Nyhed
Læsetid: 2 min.

En forudsigelig tragedie

I den forløbne uge omkom 73 flygtninge fra Eritrea, som var på vej til den italienske ø Lampedusa. Den katolske kirke beskylder den europæiske offentlighed for sløv og resigneret ligegyldighed i forhold til tragedien på Middelhavet
Læger fra det italienske Røde Kors giver førstehjælp og pleje til en af de fem flygtninge, som tilsyneladende er de eneste overlevende af en gruppe på 78 bådflygtninge, der for tre uger siden satte kurs mod Europa i en gummibåd.

Læger fra det italienske Røde Kors giver førstehjælp og pleje til en af de fem flygtninge, som tilsyneladende er de eneste overlevende af en gruppe på 78 bådflygtninge, der for tre uger siden satte kurs mod Europa i en gummibåd.

Mauro Seminara

Udland
24. august 2009

ROM - I sidste uge bragte den italienske kystvagt fem flygtninge fra Eritrea i land på denne lille ø Lampedusa mellem Sicilien og Nordafrika. De fem flygtninge, fire mænd og en kvinde, hævder, at de er de eneste overlevende af i alt 78 bådflygtninge, som for tre uger siden stævnede ud fra Libyens kyst i en gummibåd med kurs mod Europa.

De overlevende hævder, at flere handelsskibe og den maltesiske kystvagt undervejs undlod at komme dem til undsætning.

»Når vi læser om deportationerne af jøder under nazismen, spørger vi os selv: Befolkningerne vidste ikke noget, men var der ingen, der så de forseglede vogntog og hørte stemmerne og skrigene? Dengang var det totalitarismen og angsten, der fik folk til at lukke øjnene, men det er det ikke i dag. Det er snarere sløv og resigneret ligegyldighed, hvis ikke ligefrem irriteret modvilje. Vesten har lukket øjnene,« skriver de italienske biskoppers avis Avvenire.

For at dæmme op for tilstrømningen af bådflygtninge indgik den italienske regering for et år siden en aftale med Muammar Gadaffi om fælles patruljering af Libyens kyster: »2009 vil blive året, hvor bådflygtninge ophører med at gå i land på de italienske kyster. I sommersæsonen vil der kun ankomme turister til Lampedusa,« udtalte Italiens indenrigsminister, Roberto Maroni fra partiet Lega Nord.

Maronis partiformand, Umberto Bossi, afviser den katolske kirkes kritik og opfordrer Vatikanstaten til at tage imod flygtningene. Den italienske regering sår tvivl om de overlevende flygtninges forklaring, og politiet har iværksat en undersøgelse af hændelsesforløbet.

Kritik fra FN

I fjor ankom der 37.000 bådflygtninge til Italien, heraf 31.000 til Lampedusa. Aftalen mellem Libyen og Italien trådte i kraft i maj, og trods protester fra FN's flygtningehøjkommissariat er omkring 1.000 bådflygtninge siden da blevet afvist på åbent hav og sendt tilbage til Libyen, som ikke har underskrevet FN's menneskerettighedskonvention.

Ifølge FN medfører Italiens bilaterale aftale med Libyen, at flygtninge, som egentlig har ret til politisk asyl, fratages muligheden for at søge beskyttelse i Europa. Det gælder bl.a. flygtninge, som tilhører den politiske opposition eller en af de religiøse minoriteter i Eritrea.

Det skønnes, at omkring 650 flygtninge i 2008 omkom i forsøget på at krydse Middelhavet mellem Italien og Libyen, og den skærpede grænsekontrol har gjort overfarten endnu farligere. Normalt tager sørejsen mellem to og tre døgn, men flygtningene fra Eritrea var altså på havet i flere uger.

»Indsatsen for at reducere antallet af immigranter, der ankommer til Europa, har ikke mindsket antallet af illegale immigranter. Men denne indsats har medført, at ruterne er blevet omlagt med et stigende antal dødsofre uden for EU's grænser til følge. Omkostningerne i form af et øget antal dødsofre burde også tages med i betragtning i den igangværende diskussion om skærpet grænsekontrol,« konkluderede en rapport, som Europa-Parlamentet fik udarbejdet i 2006.

Dario Franceschini, som er formand for oppositionspartiet Partito Democratico, betegner dødsfaldene som »en forudsigelig tragedie«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her