Nye oplysninger om behandlingen af terrormistænkte, som blev pågrebet efter 11/9, strider imod eksvicepræsident Dick Cheneys forsikringer om, at USA's forhørsledere var »grundigt skolede professionelle«, som udmærket vidste, hvor lovens grænser gik. Det viser sig nu, at mange af dem måtte nøjes med et to ugers kursus og desuden definerede deres egne regler, efterhånden som de gik frem. CIA's lemfældige behandling af sine varetægtsfanger, navnlig i de tidlige år af 'krigen mod terror', fremgår klart af en ny intern CIA-undersøgelse, som USA's justitsministerium har ladet offentliggøre i denne uge. Udgivelsen af den tidligere fortrolige rapport faldt sammen med, at den amerikanske justitsminister, Eric Holder, har udnævnt en særlig anklager for disse sager.
»Hvor kold er kold?«, skal en efterretningsofficer have forhørt sig hos CIA's hovedkvarter, og det er kun et eksempel blandt mange flere på, hvordan forhørsledere ofte måtte søge vejledning via e-mail eller telefon fra deres overordnede tusindvis af kilometer borte i hovedkvarteret i Langley, Virginia, når de famlede sig frem i felten. »Hvor koldt er livstruende?«
Cheney til modangreb
Justitsminister Holders beslutning om at åbne for ny efterforskning sker til dels på grundlag af det, han har læst i samme undersøgelsesrapport. Sidstnævnte, der blev udarbejdet i 2004 af CIA's daværende generalinspektør, beskriver adskillige forhold, hvor efterretningstjenestens forhørsledere foretog handlinger, som kan have været kriminelle. Hele dette sagsmateriale blev dengang overdraget til det amerikanske justitsministerium, men i Bush-Cheney-æraen besluttede man sig for, at der ikke skulle tages retslige skridt imod nogen af de involverede. Blandt dem, som udtrykker mishag over Holders beslutning, er Cheney selv, som endnu engang insisterer på, at CIA's afhøringsbestræbelser »har reddet menneskeliv og hindret terrorangreb.«
Videre sagde Cheney, at udnævnelsen af den særlige anklager var en påmindelse om, »hvorfor så mange amerikanere har deres stærke tvivl om denne regerings evner til at forvalte ansvaret for vor nations sikkerhed.«
Rapporten afslører, hvordan CIA, som ikke havde nogen forudgående erfaring med et så bredt afhøringsprogram, sendte medarbejdere i felten, hvis eneste relevante baggrund var tilbagerapportering, som per definition betyder at skaffe informationer fra person, som medvirker af egen fri vilje.
Bemærkelsesværdigt nok beskriver den, hvordan nogle af de medarbejdere, som blev sat på de pågældende missioner, forudså, at dette ville kunne forvolde dem problemer senere, hvis det nogensinde skulle blive lækket til offentligheden, hvad de foretog sig. Eksempelvis citeres en CIA-medarbejder for følgende: »Om 10 år vil vi fortryde, at vi gør dette her, men gøres skal det jo.«
Skønt store dele af rapportens oplysninger for længst var lækket, har andre passager budt på nye chokerende oplysninger. I et afsnit berettes det således, at en CIA-forhørsleder skal have sagt til Abd al-Rahim al-Nashiri, som er anklaget for at være hovedmanden bag bombeattentatet imod det amerikanske krigsskib USS Cole i 2000, at hvis han ikke var samarbejdsvillig, »kan vi godt tage din mor herind«. Ifølge rapporten blev dette underforstået som en trussel om seksuelle overgreb.
Ved en anden lejlighed fik en anden fremtrædende fange, Khalid Sheikh Mohammed - chefstrategen bag 11. september - direkte at vide, at »CIA vil dræbe dine børn,« hvis det kom til yderligere terrorangreb imod USA.
Ingen beviser for effekt
Skønt CIA's afhøringsprogram havde udtrykkeligt til opgave at forpurre fremtidige angreb, konkluderer rapporten, at der er ikke er noget belæg for at hævde, at de hårdhændede taktik virkelig nyttede i så henseende. At måle graden af succes ved sådanne afhøringer »er en subjektiv proces, der ikke er uden problemer,« hedder det.
Mandag erklærede FN's menneskeretschef, at der ikke burde være nogen straffritagelse. »Jeg håber, der vil komme en hurtig undersøgelse af de mange forskellige beskyldninger ... og bliver de verificeret, må næste skridt være at drage enhver lovovertræder til ansvar,« sagde Navi Pillay.
Udnævnelsen af John Durham som særlig anklager har allerede udløst en politisk brandstorm i Washington, der vil kunne rase i måneder fremover og muligvis forårsage en farlig distraktion for Obamas bestræbelser på at genoplive sin skrantende sygesikrings-reformpakke. Den vil samtidig yderligere kunne belaste et CIA, der allerede har fået rigeligt med ridser i lakken.
CIA-direktør Leon Panetta må i forvejen udkæmpe en hård kamp for på den ene side af holde moralen i efterretningstjenesten oppe og samtidig lægge afstand til det, som foregik under Bushs og Cheneys vagt. I en e-mail til sine bekymrede medarbejdere erklærede han således for nylig, at »min primære interesser er at tage de medarbejdere i forsvar, som bare gjorde, hvad deres land bad dem om og fulgte de juridiske vejledninger, de fik udleveret.«
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
idag@informatin.dk
Det mest seksuelle i den rapport er ikke de "liderlige" detaljer som beskriver tortur, hvilket jeg er sikker på hvis man kigger efter så kunne Joseph Mengele det samme.
Nej den sjover detalje i den offentliggjorde rapport er:
This resulted in the production of an undated and unsigned document entitled, "Legal Principles Applicable to CIA Detention and Interrogation of Captured Al-Qa'ida Personnel.
Noget kunne godt tyde på at Yoo var freelancing for Cia og Cheeny på det tidspunkt.
Lidt for nørderne:
http://emptywheel.firedoglake.com/2009/08/25/where-is-the-legal-principl...
MOCHA HAGADTI
I bl a Frankrig, England og Rusland m fl kan man ikke komme til at se de hemmelige tjenesters gøren og laden efter i sømmene.
Det er egentlig ret beundringsværdigt, at USA ikke bare "lukker låget" på samme måde som andre gør ?
Det amerikanske demokrati fungerer faktisk også når det "gør ondt" på dem selv - flot.