Læsetid: 2 min.

FN's klimachef. Tempoet skal op

Hvis verdens lande skal nå en klimaaftale i København om fire måneder, skal forhand-lingerne op i langt højere gear, advarer FN's klimachef, Yvo de Boer
FN's klimachef Yvo de BOer er bekymret for tempoet for forhandlingerne op til klimatopmødet i København.

FN's klimachef Yvo de BOer er bekymret for tempoet for forhandlingerne op til klimatopmødet i København.

Michael Bothager

15. august 2009

BONN - Lederen af FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, er stærkt bekymret. Hvis forhandlingerne om en ny global aftale skal ende med succes på klimatopmødet i København, skal tempoet speedes betydeligt op, advarer han efter en uges uformelt møde i Bonn for 2.400 embedsmænd og græsrødder.

»Hvis vi fortsætter i dette tempo, er det ikke sikkert, vi når en aftale i København,« siger han.

Der er kun gjort beskedne fremskridt i Bonn, hvor forhandlerne fra 190 lande har forsøgt at luge ud i såkaldt skarpe parenteser i den 200 sider lange tekst, der skal afløse Kyoto-protokollens første etape efter 2012.

Forhandlere siger dog, at der trods det lave tempo er grund til en behersket optimisme, og at der er gjort små fremskridt på enkeltområder som klimatilpasning og overførsel af miljøvenlig teknologi til ulandene.

»Det er gået nogenlunde som forventet og ikke værre end frygtet. Der vil blive opbygget en masse politisk momentum (drivkraft, red.) fra september og fremover. Men det skal gå stærkt fra nu af, og der skal være en helt anden vilje, det er vi enige om,« siger en kilde.

Brug for mere tid

22. september samler FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, stats- og regeringschefer i New York til møde om klimaet, og den 28. september mødes klimadiplomater atter til regulære forhandlinger i Thailands hovedstad, Bangkok. Bonn-mødet skulle være en vigtig trædesten mellem sidste måneds G8-møde i Italien, hvor verdens rigeste lande enedes om at ville begrænse den globale opvarmning til to grader, og næste runde i Bangkok.

»Der er gjort fremskridt på nogle områder. Ting kan gøres mere simple, men i en proces som denne er intet vedtaget, før alt er vedtaget. Vi har brug for mere tid til at komme gennem hele teksten,« siger Yvo de Boer.

Han peger på, at mange ulande mener, at G8-landene ikke skal sætte verdens klimadagsorden alene, som de gjorde i Italien. Hertil kommer, at mange af de små sårbare ø-nationer anser to gradersmålet som for svagt, fordi det vil medføre, at »et antal østater forsvinder«, når havene stiger, pointerede han.

Miljøorganisationer beskylder de rige lande for være alt for fodslæbende med egne CO2-reduktioner og løfter om penge til ny teknologi i den fattige verden. Ifølge Greenpeace har en række lande i Bonn bevidst neddroslet forhandlingstempoet.

»Lederne fra de rige lande - som Obama, Merkel og Sarkozy - har ikke vist det lederskab, de har lovet,« siger Martin Kaiser fra Greenpeace International.

FN's Klimapanel (IPCC) anbefaler, at industrilandene i 2020 skal skære mellem 25 og 40 procent af CO2-udslippet for at undgå ukontrollable ændringer af klimaet. Men ifølge beregninger, der blev fremlagt i Bonn i denne uge, vil de planer, som EU, USA, Japan, Canada og andre har præsenteret, kun levere CO2-nedskæringer på mellem 10 og 16 procent - eller med Yvo de Boers ord: »Milevidt fra det nødvendige«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu