Læsetid 4 min.

Laos - Asiens batteri?

Omkring en tredjedel af Mekongs vand kommer fra floder i det bjergrige Laos, og i hovedstaden Vientiane har regeringen som erklæret mål at udnytte vandkraften og eksportere strøm for at fremme økonomisk og social udvikling. Og det skal blandt andet gøres via dæmninger
De mexicanske myndigheder kæmper en hård kamp mod narkokarteller som La Familia Michoacana.

De mexicanske myndigheder kæmper en hård kamp mod narkokarteller som La Familia Michoacana.

Ronaldo Schemidt
17. august 2009

Det er ikke til at tage fejl af. Der er kommet penge til landsbyen Ban Na Hin i det centrale Laos. De ydmyge palmebladshytter er ved at blive erstattet af mere solide plankehytter, og de tidligere plankehytter forsvinder til gengæld for pænt malede murstenshuse.

Jo, landsbyens økonomi har fået en indsprøjtning. Et stenkast fra landsbyen bygges der også. Her er Theun-Hinboun Power Company ved at opføre en snes nydelige bungalows til de ingeniører, elektrikere og andre fagfolk, der skal arbejde med udvidelsen af Theun-Hinboun-dæmningen. For landsbyen har dæmningen haft stor betydning. Beboerne tilbydes arbejde, lægehjælp og en god skole. For de omkring 66 landsbyer længere op- og nedstrøms af floden har dæmningen også haft betydning.

Dæmningen har ødelagt levevilkårene for de ca. 30.000 mennesker, som havde deres rismarker, fiskeri og urtehaver omkring de tre floder Theun-Kading, Hai og Hinboun. Det ultrafattige Laos står bogstavelig talt i et vadested. Skal landet producere vandkraft, eksportere strømmen til de energihungrende nabolande og bruge den cool cash til at udvikle landet? Eller skal landet i stedet satse på turisme og land- og skovbrug som løftestang til udvikling?

Laos ville i givet fald ikke stå alene. Fra Kina i nord til Vietnam i syd skyder dæmninger op i hele Mekong-området.

Kan ikke spise strøm

Omkring en tredjedel af Mekongs vand kommer fra floder i det bjergrige Laos. Det store land med den lille befolkning ligger strategisk godt som energieksportør til Thailand, Vietnam og i mindre grad Kina. Thailand satser i sin nyeste energiplan på at importere 4.000 MW elkraft fra Laos i perioden frem til 2015, hvorefter importen skal mere end fordobles. Samtidig er især thailandske, men også kinesiske investorer og entreprenører dybt involveret i byggerierne.

Regeringen i hovedstaden Vientiane har som erklæret mål at udnytte vandkraften og eksportere strøm for at fremme økonomisk og social udvikling. Som det ser ud nu, er kun et par procent af landets vandkraftpotentiale udnyttet, men andrager ca. 30 procent af eksportindtægterne. Derfor er det ganske forståeligt, at regeringen har underskrevet samarbejdsaftaler om at udvikle mindst 55 nye, større dæmninger. Heraf er syv allerede ved at blive bygget, mens 15 andre er langt fremme i planlægningen.

Men sporene fra de etablerede dæmninger skræmmer. I en café i Bangkok møder jeg Carl Middleton og Ikuko Matsumoto fra ngo'en International Rivers. Jeg fortæller dem om nybyggerierne i Ban Na Hin og på spørgsmålet, om det da ikke er fint, at der kommer skoler og andre fornuftige ting til landsbyerne, svarer Carl Middleton:

»Vi hører altid, at folk er glade. De får skoler, klinikker, indlagt strøm og bygget nye veje. Til gengæld mister de deres gamle rismarker og kan ikke længere brødføde familien, fordi de nye marker er for små. Og de, der var heldige at få arbejde, mister det igen, når dæmningen er færdig. Driften kræver ikke mange ansatte. Og man kan altså ikke spise strøm!«

Ikuko Matsumoto tager tråden op. For et par måneder siden var hun på en fact-finding tur nær Nam Thoun 2-dæmningen. Den er af bl.a. Verdensbanken blevet udnævnt som mønstereksempel på, hvordan man planlægger og implementerer dæmningsprojekter. Hun fortæller:

»Vi interviewede nogle af de landsbyfolk, der var blevet flyttet og genhuset. De fleste sagde, at de ikke kunne dyrke nok ris på de marker, de modtog som kompensation for flytningen. Der har været eksperimenteret med andre måder at tjene penge på, men eksperimenterne har været få, og de fleste af dem kom der ikke noget brugbart ud af.«

På argumentet om, at indtægterne jo vil komme de fattige til gode, siger Carl Middleton:

»Laos er et af de mest korrupte regimer i verden med et system, der er total uigennemsigtigt, og hvor frihed er begrænset. Der er ingen garanti for, at pengene fra kraftværkerne vil dryppe ned på dem, der er mest berørt af byggerierne.«

På tværs af Mekong

Et af de mere kontroversielle byggerier er en dæmning over selve Mekongfloden. Hvis Don Sahong-dæmningen realiseres, forventes den at få katastrofale konsekvenser for fiskeriet - ikke kun i Laos, men også i Cambodia og Vietnam. En enkelt 100 meter bred kanal er af afgørende vigtighed for en stor del af det centrale Mekong. Kanalen er den eneste, der også er farbar i tørtiden for de fisk, der vandrer mellem gydepladser og spisekamre.

Samtidig er det også denne kanal, der er udset til at skulle levere strøm til Thailand. Stedet er blevet kaldt det værst tænkelige sted at placere en dæmning.

Selv om projektet er langt henne i planlægningen, tyder noget dog på, at den laotiske regering er ved at få kolde fødder. De har bedt om flere undersøgelser, og i juli måned entrerede de med et fransk firma om at finde en alternativ løsning til dæmningen.

I Phnom Penh har den cambodianske regering uden held forsøgt at få oplysninger om projektet fra deres nordlige nabo, fordi de er bekymrede for konsekvenserne. Ikke at de har meget at komme efter.

De planlægger selv en stor dæmning på tværs af Mekong et par hundrede kilometer syd for Don Sahong.

I mellemtiden undrer Carl Middleton sig:

»Det er mærkeligt. At bygge dæmninger er en outdated teknologi. I USA bliver der nu nedlagt flere dæmninger, end der bygges«.

Alligevel fortsætter planerne og byggerierne langs Mekong og dens bifloder lige fra Kina i nord til Vietnam i syd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer