Læsetid: 3 min.

De gør det (næsten) alle sammen

Connie Hedegaard gør det. Hillary Clinton gør det. EU-kommissionen gør det. Og det Internationale Energiagentur gør det i særdeleshed. Og når rige lande lægger ansvaret for klima-aftalen hos u-landene, tager forhandlingerne skade, skriver EU-kommissionens tidligere topforhandler Jørgen Henningsen
Når de rige lande lægger ansvaret for klima-aftalen hos u-landene, tager forhandlingerne skade, skriver EU-kommissionens tidligere topforhandler Jørgen Henningsen
25. august 2009

Connie Hedegaard gør det. Hillary Clinton gør det (på Barack Obamas vegne). EU-kommissionen gør det. Og det Internationale Energiagentur gør det i særdeleshed.

De overbeviser hinanden og forsøger at overbevise Kina og Indien om, at ansvaret for en tilstrækkelig ambitiøs klimaaftale i København afhænger af, om de store udviklingslande er parate til at påtage sig kvantitative emissionsforpligtelser som en del af aftalen.

Det er ikke befordrende på forhandlingerne. Kina og især Indien fastholder hårdnakket, at reduktionsforpligtelserne skal afhænge af udslippet pr. indbygger, ikke af landenes totale udslip, og det har de selvfølgelig fuldstændig ret i. Det er også præcis, hvad vi gør inden for EU. Når Danmark har et skrappere mål end Spanien, er det jo fordi vi har et større udslip pr. indbygger - og fordi vi har et højere bruttonationalprodukt pr. indbygger.

Hvis man ser på udviklingslandene efter udslip og økonomi pr. indbygger, er der helt andre stærke kandidater: Singapore, Sydkorea og en række olieproducerende lande i Mellemøsten. Hvorfor har der været så lidt pres på disse lande, der har fået lov til at dække sig under en forældet FN-status som 'udviklingslande'?

En del af forklaringen skal findes i den beslutning, det amerikanske senat vedtog i sommeren 1997, få måneder før afslutningen af Kyoto-forhandlingerne, med 95 stemmer mod nul, at USA ikke skulle påtage sig vidtgående klimaforpligtelser, uden at også udviklingslandene (læs: Kina) samtidig blev forpligtet i en eller anden grad. Men hvorfor skulle Kina lade sin stilling til klimaforhandlingerne diktere af en mere end ti år gammel amerikansk 'China-bashing' senatsresolution, der i øvrigt i lige så høj grad afspejlede rent interne amerikanske forhold? Og hvorfor skulle Indien, hvis drivhusgasudslip pr. indbygger er mindre end 10 pct. af det amerikanske, se en interesse i at lade sig koste rundt med, som det sker for tiden?

Under forhandlingerne af FN's klimakonvention i 1991-92 blev det slået fast, at klimaforpligtelsen i første omgang lå på industrilandenes skuldre. Dette blev bekræftet af både i-lande og u-lande. Denne 'første omgang' har vi stadig til gode. Det er ikke kun USA's manglende ratifikation af Kyoto, der er problemet. Med ganske få undtagelser har industrilandene ignoreret deres Kyoto-forpligtelser. Canada, som har ratificeret Kyoto, har ladet emissionerne stige mindst lige så meget som USA, og når EU tilsyneladende kommer i mål på Kyoto, skyldes det først og fremmest indkøb af tvivlsomme kvoter i u-landene samt det økonomiske tilbageslag. Kina har lettere ved at dokumentere klimavenlig energipolitik end de fleste i-lande.

Kynisk logik

Det Internationale Energiagentur, som ikke bare er opfundet af USA (Kissinger, 1974) men også gennem hele sit liv har været overmåde lydhør overfor USA's synspunkter, har ubetinget ret i, at både de seneste års stigning i CO2-udslippet og de kommende årtiers forventede stigning helt overvejende skyldes økonomisk vækst i et begrænset antal (formelt set) u-lande. Men det kan kun i den mest kyniske logik føre til, at det så også er disse lande, der bærer hovedansvaret for beskyttelsen af det globale klima, så længe de pågældende landes relative økonomier og CO2-udslip er langt under vores - medmindre man anlægger den 'bibelske' betragtning, at 'de, der har, skal mere gives, og de, der intet har, fra dem skal der endog tages.'

Det ville være glædeligt (og klædeligt), hvis den danske regering ville gå stærkere i brechen for at få orden i rækkefølgen og gøre det klart for OECD-kollegerne, at til december kører vi med hesten foran vognen, ikke omvendt. Det kunne eksempelvis indebære, at EU klart præciserede, at betingelsen om 'tilsvarende forpligtelser' fra andre lande for at gå fra 20 til 30 pct. reduktion i 2020 alene drejer sig om andre i-lande. Men det er måske for meget at håbe på - selv om de 30 pct. i virkeligheden ikke er mere end 10 pct., når man trækker fra, hvad der allerede er opnået (ved de seneste EU-udvidelser), og hvad der vil kunne klares ved billige u-landsprojekter.

Jørgen Henningsen er tidligere direktør for EU-Kommissionens Generaldirektorat for Miljø. Han var Kommissionens chefforhandler i FN-processen, der førte til Kyoto-aftalen i 1997

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu