lars R. Hansen

Vesten gik ikke ind i Afghanistan for at indføre demokrati - men når vi nu havde væltet taleban og skulle oprette et nyt styre - kunne man ligeså godt forsøge sig med et demokratisk.

Det fremgår implicit i dit indlæg, at Afghanistan var fredligt før Vesten interveneret - det var ingenlunde tilfældet.

Vestens intervention har gjort Afghanistan til et mindre voldeligt samfund, hvilket blandt andet kan ses på flygtningestrømmen - 5 mio. afghanske flygtninge - er vendt hjem efter talebans fald.

Lars-Bo Abdullah Jensen

Lars Hansen:
Nej jeg påstår ikke at der var fredeligt, men når man forsøger at "sælge" et demokrati, er krig ikke det rigtig salgs argument

Thomas Bolding Hansen

I USA kalder man konflikten for AFPAK, med det i mente at Talebans hovedbase er i Pakistan i dag.

At forlade Området vil for så vidt gøre det lettere for Taleban at vinde magten i både Afghanistan og Pakistan, med hvad det medfører.

Krigen kan altså ikke vindes alene i Afghanistan, men skal udvides til Pakistan og skabe stabilitet og demokrati i de to lande på en gang, lugter af et Sisofys projekt.

http://www.newsmax.com/borchgrave/islamic_pakistan/2009/05/18/215464.html

I Pakistan er støtten til Taleban omfattende og magtfulde personer i Pakistans "stat i staten" ISI, holder hånden over dem.
Men andre tør ikke hjælpe USA, fordi de regner med at USA vil trække sig ud og i øvrigt skære ned på den økonomiske støtte i sammen ombæring.
Så er det med at undgå de forkerte uvenner.

Marin Strmecki, mener at krigen er mulig at vinde, hvis man tager de specielle forhold i betragtning og indser det er ikke en krig som kan afgøres med våbenmagt alene.

http://www.newsmax.com/borchgrave/Afghanistan_Strmecki/2009/03/18/193240...

Og demokrati er ikke et argument, som er til at tjene den offentlige mening. Det er et instrument til at skabe stabilitet i regionen, men da det ikke virker, overvejer man nu at droppe tanken.

Ligeledes har man opgivet at reelt kæmpe mod Taleban, da det er at kæmpe mod titusinder hærdede krigere, og stiller sig tilfreds med nogle godbidder i form af Al - Qaida medlemmer nu og da.

Kampen mod Taleban drejer sig om at holde dem fra magten i Pakistan i absolut forstand, ikke at nedkæmpe dem. Eller helt afholde dem fra magten.

Man har på ingen opgivet at nedkæmpe Taleban. Vi er igang med at optrappe den proces.

Derudover er jeg meget enig med dig, Thomas.

Formålet har aldrig været at indføre demokrati.
Hvilken ynkelig betragtning.
Det er blevet vesten heroin-lager, ligesom Colombia er vestens kokain-lager.
Derudover skal der føres nogle olieledninger igennem.
Begrundelsen "911" er hudflettet som en løgnehistorie for længst.
Ynkeligt...

Thomas Bolding Hansen:

”Krigen kan altså ikke vindes alene i Afghanistan, men skal udvides til Pakistan og skabe stabilitet og demokrati i de to lande på en gang, lugter af et Sisofys projekt.”

Det ville i sandhed være et Sisofys projekt, hvis NATO skulle vinde krigen militært. Til gengæld er NATOS nye generalsekretær en sand mester udi i spin, og det er interessant at se, hvordan han fortsætter sin gamle lederstil i sit nye job.

Senest har han forsøgt at fremstille NATOs de facto kapitulation i Afghanistan som en slags snedig krigslist.

Det er en kendsgerning at verdens på papiret største, stærkeste og mest potente militærmagt er blevet slået noget så læsterligt af en flok bjergbønder med fuldskæg og snabelsko.

Efter mere end 7 års krigsførelse har NATO aldrig stået svagere i og lidt flere tab end netop nu.

England, som er det det næststørste land i alliancen i Afghanistan, er ved at bryde helt sammen, og den engelske regering er på nippet til at gå i panik og trække sine styrker helt ud af landet.

Fiaskoerne på slagmarken har tvunget NATO til at indgå forhandlinger med Taleban for at lave en aftale om ”en ærefuld fred”, hvilket er diplomatsprog for en forhandlet overgivelse, hvor den tabende part får lov til at beholde lidt af sin ære, og så vidt muligt undgår at tabe ansigt.

Når denne ubehagelige kendsgerning har været en tur igennem Rasmussens spinmaskine bliver det til at NATO vil forhandle med de dele af Taleban der er indenfor pædagogiske rækkevidde for på den måde at isolere de rigtig slemme drenge: Hokus Pokus Fili Hankat – et militært nederlag beskrives som et udspekuleret diplomatisk skaktræk!

Abdullah,

"Forholder det sig ikke sådan, at vesten sagtens kunne vinde krigen i Afghanistan, det har den både økonomien, ressourcerne og materiellet til at gøre, men at vesten heldigvis ikke er villig til at gøre det på de præmisser der skal til, for at vinde krigen."

Det er i virkeligheden nok det mest interessante spørgsmål omkring Afghanistan.

Virker den nuværende strategi eller skal der sadles om og tages hårdere metoder i brug.

Med den politiske afsværgelse af demokrati som målsætning er muligheden for at skifte spor til stede om ikke andet gennem tredjemand.

Komiske Ali forsøger atter engang at overbevise os om, at NATO kan vinde en krig, den allerede har tabt for meget lang tid siden...

Det er vel snarere komiske Per, Talebans danske talsmand, der flittigt prøver på det modsatte.

Det bliver spændende og se om vi skal belemres med de samme copypastede indlæg i alle de år krigen vil køre fremover.

Ja Anders Fogh Rasmussen har jo sagt at de personer, der siger at NATO har tabt krigen i Afghanistan er "taleban-propagandister", så man kan ikke sige andet, end at Komiske Ali følger sin arbejdsgivers linje til punkt og prikke.

Forskellen er ganske klar. Jeg er en glad amatør, og mine kommentarer i denne blok har ikke relation til mit erhverv, og giver mig ingen økonomiske og karrieremæssige fordele...

"Virker den nuværende strategi eller skal der sadles om og tages hårdere metoder i brug. "

Der er et udtryk på engelsk: When all you have is a hammer, everything looks like a nail. Og det er problemet her - vi skaber flere og flere fjender, og så overvejes "hårdere metoder", som skaber flere fjender osv. Obamas tiltagende brug af drones i Pakistan har på få måneder dræbt hundrevis af civile og en brøkdel så mange militanter.. hvor mange venner tror vi, vi har fået blandt de overlevende fra disse massakre? Eller more to the point: hvor mange af dem mon overvejer at melde sig til Teleban eller terrorgrupper..

Ja, lad os få endnu mere indiscriminate killing (how about a new Phoenix program?), flere high-altitude bombings etc.. det skal nok generere tillid til USA, NATO og Karzai og hans krigsforbryder-kollegaer.

Tilidsskabende projekter vinder ikke oprørskrige, selvom det lyder pænt.

Det gør frygt derimod. Russerne har forstået det. Der er nu ro i Tjetjenien.

At vi nu er holdt op med a tale om demokratiskabelse og at redde afghanerne fra sig selv er et skridt på vejen i den rigtige retning.

Iøvrigt kan man vel dårligt kalde Phoenix programmet for andet en målrettet. Det slår kun fjender ihjel, og har været en integreret del af al oprørsbekæmpelse siden Vietnam.

Kim Vibe:

"Iøvrigt kan man vel dårligt kalde Phoenix programmet for andet en målrettet. Det slår kun fjender ihjel, og har været en integreret del af al oprørsbekæmpelse siden Vietnam."

Jamen så var det jo nok på grund af Phoenix programmet af amerikanerne vandt Vietnamkrigen...

Sider