Nyhed
Læsetid: 4 min.

Ban Ki-whom?

I et lækket notat hudfletter Norges FN-ambassadør Ban Ki-moons evner som generalsekretær for FN. Kritikken hagler ned over Ban Ki-moon, som selv erkender, at han er 'usynlig'
Ban Ki-moon var tidligere i år i Danmark for at åbne en konference for klimaforandringer, men FN's generalsekretær bliver fra flere sider beskyldt for at være alt for usynlig og ikke have den gennemslagskraft på den internationale scene, som stillingen kræver.

Ban Ki-moon var tidligere i år i Danmark for at åbne en konference for klimaforandringer, men FN's generalsekretær bliver fra flere sider beskyldt for at være alt for usynlig og ikke have den gennemslagskraft på den internationale scene, som stillingen kræver.

Peter Helles Eriksen

Udland
20. august 2009

Ban Ki-moon er en »magtesløs observatør«, som »kæmper med at vise lederskab«. Sådan beskriver Norges FN-ambassadør, Mona Juhl, FN's generalsekretær i et internt notat til det norske udenrigsministerium, som er kommet Aftenposten i hænde.

»I en tid, da FN og behovet for multilaterale løsninger på globale kriser er mere påkrævet end nogensinde, så glimrer Ban og FN med deres fravær,« hedder det i notatet, hvor den norske FN-ambassadør skriver, at Ban Ki-moon kæmper med at komme på banen, når det gælder miljøspørgsmål og bekæmpelse af fattigdom, og at generalsekretæren har været fuldstændigt fraværende under finanskrisen. Samme kritik hagler ned over Ban ki-moon, når det gælder hans evner til at løse internationale politiske kriser via diplomati, og den norske ambassadør beskriver desuden, hvordan Ban Ki-moon har tilbagevendende raseriudbrud, »som selv sindige og erfarne medarbejdere har problemer med at takle«.

Ban Ki-moon er blevet mødt af massiv kritik, næsten lige siden han trådte til, og som Peter Viggo Jakobsen, der er FN-ekspert og lektor i statskundskab, konstaterer, »er der jo ikke nogen, der synes, han er nogen stor succes«.

Men selv om det langt fra er første gang, Ban Ki-moon's lederevner bliver kritiseret, er det normalt ikke just hans hidsige temperament, der bliver nævnt, men tværtimod hans vage tilbageholdenhed. Der gik således ikke lang tid fra Ban Ki-moon trådte til, før han fik tilnavnet Ban Ki-whom (Ban Ki-hvem, red.), og selv har han for nylig i et interview med The Wall Street Journal udtrykt sin utilfredshed med, at han »er blevet kendt som den usynlige mand«, som han siger.

Kontrast til Kofi

Ban Ki-moons usynlighed og tilbageholdende facon står i skærende kontrast til forgængeren Kofi Annan.

»Han kom til kort, efter at vi har haft en meget karismatisk og dygtig generalsekretær i Kofi Annan, der virkelig var i stand til at brænde igennem på verdensscenen, på talerstolen og på fjernsynsskærmen,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Kofi Annan er tidligere af den amerikanske diplomat og fredsmægler Richard Holbrooke blevet karakteristeret som diplomatiets rockstjerne. Det er en karakteristik, som er meget lidt rammende for Ban Ki-moon, konstaterer Thorleif Jonasson, som er næstformand for FN-forbundet i Danmark.

»Generalsekretæren bør jo repræsentere verdenssamfundet og være personliggørelsen af et globalt håb om forandring til en bedre verden,« siger Thorleif Jonasson. Ifølge ham udgør Ban Ki-moon imidlertid langt fra inkarnationen af »det globale håb«.

Han mener tværtimod, at valget af Ban Ki-moon som generalsekretær er et udtryk for, at bl.a. USA og Rusland ikke ønskede at skulle bokse med en stærk FN-leder, som ville forsøge at begrænse deres handlerum på den globale bane.

»Ban Ki-moon blev valgt, fordi han er den mindst skadelige for de fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet. Det var kriteriet for at udpege ham, og derfor landede man på den løsning,« siger Thorleif Jonasson.

Selv om han mener, at den norske FN-ambassadør har ret i de fleste af sine kritikpunkter, er han imidlertid uenig i, at Ban Ki-moon ikke skulle have gjort nok, når det gælder klima- og miljøspørgsmål.

»Jeg synes, at han har presset meget på for at sætte klimaet på dagordenen,« siger Thorleif Jonasson, og det er Peter Viggo Jakobsen enig i.

»Det er FN's fortjeneste, at der er kommet gang i klimakonferencen i København,« siger han.

Bureaukratiet forbliver

Da Ban Ki-moon trådte til, var det med løfter om at ville reformere det enorme og træge system, som FN er. Halvvejs inde i den femårige periode som generalsekretær har han imidlertid måttet indrømme, at det ikke er lykkedes.

»Jeg ønskede virkelig at skabe forandringer, men det er ikke lykkedes for mig hidtil,« siger Ban Ki-moon i interviewet med Wall Street Journal.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen var det imidlertid også en »halsløs gerning« at kaste sig ud i en stor omorganisering af FN, og han slår fast, at det eneste, Ban Ki-moon har opnået, er at blive upopulær internt i FN-systemet, fordi han hentede rådgivere ind udefra og skiftede mange ledere ud.

»Og det er nok rigtigt, at han ikke har haft nogen heldig hånd med at plukke folk ud til de forskellige poster,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Skru forventningerne ned

Ifølge det lækkede notat glimrer FN i det hele taget ved sit fravær som magtfuld global spiller, og det er en karakteristik af FN's nuværende rolle, som Thorleif Jonasson »desværre« er enig i.

»Men det er ikke FN, der sætter sig selv ud på et sidespor. Det har først og fremmest været USA under Bush-regeringen,« siger han.

Præsident Barack Obama har fra begyndelsen af sin regeringsperiode signaleret, at han ville række en hånd ud til FN og genetablere organisationen som en central spiller i USA's udenrigspolitik.

»Om det så virkelig holder vand, må vi vente og se. Bill Clinton sagde jo det samme, da han trådte til, og det holdt ikke,« siger Thorleif Jonasson.

I interviewet med Wall Street Journal siger Ban Ki-moon, at verdenssamfundet måske bør sætte forventningerne til generalsek- retæren og FN ned.

»I dag er FN blot en ud af flere globale spillere. Det er ikke længere den eneste store internationale spiller, og derfor kan man ikke forvente sig alverden fra generalsekretæren. De dage er ovre,« siger Ban Ki-moon i interviewet, hvor han desuden understreger, at han er begrænset i sine handlemuligheder, fordi han ikke har nogen suverænitet som leder, men er afhængig af medlemslandenes opbakning.

Hele Ban Ki-moons måde at agere på får imidlertid Thorleif Jonasson til at tvivle på, hvor længe han får lov til at sidde som generalsekretær.

»Lige nu er han så upopulær, selv blandt dem, der fik ham ansat, at jeg ikke tror, han overlever mere end en periode,« siger Thorleif Jonasson.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her