Nyhed
Læsetid: 3 min.

Britisk indsats i Afghanistan har 'for mange forskellige mål'

At vinde civilbefolkningens hjerter og sind er stadig afgørende for krigslykken i Afghanistan, men at sprede sig over for mange mål hæmmer indsatsen, konkluderer ny kritisk rapport
Mens britiske soldater dagligt sætter livet på spil i Afghanistan, bliver Storbritanniens deltagelse i krigen stadig mere upopulær.  Her ankommer kaptajn Daniel Shepherds kiste under en hjemkomstceremoni til en militær lufthavn i Sydvestengland, efter at han blev dræbt i Afghanistan. Billedet stammer fra 28. juni i år.

Mens britiske soldater dagligt sætter livet på spil i Afghanistan, bliver Storbritanniens deltagelse i krigen stadig mere upopulær. Her ankommer kaptajn Daniel Shepherds kiste under en hjemkomstceremoni til en militær lufthavn i Sydvestengland, efter at han blev dræbt i Afghanistan. Billedet stammer fra 28. juni i år.

Udland
4. august 2009

Storbritanniens regering har nu officielt redefineret sin politik i forhold til krigen i Afghanistan: Fokus vil fremover i højere grad blive lagt på terrorbekæmpelse, men samtidig skal der også gøres en større indsats for at vinde forståelse blandt muslimer.

Den britiske forsvarsminister, Bill Rammell, erklærede i går, at islamistiske terrorister er for mainstream-islam, hvad Ku Klux Klan er for kristendommen. Han advarede samtidig om, at der er klare tegn på, at konsekvensen af en mislykket nedkæmpelse af Taleban på frontlinjen i Asien vil kunne blive flere terrorangreb Vesten. Udtalelserne kommer på et tidspunkt, hvor den folkelige tilslutning til det militære engagement i Afghanistan har nået et nyt lavpunkt.

En rapport fra det britiske parlaments udenrigsudvalg, der udkom denne weekend, kritiserer landets regering for at have sat sig for mange forskellige mål for indsatsen i Afghanistan, spændende fra udryddelse af valmuer til tilvejebringelse af god regeringsførelse.

I udvalgsrapporten hedder det blandt andet:

»Den britiske deployering til Helmand er blevet undermineret af urealistisk planlægning på toplederniveau, af dårlig koordinering mellem udenrigsministeriets forskellige afdelinger og frem for alt af en manglende evne til at give militæret en klar retning.«

Udvalget har krævet, at regeringen hurtigst muligt udsender en redegørelse for, hvilken lære man vil drage af »de fejl, som det internationale samfund har begået i løbet af de sidste syv år«.

»Under vores besøg blev vi overvældet af det blotte omfang af den opgave, som Storbritannien står over for,« erklærer udvalget.

»Vi må konkludere, at der har været en udtalt tendens til 'missionsekspansion' for den britiske deployering til Afghanistan, og at dette har resulteret i, at den britiske regering nu er kommet til at forpligte sig på en bred vifte af mål.«

Mål: National sikkerhed

Rammell, som netop er vendt tilbage fra et besøg i Helmand, pointerede i går i en tale i den uafhængige militære tænketank Royal United Services Institute:

»At bidrage til nationale og internationale bestræbelser på at imødegå terrorisme er et af forsvarsministeriets højest prioriterede mål.« Disse bestræbelser er »først og fremmest koncentreret om oversøiske operationer, der skal imødegå den internationale terrortrussel, før den kan nå Storbritannien«.

Forsvarsministeren sagde endvidere:

»Vores væbnede styrker er i Afghanistan for at forsvare vores nationale sikkerhed. De kæmper mod et oprør, der, hvis det lykkes, ville kunne give frie tøjler til de terroristiske kapaciteter, som inspirerede til, planlagde og ydede støtte til angreb som 11. september 2001 og 7. juli 2005 og mange andre,« og fortsatte:

»Vi må fortsætte med at udvide og tilpasse vores terrorbekæmpelsesstrategi, så vi kan bekæmpe terrorismens nye ansigt.«

Ministeren understregede, at Storbritannien og Vesten må inddrage det muslimske samfund både hjemme og i udlandet.

»Langt, langt hovedparten af muslimer vender sig imod voldelig ekstremisme. Mange af de hidtidige terror-ofre har netop været muslimer.«

Rammell tilføjede: »Voldelige ekstremistiske synspunkter er frastødende for det overvældende flertal af muslimer, på samme måde som kristne føler sig frastødt af synspunkter som Ku Klux Klans. Dette er ikke demokrati versus islam. Demokrati og islam udelukker ikke hinanden. Dette er ikke en strid mellem civilisationer - dette er en strid for civilisation, en kamp for det 21. århundreds sjæl.«

Den nye amerikanske chef for NATO's styrker i Afghanistan, general Stanley McChrystal, forventes at have sin plan for den afghanske kampagne klar senere i denne uge. Han ventes at lægge vægt på, at de vestlige styrker skal arbejde og leve blandt befolkningen, og på, at der skal gøres en langt større indsats for at undgå civile tab ved luftangreb.

Efter Afghanistans valg i denne måned ventes den britiske regering at sende flere forstærkninger til kampagnen - der tales om yderligere 1.000 mand. Dette vil bringe den samlede britiske tilstedeværelse op på 9.000.

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her