Nyhed
Læsetid: 6 min.

Afghanistan stemte trods alt

Vælgerfremmødet var ikke imponerende, og Taleban gjorde, hvad de kunne for at forpurre valgdagen, men deres straftrusler var tomme ord. Alligevel udråber regeringen landets andet demokratiske valg til en sejr for hele folket
Afghanske valgtilforordnede kvinder tæller stemmer efter gårsdagens valg, her på et valgsted i Mazar-e-Sharif. Taleban havde truet med at afhugge fingre med valgblæk på. Det blev dog ved truslen. Men der blev dræbt 50 personer i 135 angreb på valgdagen, forlød det sidst på dagen i går.

Afghanske valgtilforordnede kvinder tæller stemmer efter gårsdagens valg, her på et valgsted i Mazar-e-Sharif. Taleban havde truet med at afhugge fingre med valgblæk på. Det blev dog ved truslen. Men der blev dræbt 50 personer i 135 angreb på valgdagen, forlød det sidst på dagen i går.

Keith Bedford

Udland
21. august 2009

Taleban kunne true alt så meget, de ville med fingerafhugninger og terrorbomber - afghanerne stemte alligevel ved gårsdagens præsident- og regionalvalg. Over 30 præsidentkandidater og flere end 3.000 kandidater til provinsrådene kunne de vælge imellem.

Skønt 17 millioner havde ladet sig registrere som vælgere, var fremmødet ved visse stemmelokaler ikke imponerende. Frygt for sikkerhedssituationen og utilfredshed med Afghanistans aktuelle situation var de to afgørende grunde til, at stemmeprocenten ikke var højere. De foreløbige tal var dog, at halvdelen af vælgerne havde stemt. Valglokalerne åbnede kl. 7. om morgen og lukkede kl. 17, og allerede tidligt på dagen stod det klart, at langt fra alle stemmeberettigede ville bruge deres ret.

Muhammad Shah, en 23-årig studerende ved Kabuls Universitet, som stemte i et valgdistrikt i byens centrum, angav også frygt for sikkerheden som forklaring på, at så mange havde valgt at blive væk. Selv understregede han dog, at netop den manglende sikkerhed for ham at se var desto større grund til at møde op og stemme.

»Jeg er træt af krig og myrderier og er kommet her for at være med til at vælge vores leder på demokratisk vis. Min stemme er en stemme på freden. Mange andre lande i verden har realiseret demokrati og fred, så hvorfor skulle det ikke kunne lykkes for afghanerne?«

Knap så fortrøstningsfuld var en 51-årig Kabul-daglejer ved navn Norallah. Han ventede i går på et torv i Kabul på at finde arbejde, hvilket han prioriterer højere end at stemme, og han har opgivet enhver tro på, at demokratiske valg kan forandre hans liv.

»Jeg ved jo, at der i sidste ende er én, der bliver konge, mens vi andre må fortsætte som tiggere. Jeg stemte i 2004, men intet har ændret sig for mig af den grund, så valget er ikke så vigtigt for mig i dag.«

Det var knyttet høje forventninger til de afghanske kvinders deltagelse i valget, da et meget stort antal kvindelige vælgere havde ladet sig registrere. Fremmødet af kvindelige vælgere var imidlertid bemærkelsesværdigt lavt - i al fald ifølge Informations iagttagelser.

Vi er ikke fanger mere

Jeg opholdt mig i over en time i Zainab-centret, Kabuls største afstemningssted, og i hele den tid så jeg kun én kvinde gøre brug af sin stemme. Hun var iklædt burka, hed Nasera, var 28 år og havde stemt på en kandidat, som har erklæret stærk støtte til afghanske kvinders rettigheder. Hun fortalte Information, at hun anså det nuværende regime, trods alle dets fejl og mangler, for langt bedre end Taleban.

»Vi sidder ikke som fanger i fængsel i vores hjem nu, som vi gjorde under Taleban. Vi kan studere, vi kan arbejde. Og vi burde også bevise, at vi kan stemme. Derfor er jeg meget lykkelig for, at jeg har gjort brug af min ret.«

Nasera sagde endvidere, at Talebans trusler har afholdt mange kvinder fra at deltage.

»De fleste kvinder ved, at Taleban er imod dem og frygter derfor Taleban. Men jeg siger til alle, jeg taler med, at de bør komme og bruge deres stemme imod Taleban.«

Men den 43-årige Bilques fra Kabul er stærkt utilfreds med den nuværende situation og mener, at en stemme ved dette valg kun et tillidsvotum, som hun ikke vil give. Derfor har hun undladt at stemme.

»Hver dag ser vi på tv, hvordan landsmænd bliver myrdet og mister deres job. Og der bliver mere og mere terrorisme. Så hvis jeg stemmer, bakker jeg op om den udvikling. Så vil jeg hellere se tv.«

Den lave vælgerdeltagelse, navnlig af kvinder, var i går det store tema blandt analytikere og medier. Også flere officielle tal bekræftede tendensen.

Hamidullah, ledende tilforordnet ved et stemmelokale i Kabul, udtrykte stor utilfredshed ved fremmødet hos ham.

»Vi havde forberedt os på 6.000 vælgere, men ifølge vores opgørelser har kun 2.000 stemt, og heraf kun 500 kvinder,« sagde han kort før stemmelokalerne skulle lukke.

»Der var klart færre vælgere end ved forrige valg, men i lyset af situationen og Talebans trusler, var det trods alt bedre end ingenting.«

Svindel med fingerblæk

Valgsvindel er et andet kontroversielt emne, og flere kandidater, iagttagere og vælgere havde da også udtrykt stor mistillid til, at valget kunne gå fri af svindelnumre. For at kunne stemme i Afghanistan skal man være i besiddelse af et valgkort fra Afghanistans Uafhængige Valgkommission (IEC), og derpå skal man dyppe en finger i en særlig slags blæk som tegn på, at man har afgivet sin stemme.

Før valget havde der været klager over, at mange vælgere havde modtaget mere end et valgkort. Men IEC forsvarede sig med, at takket være blækket ville det ikke være muligt for den samme vælger at stemme mere end en gang, uanset om han så havde fået hundrede valgkort.

Allerede i løbet af formiddagen kom det imidlertid frem, at vælgerne udmærket kan vaske blækket af med et kemisk rensemiddel, som er let at få fat på i mange butikker.

To fremtrædende kandidater, Abdullah Abdullah og Ramazan Bashardost, beklagede sig over dette tidligt på valgdagen. Ramzan Bashardost havde selv vasket sin finger ren og bad om at få valghandlingen aflyst, da mange kunne tænkes at ville praktisere denne form for svindel.

»Blækket kan vaskes af, så hvis jeg havde flere valgkort, ville jeg kunne stemme mange gange. Jeg har derfor bedt Karzai og den amerikanske ambassadør om at stoppe dette valg,« sagde han til mig.

Også andre vælgere, som havde vasket deres fingre af, hævdede, at dette havde været let nok.

Stemte to gange

Muhammad Afzal, en borger i Kasipa-provinsen, viste mig stolt sin rengjorte finger og betroede Information, at han havde stemt to gange.

»Jeg har vasket min finger ren to gange med en kemisk væske, man kan købe alle steder,« sagde han til mig.

»Nu er den ren igen, men jeg havde desværre kun to valgkort - ellers ville jeg have stemt endnu flere gange på min kandidat.«

Valgmyndighederne i IEC benægter dog, at flere end ganske få vælgere har kunnet stemme mere end én gang. En talsmand, Zekria Barikzai mener ikke, at problemet har noget særligt alvorligt omfang og alene skyldes fejl begået af nogle af valgkommissionens medarbejdere.

Flere afghanske analytikere er dog af den opfattelse, at sådanne eksempler på svindel kan drage valgets gennemsigtighed og retmæssighed i tvivl. Wader Safi, en professor ved Kabul Universitet, kritiserer, at skønt millioner af dollar er blevet brugt på at finansiere valget, har ingen tilsyneladende keret sig om kvaliteten af valgmaterialet.

»Det er klart, at kan blækket vaskes væk, må det påvirke bedømmelsen af valgets legitimitet,« siger han.

Afghanistans folk stemte i en situation, hvor næsten hele landet er i militær undtagelsestilstand. Over 300.000 soldater fra regeringshæren og de udenlandske hjælpestyrker var på plads i går i alle byer og landsbyer, hvor der blev stemt.

Talebans tomme trusler

Afghanistans forsvarsministerium meldte, at alle disponible ressourcer var sat ind på valgdagen. Men trods maksimalt alarmberedskab blev flere provinser ramt af Talebans raketangreb, ligesom tre bombeeksplosioner rystede Kabul. Ifølge ubekræftede forlydender blev mindst et barn dræbt og fem andre såret.

Præcise tabstal var vanskelige at anslå på grund af det afghanske indenrigsministeriums ordre til medierne om ikke at dække volden på valgdagen. Taleban havde truet med at skære blækfarvede fingre af alle, der stemte, og med at lukke hovedindfaldsvejene til byerne. Ifølge indenrigsministeriet var dette blot »psykologisk krigsførelse«, og intet af det skete. Taktikken var en fiasko.

Det totale antal stemmer ventes først den 3. september, men millioner af afghanere har gjort brug af deres stemmeret. Zekria Barikzai, talsmand for IEC, udtalte til Information:

»Millioner af vælgere har stemt trods alle udfordringer, og vi har været i stand til at holde 6.200 stemmelokaler ud af 6.900 åbne - i alle disse mødte der vælgere frem for at stemme.«

Kort før redaktionens slutning afholdt Afghanistans sikkerhedsministre et pressemøde, hvorpå det blev oplyst, at Taleban havde gennemført 135 angreb på valgdagen, hvorunder 39 soldater fra Afghanistans hær og politi blev dræbt foruden 11 afghanske civile. 13 blev såret.

På pressemødet udtalte Abdul Rahim Wardak, Afghanistans forsvarsminister:

»Vores fjender gjorde deres yderste for at forpurre dette valg, men trods store ofre overvandt det afghanske folk dem.«

Yaqub Ibrahimi er afghansk journalist Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alexander Carolinus

Surprise suprise, CIA agenten Karzai vandt valget