Læsetid: 3 min.

Civil ulydighed ved afgrundens rand

Den amerikanske klimalov på vej giver grønt lys for nye kulkraftværker - derfor duer den ikke, mener USA's ledende klimaforsker
18. august 2009

Det globale klima nærmer sig tipping point. Forandringer er begyndt at blive synlige, og der er potentiale for hastige ændringer med uigenkaldelige konsekvenser, hvis ikke vi straks og i løbet af de næste årtier nedtrapper udledningerne fra de fossile brændsler. Vendepunkterne næres af forstærkende tilbagekoblingsmekanismer. Når havisen i Arktis smelter, absorberer de mørkere have mere sollys og accelerer smeltningen. Når tundraen smelter, frigøres den stærke drivhusgas metan, hvilket medfører mere opvarmning. Når levende arter presses og uddør som følge af ændrede klimazoner, kan økosystemer kollapse og udrydde endnu flere arter.

Vi har allerede øget atmosfærens CO2-indhold fra 280 til 387 ppm (parts per million, CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler, red.). De seneste år har forskningen afsløret, at det sikre CO2- niveau i det lange løb er på ikke mere end 350 ppm. Det optimale CO2-niveau for vor civilisation kan være lavere end 350 ppm, men vi behøver ikke umiddelbart mere præcis viden for at kunne formulere aktuelle strategier.

Trods usikkerhed om reservernes størrelse står det klart, at hvis vi afbrænder alle de fossile brændsler, ja, blot halvdelen af de tilbageværende reserver, så vil vi sende planeten i retning af en isfri tilstand med en vandstand i havene 75 meter højere end i dag. Det vil tage tid, før iskapperne er helt afsmeltet, men det vil skabe en kaotisk situation med forandringer uden for fremtidige generationers kontrol.

Den indlysende konklusion er, at den eneste praktiske måde at afværge en klimakatastrofe på er at stoppe udledningerne fra den største fossile brændselskilde: Kul, det mest beskidte fossile brændstof. Hvis CO2-udledninger fra kul udfases mellem 2010 og 2030, vil den samlede udledning fra fossile brændstoffer begynde at falde hurtigt. Dette scenarie er teknisk muligt, men kun i sammenhæng med politiske tiltag, der gør passende alternative teknologier tilgængelige og skaber incitamenter til at bruge dem.

Den grundlæggende rigtige tilgang er en stigende pris på på CO2-udledninger som nødvendigt redskab til at nå disse mål. Den nye amerikanske klimalovgivning, den såkaldte Waxman-Markey-lov, består ikke testen: Den godkender opførelsen af nye kulkraftværker. Der er intet andet behov for disse værker end til berigelse af særinteresser blandt elselskaber og kulindustri, og de er kun med i loven, fordi det 1.400 sider lange monstrum af en lovtekst blev udklækket i Washington efter energisk påvirkningsarbejde fra særinteresserne.

Privat indrømmer medlemmer af Obamas regering, at videnskaben stiller krav om et meget hurtigere fald i CO2-udledningerne, end loven vil sikre, men de siger, at deres hænder er bundet af en vrangvillig kongres.

Sandheden er, at klimaproblemet ikke kan løses uden at udfordre særinteresser, især kulindustrien. Og det kan godt lade sig gøre. Kulindustrien er i dag en brøkdel af, hvad den var engang. Alternative industrier vil være langt mere gavnlige for nationen og skabe bedre job.

Civil modstand

Én sandhed er blevet indlysende: Vore ledere i klima- og miljøsagen befinder sig ikke i Washington. Lederne er borgere, som forstår situationen og har mod til at handle. Forleden mødte jeg en af dem: Larry Gibson, som bor ved Coal River Mountain og nægter at lade Massey Energy sprænge bjerget, hvor han bor, og hans slægtninge er begravet, i luften. Det er mennesker af virkeligt mod - jeg blev nervøs bare ved at køre med i Gibsons bil i fjendtligtsindet territorium. Både Larry og jeg selv har erklæret os ikke-skyldige i anklagerne om obstruktion under demonstrationerne den 23. juni og har anmodet om at få sagen prøvet ved retten.

Det er ikke nemt at yde civil modstand, men hvis regeringerne bliver ved at svigte deres ansvar over for borgerne til fordel for særinteresser, forekommer det afgørende.

James Hansen, chef for NASA Goddard Institute, er en af verdens førende klimaforskere. Han deltog i juni i en civil ulydighedsaktion for at stoppe kulbrydning i Coal River Mountain, West Virginia. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

En tak til James Hansen for hans ærlighed, vedholdenhed og stadige skærpelse af tonen. Han er en af mine helte!

Venlig hilsen

Thomas T. Jensen

Får man mere ret i sine argumenter ved at deltage i civil ulydighed?

Og hvis nej, hvorfor skulle vedkommende så høste større agtværdighed?

Thomas: Ideen med civil ulydighed er ikke at 'få mere ret' men at skærpe offentlighedens opmærksomhed på et problem - og engagere andre i sagen. Folk der udviser civil ulydighed kan ikke undværes i et demokrati. Spørg bare Gandhi, Mandela eller 'bedsteforældre for asyl'

Thomas T. Jensen

Ole: Både Gandhi og Mandela kæmpede i ikke-demokratier for demokrati. Så de er vist dårlige eksempler.
Hvad "bedsteforældre for asyl" er for en størrelse, ved jeg ikke. Titlen på denne anonyme gruppe lyder som en vittighed.
Hvad med "Bedsteforældre mod narko"?
Det var da en langt bedre titel og en langt bedre sag. Bedsteforældre har jo da en helt naturlig interesse i at hjælpe og beskytte deres kære små mod truslen om fornedrende og ødelæggende narkomisbrug.
Hvad med at patruljere i gaderne og på Christiania og chikanere narkohandlere væk?
"Civil lydighed" kunne man kalde det. Ganske vist ville man risikere knubs og en blodtud. Men tænk på opmærksomhedsværdien og martyrieeffekten.
Det vil score højt på ædelhedsbarometret.

Det undrer mig, hvilket samfund "civile ulydighedsnægtere" egentlig kæmper for. At man kæmper for en sag, som man pludselig engagerer sig i, er i for sig forståeligt.
Men set i et større perspektiv er det et underligt samfund at tænke på, hvor enhver interesseorganisation pludselig forsøger at sætte civil ulydighed ind over for enhver sag, som den måtte synes kæmpet for på den måde.
Så vil alt, hvad der kan chikaneres blive chikaneret.

Demonstranter vil overskride politiets afspærringer ved et internationalt topmøde i BellaCentret som led i "civil ulydighed".
Har du, Ole, gjort dig tanker om, hvad der ville ske, hvad demonstranterne ville, hvis der intet politi var til at holde demonstranterne tilbage?
"Erobre mikrofonen!", har jeg hørt nogen sige.
"Fortælle politikerne om vores syn på sagen!".

Og hvad så derefter, Ole?
Går de hjem i god ro og orden og lader politikerne genoptage deres forhandlinger og taler?
Er det god demokratisk tone og kultur at forhindre politikere i at tale, forhandle og høre hinandens synspunkter?
Har et demokrati som Danmarks forhindret opposition, demonstranter og civile ulydige i at give deres stemme til kende i de sultne medier?
Både dine og mine indlæg står at læse på internettet.

"..at skærpe offentlighedens opmærksomhed på et problem -...."
Det er vel et problem, hvis den civile ulydighed i offentligheden vokser sig til et større problem end det oprindelige problem.
Så bliver det oprindelige problem pludselig ikke et problem længere.