Lillebror, der voksede ud af familiens skygge

Det var ventet, men vemodigt er det. Den demokratiske Massachusetts-senator Edward Kennedy er død af den hjernesvulst, som han sidste sommer blev opereret for. 77 år blev han.

Til det sidste gjorde Edward Kennedy sig gældende som en formidabel kraft i amerikansk politik. Han var en af de få folkevalgte, der stolt vedstod sig 'USA's liberale tradition'. I amerikansk sammenhæng betyder 'liberal' noget andet end i dansk. Det kan nærmest oversættes ved 'moderat venstreorienteret' - herhjemme svarende til klassisk socialdemokratisk-radikal politik.

Så sent som i januar sidste år udrettede Edward Kennedy én af sine største bedrifter. I Demokraternes primærvalgopgør mellem Hillary Clinton og Barack Obama droppede Kennedy sin varsomme neutralitet og kastede sin styrke ind bag Obama. Den retorik, som Edward lod sin anbefaling flamme i, placerede Obama som den sande viderefører af Kennedy-arven. Det gav Obamas kampagne et løft, der fik den til at svæve helt frem til valgdagen i november 2008.

Kennedy-klanen synes nu selv uden bud på en anfører hentet fra familiens egne rækker.

Mange ironier

Der var en ironi i, at Kennedy-dynastiets aldrende løve blev den, der sørgede for, at USA ikke fik et Clinton-dynasti.

Ironierne var Edward Kennedys livsbane rig på - ikke mindst de tragiske.

Hans far - Joseph senior - havde som drivkraft i sin erhvervskarriere, at han skulle tjene millioner nok til, at han kunne gøre en af sine sønner til USA's præsident. Joseph Kennedy var nok aktiv i Det Demokratiske Parti - som irsk minoritet i det britisk dominerede Boston var han nærmest født ind i partiet. Men Joseph senior beundrede ikke 'USA's liberale tradition'. Tværtimod, han tilhørte Demokraternes krasbørstige, erhvervsvenlige højrefløj - sågar med fascistisk tilbøjelighed i 193o'erne.

Kennedy senior havde støttet valget af Franklin Roosevelt i 1932, men Roosevelts sociale politik gjorde Kennedy lunken ved Roosevelts genvalg i 1936. For at skaffe en ballademager væk fra Det Demokratiske Partis indre linjer udnævnte Franklin Roosevelt i 1938 Joseph Kennedy til sin London-ambassadør. Det skabte til gengæld nye problemer for Roosevelt. Kennedy viste sig at være positiv over for Adolf Hitler og fjendtlig over for Winston Churchills advarsler mod nazismen.

Da Anden Verdenskrig brød ud, og Hitler løb Vest-europa over ende, advarede Joseph Kennedy USA mod at støtte Storbritannien i dets nød. Til en Boston-avis sagde han i november 1940: »Demokratiet er forbi i England. Det kan være, det også er det i vores land.«

Den netop for anden gang genvalgte Roosevelt hidkaldte Joseph Kennedy og gav ham hans livs overfusning. Joseph Kennedys egne politiske karriere var forbi.

Første kandidatsøn dør

Resten af krigen var Joseph Kennedy en kompromitteret mand, der koncentrede sig om sine lukrative erhvervsforetagender og om at køre sin ældste søn, Joseph junior, i stilling som præsidentkandidat.

Disse planer blev imidlertid afbrudt, da Joseph junior i 1944 eksploderede med et eksperimentelt bombefly. Joseph senior satte i stedet kræfterne ind på at promovere sin næstældste søn, John, til præsidentembedet.

Den gamle Kennedys planer lykkedes. I 1960 blev John F. Kennedy USA's første romersk-katolske præsident. Som senator havde John befundet sig på Demokraternes moderate højrefløj og ikke gjort sig gældende med banebrydende intiativer. Under sin præsidentvalgkampagne i New York havde John tilmed måttet holde sin far godt gemt i baggrunden, for der var mange venstreorienterede newyorkere, der kun alt for vel huskede Joseph senior fra 1930'erne og 40'erne.

Men i Massachusetts var Kennedy-navnet allerede blevet så magisk, at præsident John og far Joseph i 1962 kunne lodse yngste søn Edward ind i Johns ledigtblevne senatsæde. Da John blev valgt som præsident, var Edward for ung til at blive senator, så en famlieven holdt embedet varmt, indtil Edward var gammel nok. Når det ikke var den ældre bror Robert, der overtog familiens senatssæde, skyldes det, at Robert i 1962 sad som justitsminister i Johns regering - en placering, far Joseph også havde haft en finger med i spillet omkring.

Magtens højde - og tab

De år var Kennedy'erns højdepunkt: Magt, glamour, tilsyneladende usårlighed trods dubiøse private affærer.

Så væltede tragedierne ind. Allerede i slutningen af 1961 blev Joseph senior ramt af et slagtilfælde. I 1963 blev John myrdet, og i 1968 overgik samme skæbne Robert. Edward kunne være redet på en bølge af chok og medfølelse til et valg som enten præsident eller vicepræsident i november 1968, men han var overvældet af tabet og byrderne. Offentligt forklarede han sit afkald på præsidentmagt med, at han nu var mandligt familieoverhoved ikke bare for sine egne børn, men også for Johns og Roberts. De sidstnævnte var der hele 11 af.

At Edward dengang takkede nej til den dødsensfarlige præsidentambition, friholdt ham ikke for rædsler.

Igen hærgede ironien. Bror Roberts kampagnestab var i chokket omkring hans død aldrig blevet takket for sin indsats. For at rode bod på undladelsen, holdt Kennedy'erne på øen Chappaquddick et selskab for nogle af kampagnens kvindlige hjælpere. Bagefter tog Edward den 28-årige Mary Jo Kopechne med i sin bil, som han imidlertid kom til at køre af broen og ud i havbugten. Kennedy undslap og svømmede i land, men meldte sig først til myndighederne den følgende dag, da Kopechnes lig var fundet. Det lykkedes aldrig Edward at give en sammenhængende forklaring på, hvad der var sket den nat. En jury fandt hans fremstilling utroværdig, og han fik en to måneders betinget fængelsstraf.

Uanset at begivenheden lige siden har givet anledning til store mængder af spekulative avisartikler og bøger, beholdt Kennedy sit greb om Massachusetts' vælgere. I 1970 genvalgtes han til Senatet med 62 procent af stemmerne.

Den bedste tale

Skandalen afholdt imidlertid Edward fra at søge opstilling ved præsidentvalget i 1972. George McGovern, som endte med den demokratiske opstilling, tryglede ham om at tage imod et kandidatur som vicepræsident. Kennedy fastholdt sit afslag. McGovern måtte nøjes med en afglans af Kennedy-navnet ved at sætte Kennedy-svogeren Sargent Shriver på sin stemmeseddel. På Demokraternes partikongres i 1972 holdt Edward til gengæld det års bedste politiske tale:

»En stærk vind blæser nu hen over dette land...«

De tilstedeværende fældede tårer ved tanken om, at der var en bedre kandidat end McGovern - uanset Edwards lig i lasten.

I 1970'erne bredte rædslerne sig ind i Edwards ægteskab. Hustruen, Joan, var tydeligt nervesvækket og blev arresteret for spirituskørsel og måtte til drankerbehandling. De to børn, Edward junior og Patrick, var begge alvorligt syge. Ansporet af sine egne trængsler skabte Edward Kennedy sit ry som Senatets sociale samvittighed. Samtidig rykkede han langt længere ud på den amerikanske venstrefløj, end hans brødre nogensinde havde turdet bevæge sig.

Blodrig stil

Edward støttede valget af Demokraternes Jimmy Carter i 1976, men Carters fromme messen passede dårligt med Edwards blodrige og lystige stil, der rådede både privat og omkring de magtpositioner, Edward havde opbygget sig i Senatet. De to ragede uklar, og Carters jammerlige opinionstal forud for præsidentvalget i 1980 lokkede Edward til at give efter for de venstrefløjsrøster, der opfordrede ham til det uhørte at udfordre sit partis siddende præsident.

Men Edward Kennedy måtte snart sande, at ét er at være den uerklærede kandidat, som alles forhåbninger kan samles om, og noget andet er at kaste sig ud i det mudderbad, som en amerikansk præsidentkampagne er. Edward virkede, som om han fortrød, hvad han havde vovet sig ud i. Hans kampagne var vakkelvorn, og Carter trak opstillingen i hus.

Edward kom umådeligt stærkt tilbage. Desværre for sent, for det skete med den tale, som han holdt på partikongressen for at indrømme sit nederlag. Der var almindelig enighed om, at hvis han havde talt sådan hele vejen under kampagnen, havde opstillingen - og formentlig også den endelige sejr - været hans.

I Edwards tale flammede den store Kennedy-retorik. Han henviste til Franklin Roosevelt, Martin Luther King og sine brødre og sagde:

»For mig, for nogle få timer siden, kom denne kampagne til sin afslutning. For alle dem, hvis bekymringer har været vores anliggende, går arbejdet videre, sagen varer ved, håbet lever stadig, og drømmen vil aldrig dø.«

Talen og det halvtimelange bifald, den fik, udstillede Jimmy Carters bleghed. De tos manglende forsoning var en af årsagerne til, at Carter senere på året tabte præsidentposten til Ronald Reagan.

Frisindets løve

I årene derefter smeltede Edward Kennedy sammen med legenderne om Kennedy'erne. Han blev det amerikanske frisinds løve. Næst efter USA's præsident var Edward den mest eftertragtede samtalepartner for Washingtons besøgende dignitarer fra indland og udland. At Edwards politiske placering lå et noget andet sted end brødrenes og nogenlunde det modsatte sted af faderens, blev glemt i mytemageriet.

Sin ildfulde støtte til Barack Obama nåede Edward at give, inden hjernesvulsten fik ham til at falde om i kramper. Men sin sjælsstyrke viste han ved - efter den timelange og livsfarlige operation - at dukke op på Demokraternes partikongres i august 2008 og holde en medrivende tale, der gav genklang af hans kongrestale tilbage i 1980. Edward sagde om Obamas kandidatur:

»Arbejdet begynder påny. Håbet stiger igen. Og drømmen lever videre.«

Edward gjorde det klart, at Obama er hans arvtager. Men blandt Kennedys demokratiske partifæller i Senatet er det svært at få øje på nogen, der har Kennedys gennemslagskraft til at hjælpe Obama med at gøre drømmen til virkelighed.