Læsetid: 3 min.

Afghanistans kvinder og børn trodser Taleban

Langt flere afghanske børn, drenge som piger, går i dag i skole – til trods for Talebans trusler og voldelige angreb på skolepiger og lærere
24. august 2009

Resultaterne fra Afghanistan er fantastiske. Her taler jeg ikke om sidste uges valg. Selvsagt ikke. Jeg taler om de seneste opgørelser for, hvor mange afghanske børn, der i dag går i skole. Foreløbige tal, som blev offentliggjort af UNICEF i sidste måned, viser »en massiv tilbagevenden« af drenge og piger til skolerne landet over med en stigning i antallet af pigeelever på over 90 procent.

Opgørelsen omfatter indtil videre to tredje dele landet, men det fremgår heraf, at 2.744 skoler fungerer. I disse får 1,25 millioner børn daglig undervisning. Er tendensen den samme i de tilbageværende provinser, vil antallet af afghanske skolebørn overgå selv de mest positive forventninger, mener UNICEF.

30 procent af Afghanistans skoleelever er piger og unge kvinder – ja, selv i Taleban-højborgen Kandahar udgør piger nu 10 procent af de skolesøgende. Disse tal vidner om en underrapporteret sejr: De har ikke vakt videre opsigt i medierne, som er mere optaget af at dække de seneste tragiske dødsfald blandt mænd og kvinder i ISAF-styrkerne, som dog ellers til dels er i Afghanistan for at skabe og sikre de vilkår, hvorunder et civilt samfund kan genoplives.

Skoleuddannelse til de afghanske børn er en væsentlig del af denne proces, hvilket da også er grunden til, at hele denne positive udvikling har drevet Taleban ud i nye højder af morderisk vildskab. For ni måneder siden blev 15 piger angrebet med syre, da de var på vej til skole i Kandahar – to af dem blev blinde, resten såret. Allerede dengang havde UNICEF optalt 256 voldelige angreb på skoler i 2008, og disse havde i alt resulteret i 58 dræbte og 46 kvæstede. Men mordkampagnen har ikke kunnet afholde landets 27.000 lærere (hvoraf over en tredjedel er kvinder) fra at udføre deres arbejde. Dette viser, at Afghanistan er mere end de reaktionære stammekulturer, som mange medier giver det udseende af.

Faktisk var Kabul engang en moderne storby med glimrende skoler og universiteter og en selvbevidst middelklasse, som var rede til at udfordre de traditionelle sæder og skikke. I 1970’erne var omkring 60 procent af de studerende i Kabul kvinder, hvoraf flere bar miniskørter side om side med kvinder fra fattige landfamilier i burkaer.

Sidste år talt jeg med romanforfatteren Khaled Hosseini, forfatter til Drageløberen og Under en strålende sol, og han fortalte om den tid, da hans mor var gymnasielærer i Kabul. »De afghanske kvinders kamp mod undertrykkelse strækker sig meget længere tilbage end til årene under Taleban,« sagde han. »Der har været mange forsøg på at frigøre de afghanske kvinder, og disse er altid blevet bekæmpet af traditionalister. Det er en længere historie.«

En af lederne i denne kamp var Meena, grundlægger af Det Revolutionær Forbund for Afghanistans Kvinder, som gik ud af universitet i Kabul for at hellige sit liv til kampen for kvinders rettigheder. Hun blev myrdet i 1987, 30 år gammel, men hendes bevægelse eksisterer endnu, og den organiserer fortsat protester – senest imod præsident Karzais lov, der tillader shiamuslimske mænd at sulte deres hustruer, hvis disse nægter dem sex – og kæmper for pigers ret til uddannelse.

Det lave fremmøde ved torsdagens valg viser klart, at mange mennesker var for skræmte til at turde stemme ved valget. Journalister kunne da også berette om tomme valglokaler, hvor valgembedsmænd fremsatte usandsynlige påstande om tusindvis af afgivne stemmer. Karzai hævder at have vundet en ny embedsperiode til et regime, der i vide kredse anses for korrupt, håbløst ineffektivt, uvillig til at bekæmpe narkosmugling og helt i lommerne på krigsherrer.

Vestens regering har begået en skæbnesvanger fejltagelse ved at ophøje denne absurde dandyistiske personage, som i sin forfængelighed kan minde om Libyens oberst Gaddafi. Men alle fejl og mangler ved denne valgrunde gør ikke afghanernes aspiration mod demokrati ugyldig. Den seneste uges begivenheder i Afghanistan demonstrerer endnu en gang, at islamistiske fanatikere, der kun kan få deres vilje med trusler, bomber og mord, er dybt upopulære i den almindelige befolkning.

Joan Smith er forfatter og fhv. leder af Engelsk PEN’s Writers in Prison-komité
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu