Livet i Bagdad bliver bedre og bedre. For to til tre år siden arbejdede tatovører i Bagdad på overtid med at give mænd, der frygtede at blive dræbt i det sekteriske blodbad mellem sunni- og shiamuslimer, genkendelige tatoveringer. Mange af dræbtes ansigter blev skamferet, og derfor ville potentielle ofre have, at deres familier skulle kunne genkende deres lig på et særligt kendemærke, som kun de nærmeste slægtninge kendte. En mand fik tatoveret et oliventræ på sin krop, fordi hans far havde plantet et oliventræ, den dag han blev født.
Dette uhyggelige ritual finder ikke længere sted, fordi Irak nu er et mere sikkert sted, end det var fra 2005 til 2007, da det sekteriske blodbad var på sit højeste og 3.000 lig hver måned blev stablet op i lighusene. Tatovørerne rapporterer, at deres kunder i dag ønsker at få tatoveret en falk, en tiger eller en drage, og udelukkende af dekorative årsager.
Pointen er, at sikkerhedssituationen forbedres, men fra et meget dårligt udgangspunkt. Bagdad er sikrere, end byen plejede at være, men stadig en af verdens farligste byer - helt sikkert farligere end Kabul og måske kun overgået af Mogadishu i Somalia.
Overdrivelser
På trods af den officielle propaganda, som har lovprist amerikanernes indsats, der angiveligt har skabt fred i store dele af landet, er voldsniveauet i Irak er stadig forfærdeligt. Både irakiske og udenlandske medier var pludselig fulde af positive historier - f.eks. at fem millioner flygtninge er begyndt at vende hjem, selvom få i virkeligheden er kommet tilbage. Ved at overdrive resultaterne i Irak siden 2007 har de irakiske og amerikanske regeringer blottet sig for indtrykket af, at de sidste måneders stigning i antallet af bombeangreb betyder, at landet igen er i krig. Ifølge det irakiske indenrigsministerium blev 450 civile dræbt i juni, og yderligere 566 civile blev dræbt i juli, efter at de amerikanske tropper den 1. juni trak sig ud af de irakiske byer.
Når jeg kom hjem fra Irak, spurgte folk mig håbefuldt, om tingene var ved at blive bedre efter den amerikanske indsats. Jeg forklarede rutinemæssigt, at selvom tingene blev bedre i Bagdad, var situationen stadig ret slem. Et oftere forekommende spørgsmål i disse dage er, hvorvidt sikkerheden i Irak er ved at blive nedbrudt, efter at amerikanerne har forladt byerne. Der har uden tvivl været flere og mere ødelæggende bombeangreb, og flere mennesker er blevet dræbt eller såret. Men selv da amerikanerne stod stærkest i Irak, var de ikke i stand til at forhindre dette.
Uanset hvem der står for sikkerheden, er det umuligt at forhindre lastbiler fyldt med sprængstoffer eller individuelle selvmordsbombere i at sprænge markeder, templer, moskeer eller busholdepladser, hvor de skaber det største antal civile ofre, i luften.
Ofrene er næsten altid det shiamuslimske befolkningsflertal, og formålet er at provokere shiamuslimerne til gengældelser mod den sunnimuslimske minoritet, som derefter igen vil begynde at støtte al-qaeda i Irak eller søge en fremmed stat opbakning. Indtil videre har shiamuslimerne ikke bidt på krogen.
Tilbagetrækning
De seneste bombninger afleder opmærksomheden fra den kendsgerning, at de to krige, som rystede Irak, efter at Saddam Hussein blev væltet i 2003, stort set er forbi. Den første stod mellem sunnimuslimerne (omkring 20 pct. af befolkningen) og de amerikanske besættelsesstyrker og blev udkæmpet fra 2003 til omkring midt i 2007. Denne krig blev bragt til ophør som følge af resultatet af den anden konflikt i landet, en usædvanligt blodig borgerkrig mellem sunni- og shiamuslimer (omkring 60 pct. af befolkningen). Det var shiamuslimernes sejr i denne krig, som især blev udkæmpet i Bagdad og det centrale Irak, der tvang sunnioprørerne til at opgive deres guerillakamp mod amerikanerne.
Ingen af disse krige ser ud til igen at blusse op til tidligere tiders voldsniveau. Amerikanerne er på vej hjem. Om et år vil kamptropperne være ude af Irak, og ved udgangen af 2011 vil alle de amerikanske styrker være ude af landet. Den irakiske regering holder amerikanerne fast på aftalen fra sidste år, som indskrænker de amerikanerne troppers militære råderum i landet. Nogle amerikanske officerer har foreslået en tidligere tilbagetrækning, så soldaterne ikke bliver spærret inde som fanger på baserne.
Stabilisering
Den amerikanske tilbagetrækning stabiliserer Irak i en grad, som hovedpersonerne i invasionen aldrig har villet indrømme. Besættelsen forværrede det sekteriske og etniske had i Irak, fordi de tre største befolkningsgrupper i landet havde vidt forskellige syn på den. Kurderne støttede den (selvom Kurdistan ikke blev besat), sunnimuslimerne bekæmpede den og shiamuslimerne samarbejdede med besættelsesstyrkerne, indtil de kunne overtage magten i valget ved at vinde valgene og danne regering.
Den amerikanske besættelse destabiliserede også Irak på en anden måde, fordi den skræmte nabolandene. Det er ikke overraskende, da de neokonservative i Washington også åbent ønskede regimeskift i Teheran og Damaskus. Så længe de amerikanske tropper befinder sig i Irak, vil de altid fremkalde angreb fra guerillagrupper.
Nu hvor amerikanerne forsvinder, er der flere farer for Irak. En af dem er, at de sunnimuslimske stater ikke vil acceptere en shiamuslimsk regering i den arabiske verden og vil støtte modstanden mod den. Den anden fare er, at sejrherrerne, shiamuslimer og kurdere, som udgør den aktuelle regeringskoalition i Bagdad, vil ryge i totterne på hinanden. Kurderne er uenige med premierminister Nouri al-Maliki om, hvem der skal have kontrol over visse territorier, deriblandt byen Kirkuk som kurderne erobrede i 2003. Styrker, som er tro mod henholdsvis Bagdad og kurderne, forsøger hver især at få magten over dette ingenmandsland. Begge parter fremsætter alvorlige trusler, men i sidste ende behersker de sig, fordi de har for meget at tabe i en krig, som ingen af parterne ville kunne vinde endegyldigt.
© The Independent og Information
Oversat af Mads Frese
