Læsetid: 3 min.

Den britiske overklasse sidder tungt på topjob

Kløften mellem de privilegerede og resten af det britiske samfund er blevet større og rammer nu også middelklassen, der får stadig sværere ved at komme ind på de prestigefyldte universiteter, konkluderer ny rapport
24. august 2009

LONDON - Stamtræet er stadigvæk afgørende for, hvorvidt et kvikt britisk barn får adgang til de prestigefyldte 'Oxbridge'-universiteter og ender i et vellønnet job senere i livet eller i stedet ender med at række Big Macs over skranken.

En rapport om Storbritanniens 'sociale mobilitet' - bestilt af premierministeren - afslører nemlig et polariseret samfund, hvor overklassen med sin rigdom og gode forbindelser strammer grebet om landets mest attraktive job. Nøglen er - udover en god portion selvtillid og et højt selvværd - privatuddannelse, som igen giver adgang til de gode universiteter og endeligt til samfundets ledende job.

»Den sociale mobilitet er gået i stå i vores land. Fødsel, ikke evner, er blevet mere og mere bestemmende for folks chancer i livet,« siger Alan Milburn, medlem af det britiske underhus og formand for panelet bag rapporten 'Slip forhåbningerne fri'.

Den 167-sider lange rapport er deprimerende læsning for en Labour-regering, der har siddet ved magten de seneste 12 år, uden at have forhindret at uligheden i det britiske samfund tilsyneladende blot er vokset og vokset.

Ifølge rapporten kom en typisk person med videregående uddannelse i 1958 fra en familie, som tjente 17 procent mere end gennemsnitsfamilien. I 1970 var indkomstforskellen vokset til 27 procent.

I dag har 75 procent af landets dommere, over halvdelen af de ansatte i jura- og finanssektorerne og 45 procent af alle top-embedsmænd en privat uddannelse i baglommen på trods af, at kun syv procent af den samlede befolkning bliver uddannet privat.

»Labours tragedie er, at efter mange forskellige målestokke er Storbritannien i dag mindre lige, end det var, da Tony Blair blev valgt i 1997,« siger Liberaldemokraternes skoletalsmand, David Laws.

Glemt middelklasse

For Storbritanniens middelklasse er en af rapportens mere skræmmende pointer, at det fortsatte 'elitestyre' ikke kun rammer de fattigste, men også dem og deres børn.

»Det datamateriale, vi har set, tyder på, at morgendagens akademikere vokser op i familier, der er rigere end syv ud af ti britiske familier,« skriver rapportens forfattere.

»Hvis den stigning i social eksklusivitet ikke bremses, vil flere og flere middelklassebørn, ikke kun arbejderklassens, gå glip af muligheder.«

'Den glemte middelklasse', som rapporten beskriver den, kan nemlig ikke konkurrere med de mest privilegerede familier, som har råd til at sende deres børn på privatskole, men den nyder heller ikke godt af den støtte, der målrettes de fattigste grupper.

Det kan resultere i problemer med at komme ind på landets bedste universiteter, som traditionelt optager langt flere elever fra det private uddannelsessystem end det offentlige.

Antallet af optagne på Cambridge Universitet fra det offentlige er f.eks. faldet sammenlignet med i 1980. Hvor antallet af studerende fra privatskolerne burde tælle omkring syv procent, hvis alle blev behandlet lige, er sandheden en anden. I 2007-8 lå tallet på minimum 28 procent privatuddannede studerende på syv af landets bedste universiteter (minus Oxford og Cambridge).

Det er alvorligt, for i Storbritannien er det fortsat ikke ligegyldigt, hvilket universitet man har studeret på, når der senere i livet skal søges job.

Redaktør på avisen The Daily Telegraph, Jeff Randall, skriver i en kommentar, at han for nylig blev præsenteret for en liste på to dusin britiske universiteter, som en international mediegruppe har udarbejdet til brug ved nyansættelser. Listen var yderligere inddelt i guld, sølv og bronze.

»Virksomhedens ansættelsesudvalg foretrækker at holde sig inden for listen, når det rekrutterer. Af erfaring ved de, at det desværre er spild af tid at gennemgå alle Storbritanniens 125 universiteter i et forsøg på at finde frisk talent.«

Hvad end det er snobberi eller et reelt kvalitetsproblem er ligegyldig for de studerende, der efter endt uddannelse ikke kan finde ansættelse.

Gratisarbejde

Hvad der er med til at give overklassen det sidste skub mod samfundets top er ifølge rapporten et praktikantsystem, der ofte er baseret på nepotisme og som forudsætter, at praktikanten har råd til at arbejde gratis til gengæld for arbejdserfaring.

»Tag for eksempel praktikantordninger: De går som regel til de få med de rigtige forbindelser frem for de mange med talent,« står der i rapporten.

Medforfatter og bestyrelsesformand for tv-stationen ITV kalder dette system baseret på 'hvem-du-kender' for »voldsom uretfærdigt«, og rapporten opfordrer til et opgør med nepotisme gennem bl.a. åben annoncering af praktikstillinger samt økonomisk støtte til mindrebemidlede ansøgere.

Rapporten kommer med i alt 80 anbefalinger til, hvordan landet kan sætte skub i den sociale mobilisering.

Forslagene spænder lige fra krav til de prestigefyldte universiteter om at offentliggøre optagne studerendes baggrund over bedre studievejledning i fattigere områder og folkeskoletimer i 'bløde' egenskaber som interviewteknik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu