Læsetid: 10 min.

Som folk er flest

Oliepengene skal bruges her og nu, skatterne skal ned, og indvandringen skal begrænses. Det er mærkesagerne for Fremskrittspartiet, der ser ud til at blive det norske valgs helt store vinder den 14. september. Siv Jensen hedder statsministerkandidaten – hun beskrives som en liberal Gro Harlem Brundtland, en norsk Margaret Thatcher og en af landets dygtigste politikere.
Oliepengene skal bruges her og nu, skatterne skal ned, og indvandringen skal begrænses. Det er mærkesagerne for Fremskrittspartiet, der ser ud til at blive det norske valgs helt store vinder den 14. september. Siv Jensen hedder statsministerkandidaten – hun beskrives som en liberal Gro Harlem Brundtland, en norsk Margaret Thatcher og en af landets dygtigste politikere.
22. august 2009

Siv Jensen trækker vejret en, to, tre gange. Fokuserer. Næste scene: Hun bliver firet ned mod havet fra en helikopter. Næste scene: Siv Jensen sidder på en motorcykel, gule marker flyver forbi bag hende. Næste scene: Siv Jensen på vej ud på scenen til et jublende publikum. Hænderne er knyttede. Blikket beslutsomt.

Den har det hele, det norske Fremskrittspartis valgvideo. Og forkvinden, Siv Jensen, er på vej. Hele tiden på vej. På motorcykel, i helikopter, ud til folket. Mange mener, hun er på vej mod den norske statsministerpost. Siv Jensen skuer tænksomt ud gennem helikoptervinduet. Kigger ud over havet, for det er der under vandoverfladen hendes allervigtigste mærkesag ligger. Det er olien og de oliemilliarder, de norske politikere fra venstre til højre er enige om, skal stuves af vejen i verdens største oliefond. Men Siv Jensen og Fremskrittspartiet vil hellere bruge dem på velfærd, på de ældre, på skolebørnene, på nordmændene. Ikke på de indvandrere, der er kommet til landet, dem skal der helst ikke være for mange af. Lige på det punkt skeler Siv Jensen mod Danmarks 24-årsregel og lukkede asylcentre.

Det er de to ting – en lempeligere skattepolitik og en strammere indvandringspolitik – der med 22,1 procent af stemmerne gjorde Fremskrittspartiet – Frp – til Norges næststørste parti ved seneste Stortingsvalg i 2005. Fremgangen ser ud til at fortsætte: De seneste meningsmålinger giver Fremskrittspartiet 25 procent af vælgernes tilslutning. Dermed står partiet til sit bedste valg nogensinde, når nordmændene går til Stortingsvalg den 14. september. Siv Jensen; Norges næste statsminister?

Hun er energisk, målbevidst, arbejdsom, hun er aldrig bange for noget. Sådan beskriver Fremskrittspartiets tidligere leder og partiets karismatiske chefideolog, Carl I. Hagen, sin efterfølger. Ja, faktisk minder hun meget om Gro Harlem Brundtland, mener Hagen, der er næstformand i Stortinget:

»Hun står tidligt op om morgenen, arbejder hele dagen, er målbevidst, tager udfordringer i strakt arm og arbejder mere end sine medarbejdere.«
Med sit korte, blonde hår kunne hun godt ligne den verdenskendte socialdemokrat, Norges første kvindelige statsminister. Desuden er Siv Jensen blevet langt mere statsmandsagtig, end hun tidligere var.

»Hun er dygtig,« siger professor i statskundskab ved Oslo Universitet Hanne Marthe Narud. En af Norges bedste politikere, er hun blevet kaldt. »I hvert fald blandt de fire bedste,« lyder Naruds vurdering. »Hun spiller på strenge hos folk, som slår an. Hun har lært meget af den tidligere formand Carl I. Hagen, der var den første professionelle fjernsynspolitiker i Norge. Han så lige ind i kameraet, talte sjovt, blev sjældent sur og var meget professionel, og det mener jeg, hun har lært meget af. Han har været hendes læremester.«

Siv Jensen er da også holdt op med at lave sine grimasser i tv-debatter, som hun ellers var kendt for. Hun kunne finde på at himle med øjnene ad sine modstandere. Men nu er hun begyndt at gå med dragt og højhælede sandaler. Det skal man jo, hvis man vil være Norges næste statsminister.

Det tror journalist og venstrefløjsdebattør Magnus Marsdal ikke på, at hun bliver.

»Jeg tror simpelthen ikke, der vil være parlamentarisk grundlag.«

Tror – eller vil ikke tro? Frp ser ud til at blive højreblokkens største parti, »og hvis det gør det, kan det være, at der er en chance for, at Siv Jensen bliver statsminister,« siger Arbeiderpartiets såkaldte Frp-specialist Martin Kolberg.

»Hun er det eneste alternativ til den nuværende statsminister Arbeiderpartiets Jens Stoltenberg. Men den tror jeg ærligt talt ikke på. Det går ikke at sige, at det ikke er muligt, men jeg tror det ikke.«

– Hvorfor ikke?

»Fordi jeg tror, vi vinder.«

Som et stykke sæbe

Carl I. Hagen mener derimod, at »hun har gode chancer for at blive Norges næste statsminister«. Han lyder selv som en hel valgkampagne. Og han er ikke den eneste, selv om der er mindst lige så mange, der ikke vil tro på, at Siv Jensen har en chance. Frp kan om nogen skabe splid. For nogle år siden satte Magnus Marsdal sig for at finde ud af, hvem der egentlig stemmer på Frp. Dem han kendte inde i Oslo – journalister, akademikere og kulturfolk – gjorde i hvert fald ikke.

»Ved du hvad? Jeg hader dem. Disse egoistiske Frp-vælgere dernede er utaknemmelige, bagstræberiske og reaktionære,« citerer han studieværten Kristin Hoff for i sin bog Frp-Koden – Hemmeligheten bak Fremskrittspartiets suksess.

Partiet opfanger dem, der føler, de ikke bliver set, forklarer Marsdal.

»Det er dem, der føler, de ikke tæller og ikke betyder noget i de etablerede partiers retorik. Det er mennesker, der har de tunge jobs eller havner uden for de skrappe krav fra arbejdsmarkedet, og som derigennem er disponeret for at identificere sig med en underdog i partipolitikken. Altså det nye parti, der ikke har fået lov til at bevise sig; det parti, som de andre partier så ned på og latterliggjorde, men som nu rejser sig og viser styrke.«

Det er blevet det nye parti for arbejderklassen, for de gamle Arbeiderpartivælgere. Det er dem, Siv Jensen taler til. Hun er selv kendt for de bundsolide, klassiske dyder. Hun taler til ’folk flest’, som valgsloganet lover.

»Hun er en typisk eksponent for højrepopulismen,« siger Martin Kolberg fra Arbeiderpartiet.

»Hun ændrer synspunkt, når der er brug for det, og hun bliver hurtigt forurettet. Men hun er en vanskelig modstander og en skarp debattør. Hun er som at klemme om et stykke sæbe, og hun er god til at give stærke karakteristikker. F.eks. kalder hun os for socialister og påstår, at vi kun er optaget af ministerbilerne. Det er sådan noget, som folk husker.«

Hårdtarbejdende, målbevidst, kontant. Hendes partiorganisation er ekstremt professionel, arbejdsdelingen i partiet er skarpt skåret til. Og Siv Jensen selv er altid kontrolleret, man ser hende aldrig med en ny kæreste, for hun værner i ekstrem grad om sit privatliv, sin familie og sine venner. Der er ingen kiksede historier at finde frem til, når det gælder Siv. Ingen svipsere, ingen tilfældigheder, forklarer Martine Aurdal, journalist, debattør på venstrefløjen og forfatter til Siv. Portrett av en formann.

»Jeg kunne godt lide hende. Ikke fordi vi nogensinde blev enige, men fordi der ligger et ægte politisk engagement til bund. Hun er ægte liberalist, og så er hun dygtig. Det må man være, når man som ung kvinde overtager formandsposten i et parti, som på det tidspunkt består af mandlige pensionister. At arbejde sig op og få den respekt, som hun har fået, det kræver sit. Hun ved, hvad hun vil, og hun er villig til at arbejde hårdt for at opnå det,« siger Aurdal, der påpeger, at Jensen er blevet professionel.

»Da hun begyndte i Stortinget, blev hun blev kastet lige ud i at indgå budgetforlig med Bondevik-regeringen. Hun blev kastet ud i en situation, hvor journalisterne fulgte efter hende på toilettet, hvor hun sad og græd. Men hun kom igennem det første efterår, og nu er der ingen usikkerhed at spore. Tværtimod.«

Snigislamisering

Fremskrittspartiet – og dermed Siv Jensen – er et særnorsk fænomen, siger Frank Aarebrot, professor i statskundskab ved universitetet i Bergen. Og selv om partiet ofte bliver sammenlignet med Dansk Folkeparti og andre såkaldt højrepopulistiske partier i Europa, kan det ikke helt sammenlignes. Siv Jensen har da også flere gange frabedt sig at blive kaldt Norges Pia Kjærsgaard. Hun er langt mere tilfreds med at blive kaldt en norsk Margaret Thatcher. For ud over, at partiet forfægter en stram udlændingepolitik, er Fremskrittspartiet liberalistisk. Meget liberalistisk. Det er ikke for ingenting, at partiet da det blev stiftet af Anders Lange i 1973 hed ’Anders Langes Parti til sterk nedsettelse av skatter, avgifter og offentlige inngrep’.

»Frp har flere ben at stå på, det ene er liberalisme og olieøkonomi, det andet er xenofobi, altså fremmedfrygt. Men når hun taler om indvandring, ser det ud som om, hun taler med en lidt dårlig smag i munden. Når hun derimod taler om liberalisme, så er hun begejstret. Der er hun lidt på kant med Carl I. Hagens linje. Men det er ikke så mærkeligt, at hun hælder mest til den økonomiske politik. Hun har været leder af finanskomiteen,« siger Frank Aarebrot.

Måske var det derfor, hun allerede i februar til partiets landsmøde, altså et halvt år før valget, begyndte at tale om islamisering af det norske samfund. Snigislamisering, som hun kaldte det. Man ville jo ikke have tilstande som i Malmös Rosengård, hvor der var snigislamisering, et politi, der ikke turde gå ind, og nogle utilpassede indvandrerunge, der terroriserede en hel bydel, forklarede Siv Jensen. Og så gik ’snigislamisering’ land og rige rundt – endda til Sverige, hvor man var chokeret over den fremmedfjendske tone.

»Hvis Frp får lov til at forny Norge, er det norsk lov og norsk styre, der skal gælde. Det her er, hvad der sker, når man erstatter svensk lov med sharialovgivning,« mente Jensen.

Den kampagne var helt planlagt, mener Martine Aurdal. Det er typisk Siv Jensen, der er ingen tilfældigheder, når det gælder hende.

»Ordet blev brugt i alle medier og af andre politikere. Det er nemt at forstå, og det er helt på kanten i forhold til en stueren politik, hvor man rammer lige ind i den frygt for islam, som en del mennesker føler. Det er typisk for Frp, at man kører sådan en kampagne så lang tid før valget, så der er god tid til at restituere. Det har Frp gjort før,« siger hun og peger på, at hver gang der kommer en indvandrerdebat op, så vinder Frp på det.

Kuwait i Norge

Nu har Siv Jensen så kunnet bruge resten af tiden op til valget på at tale om skatter og afgifter, der er for høje, om ældreomsorgen og sygehusene, der er for dårlige, om Norge, der er verdens rigeste land, men alligevel ikke giver folk verdens bedste service.

»Hun taler meget klart, hun taler som hun lever, og hun angriber de andre mere etablerede partier for ikke at høre på ’folk flest’. Der er mange, der kan lide den retorik,« siger Hanne Marthe Narud.

Især har Siv Jensen talt om økonomi og liberalisme. Hun er del af Fremskrittspartiets liberalistiske fløj; den, man for nogle år siden gjorde op med i partiet ved at ekskludere de meste liberalistiske stemmer. Men Siv Jensen overlevede.

»Hun undgik selv at blive ekskluderet og står nu for en liberalistisk drejning i partiet,« siger Frank Aarebrot, der påpeger, at Frp’s politik, hvor man vil kombinere en stor offentlig sektor med markant lavere skatter og afgifte,r da også er helt realistisk i Norge. Man har nemlig olieindtægterne og kunne derfor sagtens lave et skandinavisk Kuwait.

»Det er et spørgsmål, der optager nordmændene helt enormt. Indtil nu har politikerne været enige om, at man ikke vil skabe en olieøkonomi i Norge, at man vil have et konkurrencedygtigt erhvervsliv, men Fremskrittspartiet vil gøre det, som er almindeligt i olieeksporterende lande, nemlig at bruge pengene,« siger Frank Aarebrot.

Og det er denne kombination af udlændingepolitik og skattelettelser, der vil give Fremskrittspartiet et fremragende valg, mener han. Hanne Marthe Narud er enig: Det handler ikke så meget om Siv Jensen som person. For i princippet har hun blot videreført Carl I. Hagens politik. Det har hun til gengæld gjort godt.

»Hun har samme formål og samme politik som Carl. I. Hagen, og hvis han stadig havde været leder, havde det ligget på samme niveau, det er jeg temmelig overbevist om. Regeringsambitionerne er bare blevet meget større, det er en vigtig forandring,« siger hun.

En feministisk adelsfamilie

En anden forandring er Siv Jensens udspil om feminisme og kvinders rettigheder. Da hun i maj talte til Frp’s landsmøde brugte hun talen til at hylde 10 kvinder, blandt andet Siv Jensens egen oldemor, Betsy Kjeldsberg, der var en af Norges første kvindesagsforkæmpere.

»Jeg er optaget af frihed. At venstresiden skal have monopol på at definere feminisme, finder jeg mig ikke i. I hvert fald ikke, når de svigter,« sagde Siv Jensen, hvis mor og oldemor var aktive i kvindebevægelsen, før kvindebevægelsen blev moderne.

På den måde er Siv Jensen fra en slags feministisk adelsfamilie, mener Frank Aarebrot.

»Hun har en ganske stor personlig troværdighed i disse spørgsmål, men det betyder ikke, at partiet har vedtaget et feministisk program, eller at partiet har klappet vildt for hendes feministiske tale. Slet ikke. Det skal snarere ses som om, man har givet hende lov til at have nogle egne mærkesager.«

Og det viser sig da også, at yngre kvinder stemmer på Frp i lige så høj grad som de yngre mænd, forklarer Hanne Marthe Narud, der har analyseret, hvorfor kvinderne begyndte at stemme på Frp.

»Siv Jensen er i sig selv et trækplaster. Men det er alligevel politikken, der er afgørende for, hvem du stemmer på. I Frp’s tilfælde er det ikke en enkelt årsag, men flere. F.eks. var de for strengere straffe for kriminelle, og lige netop i 2005 var der en del voldtægter, der blev begået. Det kan have skræmt en del yngre kvinder til Frp.«

Men hvad sker der så, hvis Siv Jensen bliver statsminister? Så skal alle asylansøgninger fyldes ud på norsk uden tolk eller ordbog, spøger Thomas Leikvoll fra norsk TV2’s humorredaktion. Desuden vil der være gammeldansaften i operaen hver onsdag. OL i Tromsø bliver aflyst, i stedet er der fakkelstafet fra ældrecenter til ældrecenter. Benzin bliver svinebilligt, mens teaterforestillinger bliver svinedyre og alle sange uden omkvæd bliver klassificerede som ’alternativ musik’ og mister statsstøtte.

Man kan sagtens gøre grin med Siv Jensen og hendes Fremskrittsparti. Men Fremskrittspartiet griner hele vejen til Stortinget den 14. september.

mal@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uanset hvad man mener om Siv Jensen er det altså en dårlig idé at bruge løs af Norges oliepenge i Norges store olieVonAnd-pengetank.

Nordmændene har nemlig gjort det som Margaret Thatcher mente var bedst 'to save an egg for a rainy day' - bare gange 100 eller 1000 eller 10.000 eller 1 mia. eller mere.

I dag har det betydet, at den norske økonomi er godt polstret til at modstå den økonomiske krise; begynde at bruge løs af oliepengene nu vil være totalt vanvittigt. Norges oliefond sikrer at man faktisk kan bruge ca. 10% eller mere af rente-indtægterne fra fonden, ganske fornuftigt er det.

Claus Rasmussen

@Karsten Aaen

>> Norges oliefond sikrer at man faktisk kan bruge ca. 10% eller mere af rente-indtægterne fra fonden

Ja. Men på hvad ? Hvis nordmændene oplever at rente-indtægterne ikke bliver brugt på dem, men i stedet på venstrefløjens godheds- og multikulturprojekter, har de svært ved at se fornuften i at gemme pengene væk.

-ehm-

Nordmændene bruger faktisk rente-indtægterne på velfærd; det kunne man selv se i en norsk udsendelse om penge, sendt på SVT1 eller SV2 for nogle dage siden.

Og jeg ved altså ikke hvad godheds og multikultur-projekter er for noget?

Pointen er altså også den, at hvis man først begynder at bruge penge, ja så er pengekassen (fonden) hurtigt tom.

Opskrift på en billig succes.

Det er efterhånden en meget enkelt opskrift på en succes i politik - en cocktail med penge, racisme og lette løsninger.
Vi har set det i Danmark (DF) og nu også i Norge. Politiker bruger ofte nationalisme, da det ikke koster noget at ødelægge et liv for mennesker, der ikke kan forsvare sig selv.

På den anden side kommer ikke en reformpolitik, der handler om besparelser med så mange stemmer, som man kan sluge med "den billige cocktail": "Vi skal bare smide udledninger ud, bruge opsparinger, sætte skat ned og så løser sig alle problemer af sig selv"....

Siv Jensens program er en opskrift på en katastrofe:
- oliepenge er en reserve, som skal bruges til at klare de dårlige tider (i stedet for en gæld),
- både Norge og andre lande bruger menneskelige ressourcer i udenlandet. De hjælper med at udvikle et land (se: computer,læger,ingeniører). Skrammekampagner og racisme har altid vist, at de fører til isolation og mere hed. Flugten af de kloge hovder,

- man kan sætte skatter ned, men efter en nøje beregning hvordan det vil påvirke et samfund. Ofte nedsætning af skat betyder flere udgifter til sundhedsvæsenet, politi, dårligere socialservice, mere social uro...

...kunne vi ikke bare lære af historien ???

Lasse Wörner

"…kunne vi ikke bare lære af historien ???"

Åbenbart ikke, mange mener stadig at multikultur er vejen frem, men som du selv påpeger, historien har vist, at det går galt hver gang!

Hvorfor fremture, når skidtet ikke virker?

Tværtimod, Lasse Wörner, det går galt, når man går op i etnicitet og den slags. Verdens mest succesfulde imperier har overlevet på diversitet. Verdens længstvarende, rigeste og mest diversificerede imperium, det romerske, varede i næsten 1000 år.