Læsetid: 2 min.

Dansk blæk årsag til valgsvindel i Afghanistan

Valgobservatører bekræfter svindel med dansk-leveret blæk. Copenhagen Election fastholder, at blækket er i orden. Det må være afghanerne, der ikke har brugt blækket korrekt
25. august 2009

Det blæk, som de afghanske vælgere stak fingrene i ved det netop overståede præsidentvalg, skulle være umuligt at vakse af. Det lovede den danske leverandør Copenhagen Election før valget. Men løftet holdt ikke. Det bekræfter flere uafhængige observatørorganisationer over for Information.

Det danske firma, der har leveret blækket og næsten alt andet udstyr til valget, afviser, at der skulle være noget galt med kvaliteten.

Den uafhængige, afghanske observatørorganisation Free&Fair Election Foundation in Afghanistan bekræfter presseforlydender om svindel med det danske blæk.

»Det er rigtigt, at det på flere valgsteder er lykkedes at vaske blækket med kemiske midler, selv om det ikke burde kunne lade sig gøre,« siger FEFA's direktør Jan Dad Spinghor, hvis organisation har haft over 7.000 observatører ude i alle 34 provinser.

Samme melding kommer fra EU's observatørkorps European Observation Mission to Afghanistan, der har fulgt valget tæt.

»Der har været nogle tilfælde, især i Kabul-området,« siger EU-observatørernes pressetalsmand, Sandra Khadouri.

Også den amerikanske ngo International Republican Institute, IRI, der har haft observatører ved 250 valgsteder bekræfter blæksvindelen i sin foreløbige rapport.

Copenhagen Election, der har levet såvel blæk som kuglepenne, valgurner, afskærmninger, veste og bannerer til de 6.200 valgsteder, er ikke overrasket over rapporterne om svindel med vælgermærkningen. På firmaets hjemmeside hedder det ellers, at blækket ikke kan vaskes af.

»Blækket er blandet med sølvnitrat, der ikke kan vaskes af. Og vi har testet, om det holder, både rensebenzin, klorin og klorin blandet med ting og har ikke kunnet få det til at forsvinde,«, siger seniorkonsulent Henrik Vollesen.

Brugt forkert

Han mener, at de afghanske valgtilforordnede må have brugt det dansk-leverede blæk forkert.

»Hvis man ikke ryster flasken før brug, er det muligt, at sølvnitratet lægger sig på bunden, og blækket derfor kan fjernes,« siger han.

»Der er også den mulighed, at fingrene er blevet dyppet på vej ud ad døren og derfor er blevet tørret af, mens de stadig er våde,« siger han og påpeger, at blækket skal tørre et halvt til et helt minut for at være uafvaskeligt.

»Også dét fremgår af instruktionerne,« siger han.

Officielle klager

Hos FEFA vil direktør Jan Dad Spinghor ikke afvise, at det kan være sådan, det er gået til.

Blandt dem, der har klaget over svindlen med det danske blæk, er de to præsidentkandidater Ramazan Barshardost og Ashraf Ghani, der ventes at komme på henholdsvis tredje og fjerdepladsen.

Afghanistans valgkommission har modtaget klagerne og lovet at undersøge sagen.

»Bashardost og to af hans folk har været på mit kontor for at klage,« siger valgkommissionens leder, Azizullah Ludin, til den britiske avis The Telegraph.

»Jeg stak fingeren i blækket, mens de var der og kunne ikke få det af igen.«

Et foreløbigt valgresultat ventes tidligst at være klar i næste uge, da alle stemmebokse endnu ikke er nået frem til Kabul.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu