Libyens 'gale mand' er ikke så gal endda

Beirut – Lykkes det for klimaminister Connie Hedegaard at drible en internationalt accepteret sluterklæring på plads ved FN’s klimakonference i København, vil den danske regering få et problem, når stats- og regeringslederne møder op: Gaddafis telt. Hvor skal det slås op, hvis han ankommer som formand for Den Afrikanske Union med et krav om 62 mia. dollar til Afrika i ’klimakompensation’ fra Vesten?

Libyens 67-årige diktator og ’ledende broder’, der i dag for 40 år siden tog magten ved et kup mod den aldrende monark, Idris I, sover ikke på hoteller, men rejser med sit eget beduintelt. Da han besøgte Rom i juni, slog han det op i en park, og lige nu har byen Englewood, New Jersey (og det amerikanske udenrigsministerium) et problem, nemlig at Gaddafi agter at plante sine teltpløkker i plænen foran en villa tilhørende den libyske ambassade. Naboen, en ortodoks jødisk rabbiner, er ikke glad. Især ikke efter at Gaddafi i går på topmødet i Den Afrikanske Union, ekstraordinært indkaldt i anledning af ’revolutionens’ 40-års-dag, beskyldte Israel for at »stå bag alle Afrikas problemer i forsøget på at stjæle vores rigdomme«, som al-Jazeera-kanalen rapporterede.

Englewoods borgmester er heller ikke glad:
»Vi har lige set ham byde en dømt terrorist velkommen tilbage til Libyen, men her vil vi aldrig glemme terrorangrebet,« sagde han om løsladelsen af den kræftsyge Abdelbaset al-Megrahi, der indtil sidste uge sad på livstid i Skotland, dømt for mordet på 270 ofre for terrorbomben mod Pan Am 103-flyet over Lockerbie i 1988, heraf var 33 fra staten New Jersey.

Forsoningsstrategien

Den løsladte terrordømte tidligere sikkerhedschef i Tripoli lufthavn kom hjem ved formel beslutning af den skotske justitsminister, der angav ’humanitære grunde’, og i går blev han filmet liggende i en hospitalseng med iltmaske.
Men han er ikke kun terminalt syg med få måneder tilbage, han er det (endnu) levende symbol på Muammar Gaddafis forvandling fra terrorsponsor til ansvarlig statsmand.

’Kongernes konge’, som han ynder at kalde sig, udleverede i 1999 al-Megrahi og en anden libyer til retsforfølgelse ved en skotsk domstol nedsat i Haag som første led i en forsoningsstrategi med Vesten.

Efter 30 års støtte til så at sige enhver despot eller organisation, der var specialiseret i mord på civile med eller uden politiske argumenter – IRA, PLO, den militante palæstinenser Abu Nidal, Liberias Charles Taylor, Ugandas Idi Amin for at nævne nogle få – kom Gaddafi til samme erkendelse som Egyptens præsident Anwar Sadat i 70’erne: Uden et godt forhold til USA og Europa ville han få meget svært ved at overleve.

Det første skridt mod den nuværende anerkendelse, hvor han modtager de vigtigste europæiske statsledere i sit telt i ørkenen syd for Tripoli, var erkendelsen af libysk ansvar for Lockerbie-bomben og udlevering af de to mistænkte efter at have nægtet i otte år.

Modydelsen var ophævelse af de FN-sanktioner fra 1992, der nu truede med at få det libyske korthus til at kollapse. Oliepriserne var faldende, den libyske industri var uden reservedele, arbejdsløsheden var 30 procent, og den ’ledende broder’ var under et pres, som selv ikke hans kolossale sikkerhedsapparat turde tage ansvaret for.

Mandela mæglede

Han blev reddet af den internationalt helgenkårede Nelson Mandela i Sydafrika, der var interesseret i at knytte Gaddafi – og hans olie og gas – nærmere til Organisationen af Afrikanske Stater, den senere Afrikanske Union. Mandela fik overtalt Gaddafi til at udlevere de to Lockerbie-mistænkte, hvoraf den ene frikendtes, mens al-Megrahi blev idømt 27 års fængsel i 2001.

Oberst og ’ledende broder’ Muammar Gaddafi var på vej ind i varmen.

Og han kom nærmere efter 11. september, da han uventet fordømte terrorangrebet og al-Qaeda samt tilbød at dele efterretninger med USA. Og i 2003 sagde hans søn, Taif al-Islam (Islams Sværd), ifølge flere kilder til sin far, at Libyen stod for tur efter USA’s invasion af Irak. Kun to måneder efter invasionen af Irak meddelte Gaddafi, at han havde indkøbt beriget uran fra en pakistansk atomafhopper og kunne fremstille en atombombe – med mindre han blev spurgt pænt om at lade være. Det blev han, og til denne dag er der ikke bevis for, at Libyen overhovedet havde evnen til fabrikation af en bombe.

I 2004 fik han besøg af Tony Blair som den første britiske premierminister i landet, siden Winston Churchill var på troppeinspektion i 1943. Blairs mission var at genetablere de diplomatiske forbindelser, der blev afbrudt i 1984 – og samtidig sikre, at BP, som Gaddafi havde smidt ud af Libyen i 1973, kunne vende tilbage til tabte koncessioner. Og siden er det gået rigtigt godt – Tysklands kansler, Frankrigs præsident og Italiens spektakulære og på flere måder åndeligt forbrødrede premierminister har været æresgæster i beduinteltet ved Tripoli.

Interessen er Libyens rige gasforekomster og en utappet oliereserve på 44 milliarder tønder.

Og ikke at forglemme: Gaddafis vilje til at fungere som EU’s politibetjent mod strømmen af bådflygtninge, som Italien nu uden videre kan sende tilbage til Libyen, hvor de interneres og ifølge menneskeretsorganisationer udsættes for ’tilfældig politivold’.

Tilstod Lockerbie

Olien spillede også ifølge Taif al-Islam, der har styret sin fars rute tilbage til ’respektabilitet’, en rolle i forhandlingerne om løsladelsen af den dømte Lockerbie-terrorist. De involverede, blandt andre den britiske handelsminister, Peter Mandelsohn, slår syv kors for sig, og afviser at sagen har nogen sammenhæng med en ny oliehandelsaftale.

Men bundlinjen er, at ’ledende broder’ Gaddafi er blevet stueren. Også selvom han i 1993 faktisk tilstod meddelagtighed i Lockerbie til den amerikanske journalist Arnaud de Borchgrave, der talte med ham i enerum i hans telt: Bomben mod Pan Am 103 var gengældelse for et amerikansk krigsskib nedskydning af et iransk passagerfly i 1988.

Gaddafi fortalte, at iranerne havde udliciteret gengældelsen til syrerne, der inddrog Libyen som ’underleverandør’ – anbringelse af en kuffert med sprængstoffer i flyet.

»Og vær venlig at sige til CIA, at jeg gerne samarbejder med Amerika,« sagde han som sluterklæring, »jeg er mindst lige så truet af islamiske ekstremister, som I er.«

Måske er det den virkelige forklaring på Gaddafis kovending. I en indberetning fra den britiske ambassade i Libyen i 1972 beskrev den daværende ambassadør den dengang relativt ukendte oberst Gaddafi som en »intelligent fanatiker«, der selv tror, at han er »kaldet af Gud«. Men, tilføjede ambassadøren, »selvom han har en kamikazeattitude til politik, taber han aldrig hovedet.«

Den vurdering deles ikke i den arabiske verden. Som en journalist i Beirut siger:

»Han kaldes for ’idioten’. Han er for meget, selv for os, der ellers er vant til lidt af hvert.«