Analyse
Læsetid: 3 min.

Vor mand i Kabul?

Afghanistans præsident, Hamid Karzai, er i stigende grad blevet en belastning for USA og dets allierede. Rapporter om omfattende valgsvindel sender ham endnu et skridt ud i kulden
Afghanistans præsident, Hamid Karzai, er i stigende grad blevet en belastning for USA og  dets allierede. Rapporter om omfattende valgsvindel sender ham endnu et skridt ud i kulden
Udland
29. august 2009

Der var engang, hvor præsident Karzai lignede en mand, der kunne genrejse sit land, men den æra er forbi.

De mange rapporter om systematisk svindel med stemmesedler og vælgerkort ved sidste uges provins- og præsidentvalg kan meget vel blive det strå, der knækker kamelens ryg. Især hvis det viser sig, at præsidentens stab eller andre regeringsinstitutioner har haft en finger med i spillet.

En del af problemet

Den 52-årige Hamid Karzai er i forvejen en mand, hvis aktier er kraftigt på retur. Fra at være en del af løsningen anser både afghanerne og det internationale samfund ham i stigende grad for at være en del af problemet.

Hans manglende evne og vilje til at rydde op i den korrupte regeringsadministration og hans mange alliancer med notoriske krigsforbrydere og narkobagmænd er blevet en stadig større belastning for de udenlandske regeringer, der holder ham ved magten med generøse militærbidrag og milliarder af bistandskroner.

Blandt dem, der nu går åbenlyst i rette med Kongen af Kabul, er bl.a. USA's særlige udsending, Richard Holbrooke, og vor hjemlige udenrigsminister, Per Stig Møller (K). Ifølge flere amerikanske medier kom Holbrooke nærmest op at skændes med Karzai, da han tidligere på ugen besøgte ham i præsidentpaladset i Kabul. Emnet var den udbredte valgsvindel, hvor videooptagelser tilsyneladende viser valgurner blive fyldt med falske Karzai-stemmer.

Den afghanske valgkommission har efterhånden modtaget over 1.000 klager over valghandlingen, hvoraf flere vurderes at være så alvorlige, at de kan have betydning for valgets udfald.

Efter optælling af de første 17 procent af stemmerne fører Hamid Karzai valget med 45 procent over Abdullah Abdullahs 35, men de tal kan nå at ændre sig drastisk, når resten af stemmerne er talt op.

Voksende frustration

Beskyldningerne om udbredt valgsvindel bærer under alle omstændigheder ved til Karzais politiske ligbål.

Den amerikanske udsendings skænderi med Karzai er blot det seneste tegn på USA's stigende frustration over hans måde at agere på.

Valget af de dybt problematiske vicepræsidentkandidater Mohammed Fahim og Karin Khalili er helt givet ikke Obamas kop te. De seneste dage har New York Times kørt store artikler om Fahims involvering i narkohandel og citeret regeringskilder for, at USA overvejer at indføre personlige sanktioner mod Fahim, hvis Karzai gør alvor af at udnævne ham til landets næsthøjeste embede.

Allerede da Fahim blev præsenteret som Karzais makker, advarede den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, ham om, at det ville skade hans forhold til USA og andre lande. Og da Karzais seneste alliancepartner, Rashid Dostum, i forrige uge vendte tilbage fra Tyrkiet, blev han igen advaret om ikke at give den krigsforbrydermistænkte mujahedinleder en regeringspost.

Nedtællingen begyndt

Også Per Stig Møller har i stadig kraftigere vendinger kritiseret Karzai og givet udtryk for, at han er træt af den af-ghanske leders måde at styre landet på.

»Der er flere af de ting, som Karzai foretager sig lige i øjeblikket, jeg ikke bryder mig om,« har han sagt til Information og efterlyst et krigsforbryderopgør med bl.a. Fahim.

Når det internationale samfund trods alle beskyldninger om korruption, krigsforbryderalliancer og valgsvindel stadig holder hånden over Karzai, skyldes det i høj grad manglen på et alternativ. Og så har Karzais 'der-er-altid-plads-til-en-mere-i-teltet-politik' passet de vestlige politikere godt. En masse lokale ledere, som vi hellere vil have med os end imod os, i et land, hvor der i forvejen er fjender nok og behageligt nok heller ingen besværlige krigsforbrydersager, hvor Vestens gamle venskaber med blakkede mujahedin-ledere trækkes ud af stalden.

Obama-regeringens beslutning om at gøre Afghanistan til USA's vigtigste udenrigspolitiske satsning gør imidlertid, at Karzai spiller meget højt spil. Hvis valgsvindelen viser sig at være så systematisk og omfattende, som de foreløbige rapporter tyder på, vil hverken den afghanske befolkning eller det internationale samfund kunne acceptere landets næste regering som legitim.

Alt tyder derfor på, at nedtællingen til den dag, hvor Karzais har udspillet sin rolle som Afghanistans leder, for alvor er begyndt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her